Det er ikke altid kønt

Et par betragtninger fra en IG junkie på afvænning (igen)

I dag er det en uge siden jeg slettede min Instagram app (ryste, ryste og samtidig flov, flov over hvor helt igennem kikset det her indlæg kommer til at blive). Ligesom ethvert bad relationship, er det især vanen der er svær at give slip på. Jeg har f.eks ikke tal på hvor mange gange, jeg er gået ind på den app, som nu sidder hvor IG plejede at sidde. Mine fingre gør det helt automatisk flere gange dagligt

I dag hentede jeg IG appen tilbage og havde den et par timer. Det var sgu rimelig sex with an ex agtigt: Skulle bare lige prøve det og se hvordan det ville være. Jeg skrev en opdatering og ændrede min profiltekst. Sygt, men jeg havde åbenbart behov for at IG – min ex lover – lige fik en ordentlig begrundelse, i stedet for at jeg bare skred uden i det mindste at fortælle hvorfor. “It’s not you, it’s me”.

Jeg overkompenserer stadigvæk lidt på facebook (hurtig betragtning: Vores forældre holder jo mayhem derovre! Gud, hvor er der kommet mange videoer: Min MOR lægger gif-selfies på stories og jeg er seriøst i tvivl om hun gør det med vilje – og så lever de der “kopier denne tekst og tag mig og del det, så vi rigtig kan snyde facebook algoritmen” til min store overraskelse, stadigvæk). Men Facebook giver mig slet ikke samme endorfin kick, så jeg er ikke så bekymret for at det kommet til at tage overhånd.

Men hold kæft, hvor jeg savner det. IG. Især likes’ne – de små lækre, limbiske skiderikssukkerknalder.

Her må man forøvrigt gerne grine hånligt af min manglende rygrad og at jeg gang på gang skriver om det her. Jeg tror bare jeg havde brug for at rapportere lidt fra processen – Om ikke andet så for mig selv, eller for mine børn, til når de engang er store nok til at bladre sig igennem den her blog (oh gru). Så vil de sidde der med deres hyperintelligente 100% usynlige, skærmfrie internet 4.0 og grine af deres forældres forældede hjerner, dengang i 2018.

Desuden har amerikanske ‘Quit Smoking’ blogs og sider gjort det ret godt for mig. Og når jeg ikke føler mig helt åndssvagt ynkelig over ikke at kunne styre mit misbrug, så føler jeg mig lidt sej for i det mindste at stå af. Og selvom jeg ikke aner om jeg om en måned kommer kravlende tilbage, så tror jeg det faktisk ikke.

Ting jeg kommer til at savne:

– at følge med i mine venners (og blogger-venners) liv

– at følge med i profiler som gør mig klogere på virkelig underholdende måder (fx. everyoutfitsatc).

– at få likes

Ting jeg ikke kommer til at savne:

– at stå og glo ned i IG hvert 5. minut mens mine børn er vågne

– at ligge og junke fremmedes profiler lige inden jeg skal sove

– at glemme at alle profiler er koreograferet og komme til at tro at folk faktisk lever sådan og i direkte forlængelse, få det sygt dårligt med mit eget liv.

Som min søster skrev: Det er ligesom et bad relationship. Det tager mere end det giver. Ja.

Dét skal jeg lige huske, der om 2 uger når jeg har lyst til at instagramme the shit ud af mit efterårsgyldne sommerhus og bliver opdateret på hvad alle I mennesker har gang i. For jeg kan ikke styre det.

It’s not you, it’s me.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

9 Comments

  • Reply Maude 18. september 2018 at 4:21

    Altså Ida!….. *suk* …. Jeg kan så godt følge dig. Altså bortset fra at jeg kun har været på IG rundt regnet fem minutter i sammenligning med andre. Håber din rebound med Facebook bliver en succes. Jeg kommer der ikke så ofte fordi mit feed er overdynget med nødhjælp og misrygtede hundehvalpe og den slags, men jeg rundede lige min app i går, og likede din blog OG sendte dig en venneanmodning (yes, det er mig tåben i modlys). Kram.

    • Reply Ida 21. september 2018 at 17:50

      Jubii! Jeg så dig! Mit fb feed er også overdynget med den slags, men abstinenser lærer nøgen kvinde at bære over med anima-videoer‍♀️

  • Reply Anna 18. september 2018 at 4:54

    Hey, du skulle overveje at læse Imran Rashids bog “Sluk” – han er læge og beskriver (på nemt og humoristisk sprog) hvad det er, der sker med vores hjerner når vi konstant doper den med notifikations-rus.
    Det var en øjenåbner for mig – og den er ikke prædikende eller belærende omkring det!

