Monthly Archives

juni 2018

Det (mor)somme liv

Mega nem hjemmelavet kalender til at preppe ens 3-5 årige barn til omvæltninger

Jeg har lavet en slags julekalender. Hver dag i ugen op til Kurts børnehavestart, åbnede han en låge i kalenderen, og den har fungeret så godt (og været så tilpas nem at lave) at jeg lige vil dele den, hvis nogle andre kan bruge idéen. Det er så sjældent jeg faktisk får rykket på sådan noget (samtlige af vores dåbs/fødselsdagsinvitationer er fx på sms – nu er det blevet et princip), men nu lykkedes det mig faktisk at være lidt bossmom-diy-agtig. Den tog ca. 2 timer at lave og jeg gjorde sådan her.

MEGA NEM KALENDER TIL AT HJÆLPE MED AT PREPPE STORE OMVÆLTNINGER I 3-5 ÅRIGE BARNS LIV

(Materialer: Printer, A3 karton Hobbykniv, spraymount/limstift, farvet pap, elefantsnot tynd sort liner, blyant tuscher, hulmaskine og snor)

  1. Find og print et billede af dit barns kommende institution/forandring i A3 format på karton.
  2. Skær så mange huller som du vil have låger med en hobbykniv. Jeg skar 7, så der var til en uge. Lav en af lågerne større end de andre (det skal være den sidste låge)
  3. Vend billedet om
  4. Klæb postits på bagsiden af lågerne eller dæk dem til med noget der ikke klistrer så meget
  5. Spray lim/spraymount på bagsiden af billedet, eller brug en limstift (bare husk ikke på lågerne)
  6. Fjern afdækningen fra lågerne
  7. Læg billedet ovenpå et blankt stykke A3 karton. Lim dem sammen forsiiiiigtigt og langsomt, så de to ark ligger præcist ovenpå hinanden.
  8. Åben alle lågerne
  9. Tegn nu de ting du ved institutionen/forandringen rummer og som dit barn kan glæde sig til i lågerne. Det vigtigste skal være i den første og sidste låge. Jeg tegnede f.eks. bussen de skal køre i i den første låge, fordi det er noget meget konkret og som han virkelig har glædet sig til. Og i den sidste låge tegnede jeg alle hans nye legekammerater, som er mere ukonkret (og uoverskueligt, sikkert?) for ham, men for mig er det allervigtigste.
  10. Luk lågerne med lidt elefantsnot
  11. Klip tal ud i farvet pap og lim på lågerne
  12. Lav en overskrift
  13. Lav huller midtfor øverst med hulmaskinen
  14. Snor i hullerne og op og hænge
  15. Tada!
  16. Drik noget rødvin og nyd at du nu har wildcard til mindst 20 timers Gurli Gris og 200 færdigretter.
Det (mor)somme liv

I hate indkøring i børnehave it’s awesome!

Kurt har haft sin 2. dag i sin nye udflytterbørnehave i dag. I går kørte Niklas ham ind – med blandet succes. Både Kurt og Niklas havde vist været smånervøse hele dagen og da vi spiste aftensmad var det på den der hvislende “maybe we should just talk about when he sleeps”-måde. Da han sov blev der snakket. Om hvor få voksne der havde været. Hvor mange børn. Ingen garderobeplads. Ingen velkomst… = Bare generelt: Pissehamrende overvældende / omvæltende.

Da jeg spurgte mit sandhedsvidne aka Instagram til råds og det væltede ind med kloge og kærlige svar, blev jeg bekræftet i at det hele jo er helt normalt. Helt normalt og fucked up svært! Så i dag tog jeg fri fra arbejde og pakkede madpakke og essensen af alle de gode råd med (som var noget a la: Kig på barnet og ikke på dig selv, “sværmer” de andre børn om ham på den gode måde? Kan han afledes af de voksne? Tager de voksne initiativ til samvær og holder øjenkontakt? osv.) og hoppede med min lille store dreng på bussen mod hans nye udflytter. Det gik skidegodt! Fed legeplads, søde voksne, endnu sødere børn og en glad, stolt, træt dreng som jeg flere gange gemte mig for bag diverse hække og klatrestativer, for bare at se ham lege (okay, okay …og nogle gange lede – bare lidt – efter mig) med de andre børn. Kæft, det var fedt! Helt skitzofrent (ligesom titlen på Kanye Wests nye album som jeg har lånt fra i overskriften).

Den gode følelse holder jeg lige fast i. For i morgen skal jeg gå hjem allerede efter frokost. Som i: Efterlade ham. Og jeg forudser allerede nu at det – selv for mig, som er “den hårde” (/optimistiske /”det kan du sagtens skat, det blir pissesjovt”-type) af de to forældre vi kan diske op med herhjemme – så blir det hårdt. Og jeg hyler allerede lidt ved tanken. For der blir sgu tårer. Ikke kun mine. Av.

