Monthly Archives

november 2018

Det (mor)somme liv

Det usynlige regnskab

Det med at være forældre sammen. Altså arbejdsbyrden og alt det praktiske hejs der er rundt om det hyggelige småbørnsfamilieliv. Det er som om jeg ikke helt har fanget den endnu. Hvad reglerne er, hvis man (for det meste) gerne vil undgå at være en kæmpe idiot. For jeg koger rundt i uskrevne regler og forældet selvretfærdighed. Gid der var en bog hvor man kunne slå svar op på spørgsmål som: hvor længe kan man bruge ‘jeg bar vores børn i 18 måneder og natammede lige så længe, jeg tror det er min tur nu’-kortet? Alle der svarer mindre end det helt logiske valg (nemlig 36 mrd amaright?) må meget gerne kaste en kommentar – Måske hvis der er nogle fædre på linjen? Eller hvad med når den yngste får skoldkopper og det bare er virkelig, virkelig ubelejligt i fht job, og jeg derfor har sendt barnet uforsvarligt mange gange i vuggestue og i dag blev nødt til at holde ham hjemme. Hvem tager så barnets anden sygedag? Seriøst. Hvordan beslutter man det, hvis ingen kan få fri? Hvor længe kan man trumfe med ‘hvem har egentlig ofret mest på karrierekorset for at skabe den her familie’ uden det blir usmageligt (især når jeg lige har valset rundt i frihed i 5 dage i Lissabon)?

Hvor meget tæller madlavning vs tøjvask på arbejdsskemaet? Hvad med alle de usynlige ting (ja, vaccinationsprogram, boligforsikringer og bilreperationer, jeg kigger på jer). Og hvad med al den tid jeg bruger på at læse om børneopdragelse, sammenligne uldundertøj og putteritualer i diverse kommentarspor samtidig med at jeg trawler Boozt igennem for sæsonens vinterstøvler… tæller den tid 1 til 1 med forsikringerne? Og hvordan gør man, hvis man flyver solo i sit forældreskab og ikke har nogen at være konstant bitter og forsmået på? Er man så bare hævet over that shit? Hvad er reglerne? I’m lost.

PS. Heldigvis kan mit nabolag i insisterende efterårsmorgensol opløse den værste uberettigede bitterhed..

Småt brandbart

Bortset fra det

– Fik jeg smækket mig ude af min blog i Lørdags, så det er derfor der har været lidt stille.

– Har det altid været fast tradition, at vi alle sammen er deprimerede om søndagen herhjemme. Men i november er vores kollektive Sunday Blues seriøst på steroider.

– Har Kurt gået i udflytterbørnehave i et halvt års tid nu og er nu virkelig begyndt at lege udflytterbørnelege. Hans yndlings er ‘brunhjort’ i brunst (altså =kronhjort ik? ‘Jaja, mor, Brunhjort!’).

– Er der så mange børn af kendte i Kurts børnehave at jeg virkelig skal lægge bånd på mig selv for ikke at komme til at sige noget startstruck og kikset til de stakkels forældre. Klokken 07.50.

– Opdagede jeg, at jeg er kommet til at stjæle “Apropos Ingenting”-overskriften til den her slagt tilfældige ramble indlæg fra søde Charlotte ovre fra Skalotteløg. Hun har kørt med den titel siden 2011(!) og den skal hun selvfølgelig have lov at have for sig selv. Undskyld.

– Er mit blogfeed on fire for tiden, med folk der spytter det ene seje, debatskabende indlæg ud efter det andet. Og jeg elsker det! Den her adresse er, i skærende kontrast, virkelig ufarlig pt. Det er lidt kedeligt, men verden er en rigelig stor mundfuld for mig for tiden – Så I er lige mit Helle.

– Var Niklas og jeg på date lige inden jeg fløj til Lissabon. Vi så Bohemian Rhapsody i Imperial, og jeg hylede den sidste time fordi den var så god. Rami Malek i rulam og hjemmegjort page skulle fandme ikke løbe mange gange rundt om min foldudmadras.

– Bingede jeg de første 6 afsnit af podcasten ‘Hjernen På Overarbejde’ i dag. Udover at dét i sig selv er dybt ironisk, så vil jeg også driste mig til at anbefale den til alle som døjer med at finde balancen i sit (arbejds)liv. Find den her.

