Monthly Archives

maj 2018

Sommeraften i min by

Jeg var slet ikke færdig med mit arbejde, da jeg kl. 17.00 ræsede hjem for at få vores tomme, børnebombede lejlighed til at ligne et hjem. 3 timer tog det. Kl. 20.00 tog jeg imod et italiensk par. De havde 2 børn og var lige kørt fra Billund efter en hel dag i Legoland. Kvinden så træt ud som kun en overmodig turist kan se træt ud. 1-0 til Danmark og jeg sagde at de bare skulle tage resten af hvidvinen i køleren med ud på altanen.

En dag om 20 år når Nik og jeg er blevet gamle og rige, vil vi sidde med vores Barolo og grine af dengang vi lejede vores hjem ud til fremmede. Til aftensmad fik jeg først en hel perfekt moden mango, spist som om det var et æble, bøjet over vasken, så en hel avokado og en banan til dessert. Tre geniale, bløde frugter. Og en meget sjælden tricolore sådan at spise i rap.

Niklas og børnene var hos mine svigerforældre, så jeg cyklede ned til Nyhavn. Tænk at jeg bor 1 minut fra en virkelig gammel havn fyldt med træbåde. Og kinesiske turister. Og pastelfarvede ganni silkekimonoer, fadølsanlæg, halvtomme nettobåde og LV-poser. Sådan en forårsaften hvor folk er helt høje og genfødte og smukke og ude af skallerne. Jeg drak en dåseøl og røg en cigaret i solens sidste stråler mens de overdrevet smukke KADK studerende cyklede hjem mod Nørrebro fra Holmen. Jeg kan kende dem på deres højtaljede sorte 501ere og perfekt-uglede hår. De har nok afgangsprojekter på hjernen. Så ringede en af mine bedste veninder som bor i Oslo og lige er blevet mor. Vi snakkede i en time om Ester Perel, fremtiden, deltid, arbejde, barsel, forhold. Alt det.

Jeg gik over på en bar i Strædet. Så sad jeg der og drak chablis og arbejdede i en time. Helt alene. Helt genialt. Klokken 23 ringede jeg på hos min mor. Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har været alene sammen. Klokken 24 tog vi et selfie sammen i hendes dobbeltseng, lige inden hun faldt i søvn.

PS.

Nu er jeg forøvrigt blevet voksen igen og sidder i en have i Asserbo med gode venner og børn der sover til middag. I morgen skal vi ud at se på en grund i Rågelege. Og så har vi lige fået tilbudt en plads i vores førsteprioritet udflytterbørnehave, med kun 20 minutters bustur (og tak for jeres råd og tanker og hep!) Og der er aperol og laks og grill i aften. Det er sommer.

Ugens stener

Mig når

– kl er blevet 21.

– jeg ser Westworld 2. Tror bare det er systemet der lukker ned. Kan ikke klare mere uhygge når virkeligheden i forvejen er så scary.

– jeg læser WA artikler. Jeg savner min før-internet hjerne.

– jeg har fået 2 glas vin.

– Niklas vækker mig kl. 2.30 og påstår at det er min tur til at gå ind til drengene (som sover på samme værelse og derfor vækker hinanden.. Zzz).

– jeg læser reglerne til brætspil. Jeg. Kan. Ikke.

– Kurt *kun* vil se Gurli Gris. Igen.

– det tager over 20 min at finde en parkeringsplads. Damn you indre Kbh.

Børnehave shitmotherfuckerfuckshit

Børnehavestart. Om 2 måneder. Undskyld, jeg lige bander men fuck nu af, hvor er det svært. Fuck! Og undskyld hvis hvis man ikke har små børn er det her nok verdens cirka mest dødssyge blogindlæg. Men okay. Lige nu går Kurt og Otto i den samme integrerede institution (endda på samme stue), og det går rigtig godt. Det tager godt nok lige 20 minutter på cykel at komme derover, men altså. Det går! Der er en stor legeplads og vi elsker vuggestuen. Men. (Og jeg sværger, mit fortidsjeg hånler af det her problem, lige nu. Nå.) Vores institution er tilknyttet en udflytterbørnehave. Og shit, hvor har jeg bare ondt i maven over den der skide bus der skal køre i 50(!) minutter frem og 50 minutter tilbage hver evig eneste dag. De skal afleveres klokken 8.00 og bussen er først tilbage klokken 16.00. Det er sguda lang tid at være væk når man er 3 år gammel, er det ikke?!

