Arbejdsliv, Familieliv

Hvordan det går med min work life blablabalance? Fremad.

Livet river og flår i mig fra alle sider og aldrig har det føltes mere skitzofrent: Den ene time er jeg i himlen – både på job, derhjemme og midt i mellem, når jeg kører (råddent – yup, thats me – undskyld) gennem byen med podcast i ørerne og sol i hovedet. Og helt ud af det blå kommer stresstankerne flyvende som sorte krager i horisonten. Men der sket et par ting, som gør at jeg føler, at det fortjener et blogindlæg. For det er som om at jeg er blevet en lille bitte smule bedre til at adskille følelsen af stress fra det som er mig.

På et lavpraktisk plan, føler jeg at jeg endelig har lært at jeg ikke kan give 100% til mit arbejde. Det betyder bla. at jeg (næsten) ikke længere ænser min arbejdstelefon, når ikke jeg er på arbejde. Hvilket er ret præcist fra kl. 16 og frem til 8-9-tiden næste dag. Jeg skænker heller ikke mit arbejde alt for mange tanker når jeg har fri, selvom det kan være svært at overholde. Og endnu vigtigere: Jeg har ikke længere dårlig samvittighed over at give slip på det. Længe troede jeg at det var det “rigtige”, entrepenante krea-mindset lige at sidde et par timer når børnene var lagt. Det lyder bare sejt, ik? “Så kan jeg bare lige fyre et par timer af, og rigtig nå til bunds i de mange vigtige præs…” NEJ! Nej. Nej. Nej. Jeg nægter. N.æ.g.t.e.r. Jeg vil holde fri og rydde op og lege og vaske tøj og ligge i ske med min mand og lave mad og læse og skrive og have overskud til ikke at være en lille, vissen kælling overfor dem jeg faktisk elsker. Og jeg nægter at have dårlig samvittighed over det mere.

Og så har jeg været ret åben overfor min leder omkring at jeg nok er lidt i skudlinjen for at få stress. Det har også været rart bare at få det ud i æteren, og blive mødt af forståelse. Sidst men ikke mindst har jeg været til stresscoach. Ja, sgu. En læser, som er ved at færdiggøre sin efteruddannelse i den slags, skrev for et par måneder siden og tilbød mig et par timer hos hende, og jeg takkede et kæmpemæssigt ja. Jeg har kun været hos hende en enkelt gang, men det var simpelthen så fint og inspirerende. Og det har bla. ført til at jeg nu er begyndt at føre en ‘bullet journal’ (som jeg ikke anede hvad er, men hvis man googler det, er det jo kæmpestort). Det går kort sagt ud på at have en familiebog med ugeplan, overblik, minder, ønsker og huskelister i een stor, semiorganiseret pærevælling. Og det fungerer skidegodt! Jeg får faktisk ro i maven over at der ikke er nogle uforudsete hændelser i løbet af ugen, at jeg ved hvad vi skal have at spise på Torsdag, hvad Niklas skal Lørdag osv, osv. Og når ugen er gået skal jeg så notere hvor i løbet af ugen der var kærlighed med børnene (hjerte), øer af ro med mig selv (peacetegn) og kærestetid med min mand (stjerne). So far, so genialos!

Jeg har også fået forbud mod at fremleje vores lejlighed på air bnb, indtil der er mere ro i overetagen hos mig.

Så altså. Små, vigtige skridt.

Dybest set ved jeg jo godt at jeg ikke vil egne mig som hjemmegående fuldtidsmor, selvom jeg ofte blir forelsket i tanken og drømmer om alle de Louisianature og legegrupper og familiebesøg vi ville praktisere (lol). Men jeg kan også mærke at jeg bliver glad af at gå på arbejde. Og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle være sammen med mine børn på fuldtid (er det egentlig lidt trist?). Jeg tror vi ville dø af kedsomhed og at de ville savne deres venner fra børnehaven. Så ind til den gyldne mellemvej kommer dumpende i form af borgerløn, 20 timers arbejdsuger og børnehjørner på samtlige arbejdspladser, så går jeg altså lige på arbejde 8 timer i døgnet; Holder (ægte og uden skyld) fri med mine børn i 8 timer; Og sover i 8.

Det er da også en slags balance, ikke?

Previous Post Next Post

You Might Also Like

14 Comments

  • Reply Christine 2. oktober 2018 at 20:36

    Elsker der her indlæg. Og ønsker mig også 20 timers arbejdsuge.

