Lille dreng. Stor beslutning. Som forældrene forøvrigt har kredset om, som et par trætte baggårdskatte om den varme grød. Men i går skete det sgu. Alle Kurts sutter blev hængt permanent til tørre, på et suttetræ i Dragør.
Ud over hundrede forbehold og undskyldninger for at udskyde, havde vi også en lille gave med, som kun var for store, modige drenge. Et sørøversværd og en klap til øjet. Den gik rent ind og Kurt omdøbte sig til Pirat Klap og så gik vi på legeplads. Resten af dagen var god. Aftenen var virkelig slem. Faktisk ved jeg ikke, hvem der savnede sutterne mest, ham eller os.
I dag er heldigvis gået godt. I aftes var der nedsmeltning igen. Han savner bare sine sutter helt vildt, og vi må fortælle ham at det gør vi også, men at han bare er blevet for stor. …Av for helvede, altså.
Hvordan kan noget så småt fylde så meget?
4 Comments
Det skal nok gå, promise! Jeg husker stadig min ældste, som byttede sine sutter for en spritny cykel. Cykelhandleren agerede mellemled mellem pode og julemand. Poden var skidestolt i gerningsøjeblikket, men kun ganske få timer senere var han klar til at gi’ afkald på sin nye cykel for EVER! Jeg anbefaler i stedet min mor, hun kan frit lånes. Hun passede min mellemste i fire timer da han var ti måneder, og siden da ville han slet ikke vide af sin sut. Pisse-upraktisk sådan halvanden uge inden vuggestuestart. Mindsten var aldrig happy omkring hele det der suttehejs, så jeg har kun erindringen om min ældste. Men som sagt: Det skal nok gå. Det er immervæk de færreste, der har sut i munden når de får studenterhue på. Og ellers, så låner du som sagt bare min mor. Men ind til da, så ved jeg det godt. At det gør ondt. Av, manner – og kram til dig ❤️
Min den store sagde om aftenen efter sutterne var afleveret og gaven indkasseret: “Men mor, hvorfor må man ikke have sin sut?” Glad for vi ikke havde en sit i huset, for jeg havde givet den på stedet til fordel for nattero. Det skal nok gå, men det gør lige så ondt på os som dem.
Avs avs! Det er hårdt og pissesejt for en tre-årig lille gut. Vi går virkelig og lurepasser om, at nu skal vi simpelthen også få taget os sammen til at vriste den fri fra lillesøs på netop også tre år. Især fordi tandlægen sagde, at om et halvt år, skal den altså være væk. Skal bare liiige finde overskuddet til at gå mod de aftener med oprejst pande. Især stramt når vi ved fra storebror, hvor ked af det man kan blive.
Av, vi snuppede den fra den 2-årige her i sommers (kunne simpelthen ikke længere forsvare det suttebid, der var under opsejling)… første aften kiggede hun på mig med store våde øjne og sagde: “Men moar… mig bare blive lidt ked af det, for mig elsker meget sutten”.
Indsæt knust moderhjerte (kombineret med ambivalent stolthed over det lille menneskes evne til at sætte ord på svære følelser). Trøsten kommer her: Tre dage efter var alt glemt og hun synes at være kommet igennem uden ar på sjælen!