    • Reply Ida 21. september 2018 at 17:53

      Det kan godt være at jeg er ved at være klar til den. Tænkte da den kom ud, at jeg ikke havde brug for teori for at vide, at jeg havde et problem. Har du ændret vaner?

  • Reply Ida 18. september 2018 at 7:53

    Okay. Jeg har nu gjort det samme. For rundt regnet 23 minutter siden. Har åbenet den app, der har taget Instagrams plads, tre gange allerede. Jøsses.

  • Reply Trine B 18. september 2018 at 8:05

    Jeg har også slettet min app. Gjorde det et par uger i sommerferien – og det tager vitterlig tid at vænne sig fra … og her er noget virkelig skræmmende: Det tager også tid at lade være med at tænke i billeder, jeg kunne poste på IG. Shit mand. Som om det ikke er nok selv at nyde det.

    Og så er der iøvrigt INGEN, som har tænkt over det med fødselsdagssang/ris-ras-filiong. INGEN. Jeg har spurgt unge og gamle. Alle bliver overraskede. Tak for den øjenåbner – og nyd al din frie tid

    • Reply Ida 21. september 2018 at 17:55

      Så rigtigt. Jeg er også helt flov over at indrømme det. Vildt.

      Og ja! Tak! Godt jeg ikke var den eneste.

  • Reply Maja 18. september 2018 at 12:41

    Jeg har selv de ondeste skærmjunkie-tendenser, og desværre begrænser det sig ikke til en app, det er bare sådan allround ‘noget bevæger sig på en skærm – jeg må ikke gå glip af det!!!!’ Nogle gange fantaserer jeg om at blive fuldstændig afholds-menneske, sådan en der altid&kun kommunikerer med mennesker, som er i min fysiske nærhed, meeeeen … det er alligevel både for upraktisk, kedeligt og moderne virkelighedsfornægtende.

    Men jeg har fundet to tricks som virker for mig, som jeg bruger mere eller mindre strengt, afhængig af hvor jeg er i min afhængighed. 1) Når den er værst tager jeg en regulær detox, hvor jeg kun beholder adgang til telefon, mails og de gode, gammeldags blogs i alt fra en uge til en måned. Det er SÅ VILDT hvor meget tid et døgn pludselig får. Også lidt skræmmende, men som dagene går husker jeg flere og flere ting som jeg glemmer at jeg kan lide. Så bliver dagen fyldt op igen, men med ting som mere er mine egne. Sådan føles det faktisk, ja, min egne interesser bliver der plads til igen. 2) I de perioder hvor jeg ikke er fullblown junkie, men alligevel har brug for at stramme op, så har jeg en kl. 11:00 regel, som betyder at jeg slukker for internet indtil kl 11. Den er meget mere effektiv end den lyder, fordi de der morgen og formiddagstimer også bliver længere af det, og så når jeg altid at komme i gang med at arbejde og tænke på en mere fokuseret måde, inden jeg giver mig selv muligheden for at tjekke hvad der sker i resten af verden, altså den virtuelle. I starten var det vildt grænseoverskridende først at tjekke mail kl 11, men skuffende nok virker det ikke rigtig som om nogen når at savne svar på noget. Når klokken så bliver 11 er jeg som regel så godt i gang med det jeg faktisk skal lave, og så er det nemmere at bruge internettet til hyggelige pauser end til overspringshandlinger, der løber helt af sporet.

    Men altså, shit, det ER vildt for min hjerne at der er det her overflødighedshorn at forsvinde i, og de ER dygtige til at manipulere med vores belønningssystemer, som en anden også skriver om i en kommentar længere oppe. Og jeg tror (håber) at vores børn som voksne vil kigge på vores opførsel lige nu og ryste overbærende på hovedet, fordi de forlængst har lært at styre det på en meget smartere måde.

    • Reply Ida 21. september 2018 at 18:02

      Det tror jeg også de vil, Maja. Som vi kiggede på vores forældre og deres rygning. Wtf havde i gang i?! Klip til en togvogn i dag hvor alle sidder og glor ned i en skærm (og fornem den salige, ironiske brise). Det er sgu vildt. Men okay, vi kan jo ikke gøre meget andet end at navigere så godt som muligt igennem sen tid der nu engang er vores. Og hvor er vi også heldige at vi får lov til at være den (sidste!) generation der kan huske en tid uden internet. Det er jo også lidt fantastisk at være vidne til.
      Og når det så er sagt, så har du da taget et af de mest radikale og modige valg jeg kan forestille mig! At flytte ud i en skov! Så kan jeg altså godt forstå hvis du liiiige har lidt brug for at række ud efter sin sociale navlesnor aka sin smartphone en gang i mellem.

    Leave a Reply