Monthly Archives

november 2018

Er det November?

Mit arbejde er flyttet. Så nu cykler jeg til Sluseholmen hver dag og det er faktisk ret okay. Motorvejsafkørsler, byggeri, havn, industri og luksuslejligheder i en virkelig god kombi. Og så: gamle bygninger, husbåde, lastbiler, vand og tanken om dengang min far gik rundt hernede i 80’erne og byggede både, som 25-årig i sit første, lille værksted.

Inklusiv aflevering ved børnehavebussen ved Kgs Have og Ottos vuggestue ved Østerport har jeg 10 km til arbejde og ca det halve hjem. Det er fedt! Det er nemlig nok til at jeg gider høre lydbog i stedet for podcast, fordi cykelturen er lang nok til at jeg ikke skøjter ind og ud af fortællingen – det føles virkelig som at skulle se en god serie og hver gang jeg sætter mig op på den cykel, glæder jeg mig til 30 minutter i selskab med Lykke-Per, som lægger ret hårdt an på mig. Synes virkelig det er noget af det bedste jeg længe har læst og _fatter_ ikke, at den historie er 120 år gammel.

Og så er det også langt nok til at jeg føler at det godt kan tælle lidt som ægte motion. Ikke? 15 km om dagen? Jo. Jo, det kan.

“Er det efterår eller vinter?” spurgte Kurt i morges da den iskolde regn piskede os i hovederne på vej op i cyklen og jeg måtte svare ham, at det var den sælsomme kombi: Det bedste af to årstider. Den mørke, emo-fætter til den der jubeloptimistiske allerførste efterårsdag i september, hvor sensommerhimlen skifter farve og luften blir kølig. Sådan et årstidsskift var det i dag: Hvor regnen pisker som om det er efterår, men kulden trænger ind i rygraden som om det er vinter. Uhhhmm!

The bloggle is real

Jeg vil godt skrive lidt om bæredygtighed, at blogge og balance.

Måske er jeg gal på den, men jeg har fornemmelsen af at en blog bliver droppet ret nådesløst, hvis vedkommende bag den er for ukonsistent i sine holdninger. For vattet, simpelthen. Så bliver det utroværdigt og ligegyldigt.

Når man skriver på en blog, er en del af kontrakten at man automatisk hæver sin røv op i ideologisk klaskehøjde.

Jeg ved det, fordi jeg selv læser blogs. Og det er virkelig svært ikke, at putte folk jeg kun kender perifert (= alle de bloggere jeg følger, men jeg aldrig har mødt i virkeligheden) i en mere eller mindre rummelig kasse.

Madbloggen skal helst ikke have en holdning til politik. En sarkastisk blog skal helst ikke vise tegn på svaghed. Livsstils- og modebloggen vil, uanset hvor oprigtigt hårde ting vedkommende bag gennemgår, altid være overfladisk.

Sådan er en blog bare. Den ryger rimelig hurtigt ned i en kategori og bitch better stay there.

Men bag enhver blog er der jo en blogger. Et menneske af kød, blod, følelser, indre kampe, impulser, modsætninger, vaner, tanker og et rimelig højt refleksionsbehov. For selvom det helst skal se sådan ud, så skriver en blog ikke sig selv. Langt de fleste bloggere får ikke en krone for at skrive den. Det er altså en hobby som snildt æder en time af en særdeles pakket dag. Hverdag. Hver dag.

Jeg blogger fordi det hjælper mig med at holde tankerne lidt i ave. Og fordi jeg elsker at blive udfordret på mit -ofte ret egoistiske- tankemylder i mit eget og andres kommentarspor. Det er ikke altid kønt. Men det er jeg jo heller ikke altid i virkeligheden. Og helt ærligt, så synes jeg at det er god onlineskik og social hygiejne, at man gør en indsats for at vise hele det menneske man er i virkeligheden på de sociale kanaler man færdes på. Det er god stil – især i en onlineverden hvor alle kæmper med og mod sensationsoverskrifter for at gøre sig fortjent til et klik. For at være læsværdig i en digital verden som i højere og højere grad er polariseret.

