Monthly Archives

december 2018

Julefred

Alt ånder fred her i min sommerhusesofa i Liseleje. Jeg sidder lige og nyder at jeg faktisk har nået alt det der kendetegner en god juleferie:  Set Pretty woman. Eksploderet en risengrød i ovnen og startet røgalarmen 3 gange (fuck forøvrigt dig og den ‘verdens nemmeste risengrød du bare ikke kan brænde på’-hest du red ind på, Meyer). Vigtigst af alt er jeg blevet gode venner med min kæreste og haft det ægte grineren og dejligt med mine børn. Sidst, men ikke mindst er jeg næsten halvvejs færdig med at grave ud til min nye køkkenhave. Den kommer til at ligge lige foran vores terrasse, midt i haven og jeg tror det blir så godt. Alle der vover at spørge mig om mine haveplaner, bliver tvangsindlagt til minutlange monologer om reolgravning, sædeskifte og kompostbunker – Helt nyreligiøs type, er jeg. Another havefreak bites the dust.

Julen har været så god i år. Totalt idyllisk juleaften med lutter glade og problemfri børn (wtf!), sprøde flæskesvær (wtf?!) og ingen familiekvababbelser (seriøst. Stik mig lige en lottokupon!) Jeg har fået så fine gaver som jeg glæder mig til at kaste mig over (og jeg nævner i flæng: Et par åndbare regnbukser, Hans Roslings ‘Factfulness’, billetter til Pink Floyd Project og Prinsen af Egypten på Det kgl Teater, en øjenskygge fra Kjær Weis og en concealer fra RMS)

Klokken er 23.30. Jeg har morgentjansen i morgen tidlig, men er alt for glad til at gå i seng. Vi har lige været oppe hos vores sommerhus-naboer, på toppen af bjerget, og spise aftensmad for første gang. De har tre store piger og er skidesøde. Vores unger var helt rundtosset af glæde og det var vi også. Nu deler vi en IPA. Niklas ser fodbold og jeg læser Vita Andersen og drømmer om at købe hele Vestiaire Collective. Det hele er dejligt og helt på sin plads.

Godnat. Og glædelig jul – liiige lidt endnu, ik?

 

Jeg stiller mig lige herover og raser julen ind.

Egentlig er det længe siden jeg indså, at der kommer lige præcis 0% godt ud af at jeg følger med på blogs og profiler af hjemmepassende økofamilier.

Når jeg så alligevel får forvildet mig derhen for at drysse lidt salt i mit splittede sind, blir jeg normalt bare lidt ked af det på den der skitzofrene erjeginspireretellerbareutilstrækkelig-måde. Men den her gang blev jeg faktisk ægte træt.

Træt af ordet “bevidst”. Og træt af den passivt-agressive, selvforherligende retorik om hjemmepasning som ‘det bevidste valg’. Som om et liv hvor jeg vælger et fuldtidsjob for at levere den arbejdsværdi tilbage som jeg pantede ud i de SU-sponsorerede studieår, ikke er bevidst? Vælger et liv hvor jeg giver tilbage til det samfund som, trods alt, har hjulpet mig med at lande i min pissepriviligerede lille lomme. Vælger at mine børn får nye horisonter og flere relationer end dem vi kan tilbyde som familie. Jeg siger ikke at det er perfekt – hverken samfundet eller den hverdag, jeg har valgt – Men kom ikke her og fortæl mig, at det ikke er bevidst.

Nu vi er i gang, er jeg også faldet over et andet udtryk der giver mig øjeblikkelig refluks.

“Broke but woke”.

Som om at alle der har valgt et andet liv, end et hvor man lever af skovens bark og bær og glor på sit barn 12 timer i døgnet, og som i forlængelse af det valg tonser rundt og passer fuldtidsjobs og vinker farvel og ræser til og fra børnehaven og loller og danser ulvetimen ind med musik og frugt og putter og krammer og kysser og elsker… som om vi gør alt det i søvne? Unwoke, eller hvad?

