Uncategorized

I drift / ude af drift / mon det smitter?

Forleden brændte jeg sammen lige midt i kantinen. Og en sød HR dame måtte trøste mig og sige, at det er helt normalt at få stresssymptomer når man kommer tilbage på job efter barsel. At det er der ikke noget at sige til.

Det er et par uger siden jeg mærkede mit hjerte slå på en anden måde og pludselig forstod hvad folk mener når de snakker om “trykken for brystet”. Det føles virkelig som om man ikke kan få luften helt ned i sine lunger. Det er på ingen måde fordi der er noget i vejen med mit arbejde. Tværtimod. Det er mig den er gal med. Jeg føler mig nærmest lidt nyforelsket på den der selvudslettende måde. Totalt overvældet og kan ikke sortere i arbejdsopgaver, forældremøder, ferietilmelding, konfirmationsgaver, togbilletter, rengøring, indkøb, tilstandsrapporter, nye tandbørster, orange-billetter, vaccinationsprogrammer… det er som om det hele får lige meget plads i hjernen. Og på de mærkeligste tider af døgnet. Så det eneste tidpunkt jeg virkelig føler at jeg har fri på, er her hvor jeg ligger nu: i min seng, lige inden jeg skal sove. Det er mit yndlingstidspunkt på dagen.

Det er mærkeligt fordi langt de fleste dage er jeg lykkelig flere gange: På arbejdet når jeg kan mærke at jeg er god til det jeg laver, når jeg spotter mine unger på vuggestuens legeplads og de giver mig universets dejligste, tilsandede tandpastasmil og så her om aftenen når Nik og jeg chiller. Det er meget lykke! Men en gang imellem, ik. Måske en gang hver anden-tredje uge. Så crasher det helt. Så kan jeg ikke engang finde ud af at snakke. Så kan jeg kun stå og hulkegræde ned i morgenmaden uden at kunne forklare hvorfor. Det er en mærkelig tilstand. Måske har jeg bare fået Voksen.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply Maude 19. april 2018 at 4:13

    I hear you, sister! Jeg har det på samme måde. Så sent som i går, sad mine roomies (mine kontorsloffer, altså), og sagde at de var lidt bekymrede. Og det var jeg sådan set også selv. Og så sagde jeg, at jeg var bange for at hvis jeg først faldt, så kom jeg aldrig nogensinde op af hullet, og blev i stand til at fungere igen. Og så kunne jeg mærke, at jeg var lige ved at græde, og så tænke jeg, at hvis jeg begyndte at græde, så ville jeg falde. Så i stedet skiftede jeg emne.
    Det er ikke dig, der er noget galt med – det et denne her måde at leve på, det er summen af det hele. Og summen er stor; meget større end vi tror. Jeg håber du øver dig lidt i den vejrtrækning, for den er så vigtig. Kæmpe kram herfra! ❤️

    • Reply idabida 24. april 2018 at 19:37

      Åhh altså, E, for pokker <3 Hvorfor skal det være så ben-freaking hårdt at være voksen? I hvert lige dén her fuldtidsbørne-fuldtidsarbejdsfase… Jeg sender det hele tilbage til dig. Godt du har gode sloffer og en dejlig familie. Klem, i.

    • Reply Johanne 27. april 2018 at 7:52

      Åh, hvor er jeg glad for, at det ikke kun er mig, der har det sådan her. Shit pomfrit, det er hårdt at være voksen. Håber vi klarer den alle sammen. Og på at man kan falde og rejse sig igen. For det virker helt urealistisk ikke at snuble i det liv her. Der er ikke timer nok. Når jeg siger til min chef, at jeg gerne vil kunne gå hjem og se mit barn inden han skal sove, så siger han, at jeg jo bare kan logge lidt på om aftenen. Men altså aftenen er satme kort nu. Jeg skal tidligt i seng, så jeg kan klare afbrudt søvn, gråd, natamning og at stå op kl. 5 igen. Træt er blevet en kronisk tilstand – og jeg savner mine mennesker.

    Leave a Reply