Monthly Archives

august 2018

Lex og hverdagen

Det er blevet helt igennem 100% hverdag, og jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg hader det. Enten har hamsterhjulet hjernevasket mig, eller også har vi det faktisk bare helt alrighty i vores kommunefarvede, nøglekortsbærende, 16.15-hentende hverdag. I morges vågnede jeg f.eks af en sygt morgensur threenager og en mega morgenglad 1,5 årig der hhv siger “gå VÆK mor!” Og “mad, mad, mad! Der! Der! Deeeeer!” (mens han peger ivrigt ud mod køkkenet og venter på at mortaxaen får eskorteret ham derud). Så skældte vi ud på threenager, da han endelig fandt morgenhumøret frem, på en virkelig overkæk og drilleagtig måde. Og hyggede. Og stressede. Sælsom kombi, som altid. Jeg cyklede på arbejde og havde det faktisk sjovt derovre og var god. Og nu sidder jeg så her, helt gennemblødt, i en port og gemmer mig for de andre forældre mens jeg venter på udflytterbussen. Jeg har stjålet en flaske cremant med og har tænkt mig at smide ungerne i ladcyklen og køre direkte til Vesterbro, hvor vi skal spise mad hos en veninde jeg får set alt for lidt. Så forudsiger jeg at det blir for sent, at vi cykler hjem og at jeg insisterende godnatsynger Hero for mine stakkels unger mens Kurt tigger mig “ikke synge den der!”. Så sover de og jeg kysser dem og tænker, at når jeg en dag ligger på mit dødsleje (jep – der er stadigvæk mega dystert inde i mit hoved – hej!), nå, men så har jeg i det mindste mit mentale happyplace. Det er dér. Om aftenen på drengenes værelse i kaninlysskæret med mine to pyjamasunger med lyse krøller og tunge åndedræt.

Og i morgen starter det forfra.

‘Ud af skabet’ er slut. 11 ting jeg har lært og et endeligt farvel

I går sluttede min lille 1-uges Ud af skabet udfordring. For 5 år siden gjorde jeg det i 50(!) dage og selvom det helt sikkert siger mere om mig, og min sindssyge brist i forhold til 1. at sige nej til venner og families aflagte tøj og 2. at smide tøj ud, kan jeg konstatere et par ting.

Ting jeg har lært om mig selv og mit (tossede) tøjforbrug

1. Jeg er faktisk blevet bedre til at sende tøj videre i systemet. Helt ærligt har jeg nok haft ca. et lidt over middel forbrug af tøj inden jeg fik børn, selvom langt det meste tøj er kommet til mig gennem venner (havde du en sæk gammelt tøj, kunne du altid regne med at jeg var glad aftager) og genbrug. Sådan er det ikke, helt lige så meget, mere.

2. Da jeg fik børn steg mit tøjforbrug ret drastisk. Primært af fysiske årsager, fordi min krop ændrede sig (jeg tog +25 kg på under begge graviditeter), men også fordi jeg simpelthen er blevet ældre, og bare ikke trives lige så godt i stramt, lavtaljet og logolæsset tøj mere. Og så fik jeg for første gang et voksenarbejde på kontor og følte faktisk, at der lidt var en dresscode at leve op til.

3. Jeg har stadigvæk virkelig meget tøj. 91 stykker + undertøj, for at være præcis. Og det er minus det, jeg har gemt på loftet i når-jeg-lige-har-smidt-5-kilo-kassen. Jeg tror det er rimeligt meget. Det er det vidst. Hvor meget har i? Pis. Don’t answer that. (Jo, faktisk.. Meget gerne hvis I orker – tak!)

4. Skal jeg ikke have en Capsule Wardrobe (som max består af ca. 36 stykker tøj). Jeg ville ønske at jeg kunne, men jeg er alt for meget en samler og alt for knyttet til fx de smukke, mønstrede secondhand silkeskjorter min mand køber med hjem til mig fra hans årlige drengetur. Eller mine farmors gamle spadseredragter og 70’er kjoler. Den slags. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke skulle beholde det tøj – for jeg går jo også i det. Ik. Nogle gange.