Det kan godt være at jeg stresser for meget og endnu ikke har fundet balancen, men jeg gør det sgu med begge øjne vidt åbne – og hvis SoMe-hjemmeværnet gerne vil tro at jeg ikke er vågnet op til Den Store Sandhed, så fint nok. Men jeg har fandme ikke brug for belærende lommefilosofi pakket ind i ufarlige bekendelser om hvor uperfekt et bevidst og hjemmepassende liv kan være.

Grrr!

On the bright side lover jeg fra nu af at holde mig langt væk fra de url’er der messer med min hjerne. I stedet kan jeg jo så passe mit job – og mine børn – helt bevidst og med vilje.

Glædelig, balanceret og bevidst fucking jul.

Kærlig hilsen

The Grinch

Bortset fra det

– Sidder jeg i en 350S på vej gennem morgentrafikken ved Nørreport.

– Har jeg lige set sidste afsnit af Bodyguard på Netflix. Slugte hele første sæson på en uge og har allerede krise over at den er slut. Hvad skal jeg nu flygte fra virkeligheden med?

– Er Richard Madden fandme pæn (OG at han jo er Robb Starck i Game Of Thrones, opdagede jeg først lige nu her, da jeg googlede ham. Mindexplotion!)

– Er vi også blevet færdige med Glow og er up to date med Doggystyle. Gode bud på (ikke voldelige/apokalyptiske) serier modtages derfor med kyshånd.

– Ser vi jf ovenstående muligvis i overkanten af tv herhjemme (tilgengæld tager vi hverken stoffer eller blir skilt).

– Er jeg på 2-dages kursus i Ballerup i går og i dag. I dag misser jeg af første halvdel af vores firmajulefrokost. Det har jeg det rimelig stramt med.

– Har min kursus-kollega og jeg tilgengæld aftalt at drikke bajer hele vejen i S-toget og skifte til pailletter og læbestift. Det blir også meget godt.

– Er det næsten 3 måneder siden jeg røg min sidste festcigaret(!) Det er temmelig stort for mig. Wish me lige luck i aften.

– Brugte jeg en time på at finde en parkeringsplads i går mellem seks og syv og missede både aftensmad og putning med mine unger. Hyl og damn you indre Kbh i december #ilandsproblem

– Klippede jeg selv pandehår i går aftes. Det skulle gå lidt stærkt. Nu ER jeg officielt Milla Jovovich i Jeanne D’Arc.

– Er jeg blevet færdig med forløbet hos min stresscoach/rådgiver/whateverzdethedder. Og går og brygger lidt på et indlæg om, hvad det har lært mig.

– Flyver december alt for hurtigt forbi – vores eneste julehygge består i hver morgen at sætte ild til resterne af sidste års kalenderlys. Det er hygge, åhh, det er hygge.

Netto, we have a problem.

Jeg gik max kold i Netto i dag. Er way past at tage hjelmen af når jeg handler – er mere blevet sådan en art working mombie der går rundt klokken 16.45 med tomme øjne, refleksvest(!), løbepandebånd og cykelhjelm og trawler hhv hjernebark og grøntafdeling for billige retter (spidskål og kokosmælk.. ville dét kunne noget?)

På vej forbi Fields med cykelkurven fuld af ØGO, ringede jeg til min mor og brækkede min ængstelse ud over hende. Og hun lyttede og jeg tænkte at jeg er heldig at have en mor. Og endda en, der gider lytte.

Jeg er splittet mellem at have kæmpe optur over fast pension, sygesikring, sikkerhed og alt muligt andet I-landsagtigt. Og samtidig føle at prisen jeg betaler – evig dårlig samvittighed – er for høj.

Alle jer der har børn. Jeg har aldrig forstået hvad I mente, når I snakkede om dårlig samvittighed. I get it now.