Jeg er med på at bålplads og fuglefløjt er fedt. Men er det virkelig fedt? Synger fuglene (okay: duerne) ikke også lidt herinde i byen? Er legepladserne ikke også okay på stenbroen? Eller skal man virkelig ud af byen for at ens (sindssygt aktive og udeglade) dreng, har de optimale betingelser? Årh mand!! Jeg mister dagligt overblikket på pladsanvisningen, når jeg leder efter alternativer – Skal jeg fx. hellere putte ham i en rigtig fin delvis udflytter (hvor børnene er en uge hvert sted), men hvor by-børnehaven ligger på 4. sal inde midt i København? Men hvor busturen til udflytterdelen til gengæld “kun” tager 30 min (og er tæt på hav og S-togsstation). Og så bare tage logistiklorten med at skulle aflevere 2 forskellige steder, med 15 minutters cykeltur imellem, hver dag? Eller er det der, hvor man bare vil hade sig selv hver eneste morgen i det halvandet år det ville vare?

Er det lige så hårdt, som jeg tror det er, at få et helt overtræt og udsplattet mudderpøls-udflytterbarn hjem som jeg så kan fodre, børste tænder på og putte, indtil det så starter forfra næste dag? Eller er det i virkeligheden fedt? Fordi han har haft en mega dejlig dag ude i den natur som bare ikke eksisterer på samme måde, når man nu bor 200 meter fra Strøget? Er det så lige meget at jeg overhovedet ikke er en del af hans lange dag? Og at jeg aldrig kan hente ham tidligt? Og omvendt, ville jeg så være mere en del af hans dag, hvis den foregik indenfor ringvejen, når nu jeg alligevel foretrækker at sidde på mit arbejde? …Fuck.

Som perler på en snor

I morges gav jeg 90 kroner for en kop kaffe og noget juice på Sct Annæ plads. Så stressdrak jeg den, med to overgearede zombiebørn om benene. Da de var gået omkuld gik jeg op med flasker og tømte Fakta og Irma for plantebaseret mælk, smør og ost. Uden at gå alt for meget i detaljer, så foreslog Niklas’ amerikanske familie, som boede hos os sidste uge, at mælkeallergi måske er årsagen til Kurts natlige hosteanfald det sidste halve års tid – og kombineret med min dårlige samvittighed over hvor animalsk vi spiser, prøver vi nu et par uger uden. Så! Nu skruer vi lige lidt ned for boller i karry på pose og op for grøntsager og havremælk #duringerbareninka.

Vi har lige spist frokost ude hos min svigerforældre, sammen med Niklas’ 96-årige farfar som er på besøg fra New York. Børnene griner ude på trambolinen. Jeg har min nye (og eneste nogensinde) feminist-statement t-shirt på. Der står “We should all be Mirandas” på den.

Jeg er nogens mor, datter og kone. Som perler på en snor. Og jeg har ikke for alvor fucket det op endnu. Det kan også noget.

Glædelig mors dag – til mig og til dig.

Apropos Ingenting #20

– har jeg fået så lange hår på benene at jeg godt selv kan se, at det sgu ikke går. Ejmen. Nej. Det går bare ikke. Undskyld til min indre Anders Lund Madsen.

– aner jeg ikke hvem jeg skal høre på Roskilde i år? Ud over Kakkmaddafakka, Nick Cave, Eminem, Im With Her, David Byrne, First Aid Kit. Okay, der var faktisk nogle navne der, jo… Charlotte Gainsbourg, Fleet Foxes, Anderson .Paak og Massive Attack? Hvem mere?