Vi er alle sammen smækfyldt med fejl og modsætninger. Og som læser elsker jeg at læse om, og spejle mig i, andres fejl og struggles og dermed føle mig lidt mindre alene med mine egne.

Men modsætningerne i hver enkelt blogger. De jävle, ubelejlige modsætninger. De er så svære at tolerere som læser, fordi jeg bare har det bedst med at vide hvilken ‘film vi ser’. Genreskift – ellers tak. En blog skal helst være hyggelig, sjov, velkendt og jeg skal have en ret klar idé om cirka hvad jeg bruger min sparsomme båndbredde (og tid) med at proppe i hovedet. Så hvis en blogger siger noget, og gang på gang gør noget andet, så er vedkommende viljesvag, har det hele i munden og så fortjener personen ikke min tid.

Som læser er det let nok at rationalisere mig frem til. Men som blogger. Shit, hvor jeg synes det er svært. At være autentisk, filterfri og reflekteret nok til stå på mål for nogle holdninger. Og samtidig have selverkendelse nok til at vide at den stereotyp jeg nødvendigvis er online aldrig kommer til at matche mig 100%. Og at hvis jeg insisterer på en god onlinehygiejne omkring fri refleksion – også om de virkelig store og svære dilemmaer – så vil der indimellem opstå strid mellem ord og handling.

Et af de steder der stadigvæk engang imellem er forskel på hvad jeg mener og hvad jeg gør, er i forhold til bæredygtighed, som for mit vedkommende er en rejse som startede for 6 år siden med et afgangsprojekt fra designskolen. Og som stadigvæk i dag er en daglig kamp mod vaner, magelighed, ego og omstændigheder. Fordi jeg – som de fleste andre – er pivhamrende sammensat og vel faktisk i okay balance: Jeg er hverken asketisk eller fråser. Hverken klid eller sybarit. For det meste koger jeg rundt inde i midten sammen med alle andre: Drømmer om den dag prisen for en international togbillet ikke hånler mig op i mit idealiatiske fjæs og jeg med kulsort samvittighed booker et fly til det halve. Drømmer om den dag jeg ikke længere får lyst til en fed bigmac menu med cirka et halvt års mellemrum. Drømmer om at blive bedre. For er der en ting man ikke kan i bæredygtighedens navn, så er det at vinde. Uanset om man er Neohippie, zerowaste-bevægelsens grundlægger, Michael Braungart eller Bonderøven, vil der altid stå nogen klar til at spørge, hvor man har fået sine sko fra eller om man godt ved, hvad soya-produktionen gør ved regnskovene. Ja. Jeg ved det godt. Du ved det godt. Vi ved det alle sammen, og hvis ikke vi vidste det i forvejen, så opdagede vi det i sommers da den globale opvarmning bogstavelig talt prikkede hver enkelt af os på skulderen. Vi er mennesker. Drevet af drifter. Ombord på et skib på vej mod afgrunden. Og uanset hvor meget vi kæmper med at få den globale omstilling ned på celleniveau, skal vi stadigvæk have mad og tøj på kroppen. Og indtil politikere og industri træffer de nødvendige globale beslutninger der ikke kan træffes på individniveau, skal vi så ikke aftale at det er okay at mene noget så meget at man gerne lægger hovedet på bloggen (pun så meget intended) for sagen, ligesåvel som andre mener noget i avisspalterne, facebookdebatterne eller i køen i Netto, og engang imellem falde i med et brag – både på sin blog og i virkeligheden. Man kunne sagtens kalde det utroværdigt. Man kunne også kalde det ærligt. Ligefrem balanceret?

Jeg vælger det sidste. Men jeg kan også godt høre det. At klaskehøjden. Den kommer snigende helt af sig selv.