Antal gange jeg har haft dårlig samvittighed i dag:

Kl. 7.30, da jeg blev så sur på mit trods-alderramte barn at jeg slæbte ham ned fra 4. sal halvt hængende i armene. Det må man sgu ikke. Uanset hvor lidt samarbejdsvillig den er. Græd lidt mens jeg cyklede ham til udflytterbussen.

Kl. 9.20, da jeg efter 2 afleveringer, et cykelskift og en cykeltur til Sydhavnen endelig landede på mit arbejde. Alt for sent.

Kl. 16.30, da jeg kørte fra mit arbejde. Alt for tidligt i forhold til mine kollegaer som stadigvæk knoklede på en vigtig deadline.

Kl. 16.45 i Netto – nu den mærkelige loose-loose kombination af dårlig samvittighed over dels at være gået for tidligt fra sit arbejde og dels at være kommet for sent afsted fra sit arbejde. I. Give. Up.

I min rosenrøde forestilling om gamle dage, ser jeg for mig, at nok var det hårdt og tungen lige i munden. Men i det mindste slap man(d) for den dårlige samvittighed. Når man(d) kørte hjem fra arbejde, vidste man(d), at det var a-okay, at komme sent hjem. Måske ligefrem værdsat og respektfuldt, at man(d) sådan havde knoklet i det. En provider, der ‘brings home the bacon’.

Hvorfor har jeg det ikke sådan? Hvor fanden er min stolthed? Og mit selvværd som udearbejdende mor?

Hvorfor går jeg rundt i Netto som en rødmosset Jeanne D’Arc. Helt martyr. Hvad er det, jeg gør forkert, siden jeg altid halser rundt og alligevel kun når det hele halvt?

Jeg forstår det ikke. Hvis nogen har nummeret på Don Draper, så send det gerne. Tror han ku lære mig et og andet.

Kh Ida ved tremmerne

Hvis jeg havde 5 hjerter gav jeg dem alle til Mariah

I Tirsdags gav Mariah Carey julekoncert i Royal Arena, og jeg var på pletten, som en spritter efter solbærlikør. Jeg har været fan lige siden midthalvfemserne, hvor jeg ræsede hjem fra skole, for at nå at skråle en tvivlsom 2. stemme på hele Daydream cd’en, inden alle andre kom hjem.

Min far, hans kone og min søster var med til koncerten, og da Mariah efter en times forsinkelse, endelig gik på, var lyden så dårlig, at jeg sad helt vantro igennem første og andet nummer og ikke vidste om jeg skulle grine eller græde. Det tredie nummer var nogle børn som skrålede et julesange-medley fra helvede, højt og falskt og bizart. Puha. Men så kom Mariah ud i en hvid kjole og sang Oh Holy Night op ad et hvidt flygel, så alle julehjerter måtte poppe af lykke og kom i julehimlen. Helt skitzo oplevelse. Så var hun i gang, og hun gad godt være der. Mellem numrene snakkede hun, skiftede tøj, sagde at hun elskede os og trippede rundt i stilletter mens hun støttede sig til en danser. Hendes 7-årige tvillinger, der – selvfølgelig – var med på scenen blev instrueret i at synge kor til en sang, hun sang mens hendes visuals viste video af mere Mariah og vi klappede alle sammen og lyste med mobiler og indhyllede/hyldede dronningen i endnu mere selviscenesat kærlighed. Det hele var så kitchet, storladent og uperfekt – og så engang imellem fik hendes stemme lige lov til at vise at hun stadigvæk synger for vildt live (HUN SANG HERO!) – når hun altså gider.

Alligevel har jeg lyst til at kaste alle mine hjerter efter hende, og jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor.

De gange jeg fx har været til Beyonce-koncert, har det hele været så gennemført. Æstetisk. Tight. Perfekt, ned til mindste lille håndklædeduppende detalje.