– var jeg i Tivoli i går og fik luftet min mor i ballongyngerne. Jeg havde på forhånd bedt Niklas om at losse mig hårdt over skinnebenet hver gang jeg kom til at sige noget tarveligt til hende, og det virkede super godt. Jeg var næsten ikke led. Det var dejligt.

– sidder jeg i solen i mine svigerforældres have i Dragør og drikker kaffe og hører musik. Og det er ægte forår! Og sommeren blir ægte i år. I feelzzz it!

– kan jeg anbefale Politikens Poptillæg (podcast) om Chick Lit bølgen i startnullerne, hvis man godt kan lide at læse/skrive blogs/femi litteratur. Jeg blev helt #bloggingandproud af at høre det.

– skal jeg virkelig snart sove. Det sker altid, det her. Pludselig bliver kl. 23.14 og uret står på 05.50. Det er så dumt.

– så vi lige to afsnit af danske The Rain. Puuuha… endnu mere fremtidsnoia til hjernen. Heldigvis opvejede vi med første afsnit af The Letdown (begge serier er på Netflix) som er en virkelig sjov og tiltrængt barsels-serie-anbefaling fra Karoline.

– kan jeg godt selv høre det.. Ja. Vi ser måske lidt for meget tv hjemme hos os.

– ville jeg ønske at jeg havde overskud til at lave en platform som Momondo, bare med togtrafik i EU: En rejseplan hvor man bare skriver at jeg fx gerne vil fra KBH-Barcelona. Og så får man en rejseplan og en pris. For det findes da ikke, vel? Sidste år ledte jeg lidt, fordi jeg ikke gider skulle flyve hele tiden, men det er jo det vildeste show, at rejse med tog i EU. Det er vist noget med at der er forskellige skinner i de forskellige lande. Men altså… Hvorfor findes der ikke et ordentligt alternativ til flytrafik – som ikke er biler?

– kan sådan en nyudsprungen bøg bare noget. Hold kæft hvor er det smukt.

Hvad dem der siger “små børn små problemer” har glemt om at sidde med et nyfødt barn

To gange har jeg prøvet at sidde helt rødmosset og overvægtig med flossede nerver, fedtet hår og et lille bitte nyfødt menneske i armene. Og begge gange har mindst en barselsgæst med et smil på læben sagt “små børn, små problemer.. Store børn, store problemer” til mig. Og begge gange, har jeg været for konfliktsky til at fortælle vedkommende det her. At jeg var hunderæd og så dødsangst over LIVET. At jeg var helt sikker på at jeg ville komme til at slå kræet ihjel indenfor en uge. At jeg ikke kunne gå hen til et vindue hele den første måned, fordi jeg havde så angst over at min syge hjerne i et sindssygt splitsekund kunne komme til at åbne vinduet og kaste ungen ud. At hvis jeg faldt i søvn mellem klokken 3 og 4 under natamning nr 217, så ville jeg med garanti falde ned over barnet, komme til at vippe dynen hen over ungen, hvorefter sengen ville trandencere over i et finsk saunagus hvori min baby ville ligge, helt musestille, mellem lagenerne og lydløst blive pisket ihjel af den nihalede kat som var mine store, sovende deller.

Nu hvor begge mine børn på magisk vis har overlevet deres første spæde leveår, tør jeg godt stille det opfølgende spørgsmål, som jeg var for bange for at spørge om: Er det dét man mener er et “lille problem”? Dødsangst og det at være oprigtigt og uden ironisk distance, bange for at komme til at tage sin egen baby af dage? Eller er det bare fordi jeg endnu har til gode at opleve min 17-årige knægt cykle tværs gennem Nørrebro med ti flasker vodkaklovn i blodet, på jagt efter noget coke og et banelegeme han kan falde i søvn på?

Eller sagt anderledes: Kommer mine flossede nerver til at være sådan her for evigt?