Julegaveønsker, 2018

Det er den tid på året. Tiden hvor mine forældre ringer og beder om en ønskeliste. Og så går det store kognitive rengøringsarbejde ellers i gang: Og som sædvanlig skal jeg virkelig gøre mig umage for at finde på noget andet at svare, end sorte strømpebukser.

Både Niklas og jeg har fødselsdag i januar. Og hvor der i sommerhalvåret ikke er grænser for hvad vi ikke kan leve uden, så er min hjerne en ønskeløs ørken i november.

Hvis nu der går andre ønskeløse ørkener rundt derude, så fret no more. Her er mine 2018 ønsker til fri copy paste’ning, hvis vi nu skulle dele ønskesmag. Selvtak.

  • Bose Soundsport trådløse hovedtelefoner m. ledning imellem hinanden. Fordi de der små dutter folk går rundt med i ørene simpelthen ser for sindssygt ud – og jeg ved det ville tage mig ca. 20 sekunder at smide den ene væk. Og jeg er blevet for gammel til at høre musik på Apples kinaplastic. Jeg regner med at høre en trillion lydbøger på cyklen med dem.
  • En DAB clockradio i sort. Fordi ikke mere telefon i soveværelset i 2019! We can do this!
  • Georg Jensen Damask juledug i blå/hvid. Fordi det er den smukkeste dug jeg nogensinde har set.
  • Henning Koppel kanden fra Georg Jensen str. 0,75l. Fordi det er den smukkeste kande jeg nogensinde har set.
  • Åndbare, sorte regnbukser fra Fjeld og Fritid i str 38. Fordi januar. Og februar.
  • Sorte gummistøvler med højt skaft i str 40. Fordi sommerhus.
  • Makeup:

– RMS Uncover-up concealer nr. 22.

– RMS concealer brush

– RMS living luminizer

– Mascara (sort, ikke vandtæt). Fordi børn på 1 og 3. Har prøvet det et par gange og det er noget af det lækreste jeg nogensinde har haft i face. Blødt, velouragtigt – og vist nok også øko.

  • Højskolesangbogen i to eksemplarer. Fordi jeg hører den her podcast for tiden og er helt hooked på at få gang i noget fællessang herhjemme.
  • Bæredygtigt silkeundertøj. Det er svært! Helst i en champagne/cognac (hvad hjertet er fyldt med.. #alko)-agtig farve og gerne med rynket taljesøm. Når jeg googler “silk brief” dukker der virkelig mange udenlandske muligheder op, men kan ikke finde så meget i Danmark (det nærmeste bud er silkydream.dk, hvis silkeskiundertøj(!) ser virkelig rart ud). Og så min evige mission impossible: en god 100% bøjleløs bh der holder formen. Kan nogen her mon hooke en søster op med noget der ikke koster en million? Det skal bare være simpelt, bæredygtigt (ret spændende læsning om bæredygtige, fredsfyldte -hvor silkeormen får lov til at forlade sin puppe inden den koges- silketyper her) og rart at have på.
  • …Nå, ja og så bare på beløbet: Fred på jorden.

Et voila! Lidt der er praktisk, lidt der er ekstravagant, lidt der er umuligt og lidt der er overpriced… Er der mon et eller andet jeg har glemt? Noget en halvtræt type i 30’erne bliver glad for? Hvad ønsker I jer?

Kh Ida

PS. Jeg kom til at udgive det her indlæg halvt i søvne sent i går aftes, og har derfor tilladt mig at redigere det lidt her til morgen❤️

