Søvn

Hvad er det modsatte af søvnløshed? Der hvor man går kold kl. 19.30, på samme måde som når et barn, går face-down kold i sin flyverdragt, så snart det rammer entréen. Det har jeg. Og derfor får jeg ikke skrevet i nærheden af det jeg gerne vil – men sådan må det være.

Jeg er her stadigvæk. Jeg sover bare.

Min yngste baby har omgangssyge og er især glad for at brække sig ud over mig. To gange efter arbejde i dag. Han er så sløj, men smiler hjerteskærende rent og uden en snert af selvmedlidenhed igennem det. Og så har jeg fundet ud af, at hvis jeg lægger mig på en lidt høj pude, og så lægger ham på min brystkasse, så sover han så godt, plus det er det vildeste oxytocin-kick at ligge og opsnappe hans ånde og mærke det lille åndedræt igennem søvnen.

Lige nu ligger jeg f.eks. på en enkeltmandsmadras med sovende Otto i armene og Kurt der lige har rullet sig sammen i min fodende og kilet to små fødder ind imellem mine lår og tænker, at hvis der findes et happy place, så er mit her.

Og så en hurtig opdatering på det med at have et arbejde: Jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil bruge mere tid på at stresse over om de fyrer mig (til info har jeg brugt åndssvagt lang tid på det). Hvis jeg blir fyret, så blir jeg fyret. Slut. Hvad kan man ellers gøre, udover at møde op og gøre sit allerbedste? Det føles ikke godt nok, men det gør det jo alligevel aldrig. Mine kolleger er geniale og taknemmeligheden fra de første måneder er så småt ved at være blevet til straight up arbejdsglæde (når jeg ikke kampstresser, altså. Det er vældig skitzofrent, for tiden). Men jeg er glad hver morgen, når skydedørene åbner. Og det tænker jeg er det vigtigste.

I morges fik jeg til gengæld startet et fuldstændigt latterlige skænderi, fordi der ikke var blevet købt mælk til min kaffe og nu skammer jeg mig. Ham jeg bor med har købt kæmpe ind, passet sygt barn, vasket tøj og er nu smuttet ud for at få en øl. Det blir ikke bedre og helt derinde i midten af midten, hvor man bare er enten-eller. Der er jeg faktisk ret lykkelig.