Tanker

Brev fra fremtiden: Den kroniske usikkerhed.

Faldt lige over et gammelt billede. Ida 20 år. Helt ung og sprød. Lige kommet hjem fra et halvt år i Kenya, flyttet i bofællesskab i Valby, arbejdede i en børnehave på Amager. Læste på RUC og psykoforvirret over life. Og så var jeg lige blevet model.

Jeg kan også huske at være ret lykkelig, og stille og roligt lære at være glad for det menneske jeg var ved at vokse ind i. Fester hver eneste weekend, vennemiddage, koncerter, nyforelskede gåture, tvivlsomme dates og forvirrede engangsknald i een stor pærevælling. Og så usikkerheden, den skiderik, der altid har haft et god tag i nakken på mig. Og som hurtigt blev til bekymringer om hvor det hele ville ende: Hvem jeg ville blive og om jeg nogensinde ville nå alt det jeg drømte om. Følelsen af at stå foran et gigantisk Mount Uddannelse uden penge, uden fast bolig, men med en masse urealistiske drømme. Åh! Jeg kan se det i øjnene. Følsomme og hamrende usikre. Og hvad var det så jeg drømte om? Det var jo det her. Lige præcis det, jeg har nu. Min helt egen familie, en lejlighed som er min så længe jeg orker (oh, hvilken luksus!), en uddannelse og et job jeg er glad for og som (for det meste) giver mening. Det er jo faktisk vildt! På sølle, småbitte 13 år.

Og gad vide om ikke jeg, om 13 år når jeg sidder og sukker mig tilbage til den tid som er nu, med to småbitte hardcore kærlighedsunger, cykelture, hemmelige øldates, kram, skænderier, kærlighed, stress og pandekager, vil se det samme blik og ønske at jeg havde været mindre usikker på hvordan jeg skulle komme over det her bjerg. Mount Hverdags-bleer-børnehave-logistik-mor-og-far-skændes-bare-lige-lidt-skat-bjerget.

For den her bjergkæde er jo faktisk bare lige livet. Og engang når vi ser tilbage på det, så er det gået i ét nu. Og måske er usikkerheden i virkeligheden den faste følgesvend der sørger for at vi (ikke) farer vild og at vi forbliver tro mod noget så klichéfyldt som vores indre kompas. At vi får taget de rigtige deroutes, holdt hvil ved de rigtige udkigssteder og ikke mindst får vendt om, når det ikke føles rigtigt.

Så skål for dig, min irriterende, opmærksomhedskrævende usikkerhed. Og tak.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply Mai 28. september 2018 at 19:13

    <3

  • Leave a Reply