Det usynlige regnskab

Det med at være forældre sammen. Altså arbejdsbyrden og alt det praktiske hejs der er rundt om det hyggelige småbørnsfamilieliv. Det er som om jeg ikke helt har fanget den endnu. Hvad reglerne er, hvis man (for det meste) gerne vil undgå at være en kæmpe idiot. For jeg koger rundt i uskrevne regler og forældet selvretfærdighed. Gid der var en bog hvor man kunne slå svar op på spørgsmål som: hvor længe kan man bruge ‘jeg bar vores børn i 18 måneder og natammede lige så længe, jeg tror det er min tur nu’-kortet? Alle der svarer mindre end det helt logiske valg (nemlig 36 mrd amaright?) må meget gerne kaste en kommentar – Måske hvis der er nogle fædre på linjen? Eller hvad med når den yngste får skoldkopper og det bare er virkelig, virkelig ubelejligt i fht job, og jeg derfor har sendt barnet uforsvarligt mange gange i vuggestue og i dag blev nødt til at holde ham hjemme. Hvem tager så barnets anden sygedag? Seriøst. Hvordan beslutter man det, hvis ingen kan få fri? Hvor længe kan man trumfe med ‘hvem har egentlig ofret mest på karrierekorset for at skabe den her familie’ uden det blir usmageligt (især når jeg lige har valset rundt i frihed i 5 dage i Lissabon)?

Hvor meget tæller madlavning vs tøjvask på arbejdsskemaet? Hvad med alle de usynlige ting (ja, vaccinationsprogram, boligforsikringer og bilreperationer, jeg kigger på jer). Og hvad med al den tid jeg bruger på at læse om børneopdragelse, sammenligne uldundertøj og putteritualer i diverse kommentarspor samtidig med at jeg trawler Boozt igennem for sæsonens vinterstøvler… tæller den tid 1 til 1 med forsikringerne? Og hvordan gør man, hvis man flyver solo i sit forældreskab og ikke har nogen at være konstant bitter og forsmået på? Er man så bare hævet over that shit? Hvad er reglerne? I’m lost.

PS. Heldigvis kan mit nabolag i insisterende efterårsmorgensol opløse den værste uberettigede bitterhed..

Bortset fra det

– Fik jeg smækket mig ude af min blog i Lørdags, så det er derfor der har været lidt stille.

– Har det altid været fast tradition, at vi alle sammen er deprimerede om søndagen herhjemme. Men i november er vores kollektive Sunday Blues seriøst på steroider.

– Har Kurt gået i udflytterbørnehave i et halvt års tid nu og er nu virkelig begyndt at lege udflytterbørnelege. Hans yndlings er ‘brunhjort’ i brunst (altså =kronhjort ik? ‘Jaja, mor, Brunhjort!’).

– Er der så mange børn af kendte i Kurts børnehave at jeg virkelig skal lægge bånd på mig selv for ikke at komme til at sige noget startstruck og kikset til de stakkels forældre. Klokken 07.50.

– Opdagede jeg, at jeg er kommet til at stjæle “Apropos Ingenting”-overskriften til den her slagt tilfældige ramble indlæg fra søde Charlotte ovre fra Skalotteløg. Hun har kørt med den titel siden 2011(!) og den skal hun selvfølgelig have lov at have for sig selv. Undskyld.

– Er mit blogfeed on fire for tiden, med folk der spytter det ene seje, debatskabende indlæg ud efter det andet. Og jeg elsker det! Den her adresse er, i skærende kontrast, virkelig ufarlig pt. Det er lidt kedeligt, men verden er en rigelig stor mundfuld for mig for tiden – Så I er lige mit Helle.

– Var Niklas og jeg på date lige inden jeg fløj til Lissabon. Vi så Bohemian Rhapsody i Imperial, og jeg hylede den sidste time fordi den var så god. Rami Malek i rulam og hjemmegjort page skulle fandme ikke løbe mange gange rundt om min foldudmadras.

– Bingede jeg de første 6 afsnit af podcasten ‘Hjernen På Overarbejde’ i dag. Udover at dét i sig selv er dybt ironisk, så vil jeg også driste mig til at anbefale den til alle som døjer med at finde balancen i sit (arbejds)liv. Find den her.

– Er jeg stadigvæk et pisseforvirret pendul omkring hvorvidt vi skal blive boende her i byen for evigt eller flytte ud. Et af de store plusser ved at bo herinde er at det fandme er fedt at vores morgencykelrute krydser den kongelige livgarde på Amalienborg, med to morgenfriske unger der skriger “HEJ! HEJ!” efter de stakkels stonefaced gardere.