5. Skal jeg nok bare holde op med at købe tøj faktisk. I hvert fald fra nyt og isærdeleshed fra highstreetmærker. Den er nok i virkeligheden ikke så meget længere. Når jeg kan mærke at jeg får dårlig samvittighed i samme sekund, jeg går ind i butikken eller åbner appen (ja, Boozt, Zalando og ASOS jeg kigger på jer), så er den ikke er god, vel?

Så dét tager jeg med mig videre:

6. Det er okay at samle på gamle genbrugssilkekjorter.

7. Hvis jeg instinktivt har ondt i maven over highstreetmærker og Boozt, så kan jeg godt finde ud af, at stoppe med at købe tøj derfra.

8. Folk kan lide mig / respekterer mig lige så meget, selvom jeg går i det tøj JEG kan lide, også selvom det hverken er særlig moderne eller godt stylet.

9. Det er okay at elske sine åndssvagt dyre og smukke designertasker. Men måske er de 4(!) jeg har også mere end rigeligt. Måske behøver jeg ikke flere i mit liv.

10. Det er okay at jeg i mange år, har skudt skylden på min hang til overforbrug på, at jeg meget, meget sjældent fik nyt tøj som barn – og når jeg gjorde var det de Adidas-bukser med 2 striber, en Everblast-sweatshirten fra Kvickly og Buffalo-støvlerne fra Skoringen til 300 kr (som jo fandme var mange penge, for en enlig mor i midt 90’erne). Det var aldrig det helt “rigtige” som alle de andre havde på. Og så kan man selv indsætte en lang historie om mobning og skifte klasse og alt det der. Og her sidder jeg måske i virkeligheden som 33-årige og kan mærke 4-klasses følelserne vælde op i mig, når jeg kommer til at spejle mig i andre på sociale medier med alt deres smukke, “rigtige” tøj. Og hvis jeg bare lige swiper og klikker, kan jeg få det og passe lidt mere ind. Men nu har jeg altså prøvet det, og uanset hvad, virker det bare ikke særlig godt. Min indre 10-årige bliver ikke mere zen, uanset hvor meget mit 33-årige jeg forsøger at kompensere for den klub jeg aldrig følte mig velkommen i.

11. Som voksen er det ikke de andre voksne der er modstanderen. De andre voksne er faktisk for langt det meste blevet ret søde. Den rigtige modstander, sidder i maven på mig selv. Og den forstummer kun kortvarigt af sæsonens musthave.

Okay.

Nu sker det (og den her gang  mener jeg det). Farvel Highstreet.

Det er ikke mig, det er dig.

Pis.

Ud af skabet dag 3+4

Det er ikke fordi jeg på nogen måde har droppet kun at gå i mit gamle tøj i denne uge. Men tre ting.

1. Der er simpelthen nogen der har syet alt mit tøj ind mens jeg var på barsel med Otto. Skiderikker.

2. Det tøj jeg kan passe og har på, er virkelig ikke særlig spændende. Så vil ikke kede jer med halvhjertede outfit-billeder. Selvom en stor del af pointen var at dele billeder, så er det vigtigste (og sværeste) at jeg får taget det gamle tøj på. Og husker at det hele ikke behøver være så pænt og allignet og office-agtigt som jeg går rundt og bilder mig ind.

3. Livet, mand. Jeg stresser over mit arbejde på sådan en måde, hvor jeg kan blive helt handlingslammet i mine opgaver. Sindssygt dumt… For i morgen skal jeg præsentere og. Ja. Det skal bare gå godt. Så der er ikke vildt meget overskud til lol og pop.

I dag har jeg haft omsorgsdag med Otto som skulle MFR vaccineres. Jeg fik fedtet mig til en lægetid i samme ombæring (2 fluer, ik?). Og således gik det til, at jeg da lige fik foretaget en lille, hurtig gynækologisk undersøgelse med min halvandenårige søn som tilskuer. Hello! Det kan ikke anbefales.

Bagefter gik vi på biblioteket. Spiste pizza. Legede. Stenede. Spiste is. Det var så dejligt.

Ud af skabet dag 2:7

Jones. Bridget Jones. Sådan en dag har jeg haft i dag. Ufatteligt lårkort. Ufatteligt 80’er. Og så et tip rent arbejdsmæssigt: hvis man keder sig lidt, så kan man jo altid bare skubbe sit arbejde så langt, at man lige pludselig kun har 2 dage til kæmpe deadline.