“Hun er blevet flyttet rundt i alle solpletterne i dag”

Jeg ved ikke om det er fordi at hun altid har været der. Fordi hun ligesom er den sidste flig der er tilbage fra huset vi boede i, i Espergærde, da jeg gik i gymnasiet. Eller bare fordi hun er så kælen og uperfekt og fyldt med brok og har en skæv hale. Min mors 13 år gamle blinde kat. Men jeg er faktisk virkelig ked af, at hun skal aflives i morgen. På den barnlige, naive måde. Hvad så med alle kattehårene, hendes cykelkurv, madskålen (som Kurt elsker at sortere i – mmmmhh) Hvem skal jeg så hate på når vi besøger min mor og jeg får akut kattehårsflip? Hvem skal Otto så rive i ae? Hvem skal nu være min mors partner in crime i imponerende lange sofa-romanlæsnings-sessioner? Kan man virkelig ligge i en hel dag på en sofa og læse bog og ae kat, spørger du? Og ja, det kan man. Hvis man er min mor og Tilde – Et fascinerende syn.

Lille fine, trætte, gamle Tilde. God tur op i kattehimlen og tak fordi du var her og passede så godt på min mor.

Familie fomo og skriveblokade

Lige for tiden lider jeg af panisk angst for at misse alle de små stunder med mine børn. Hvad er det der flimrer for mine øjne? Nå, det er bare uger der flakser forbi. Otto går! Kurt snakker i sætninger! Og de daglige 30 minutters uforstyrret tid med mine børn, føles slet ikke som nok.

Det hjælper heller ikke, at vi bor ude hos min svigerfamilie hele den her uge, fordi *nogen* i et anfald af air bnb kådhed kom til at leje vores lejlighed ud alt, alt for meget. Så vi får i den grad lige smagt på forstadslivet og alt hvad det indebærer af timelange bilkøer, pendlerliv og myldretid.

Men det gode, ved at være herude, er at det er vildt hyggeligt – og aflastende – at være sammen med et sæt bedsteforældre og desuden har det bekræftet os i at det er helt rigtigt for os at bo i byen – i hvert fald ligeså længe vi begge to arbejder derinde og bor så flabet dejligt, som vi gør.

Kh Ida

PS. Seriøst. Skrid så skriveblokade! Kan ikke finde hverken min humor eller selvironi. Kan ikke engang skrive en joke om lixtal. Undskyld, altså. Bear with me!

Apropos Ingenting #19

– Kan man, hvis man synes at man har har det lidt hårdt, bare lige se de første par afsnit at Handmaids tale sæson 2😳

– er min yndlingsfrugt så meget mango. Ikke særlig bæredygtigt.

– har jeg vildt svært ved at efterleve mine moralske principper for tiden. Det er så dumt. Jeg spiser alt for meget kød og har lige købt en blazer, jeg på ingen måde har brug for

– bød vi ikke på sommerhuset alligevel. Tilstandsrapporten var lige lovligt spændende for os. Men vi leder stadigvæk videre derude i skoven

– savner jeg min mor

– ville jeg gerne fejre 1. maj i dag! Hold nu op hvor er det vildt med det forlig. Nå. Jeg fejrer dagen med at have et fuldtidsarbejde #skål

– skal den her blog snart flytte hjem igen. Ikke mere Storyplanes – bare idabida on the rocks.

– synes jeg de er lidt latterlige, de her lister. Men min hjerne fungerer åbenbart kun i punktform for tiden

– er det bare mig eller er der lidt sådan en bølge af speltfædre i medierne for tiden? Hvor man hele tiden skal vise hvor god en far man er: Hvor meget man leger, bygger, bager, synger og kører på løbehjul?

– ved jeg godt hvor meget dokumentationsangst jeg selv har til tider, så ingen hævede fingre herfra #detmansigerermanselv

– skal man bare huske at man stadigvæk er en pissegod far/mor/whatever selvom man ikke har en trillion trambolinbilleder på sin tlf

– eller ikke lige har overskud til at bygge en hjemmelavet flyvemaskine

– vi er alle sammen pissegode forældre

– glædelig 1. maj!