Monthly Archives

juli 2018

Rejse

25 år Niller… Hvad et kvart århundrede på ølejr har lært mig.

Min familie og jeg er lige kommet hjem efter en uge på ølejr. Samme sted (Omø) og same procedure as every year, James: Uden strøm. Uden ure. Uden mure. Men til gengæld med alt muligt andet – ørentviste, nærvær, frustration, kærlighed, for lange fællesmøder, træthed, lol og fed lykke. I dag under tøjvask nummer tohundrede, gik det op for mig, at jeg faktisk havde 25 års jubilæum i år. 25 år! Det er jo helt objektivt set, for vildt. Og det fik mig til at tænke på, hvad jeg egentlig har lært af at være på ølejr, siden jeg som 7-årig stod der på en græsmark med min mor og søster for allerførste gang (som jeg forøvrigt også har skrevet om her).

Udover at jeg har opbygget en ond bundrytme i en musikgenre som ved Gud skiller vandene, nemlig lejrbålsguitaren, så handler det helt klichéagtige om fællesskab.

Det vigtigste jeg har lært, handler om, hvordan man er en del af et fællesskab. Og det gælder i alle de aldersgrupper jeg har tilhørt gennem årene: lige når jeg tror, at jeg har regnet den ud, så har dynamikkerne ændret sig eller jeg er blevet ældre.

Når 80-100 mere eller mindre forskellige mennesker mødes år efter år på en mark og man tilsætter et gevaldigt skvæt aktivistisk arv fra 70’erne, som er en uundgåelig del af ølejrbevægelsens dna, så tvinger man hver enkelt til at forholde sig til flokken, på et helt fysisk og lavpraktisk niveau. Til hverdag er der altid en skærm jeg kan flygte ind i; en dør at lukke; en overspringshandling at undskylde sig med. På ølejr er fællesskabet allestedsnærværende. Det er det som gør det så fantastisk – og somme tider til et psykohårdt lo-fi maraton i tolerance.

Først kommer børneflokkens fællesskab, som jeg lige har oplevet mit eget knap treårige barn navigere i for første gang – det var så fint og sjovt at se. Jeg har helt ærligt aldrig oplevet børn være mere harmoniske, end på en ølejr. Der sker bare noget, når de får løsnet op for rammerne og får ansvar og plads. Hold kæft hvor de blomstrer: De store passer på de små og de små sværmer om de store.

Teenageflokken har klart været den sværeste for mig at være i. Og mine hårdeste ølejr-år var som 13-15 årig: Alkohol man ikke havde fået lyst til endnu og venskaber der pludselig blev til kliker og fnidder og ondt i maven. Av. Dér sad jeg lige et par år ude bag et sovetelt og gemte mig med Lars-Henrik Olsen.

De sidste par år er det for alvor gået op for mig, at jeg nu er blevet en del af voksenflokken. Og at det ikke længere er nok bare at udføre sine daglige pligter (ordne petroleumslamper, lave mad, vaske op, tømme lokummer eller bage brød), men at jeg også må bidrage til rammerne for hele lejren: Hvordan udvikler vi vores uge, uden at tabe det unikke vi har i balancen mellem nyt og gammelt? Hvordan udfylder man sin plads uden at dominere. Hvordan bidrager man på en autentisk måde uden at træde nogle over tæerne…

Jeg siger ikke det er let. Jeg siger ikke at det ikke er noget alle der har et arbejde ikke kæmper med til hverdag. Jeg siger bare, at det er vigtigt. Også i et frivilligt og selvvalgt fællesskab, som der er på en ølejr.

Og om det er det værd?

Abso-fucking-lutely.

Hurra

Ting jeg hører mig selv sige på #RF18

– Mellem kl. 9-16 hver dag: “Hvor fanden har jeg tabt mine lunger? Jeg skal aldrig nogensinde ryge igen!” Efter kl. 16: ” Heeeeeej, har du en cigaret, jeg kan låne?”

(Helt seriøst. Help wanted! Hvordan stopper man med at festryge, når man ikke har lyst til at droppe alkoholrus der fucker med min, i forvejen, sløje konsekvensberegning?)

– Er det galaxegamachedag eller hvad?

– I morgen går jeg i bad. Seriøst.

(I 30 graders varme) – Det er lidt ærgeligt at man blir nødt til at drikke så meget ekstra vand

*får øje på en lille lyshåret Kurt-klon og begynder at græde som pisket* – Be om fadøl. Nu!

– Folk lægger slet ikke mærke til at jeg lige sidder her og tisser (Jo, Ida. Jo de gør).

– Nå ok, men det handler altså lige så meget om LIGHED og kvinders ret til at tisse whereever the fuck they want (…)

– *skråler højt med -og kan tilsyneladende teksterne- til ALLE Bruno Mars’ hits uden nogensinde at have hørt dem* #hjernevask

– Det kan godt være at Roskilde er en småpebret parterapeut, men hun gør det fandme godt!

– Godt at vi skal hjem og sove i vores egen seng fra i morgen… Nå, nej, der skal vi jo direkte videre på ø-lejr. I telt. Uden strøm. I en uge.

Det (mor)somme liv

Jeg kan åbenbart ikke finde ud af både at blogge og køre karriere samtidig

Jeg er ked af at jeg får skrevet så lidt for tiden. Jeg savner det og jeg savner jer og jeg er bange for at I ikke gider følge med mere. Og der er tusinde ting jeg gerne vil skrive om (f.eks. en 5 års status på min kunstige hofte, om at owne det at være model, en guide til at udleje sin lejlighed på Air bnb… the list goes on). Tilgengæld er jeg ikke ked af at jeg (næsten) ikke er bange for at blive fyret fra mit arbejde mere. Og at jeg faktisk begynder at levere nogle resultater som folk synes er helt igennem okay. Jeg er heller ikke ked af at Kurt står med et skælmsk, spændt smil hver eneste gang han skal ind i udflytterbussen. Og går ud af den med et kæmpe grin. Jeg tror nok at hans dage går med at rode med regnorme og kigge på uglelort og det er helt perfekt.

Niklas og jeg bor hos min mor i de her dage: Hun skal have hjælp med at samle Ikea skabe og vi mangler et tag over hovedet pga Air bnb. Det er en overraskende hyggelig konstellation. Lige nu har vi låst os ude og sidder og drikker en fyraftensøl på Strædet.

Der er Sverige-Schweitz på telefonen, måske har vi lige købt et sommerhus og i morgen skal vi på Roskilde.

Går det lige? Det tror jeg nok det gør.