Sådan et sted er jeg lige nu. Og pludselig ved jeg ca. hvordan det må føles, at pløkke sig selv i hver fod med en Kalasjnikov. Dumt. Unødvendigt. Og helt igennem upraktisk. Så, øhm… jeg stiller mig bare lige herover og falder i et med muren og venter på at der kommer nogen og finder mig i løbet af weekenden, ikke?

Nå, men i det mindste ser jeg ikke 3 afsnit sex and the city i aften. Jeg sover (lige om lidt, siger jeg jo!) og satser på at være frisk og veludhvilet (lol) så jeg kan lave en Joan Holloway på mit arbejde i morgen – så skal det nok gå. Ikke?

Ud af skabet dag 1:7

Det blir virkelig kort, for jeg tror uden at overdrive, at jeg har kigget på en skærm i 10 timer i dag. Mine øjne klør helt vildt af alle de tics. Sådan helt skærm-outlook-some-udtørrede. Lol. Gad vide hvad det modsatte af skærmdetox hedder?

I dag var første dag i min lille wardrobe challenge vs. 2.0. Der er een anden på mit arbejde som er med på den, og da hun stod oppe ved buffeten i dag, på en dølle regnvejrs mandag, i en vildt flot festkjole, blev jeg sgu så glad. Totalt yndlings udfordring.

Skal vi springe ud af skabet sammen?

Det er jo Pride. Og jeg har længe haft lyst til at gøre noget frækt.

Ej… men det handler på en måde om at smide tøjet. Sammen med jer, faktisk.

I kan sikkert godt huske historien om Burberry, der – som så mange andre modehuse – helt rutinemæssigt for nyligt, fik destrueret tøj og tasker for 233 millioner kr (læs om det her). Bare lige for at holde deres markedsværdi høj, ikke?

Eller at vi i Danmark har Nordens højeste tøjforbrug (hver af os køber i gennemsnit 16 kg tøj om året).

Eller hvad med det faktum at vi, hvis alle levede som vi gør i Danmark, ville have opbrugt jordens årlige ressourcer, allerede d. 28. marts i år: Det tager os altså knap 4 mrd at (over)forbruge de 12 mrd’s ressourcer vi har til rådighed her på jorden.

Det er totalt deprimerende og det kan virke både dobbeltmoralsk og meningsløst at skrive om det hele tiden, når man som jeg ikke har haft det store overskud til at handle på ordene, fordi life.

Derfor holdt jeg op med at skrive (så meget) om det her på bloggen, i forhold til tilbage i 2011-13, da jeg først lavede kandidat på designskolen om overforbrug af tøj og efterfølgende ikke købte noget nyt tøj i et år.

Men! I forgårs skrev Frejamay et blogindlæg om hendes ansvar som influencer, om overforbrug og om vigtigheden af at stå imod behovet for konstant at vise vores identitet gennem tøjforbrug, her i vores visuelle kultur.

Og det kor vil jeg sgu gerne hyle med i! For hvor har jeg dog længe tænkt, at det hele var en surrealistisk omvendt Kejserens Nye Klæder. Hvor ingen tør råbe: “Hvad har I egentlig gang i?” hver gang man tæppebombes med shoppe-posts, ønskelister, must-haves og nye køb som man bare lige kan “swipe op og klikke hjem”. Det er virkelig blevet nemt, at forbruge.

Men uanset prisen, koster det stadigvæk 3.000 liter (og det var tretusinde) vand, at fremstille et par jeans. 1500 liter vand, at fremstille en t-shirt. Og det er bare vand-kontoen. Så kommer pesticider, arbejdsforhold og transport osv. oveni (læs mere her, hvis du tør (og har Politiken abonnement)).

Hvis vi fortsætter med at forbruge på den her bindegale måde, så er der altså ikke meget lol tilbage til vores børn.

Jeg kan allerede mærke at jeg kaster lidt op i munden af at høre på mig selv. Sorry. Og netop fordi det ofte bliver virkelig dobbeltmoralsk (jeg stod i Zara og bingede billigt plastiktøj, for under en måned siden!) og (ja) pissekedeligt at høre på, har jeg tænkt mig i stedet, at genoplive min gamle idé. Jeg synes den er sjovere. Mere handlingsorienteret. Og så kan man selv indsætte oplagt spinoff på, at Priden handler om at hylde kærlighed og diversitet.

