Rejse

25 år Niller… Hvad et kvart århundrede på ølejr har lært mig.

Min familie og jeg er lige kommet hjem efter en uge på ølejr. Samme sted (Omø) og same procedure as every year, James: Uden strøm. Uden ure. Uden mure. Men til gengæld med alt muligt andet – ørentviste, nærvær, frustration, kærlighed, for lange fællesmøder, træthed, lol og fed lykke. I dag under tøjvask nummer tohundrede, gik det op for mig, at jeg faktisk havde 25 års jubilæum i år. 25 år! Det er jo helt objektivt set, for vildt. Og det fik mig til at tænke på, hvad jeg egentlig har lært af at være på ølejr, siden jeg som 7-årig stod der på en græsmark med min mor og søster for allerførste gang (som jeg forøvrigt også har skrevet om her).

Udover at jeg har opbygget en ond bundrytme i en musikgenre som ved Gud skiller vandene, nemlig lejrbålsguitaren, så handler det helt klichéagtige om fællesskab.

Det vigtigste jeg har lært, handler om, hvordan man er en del af et fællesskab. Og det gælder i alle de aldersgrupper jeg har tilhørt gennem årene: lige når jeg tror, at jeg har regnet den ud, så har dynamikkerne ændret sig eller jeg er blevet ældre.

Når 80-100 mere eller mindre forskellige mennesker mødes år efter år på en mark og man tilsætter et gevaldigt skvæt aktivistisk arv fra 70’erne, som er en uundgåelig del af ølejrbevægelsens dna, så tvinger man hver enkelt til at forholde sig til flokken, på et helt fysisk og lavpraktisk niveau. Til hverdag er der altid en skærm jeg kan flygte ind i; en dør at lukke; en overspringshandling at undskylde sig med. På ølejr er fællesskabet allestedsnærværende. Det er det som gør det så fantastisk – og somme tider til et psykohårdt lo-fi maraton i tolerance.

Først kommer børneflokkens fællesskab, som jeg lige har oplevet mit eget knap treårige barn navigere i for første gang – det var så fint og sjovt at se. Jeg har helt ærligt aldrig oplevet børn være mere harmoniske, end på en ølejr. Der sker bare noget, når de får løsnet op for rammerne og får ansvar og plads. Hold kæft hvor de blomstrer: De store passer på de små og de små sværmer om de store.

Teenageflokken har klart været den sværeste for mig at være i. Og mine hårdeste ølejr-år var som 13-15 årig: Alkohol man ikke havde fået lyst til endnu og venskaber der pludselig blev til kliker og fnidder og ondt i maven. Av. Dér sad jeg lige et par år ude bag et sovetelt og gemte mig med Lars-Henrik Olsen.

De sidste par år er det for alvor gået op for mig, at jeg nu er blevet en del af voksenflokken. Og at det ikke længere er nok bare at udføre sine daglige pligter (ordne petroleumslamper, lave mad, vaske op, tømme lokummer eller bage brød), men at jeg også må bidrage til rammerne for hele lejren: Hvordan udvikler vi vores uge, uden at tabe det unikke vi har i balancen mellem nyt og gammelt? Hvordan udfylder man sin plads uden at dominere. Hvordan bidrager man på en autentisk måde uden at træde nogle over tæerne…

Jeg siger ikke det er let. Jeg siger ikke at det ikke er noget alle der har et arbejde ikke kæmper med til hverdag. Jeg siger bare, at det er vigtigt. Også i et frivilligt og selvvalgt fællesskab, som der er på en ølejr.

Og om det er det værd?

Abso-fucking-lutely.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Line 16. juli 2018 at 8:10

    Åh allerkæreste ida.
    Du rammer mig lige i hjertet, og de udfordringer vi møder i fælleskabet virker på en eller anden måde mere kærlige og overkommelige, end i den travle verden.
    Nok mest af alt fordi vi alle har betydning i fællesskabet. Mens vi ofte kommer til i den virkelig verden at stå alene med udfordringerne.
    Jeg savner og glæder mig allerede til næste år igen.
    Virkeligheden ramte og det gør lidt ondt.
    Kys til og din dejlige familie
    Line

    • Reply Ida 1. august 2018 at 20:52

      Det er virkelig det vildeste parallelunivers / mikrokosmos at være i. Jeg glæder mig også. Kram❤️

    Leave a Reply