Sommerhus

Det er (stadigvæk) magisk at have et sommerhus

Det lille sorte sommerhus på Uglebjerget har været vores i to måneder nu. Og selvom vi kun har været der i weekenderne, føler vi os så småt hjemme når vi er der. Okay, der er stadigvæk kroge der lugter lige vel af møl og mormor, men overordnet set, ik. Så er det bare vores. Både på en instinktiv her-og-nu måde, hvor det hele føles rigtigt. At kløve brænde. At tænde op (oh, brændeovn! Hvorfor har jeg aldrig vidst hvor lyksaglig en brændeovn ville gøre mig?). At rode rundt i det oprindelige trækabinet i køkkenet: et tidsmaskinerisk virvar af Karolines 70’er kogebøger, amerikansk originalt Tupperware (som er sindssygt godt forøvrigt! Skud ud!) og mørt messingbestik.

Men også i et fremtidsaspekt: Når jeg opdager at der gemmer sig den smukkeste horisont af grantræsplantage lige bag vores høje krat. Og jeg forestiller mig en østvendt morgenterasse lige dér. Med en spansk trappe der omfavner vores skrånende grund, og så væk med et par (ikke for mange! Og først om et år! I know!) af de trætte gamle træer, så vi får et sted at sidde at drikke kaffe og glo ud på den morgenhorisont. Noget vue, ik. Efter 20 år i byen. Åhmen! Og et udebad dér. Et sekskantet tehus af gamle vinduer lige dér i krattet. Udkigtstårn/legehus der og højbede dér. Og så et finsk bad lige der. Alt det man kunne gøre, men som kun er rart og flødeskum på kagen, fordi at der allerede er rart at være i udgangspunktet. Og hvis intet af det bliver til andet end drømme, så er det også helt okay. Hvis vi kun har overskud til at passe nogenlunde på haven (der med sine 2200 m2 også er lidt af en mundfuld), så ville det stadigvæk være et helt fint og formfuldendt hus der opfylder alle vores behov.

Om morgenen når børnene går i hyper mode, har jeg fundet ud af, at det fungerer ret godt, at kaste dem i nogle regnbukser og gå en to minutters tur op på bjerget, hvor nogen siger hej til fårene og ruller sig i græs, mens andre (gæt hvem) kan sidde og drikke kaffe af sin termokop og kigge ud over Kattegat og tænke, at det næsten -men også kun næsten- er for godt til at være sandt.

Kh Mor Gris (The Artist Formerly Known As Ida)

PS. Karoline har født❤️ og hun har heldigvis orket at skrive en sej, smuk og nervepirrende beretning om det, som man kan læse her.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply Sara 24. september 2018 at 19:39

    Hvor lyder det bare dejligt. Tillykke med det hele 🙂 …. on a different note så er jeg helt med dig mht. insta! Så dejligt at logge af og give sin hjerne fred og ro for ligegyldige fragmenter og input fra den kæmpemæssige verden derude.

    • Reply Ida 4. oktober 2018 at 14:03

      Jaaah! Tak!

  • Reply Jane 26. september 2018 at 17:41

    Skønt billede, dejlige unger og fint strik 🙂

  • Leave a Reply