Det med at være forældre sammen. Altså arbejdsbyrden og alt det praktiske hejs der er rundt om det hyggelige småbørnsfamilieliv. Det er som om jeg ikke helt har fanget den endnu. Hvad reglerne er, hvis man (for det meste) gerne vil undgå at være en kæmpe idiot. For jeg koger rundt i uskrevne regler og forældet selvretfærdighed. Gid der var en bog hvor man kunne slå svar op på spørgsmål som: hvor længe kan man bruge ‘jeg bar vores børn i 18 måneder og natammede lige så længe, jeg tror det er min tur nu’-kortet? Alle der svarer mindre end det helt logiske valg (nemlig 36 mrd amaright?) må meget gerne kaste en kommentar – Måske hvis der er nogle fædre på linjen? Eller hvad med når den yngste får skoldkopper og det bare er virkelig, virkelig ubelejligt i fht job, og jeg derfor har sendt barnet uforsvarligt mange gange i vuggestue og i dag blev nødt til at holde ham hjemme. Hvem tager så barnets anden sygedag? Seriøst. Hvordan beslutter man det, hvis ingen kan få fri? Hvor længe kan man trumfe med ‘hvem har egentlig ofret mest på karrierekorset for at skabe den her familie’ uden det blir usmageligt (især når jeg lige har valset rundt i frihed i 5 dage i Lissabon)?
Hvor meget tæller madlavning vs tøjvask på arbejdsskemaet? Hvad med alle de usynlige ting (ja, vaccinationsprogram, boligforsikringer og bilreperationer, jeg kigger på jer). Og hvad med al den tid jeg bruger på at læse om børneopdragelse, sammenligne uldundertøj og putteritualer i diverse kommentarspor samtidig med at jeg trawler Boozt igennem for sæsonens vinterstøvler… tæller den tid 1 til 1 med forsikringerne? Og hvordan gør man, hvis man flyver solo i sit forældreskab og ikke har nogen at være konstant bitter og forsmået på? Er man så bare hævet over that shit? Hvad er reglerne? I’m lost.
PS. Heldigvis kan mit nabolag i insisterende efterårsmorgensol opløse den værste uberettigede bitterhed..
24 Comments
Føde/ammekortet udløber efter 18 år.
Præcis!
Hahaha!
Tak!
Jeg vil meget gerne kigge i den manual, hvis nogen ligger inde med den!
Jeg sender en kopi, når jeg har fundet den.
Vi lavede en aftale lige fra starten. (Jeg har kun et barn, så bevares, men alligevel) Jeg tager nætterne. Far tager morgenerne. Hold nu kæft, hvor har det været en god deal for alle. Han får nattesøvn. Jeg får morgenro. Barn får alenetid med far der arbejder (for) meget. Og nok søvn til mor og far (plus aldrig skulle skændes om hvem der tar barn nat og morgen) giver alt andet lige mere overskud. Så er der alt det andet, I know. Men det der var vores genistreg – og det synes min kæreste altså også, selvom folk tror jeg har trukket den nemme tjans, fordi han altid står op. Men altså. Så fede er nætterne heller ikke med en treårig med mareridt og afvænning af natteble osv. I deserve de morgener.
Helt sikkert et godt bud! Jeg er selv lykkelig for da vi nåede den (geniale!!) erkendelse at vi da skulle have en sove-længe-dag hver i løbet af weekenden. Nu virker det latterligt, at det skulle tage os 2 år at få dén ide, men sådan er det nok bare. Live it, learn it. Tak for rådet!
Siger lige noget, der potentielt er irriterende: Det er ikke ret let, når man har små børn og søvnunderskud – men jeg tror, at den bedste løsning er at glemme alt om regnskaber. De skaber bare frustration, forsmåethed og dårlig samvittighed. Mit bedste råd til parforhold med børn: I har ikke krav på den andens tid, den anden har ikke krav på din. I har dejlige børn, og med dem hører opgaver og ansvar, som I skal dele ligeligt (i min optik: feminist-lige, ingen slinger i valsen, ingen ‘mit arbejde er vigtigst’ eller ‘mor er bedst’). Er I enige om det, kan I snakke om det, hvis en af jer føler at det er skævt. Det går ofte ret lige op, hvis man er enige om præmissen, men hvis der er særlige elementer der er konfliktfyldte, så lav en fast aftale: du tager første barns sygeperiode (alle sygedagene), din partner den næste (eller vasketøjet, eller tandlægen, eller…). Den der ikke har turen, tager på arbejde/laver noget andet med god samvittighed – den anden brokker sig ikke. Det vigtige her er, at man ikke kan bestemme/dømme hvad den anden gør, når man selv har turen, for så er man tilbage til dårlig samvittighed og bebrejdelser (=gift). Drinks i Lissabon er mindst lige så vigtigt som overholdelse af deadlines – det er din tid!
