I Tirsdags gav Mariah Carey julekoncert i Royal Arena, og jeg var på pletten, som en spritter efter solbærlikør. Jeg har været fan lige siden midthalvfemserne, hvor jeg ræsede hjem fra skole, for at nå at skråle en tvivlsom 2. stemme på hele Daydream cd’en, inden alle andre kom hjem.
Min far, hans kone og min søster var med til koncerten, og da Mariah efter en times forsinkelse, endelig gik på, var lyden så dårlig, at jeg sad helt vantro igennem første og andet nummer og ikke vidste om jeg skulle grine eller græde. Det tredie nummer var nogle børn som skrålede et julesange-medley fra helvede, højt og falskt og bizart. Puha. Men så kom Mariah ud i en hvid kjole og sang Oh Holy Night op ad et hvidt flygel, så alle julehjerter måtte poppe af lykke og kom i julehimlen. Helt skitzo oplevelse. Så var hun i gang, og hun gad godt være der. Mellem numrene snakkede hun, skiftede tøj, sagde at hun elskede os og trippede rundt i stilletter mens hun støttede sig til en danser. Hendes 7-årige tvillinger, der – selvfølgelig – var med på scenen blev instrueret i at synge kor til en sang, hun sang mens hendes visuals viste video af mere Mariah og vi klappede alle sammen og lyste med mobiler og indhyllede/hyldede dronningen i endnu mere selviscenesat kærlighed. Det hele var så kitchet, storladent og uperfekt – og så engang imellem fik hendes stemme lige lov til at vise at hun stadigvæk synger for vildt live (HUN SANG HERO!) – når hun altså gider.
Alligevel har jeg lyst til at kaste alle mine hjerter efter hende, og jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor.
De gange jeg fx har været til Beyonce-koncert, har det hele været så gennemført. Æstetisk. Tight. Perfekt, ned til mindste lille håndklædeduppende detalje.
Mariahs julekoncert var alt andet. Og måske var det på en mærkelig måde bare lidt dejligt at være vidne til en af verdens bedste sangerinder, der lige var lidt på selvvalgt slap line. Fordi hun måske lige havde brug for at chille lidt (i parantes bemærket, at med en billetpris på 500-2500kr kunne hun måske godt strenge sig *lidt* mindre an med det chilleri) midt i Caution-release og børn og singleliv og hvad ved jeg. Måske så jeg bare en kvinde på 47 år, der lever livet, er færdig med at kæmpe sig ned i en bestemt (tøj)størrelse og æstetisk musikkategori og som ikke længere behøver at bevise noget som helst.
Vedkommende, velsyngende og en lille smule vanvittig, leverede hun kitchet julestemning, straight outta Vegas. Tak! Og glædelig jul, Queen Mariah.
No Comments