Slidgigt

5 år med en kunstig hofte: en slags midtvejsevaluering

(Advarsel: indlægget indeholder billeder af ar (og min røv)).

Jeg har længe ville evaluere lidt på hvordan det har været at have en kunstig hofte.

Tilbage i 2013 tog jeg nemlig, som 28-årig, et ufrivilligt jump to lightspeed i livets gang; Efter 2 år med smertestillende piller og krykker på daglig basis, gav jeg op i kampen mod de sindssygt store smerter (jeg vil hellere føde igen) som svær slidgigt medfører.

Mit anlæg for slidgigt er medfødt, men en forkærlighed for virkelig lange løbeture og et slag på den ene hofte (jeg faldt af en motorcykel, don’t ask..), fik speedet processen så gevaldigt op at jeg som 25-årig fik at vide af min læge at jeg “havde en hofte som en 90-årig – du har jo slet ingen brusk tilbage”.

Great.

Så jeg fik indopereret en kunstig hofteprotese (og skrev forøvrigt om operationen her). Kort efter operationen blev jeg tildelt et 3 ugers genoptræningsforløb på Montebello i Spanien. I en indskudt sætning vil jeg virkelig anbefale alle der er i et gigt/sclerose/kræft-forløb at ansøge om sådan en plads: Det var sindssygt godt, at komme ned i varmen, med gode fysioterapeuter og kunne fokusere 100% på at lave de øvelser som alle, der har prøvet at genoptræne, ved kan være pænt svære at få udført i dagligdagens trummerum.

Arret efter 2 uger og efter 5 uger

Arret 2 uger og efter 5 uger efter operationen.

Arret i dag – efter 5 år.

Et halvt år efter operationen mærkede jeg vitterligt ingenting til min hofte. Glemte faktisk alt om den. Det var kun når jeg bippede i Security i lufthavnen, at jeg blev mindet om, at jeg faktisk er en robocop.

Det sidste halve års tid er det dog begyndt at røre på sig derinde. Det “murrer” omkring leddet og to gange har jeg været sikker på, at den ville ryge ud af led. Det er noget værre pis, faktisk.

Dengang jeg takkede ja til operationen (hvilket er en voldsom ting at takke ja til, da man jo faktisk får savet sit lårben over) fik jeg stillet i udsigt, at hoften ville kunne holde 10-15 år, hvis jeg passede på den.

Bortset fra at jeg ikke længere løbetræner, lever jeg mit liv fuldstændig som jeg ellers ville have gjort. Min kunstige hofte har således 2 graviditeter -og fødsler- på cv’et samt en helvedes masse trappegang med unger på armen koncerthopperi, dans og alt muligt andet. Derudover arbejder jeg stadigvæk som model med lange arbejdsdage i mærkelige stillinger.

Så! Jeg synes den holder gevaldigt ud, min lille kunstig hofte og derfor kan jeg også mærke at det er skræmmende, at den så engang imellem knager og det går op for mig, at jeg måske ikke kan tage min førlighed for givet, på samme måde som jeg har gjort indtil nu.

Jeg kan faktisk slet ikke overskue når den skal erstattes af en ny protese: Hvordan mit arme overskårne lårben (som jo ikke kan erstattes) skal have revet protesen ud, for at der kan blive banket en ny på plads. Hvordan jeg skal få genoptrænet med to børn og et fuldtidsjob – Hvad nu hvis jeg blir en gammel, tyk kone der ikke kan rejse sig uden der står to børnebørn og haler i mig. Suk.

Men så tænker jeg bare på Rosa fra mit genoptræningsforløb i Spanien. Lille, petit Rosa på 92 år der gik rundt i sine Ivan Grundahl kjoler og lignede noget fra et modemagasin og var så sød. Hun fik sin første kunstige hofte som 30-årig og havde hele 4 hofter på samvittigheden. Hendes hofteproteser havde født 3 børn. Og der valsede hun så rundt på en bjergskråning i Spanien. Over firs og mega fierce.

Hver gang jeg synes det er synd for mig, at jeg åbenbart har trukket guldkortet i en gammelmandsklub jeg ikke selv har bedt om, vil jeg prøve at være lige så sej Rosa. Hvis hun kan, kan jeg også.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Mai 18. juli 2018 at 19:01

    Ja, du kan! <3

    • Reply Ida 1. august 2018 at 20:51

      Alle der hedder Rosa kan et og andet:)

    Leave a Reply