Det er nemlig en udfordring, der handler om at blive genforelsket i sit eget klædeskab i al dens mangfoldighed. Og jeg håber et par af jer vil være med. Den lyder sådan her:

I en uge, må du kun gå med tøj, du ikke har brugt det sidste år.

Easy, peasy, ikke?

For dem der har lyst til at være med starter vi på mandag – og det gælder altså sko, tøj, neglelak. Hele pivtøjet. Da jeg gennemførte det sidst (i 2012 – man kan finde det i Arkivet) havde jeg tøj nok til 50 dage. I mellemtiden har jeg downsizet en del, så en uge må være nok.

Sidste gang jeg lavede den her “Wardrobe Challenge” (faktisk sammen med mange mega seje damer som fx. Sneglcille og Fredes Blog. Just saying🙋‍♀️), fik jeg en følelse af at blive genforbundet med mit eget tøj – og historikken i mit “gamle” tøj, som jeg elsker for meget til at sende videre, og samtidig heller ikke synes jeg kan have på, pga nogle normer i vores samfund, om at man skal se ud på en bestemt måde. Vi skal sgu owne vores tøj, ikke? With pride! Og så lover jeg at holde inde med dobbeltmoraliserende prædikener og deprimerende links, ingen af os kan handle konkret på, fordi det hele handler om hvad vi ikke må. Og ikke skal.

Her er noget du til gengæld gerne må i Ud Af Skabet:

– Troppe op på dit arbejde i kæmpe festskrud, du ellers aldrig får gået med.

– Have stilletter på, på en Tirsdag – det er for miljøet jo.

– Hey! Ligne en modeblogger for faen!

Jeg kommer til at poste mit outfit of the day, på Instagram (@idaburchardi) under hashtagget #udafskabet og #stoptøjspild fra på Mandag.

Og jeg håber så meget at vi ses derude i virkeligheden, eller her på nettet (please..? don’t leave me hanging, vel), til fælles kamp mod overforbruget, i alle vores vidunderlige, hengemte, opmærksomhedskrævende, dejlige klæder.

Klædelig Pride. Og glædelig mangfoldighed❤️

Peace, love and parterapi (noget om livet med fuldtidsbørn, fuldtidsjob og fuldtidsforhold)

En god veninde har lige offentliggjort sin anden graviditet. Den her tekst går ud til hende (og lidt til mig selv, så jeg kan huske på det, hver gang jeg overvejer at genfølge x/y/z der slagter mit selvværd på Instagram). Den handler om ting jeg synes har hjulpet mig med at komme igennem den her skitzofrene had/kærlighedsfase, der har været mit liv, det sidste års tid.

Min første tanke er et lavpraktisk vidnesbyrd om mit skrantende selvværd: men unfollow alle (alle!) instagram-kontoer der kun er ude på at livsstilsspamme dig med croissanter, nye flagrende, sygt upraktiske, storblomstrede gevandter samtidig med at de humblebragger taljemål og giver dig mindreværd som forælder/menneske/karriereperson (jeg vil ikke nævne navne, men 80% af mit oprindelige insta-feed er røget på den konto). Nej, jeg blir ikke inspireret af kun at se dig morgenbade 10 gange i timen, lave hjemmespa og DIY projekter og bage bananpandekager med pollen og selvplukket strandkål. Jeg får det faktisk bare psykodårligt med mig selv. Tak, men nej tak.

Man kan også købe sig en fastvikle (eller en bæresele) og lære at bruge den, selvom det stinker de første 200 gange. Det er ok praktisk (næsten) at kunne imødekomme den sælsomme kombination som udgør en seperationsangst 6 mrd’s baby og en 2 årig med krudt i røven.