Ved du hvad, jeg har været virkelig meget i tvivl om hvordan jeg har haft det med dit råd. Men så i dag (og i går, faktisk) delte vi os op. Og prøvede det lidt af, selvom det var modvilligt, fordi vi begge to meget gerne bare vil være sammen med vores børn hele tiden. Og det har været SÅ godt! Virkelig en god og tiltrængt nudge at vi får øvet os i at give hinanden fri, selvom det er en sparsom fritid sammen som familie, vi trækker fra på frihedskontoen. Det er vigtigt. Så tak❤️
Jeg flyver solo, og selvom det er pissehårdt, så er jeg faktisk ret sikker på, at det netop er en fordel i forhold til ikke at føle sig bitter og forsmået, for det er bare mig, der er den. Til gengæld har jeg ikke kunnet komme udenom at føle mig skuffet indimellem over de mennesker, der lovede at ville hjælpe, men når alt kommer til alt har de fleste nok i deres eget. Har talt med min solomødregruppe om det; og jeg tror, at fordi vi ikke har en partner at blive skuffet over, så kigger vi på de næste i rækken, hvilket ofte vil være familie og dernæst venner. Jeg synes i hvert fald, jeg fornemmer, det er sådan, det er. Det er heller ikke altid kønt.
Det lyder virkelig logisk, alt det du skriver – og jeg kan desværre lige se mig selv i rollen som veninden der *slet* ikke har noget problem med at ‘være der’ lige indtil man så skal VÆRE DER. Og det ikke længere er i en udefineret fremtid, men faktisk er på Tirsdag mellem skypemøde, hentning og madlavning. Suk. Og kæmpe hep til dig! Jeg håber virkelig at nogen har givet dig en medalje❤️
En solomødregruppe lyder til gengæld helt genial. Kh Ida
Åh ja, regnskabet. Det gjorde altså mig til en lidt sur og nederen udgave af mig selv, som jeg ikke rigtig gad være. Men med tredje barn skete der det, at regnskabet forsvandt – sammen med alt, hvad der ligner fritid til de voksne, desværre. Med to fuldtidsjob (et til hver af de voksne), transport, logistik, forældremøder, skole/hjem – samtaler, fritidsinteresser, legeaftaler, bleer, nogen der skal have idrætstøj med og andre der skal have turtaske med løber de voksne rundt som hovedløse høns, til vi går omkuld med vores kuld om aftenen. Og næste dag starter det forfra. Det lyder muligvis hårdt, og det er det også, men regnskabet savner jeg ikke. Jeg er gladere uden det.
Jeg vil lige pippe, at jeg også har bemærket, at regnskabet og den trættende dans med det, er blevet mindre for os med barn nr. 2. Fordi der er så meget mere for begge at se til – det er ganske enkelt ikke længere muligt for nogen af os at lade den anden stå med det hele.
Men måske ved jeg ingenting. Vores toer er kun 9 uger. Måske kommer regnskabet igen, når ammeperioden er forbi og jeg gerne vil booke en solotur til Lissabon.
Efter en vågen nat og tydelig ubalance i regnskabet: Jeg trækker ALT i ovenstående kommentar tilbage.
(Jeg går lige for mig selv og eksploderer. Er der nogen, der skal have noget med?)
Kram til dig Karoline – det lyder så bekendt det med lige at tage en eksplosions-pause!
Hahaha! Jeg ser først din kommentar nu – vi ses i taxfree, Karoline!
Måske – og det håber jeg virkelig for dig – er du bedre til at være og forblive den samlede enhed, i er nu, når din barsel slutter.