– Var jeg til den halvårlige medarbejderudviklingssamtale, aka PULS, på mit arbejde i forgårs. Shiiit. How you people do it??

Mig før PULS-samtale

 

 

 

 

 

 

Mig under PULS-samtale

 

 

 

 

 

 

 

 

Mig i to timer efter PULS-samtale

Meanwhile i Lissabon: Hurtigt hej fra Websummit 2018

Jeg er taget på en stille og rolig 70.000 menneskers tech konference med mit arbejde, så hvis her er stille for tiden er det bare fordi jeg har travlt med at terpe buzzwords og mingle med Google.

Hvis DHL løbet i Kbh er Roskilde Festival der møder Djøf, så er Websummit Roskilde Festival der møder Silicon Valley. Det er virkelig spændende og smækfyldt med klistermærker og klichéer. Så jeg får lige justeret mit bullshitfilter, tøjlet min fomo og så prøver jeg at holde igen med merchandise, jeg ikke har brug for.

Om lidt er klokken 16.00 og så tror jeg nok det var tid til portvin, øl og fyraften her i teknoland.

Undskyld mig lige mens jeg indhenter 200 års barsel.

Vi ses på Fredag.

You and your pink sky

Tom for ord.

Jeg har ingen ord for tiden. Jeg går ellers pligtskyldigt i gang med en masse indlæg som er sjove, likeable, aktuelle og sarkastiske på den perfekte, ironisk distancerede måde: “Jeg fik taget den ultimative voksenlivsmødom forleden”-agtige indlæg. Men det går ikke. For der er lige præcis 0% overskud til den slags ord for tiden. Det er bare hårdt. Vi kører totalt på pumperne, og det er både kedeligt at skrive og læse om flyverdragter og vinterstøvler. Og faste udgifter for 36.000kr(!) og arbejdsstress og småskænderier. Men det er sådan det er lige nu. Ikke så meget madplan her. Og mens vores børn spiser pasta og pølser prøver vi på at lede efter små åndehuller i iskappen.

Jeg går stadigvæk til stresscoach en gang om ugen og selvom det måske ikke lyder sådan, så hjælper det helt vildt. Bare det at blive tvunget til at sætte nogle af de glemte ord på hvordan jeg har det. Drikke the. Krydse (overraskende mange -shiit) stresssymptomer af i et skema og få sat ord og metaforer på de følelser som kan være svære at forstå når jeg står i dem til halsen – Og svære at eje fordi det føles som sådan en kæmpe kliché. Stress ‘ing? Så er man lige en af de der seje karrieremoms der lige har lidt eksistentiel krise og stress. Suk. En klub jeg aldrig troede jeg skulle havne i. Men sådan er det. Og det er okay. Seje, stressede karrieremoms, unite!

Hun lærer mig ord som Fartblind for eksempel. Jeg har en følelse af at have kørt på motorvej nonstop i et år, og så er hun – min coach – ligesom en rasteplads, hvor jeg lige kommer ned i gear og opdager hvor stille der kan være. Og hvordan jeg egentlig har det, når jeg ikke er bedøvet i fart.

Lige nu sidder jeg på min yndlingscafé ved Helligåndskirken med en 2. dags febersyg Kurt i barnevognen. Han sover, min lille store dreng. Og jeg drikker kaffe og slapper af for første gang i 100 år og drømmer om deltid og læser min mors gamle ‘Tilværelsens Ulidelige Lethed’ af Milan Kundera. Det er så dejligt.

Jeg håber at jeres weekend bliver vidunderlig og efterårsagtig og fyldt med pumpkin spice. Og så håber jeg at jeg er den eneste som seriøst stadigvæk har jetlag, efter vi er skiftet til vintertid.

Nåmen jeg fik altså taget en ganske særlig voksenlivsmødom i sidste uge. Min allerførste lygtefest i skovbørnehaven.