Og den sidste ting, jeg tænker … Ahem… Er. (lidt svær at blogge om, fordi det blir ret personligt også for en jeg kender, som ikke deler mit behov for at hælde vores fælles liv ud på på internettet. Men here goes). Okay. Prøv hvis det på nogen som helst måde er muligt, at lade være med at gå fra din kæreste. Det her er muligvis det sværeste, men det er nok fordi ingen rigtig vil indrømme hvor meget de i virkeligheden skændes. Og så går vi alle sammen rundt og tror, at det er os der er forkerte. Det er vi altså ikke. Invester i det forhold der, for hvad er egentlig vigtigst for barnet – hvor instavenligt vi bor/spiser/ser ud eller at vi som forældre bliver sammen? Jeg tror det er sindssygt forskelligt, hvad der virker for par – vores parterapi er alkohol, festivaller, musik og tid hver for sig med vores venner. For andre er det alt muligt andet lige så fantastisk og dejligt. Så bare fordi vi synes det er fedt at sove i telt i en weekend er det jo ikke det rigtige for alle andre. Og bare fordi jeg uploader et lykkeligt og nyforelsket billede i løbet af weekenden, betyder det jo ikke, at vi ikke lige har haft et skænderi der var 7 på richterskalaen og som kulminerede i at jeg råbte “Fuck dig!” til min 3-årige og at min kæreste næsten udvandrede i protest over mine ynkelige mor-evner. Nå. Det var en sidebemærkning. Det jeg ville sige, var jo bare, at det er vidunderligt at vi kan spejle os i hinanden på sociale medier, men jeg synes også at det her influencer-show har taget overhånd. Det har det i hvert fald gjort for mig, og jeg føler endelig at jeg lige så stille er ved at lære, at mærke efter i mit eget forhold og livshistorie. Hvad gør egentlig MIG glad og forelsket (for tiden: Når min kæreste giver mig en kold øl hver eftermiddag og at få lov til at spille Mariah Carey på guitar selvom der er nogle børn der skriger på opmærksomhed). Dyrk det. Og hvis man nu har glemt hvem man er, fordi #ammehjerne, så husk på første gang i mødte hinanden. Hvem var du? Hvad havde du på? Hvad lavede i sammen? Den person er der stadigvæk pakket ned et sted i en flyttekasse inde i din morkrop. Find den flyttekasse og find ud af, hvad der kan lokke den person ud i lyset igen. Men først når du selv er klar (jeg er lige blevet det – derfor rambler jeg nu ud over jer. Undskyld). Og indtil da, så hav alt det fedtede baghår, du overhovedet kan magte, med hamrende god samvittighed. Alle forhold er lort det første år efter en baby (og hvis ikke, er jeg ikke sikker på, jeg har lyst til at høre om det).

Alt blir godt og chilleren igen. Og indtil da, er der er masser af lykke i småbitte glimt, hvis man bare husker at gribe dem.

Det skal nok gå.

Peace, love and parterapi✌️

Apropos Ingenting #NrWhoCares

– sidder jeg på en trappesten og venter på børnehavebussen. I gråvejr. Det er hyggeligt.

– er gråvejr fucking vidunderligt

– må jeg så gerne lige sende en stor anbefaling ud til den norske serie Hjemmebane (Heimebane)? Om Helena, der blir træner for et herrefodboldhold i en lille norsk by. Serien åbner et vindue op til fodbold-verdenen, som jeg altid har oplevet som temmelig lukket og indforstået og hver gang jeg har prøvet at forstå, har jeg følt mig mødt med en “der er så meget kvinder ikke forstår”-attitude. Det føler man ikke her. Serien er endnu et pletskud (hvis man forstår sådan en lille en) fra NRK og man finder den på DR.dk. Glæd dig til fine dialoger (hele afsnit 8 er skrevet af Erlend Loe), gode plottwists og troværdigt skuespil.

– har jeg opdateret min om mig side. Med et 7 år gammelt billede. Fordi pseudotvillinger, ok?

– tilbragte vi weekenden i herreforvirret vejr på AvernaX festival. Der var fadøl ad libitum. I will say no more.

– hører jeg sindssygt meget Mariah Carey for tiden og det er så freaking skønt med Vision of Love på repeat. Hvis man også elsker Mariah, kan jeg anbefale at gå frenzy i feedet hos @mariahfreakingcarey på Instagram.