– Er jeg stadigvæk et pisseforvirret pendul omkring hvorvidt vi skal blive boende her i byen for evigt eller flytte ud. Et af de store plusser ved at bo herinde er at det fandme er fedt at vores morgencykelrute krydser den kongelige livgarde på Amalienborg, med to morgenfriske unger der skriger “HEJ! HEJ!” efter de stakkels stonefaced gardere.

– Var jeg til den halvårlige medarbejderudviklingssamtale, aka PULS, på mit arbejde i forgårs. Shiiit. How you people do it??

Mig før PULS-samtale

Mig under PULS-samtale

Mig i to timer efter PULS-samtale

Arbejdsliv

Meanwhile i Lissabon: Hurtigt hej fra Websummit 2018

Jeg er taget på en stille og rolig 70.000 menneskers tech konference med mit arbejde, så hvis her er stille for tiden er det bare fordi jeg har travlt med at terpe buzzwords og mingle med Google.

Hvis DHL løbet i Kbh er Roskilde Festival der møder Djøf, så er Websummit Roskilde Festival der møder Silicon Valley. Det er virkelig spændende og smækfyldt med klistermærker og klichéer. Så jeg får lige justeret mit bullshitfilter, tøjlet min fomo og så prøver jeg at holde igen med merchandise, jeg ikke har brug for.

Om lidt er klokken 16.00 og så tror jeg nok det var tid til portvin, øl og fyraften her i teknoland.

Undskyld mig lige mens jeg indhenter 200 års barsel.

Vi ses på Fredag.

You and your pink sky

Tanker

Tom for ord.

Jeg har ingen ord for tiden. Jeg går ellers pligtskyldigt i gang med en masse indlæg som er sjove, likeable, aktuelle og sarkastiske på den perfekte, ironisk distancerede måde: “Jeg fik taget den ultimative voksenlivsmødom forleden”-agtige indlæg. Men det går ikke. For der er lige præcis 0% overskud til den slags ord for tiden. Det er bare hårdt. Vi kører totalt på pumperne, og det er både kedeligt at skrive og læse om flyverdragter og vinterstøvler. Og faste udgifter for 36.000kr(!) og arbejdsstress og småskænderier. Men det er sådan det er lige nu. Ikke så meget madplan her. Og mens vores børn spiser pasta og pølser prøver vi på at lede efter små åndehuller i iskappen.

Jeg går stadigvæk til stresscoach en gang om ugen og selvom det måske ikke lyder sådan, så hjælper det helt vildt. Bare det at blive tvunget til at sætte nogle af de glemte ord på hvordan jeg har det. Drikke the. Krydse (overraskende mange -shiit) stresssymptomer af i et skema og få sat ord og metaforer på de følelser som kan være svære at forstå når jeg står i dem til halsen – Og svære at eje fordi det føles som sådan en kæmpe kliché. Stress ‘ing? Så er man lige en af de der seje karrieremoms der lige har lidt eksistentiel krise og stress. Suk. En klub jeg aldrig troede jeg skulle havne i. Men sådan er det. Og det er okay. Seje, stressede karrieremoms, unite!

Hun lærer mig ord som Fartblind for eksempel. Jeg har en følelse af at have kørt på motorvej nonstop i et år, og så er hun – min coach – ligesom en rasteplads, hvor jeg lige kommer ned i gear og opdager hvor stille der kan være. Og hvordan jeg egentlig har det, når jeg ikke er bedøvet i fart.

Lige nu sidder jeg på min yndlingscafé ved Helligåndskirken med en 2. dags febersyg Kurt i barnevognen. Han sover, min lille store dreng. Og jeg drikker kaffe og slapper af for første gang i 100 år og drømmer om deltid og læser min mors gamle ‘Tilværelsens Ulidelige Lethed’ af Milan Kundera. Det er så dejligt.

Jeg håber at jeres weekend bliver vidunderlig og efterårsagtig og fyldt med pumpkin spice. Og så håber jeg at jeg er den eneste som seriøst stadigvæk har jetlag, efter vi er skiftet til vintertid.

Nåmen jeg fik altså taget en ganske særlig voksenlivsmødom i sidste uge. Min allerførste lygtefest i skovbørnehaven.