    • Reply Ida 4. oktober 2018 at 14:06

      Tak! Og ja! Ik. Gid man kunne dele sin fuldtidsstilling med en ledig!

  • Reply Susanne 3. oktober 2018 at 8:23

    Jeg er blevet ledig efter en afsluttet projektansættelse. Jeg er vant til at arbejde fylder 100% men nu er jeg også blevet mor. Jeg tænker på om du ville gide skrive noget om din vej tilbage til job efter den kedelige historie med fyring på uretmæssigt grundlag? Mest om det mentale arbejde. Jeg synes virkelig, det kræver meget at holde fanen højt (jeg er i et smalt felt, jobs for mig hænger ikke på træerne, og der er en mulliard ansøgere).

    • Reply Ida 4. oktober 2018 at 14:08

      Det vil jeg rigtig gerne prøve. Ellers kan du gå lidt tilbage her på bloggen. Omkring oktober 2016-dec 2017. Det er nemlig bare en rockerhård og drænende situation at være ledig i et smalt felt. Hear that sister og rigtig god energi til din jobsøgning!

  • Reply Tina 3. oktober 2018 at 12:32

    Hvor er det godt du har fået en bevidsthed om, hvad der er vigtigt for lige netop DIG i DIT liv. Det skænkede jeg personligt ikke mange tanker før jeg røg ned med stress, med så højt et brag at resultatet i dag er, at jeg er blevet fyret, stadig er sygemeldt og øver mig i netop det, du har en bevidsthed om. Godt gået af dig.

    • Reply Ida 4. oktober 2018 at 14:10

      Av, shit! Hvor er det trist at det system som skulle have grebet dig, bare fejler gang på gang. Jeg håber at du får hjælp(?) nu og finder din vej hen til det der er det rigtige for dig. Kram Ida

  • Reply Anne R 3. oktober 2018 at 13:41

    Jeg arbejder kun 2-3 nætter om ugen, hvilket giver en utrolig ro i hverdagen (er hårdt på andre måder), men alligevel er overblik over ugen en kæmpe hjælp. Vi har en whiteboardtavle i køkkenet med ugedage på. Jeg noterer, hvad vi skal have at spise (er som regel et par dage forud), og hvad der sker udover skole og arbejde. Legeaftaler, forældremøder, mand sent hjem.
    Faktisk er vores børn også begyndt at bruge den. I stedet for at spørge tusind gange, hvad der er til aftensmad, så kigger de på tavlen.

    • Reply Ida 4. oktober 2018 at 14:12

      Åh, hvor smart! Tavle indoktrinering ftw tak for tippet. Det tror jeg også vi skal have på et tidspunkt. Jeg synes bare det er så hyggeligt at man kan gemme sine ugeplaner, så børnene engang kan se dem (og se at vi rent faktisk *lavede* noget:)

  • Reply June 3. oktober 2018 at 13:46

    Spot on, ind i mine tanker. Er pt. på barsel med efternøleren og skal ud og finde nyt job bagefter – oplagt at mærke efter, men det roder rundt i mit hoved, mon jeg når at finde ud af det inden april?

    • Reply Ida 4. oktober 2018 at 14:15

      Det er jeg sikket på at du gør. Især hvis du får hjælp af en coach eller en anden udefrakommende person fra enten kommue, jobcenter eller en personlig mentor/fagligt forbillede der måske kan pege dig i den rigtige retning.

  • Reply Kirstine 3. oktober 2018 at 16:50

    Jeg er også total fan af ugeplaner/madplaner! Det kræver lidt arbejde at få indført synes jeg, selvom jeg er liste-menneske i forvejen. Men hvis man finder en måde som passer til én, så hjælper man virkelig sig selv. Det er faktisk ret få tanker det skal til før der lige pludselig er en madplan for den kommende uge, det er fantastisk 😀 Super godt at du skriver om hvordan du får tingene til at køre i jeres familie, og fedt at du er åben omkring at du kan være en af dem som kunne gå hen at få stress. Så vigtigt at nogen skriver om.

    • Reply Ida 4. oktober 2018 at 14:19

      Tak Kirstine❤️

  • Reply Mai 3. oktober 2018 at 20:29

    Yes! Jeg elsker alt hvad du skriver, elsker det her lidt ekstra. Fine fine pointer, I <3

    • Reply Ida 4. oktober 2018 at 14:19

      I lige måde

    Leave a Reply