– har jeg ondt i arbejdsmaven IGEN for tiden. Åh, hvorfor kan det ikke bare være smooth sailing altså? Det er ligesom, at have været igennem et bad breakup og så komme igang med at date igen, have møde en virkelig sød type og nu er vi blevet kærester og det er ved at blive *ret* seriøst. Og så føkker jeg det bare hele tiden op med usikkerhed og følehorn der trækker sig tilbage. Pis.

– bliver Kurt 3 år næste måned, og når jeg spørger ham, hvad han vil have på sin fødselsdagskage siger han: Chokolade, vanille… og lort! #analfasemuch?

Blæs, brus, blåt – Avernax festival er (fandme!) godt

I går stak jeg af med min familie. På soldækket på den lille færge midt imellem Faaborg og Avernakø smadrede lyn det sorte så alt blev lyst. Så kom stormen.

Kl. 22 landede vi med to overtrætte unger på en vindomsust, lille, kulsort Avernakø og jeg var et kussehår fra at tage færgen direkte tilbage til fastlandet. Vi fik et lift til festivalpladsen i en kassevogn, sammen med et band der hedder Kvinder der kender din krop. Vi fik slået telt op i regn, rusk og mørke og NU er vi her: på Avernax festival, som er så tæt på en hybrid mellem ø-lejr og festival som jeg overhovedet kan forestille mig.

Man vasker selv op, der er lam over bål, radiobiograf og blå himmel. Om lidt starter musikken. Hele min gamle efterskole er her, og minder mig om, hvem jeg var engang. Kurt og jeg har lige svømmet ud til en lille båd, nogen har tisset i bukserne, mens andre har drukket sig tipsy i albani ad lib.

Lige nu er begge børn på magisk vis gået kolde og Niklas og jeg ligger under et militærtelt på en gammel sofa.

Her er virkelig hyggeligt.

Jeg er fan.

Hverdagsramt – og tanker om vores nye hus

Hverdagen har ramt os. Og selvom jeg er rigtig glad for mit arbejde, så er tiden officielt aldrig gået langsommere, end den gjorde forleden, på min første arbejdsdag efter ferien.

Mine børn er stadigvæk mega feriekuldrede og kan ikke falde i søvn af sig selv. Så Nik og jeg sidder derinde i mørket, på ungernes fællesværelse, som forstenede forældremumier. Een ved hver seng. Det er sgu til grin – Det tager seriøst mellem 1,5-2 timer hver eneste aften og jeg er ved at blive sindssyg af det.

Men. Hverdag betyder også weekender. Og i de weekender har vi nu et hus. Og DET ER SÅ VILDT! Vi tager derop hver eneste Fredag og hjem hver eneste Søndag og jeg elsker det allerede.

Det kan godt være, at det hedder et sommerhus, men for os bliver det et fritidshus som vi vil bruge året rundt (huset ligger i Liseleje, som er ret præcist en times køretur fra vores lejlighed i Kbh) – Så har vi en have og et lille hus på landet, at mærke årstiderne i, samtidig med at vi kan cykle rundt til vores jobs og institutioner i hverdagen.

Vi har ikke lyst til at køre bil eller tage offentlig transport til hverdag. Og helt ærligt er vi ret lykkelige her i vores byliv, som vi ikke har lyst til at hive op med rødder, selvom pladsen er begyndt at skrumpe lidt her på det sidste. Jeg tror det her er den helt rigtige løsning for os. Nu må vi se, om det også er det i virkeligheden.

Jeg håber huset kan slå vores rejselyst lidt til jorden, så vi får nogle flere ferier herhjemme i dk. Jeg håber jeg ikke får slået alle planterne i haven ihjel den første sæson. Og så håber jeg at vi bliver lige så glade for det i praksis, som jeg lige nu er det i teorien.

Huset lugter stadigvæk af fortid, støv, fugt og skyllemiddel, og så er der så mange nips og hjerteformede alustager, at jeg kan blive helt rørt (og lidt træt..). Der er bogstavligt talt, så meget kærlighed i det gamle hus der. Men mon ikke lidt maling, et par køreture til den lokale Røde Kors og noget Rodalon kan gøre tricket? Det håber jeg.

Nu sover min mand ved siden af mig, mine børn er endnu ikke kommet listende. Jeg har (endelig!) fundet min dyne frem igen og klokken er næsten midnat. Det er med andre ord *nu* jeg slukker lyset og siger godnat.