Det jeg bakser med er en følelse af at have vildt meget arbejdsmæssig frihed til gode for 2 x graviditeter + barsler. Så så snart noget børnerelateret ramler ind i noget arbejdsrelateret, så synes jeg at min mand skal tage den, fordi jeg har følt mig forfordelt så længe. Jeg nåede aldrig selv at prøve at gå rigtigt på arbejde med ‘kun’ et barn, og glæder mig til at følge med i hvordan din oplevelse bliver, når nu du har noget at sammenligne med – men først om laaaaaang tid❤️
Okay, okay, så får vi sgu også en treer Tak! Og når jeg læser din hverdagsbeskrivelse tænker jeg forøvrigt at det lyder mega hyggeligt. Skal bare lige huske at min egen sikkert er lige så hyggelig:)
Ida, den der manual, den skriver du lige ikke?! Og få lige reglen med om, hvem der har mest behov for en time i træningscenteret: hende der var gravid og ammer og knap kan kende sig selv? Eller ham der har måttet nedsætte sin træning til fire gange om igen? …jeg låser mig lige inde på lokummet og skriger ned i et håndklæde…
“Hende der var gravid og ammer og knap kan kende sig selv? Eller ham der har måttet nedsætte sin træning til fire gange om igen?” Tak, tak, tak for det❤️ Det er jo force majeure vi er oppe imod. Seriøst. Er der bare noget biologi som ikke har fattet at vi er i 2018? Mænd kan/skal sprede sæd til de er 60, hvorimod vi, når vi har fået børnene, er brugt. Gud, jeg håber ikke det er så enkelt. Men jeg frygter det.
Jeg endte med et lille sammenbrud i sommers. Sad og tænkte at jeg åbenbart var håbløs til det her morhalløj. Jeg var nemlig presset og scorede højt på både stress og depression. Men min mand havde det jo fint og vi delte jo opgaverne. Ergo måtte jeg fejle. Men vi lavede altså en opgaveliste. Alle opgaver blev skrevet ned. Alle fra ferieplanlægning, opskrivning til vuggestue, tøjvask, vinterdæk på bilen og sætte legetøj til salg. Da den var færdig var det ret tydeligt hvorfor jeg var presset. Jeg lavede dem langt det meste, noget var fælles og han lavede meget lidt. Det var en øjenåbner for os begge. Vi besluttede sammen hvor tit opgaver skulle klares og ud fra det fordelte vi dem så vi tidsmæssigt lavede lige meget. Jeg har skrevet en del om det på bloggen både opgavelisterne, de usynlige opgaver og torsdagsplanlaegning.
Åh, hvor godt I fandt ud af det! Og hvor er det en god historie. Det er sjovt, for vi lavede præcis den samme øvelse, og det vi fandt ud af var bare hvor meget vi hver især laver, som den anden ikke tænker over. Jeg havde fx ikke skænket indkøb af vinduesviskere (inkl. at trawle alt igennem for at finde de bedste til prisen) en tanke. Og min mand havde ikke tænkt på research og snakke med div institutioner om børneopdragelse og deres trivsel og hvordan man egentlig gør som en “ting”. Det er det (i hvert fald herhjemme). Tak for din kommentar – Jeg glæder mig til at læse mere på din blog!
Vi har lavet en 7/7-ordning med mad. Den ene uge, er det den ene, der står for indkøb og mad og den anden står for opvask. Og så bytter vi ugen efter. På den måde er vi er sluppet for kedelige “hvad skal vi have at spise?”-samtaler og panik-telefonsamtaler på vej hjem fra arbejde om “har du købt ind, eller kan du nå det?”
Jeg overvejer kraftigt om det ikke også skal følges af en 7/7-ordning med ansvar for opdragelse. Så slipper vi også for skænderier om rimeligheden i om børnene skal se en halv time mere eller mindre ipad (hvis man altså kan holde til, at man ikke må sige noget til det hver anden uge.)
Det lyder meget skilsmisseagtigt, det ved jeg godt, men det her skulle jo gerne forebygge, at det alligevel ender med en 7/7-ordning, hvor man står med det hele selv og ikke har nogen at dele ansvaret med.
Det der er den rare 7/7 ordning, så man slipper for den 7/7 ordning vi alle sammen helst vil undgå! Det lyder faktisk som noget vi måske skulle prøve at indføre herhjemme, hvis ikke jeg (undskyld mig) var så meget bedre til at finde på gode, nemme, billige retter at lave… Men okay. Måske er det her måden at lære det på. Så kunne jeg passende blive lidt bedre til at pleje vores transportmidler og regnskab i den uge 😉