Tanker

A walk in the park (eller: 3 tips til dig der døjer med dødsangst)

Et af mine tidligste minder er fra 1990. Jeg er 5 år. Jeg ligger i min skibsbriks på Kronborgladegårdsvej og skal til at sove og måske er min oldefar lige blevet begravet. I hvert fald spørger jeg min mor om noget med at dø. Om hvorfor folk egentlig dør. Og så svarer hun som det mest naturlige i verden, at vi alle sammen skal dø. Holla, vent, hvad? HVAD? Mellemrummet mellem min seng og radiatoren danner et sort hul som pludselig vokser til det dobbelte og som jeg propper til med puder og bamser. Jeg blir så angst for det sorte hul. Stopper bare bamser ned i det. Maser det tæt med Gugu og Fifi og puder. Det holder dødsangsten for døren et par år. Men så kom den satanedemig igen, den egocentrerede angst for at være alene. Da jeg ramte de 30 ramte jeg også voksenerkendelsen af at det hele bare er en tur i Tivoli. Man bliver født og vågner op ved indgangen af den her freaking perfekte have med et turbånd om armen omringet af kærlighed og alle sine mennesker. Og man prøver de rolige forlystelser: Ballongyngerne, de der biler der kører på skinner, bådene. Alle de stille. Så når man til de vilde: Dragen, radiobilerne. Det første år som mor: Helt klart Det Gyldne Tårn. Helt op i toppen og happy. Den vildeste udsigt over hele livet, men også en ret klar følelse af at shit’s about to go down. Og så shhhhhhh…. WUHHHT! Farvel tryghed og goddag tyngdekraft. Det hele flyver op og ned og jeg tænker: Gad vide hvornår jeg kommer ud af den her sindssyge forlystelse som på en måde er for fed og på en måde også bare godt må slappe lidt af. Og selvom jeg kommer af og klokken kun lige er blevet frokosttid, begynder jeg at opdage at nogle går ud af haven. De fleste af dem der går ud er gamle. Men nogle er unge. Nogle kunne sagtens være mig. Eller dig. En af dem er en af mine allerførste barndomsveninder og jeg græder. Det var alt for tidligt. Alt.

Det gode ved at være blevet bevidst om at jeg en dag skal ligge/stå/sidde/flyve der og tænke “Så. Nu sker det sgu. Farvel fine verden.” er at blomsterne lige bliver firehundrede gange smukkere. Alle forlystelserne – selv toiletkøerne – lige dét sjovere. Det hele, mere intenst. Og når jeg kommer op at skændes med mig selv eller dem jeg følges med, så tænker jeg over at dét er sgu spild af tid. At jeg er alt for heldig til at skændes.

Det her er/bliver muligvis sindssygt new-age og klammo. I så fald beklager jeg. Men det følgende har altså lindret min twistet pre-midtlivskrise-hjerne, så hvis du selv døjer med dødsangst (håber virkelig ironien skinner igennem her – Fodsvamp, dødsangst, potato, potato, ikke) kommer her 3 ting der pt hjælper mig igennem erkendelsen af at det hele bare er til låns:

1. Troede aldrig at jeg skulle sige det her, men er faktisk begyndt at flirte lidt med astrologi. Fordi stjerner. Og Lucia Odoom siger det. Og lige siden hun var vært på Det Elektriske Barometer har hun været min jævnaldrende millennial go-to guide. Da jeg hørte forrige uges Politikens Poptillæg om astrologi blev jeg lidt rolig i det: Vi er mange der render rundt og er herreforvirrede. Det er dejligt. Jeg er forøvrigt Vandmand (og vist nok med skytten i ascendant. Er ikke helt sikker på hvad det betyder, men vandmand. Hold kæft hvor det passer på mig. No shame).

2. Find den ældste du kender og snak med dem om livet og døden. De har mad skills. Alternativt læs Transfervindue af Maria Gerhardt.

3. Gå i kirke. Og hver gang præsten siger noget med Gud og helligånd eller noget andet abstrakt, så erstat de ord med Universet. Bare tag rummet og alt det du kan bruge med og husk at vi er alle sammen er i det hele sammen. Måske er det faktisk os som er Tivoli? Uden os, ingen park. Og en dag når jeg er blevet ældre og klogere vil jeg også tænke, hvorfor overhovedet bekymre sig om hvorvidt jeg vil savne hvad der er inde i parken, når jeg er kommet ud på den anden side.

Som Maria Gerhardt skriver i smukke, kloge Transfervindue:

“Jeg skal om på den anden side. The place that scares you. Til planeternes milde, syngende støj. Jeg skal flyve med ørne. Jeg skal flyve med morfar. Jeg skal videre, jeg vil få nye venner, og der vil ikke være nogen problemer. Der vil ikke være nogen mure. Der vil ikke være nogen ure. Der vil ikke være noget ego. Det eneste, der frustrerer mig ved næste dimension, er, at du ikke skal med”