Mariahs julekoncert var alt andet. Og måske var det på en mærkelig måde bare lidt dejligt at være vidne til en af verdens bedste sangerinder, der lige var lidt på selvvalgt slap line. Fordi hun måske lige havde brug for at chille lidt (i parantes bemærket, at med en billetpris på 500-2500kr kunne hun måske godt strenge sig *lidt* mindre an med det chilleri) midt i Caution-release og børn og singleliv og hvad ved jeg. Måske så jeg bare en kvinde på 47 år, der lever livet, er færdig med at kæmpe sig ned i en bestemt (tøj)størrelse og æstetisk musikkategori og som ikke længere behøver at bevise noget som helst.

Vedkommende, velsyngende og en lille smule vanvittig, leverede hun kitchet julestemning, straight outta Vegas. Tak! Og glædelig jul, Queen Mariah.

Sæsonernes happy end

Hverdagene suser afsted om ørene på mig og det er slet ikke til at forstå at det i dag præcis er 1 år siden, jeg kom tilbage fra barsel med Otto, som på det tidspunkt var småbitte 8 måneder. Det er et år siden jeg startede på et arbejde jeg, trods ups, downs, stress og en ret stejl læringskurve, efterhånden godt tør sige højt at jeg faktisk elsker. Vildt nok.

På opfordring fra min stresscoach (seriøst. Alene det ord er da lige til at få stress af – nyt ord! Stressrådgiver) læser jeg en bog der handler om overgangen fra studie- og arbejdsliv, og selvom det efterhånden er 5 år siden, jeg blev færdig, så giver den rigtig god mening – for mig i hvert fald. Fordi min første periode på arbejdsmarkedet var så præget af korte ansættelser (den længste var 13 mrd) – bevares – og 2 barsler, noget efteruddannelse, en modelkarriere og en hella masse timer i en frivillig fagforening, har jeg ikke rigtig oplevet den omvæltning det er, at blive og være en fast del af en arbejdsplads. Og på en helt anden måde være med til at drive projekter, balancere sin tid og prioritere opgaver. Især det sidste har fanneme været en øjenåbner. Det der med at være det du gør, og ikke det du potentielt kan.

Men jeg synes faktisk – uden at det skal lyde alt for rosenrødt – at jeg er ved at være landet nogenlunde på fødderne – også i accepten af, at det er nogle andre, der løber med de bedste timer med mine børn. For det første fordi de (mine børn, altså) altid er glade når jeg henter dem, og for det andet fordi jeg ved at jeg ville visne, hvis jeg skulle gå hjemme med dem. Det er okay, fordi det er det værd. Og jeg elsker de timer vi har sammen fra jeg henter dem, til de falder i søvn ved siden af mig, som nu hvor jeg sidder i mørket og lytter til de tunge åndedræt (for nej. Jeg har stadigvæk ikke lært, hvordan man putter uden at sidde inde hos sine unger i halvanden time hver aften..). I dag cyklede jeg hjem ad en julestrålende Store Kongensgade med to glade unger, stoppede på Kgs Nytorv og kiggede på D’Angleterres overgearede juleudsmykning. Så tømte Otto og jeg en parmesanbod for smagsprøver inden vi cyklede det sidste stykke langs Nyhavn og forbi Charlottenborg hjem. På en helt almindelig mandag. Og undskyld jeg så skamløst blærer mig i disse Kbh’ske boligprisekrisetider, men helt seriøst. Jeg er så gode venner med min by for tiden.

Forøvrigt er min 3-årige cirka lige så bange for nisser som han er for Rasmus Klump, så i eftermiddags blev jeg nødt til at fortælle ham, at det er mor som er Nissen. Helt lettet, som om universet pludselig gav mening igen, snøftede han “..Er det..?”. Yes sir. Så nu har jeg lige pillet alle nisserne ned, så Kurt igen kan være i vores stue og julehverdagen for alvor kan sænke sig.

Glædelig december❤️