Jeg vil godt skrive lidt om bæredygtighed, at blogge og balance.
Måske er jeg gal på den, men jeg har fornemmelsen af at en blog bliver droppet ret nådesløst, hvis vedkommende bag den er for ukonsistent i sine holdninger. For vattet, simpelthen. Så bliver det utroværdigt og ligegyldigt.
Når man skriver på en blog, er en del af kontrakten at man automatisk hæver sin røv op i ideologisk klaskehøjde.
Jeg ved det, fordi jeg selv læser blogs. Og det er virkelig svært ikke, at putte folk jeg kun kender perifert (= alle de bloggere jeg følger, men jeg aldrig har mødt i virkeligheden) i en mere eller mindre rummelig kasse.
Madbloggen skal helst ikke have en holdning til politik. En sarkastisk blog skal helst ikke vise tegn på svaghed. Livsstils- og modebloggen vil, uanset hvor oprigtigt hårde ting vedkommende bag gennemgår, altid være overfladisk.
Sådan er en blog bare. Den ryger rimelig hurtigt ned i en kategori og bitch better stay there.
Men bag enhver blog er der jo en blogger. Et menneske af kød, blod, følelser, indre kampe, impulser, modsætninger, vaner, tanker og et rimelig højt refleksionsbehov. For selvom det helst skal se sådan ud, så skriver en blog ikke sig selv. Langt de fleste bloggere får ikke en krone for at skrive den. Det er altså en hobby som snildt æder en time af en særdeles pakket dag. Hverdag. Hver dag.
Jeg blogger fordi det hjælper mig med at holde tankerne lidt i ave. Og fordi jeg elsker at blive udfordret på mit -ofte ret egoistiske- tankemylder i mit eget og andres kommentarspor. Det er ikke altid kønt. Men det er jeg jo heller ikke altid i virkeligheden. Og helt ærligt, så synes jeg at det er god onlineskik og social hygiejne, at man gør en indsats for at vise hele det menneske man er i virkeligheden på de sociale kanaler man færdes på. Det er god stil – især i en onlineverden hvor alle kæmper med og mod sensationsoverskrifter for at gøre sig fortjent til et klik. For at være læsværdig i en digital verden som i højere og højere grad er polariseret.
Vi er alle sammen smækfyldt med fejl og modsætninger. Og som læser elsker jeg at læse om, og spejle mig i, andres fejl og struggles og dermed føle mig lidt mindre alene med mine egne.
Men modsætningerne i hver enkelt blogger. De jävle, ubelejlige modsætninger. De er så svære at tolerere som læser, fordi jeg bare har det bedst med at vide hvilken ‘film vi ser’. Genreskift – ellers tak. En blog skal helst være hyggelig, sjov, velkendt og jeg skal have en ret klar idé om cirka hvad jeg bruger min sparsomme båndbredde (og tid) med at proppe i hovedet. Så hvis en blogger siger noget, og gang på gang gør noget andet, så er vedkommende viljesvag, har det hele i munden og så fortjener personen ikke min tid.
Som læser er det let nok at rationalisere mig frem til. Men som blogger. Shit, hvor jeg synes det er svært. At være autentisk, filterfri og reflekteret nok til stå på mål for nogle holdninger. Og samtidig have selverkendelse nok til at vide at den stereotyp jeg nødvendigvis er online aldrig kommer til at matche mig 100%. Og at hvis jeg insisterer på en god onlinehygiejne omkring fri refleksion – også om de virkelig store og svære dilemmaer – så vil der indimellem opstå strid mellem ord og handling.
Et af de steder der stadigvæk engang imellem er forskel på hvad jeg mener og hvad jeg gør, er i forhold til bæredygtighed, som for mit vedkommende er en rejse som startede for 6 år siden med et afgangsprojekt fra designskolen. Og som stadigvæk i dag er en daglig kamp mod vaner, magelighed, ego og omstændigheder. Fordi jeg – som de fleste andre – er pivhamrende sammensat og vel faktisk i okay balance: Jeg er hverken asketisk eller fråser. Hverken klid eller sybarit. For det meste koger jeg rundt inde i midten sammen med alle andre: Drømmer om den dag prisen for en international togbillet ikke hånler mig op i mit idealiatiske fjæs og jeg med kulsort samvittighed booker et fly til det halve. Drømmer om den dag jeg ikke længere får lyst til en fed bigmac menu med cirka et halvt års mellemrum. Drømmer om at blive bedre. For er der en ting man ikke kan i bæredygtighedens navn, så er det at vinde. Uanset om man er Neohippie, zerowaste-bevægelsens grundlægger, Michael Braungart eller Bonderøven, vil der altid stå nogen klar til at spørge, hvor man har fået sine sko fra eller om man godt ved, hvad soya-produktionen gør ved regnskovene. Ja. Jeg ved det godt. Du ved det godt. Vi ved det alle sammen, og hvis ikke vi vidste det i forvejen, så opdagede vi det i sommers da den globale opvarmning bogstavelig talt prikkede hver enkelt af os på skulderen. Vi er mennesker. Drevet af drifter. Ombord på et skib på vej mod afgrunden. Og uanset hvor meget vi kæmper med at få den globale omstilling ned på celleniveau, skal vi stadigvæk have mad og tøj på kroppen. Og indtil politikere og industri træffer de nødvendige globale beslutninger der ikke kan træffes på individniveau, skal vi så ikke aftale at det er okay at mene noget så meget at man gerne lægger hovedet på bloggen (pun så meget intended) for sagen, ligesåvel som andre mener noget i avisspalterne, facebookdebatterne eller i køen i Netto, og engang imellem falde i med et brag – både på sin blog og i virkeligheden. Man kunne sagtens kalde det utroværdigt. Man kunne også kalde det ærligt. Ligefrem balanceret?
Jeg vælger det sidste. Men jeg kan også godt høre det. At klaskehøjden. Den kommer snigende helt af sig selv.
