Jeg gik max kold i Netto i dag. Er way past at tage hjelmen af når jeg handler – er mere blevet sådan en art working mombie der går rundt klokken 16.45 med tomme øjne, refleksvest(!), løbepandebånd og cykelhjelm og trawler hhv hjernebark og grøntafdeling for billige retter (spidskål og kokosmælk.. ville dét kunne noget?)
På vej forbi Fields med cykelkurven fuld af ØGO, ringede jeg til min mor og brækkede min ængstelse ud over hende. Og hun lyttede og jeg tænkte at jeg er heldig at have en mor. Og endda en, der gider lytte.
Jeg er splittet mellem at have kæmpe optur over fast pension, sygesikring, sikkerhed og alt muligt andet I-landsagtigt. Og samtidig føle at prisen jeg betaler – evig dårlig samvittighed – er for høj.
Alle jer der har børn. Jeg har aldrig forstået hvad I mente, når I snakkede om dårlig samvittighed. I get it now.
Antal gange jeg har haft dårlig samvittighed i dag:
Kl. 7.30, da jeg blev så sur på mit trods-alderramte barn at jeg slæbte ham ned fra 4. sal halvt hængende i armene. Det må man sgu ikke. Uanset hvor lidt samarbejdsvillig den er. Græd lidt mens jeg cyklede ham til udflytterbussen.
Kl. 9.20, da jeg efter 2 afleveringer, et cykelskift og en cykeltur til Sydhavnen endelig landede på mit arbejde. Alt for sent.
Kl. 16.30, da jeg kørte fra mit arbejde. Alt for tidligt i forhold til mine kollegaer som stadigvæk knoklede på en vigtig deadline.
Kl. 16.45 i Netto – nu den mærkelige loose-loose kombination af dårlig samvittighed over dels at være gået for tidligt fra sit arbejde og dels at være kommet for sent afsted fra sit arbejde. I. Give. Up.
I min rosenrøde forestilling om gamle dage, ser jeg for mig, at nok var det hårdt og tungen lige i munden. Men i det mindste slap man(d) for den dårlige samvittighed. Når man(d) kørte hjem fra arbejde, vidste man(d), at det var a-okay, at komme sent hjem. Måske ligefrem værdsat og respektfuldt, at man(d) sådan havde knoklet i det. En provider, der ‘brings home the bacon’.
Hvorfor har jeg det ikke sådan? Hvor fanden er min stolthed? Og mit selvværd som udearbejdende mor?
Hvorfor går jeg rundt i Netto som en rødmosset Jeanne D’Arc. Helt martyr. Hvad er det, jeg gør forkert, siden jeg altid halser rundt og alligevel kun når det hele halvt?
Jeg forstår det ikke. Hvis nogen har nummeret på Don Draper, så send det gerne. Tror han ku lære mig et og andet.
Kh Ida ved tremmerne
17 Comments
Hej Ida.
Jeg har læst med længe, men kommenterer sjældent #momlife.
Jeg er holdt op med at sammenligne mine arbejdstider med de andres, så længe jeg selv (og min chef) synes, at det arbejde jeg laver er værdifuldt, er det ikke vigtigt om nogle arbejder mere/længere/højere. Hvis jeg gør det som min løn berettiger til, er det ikke mit ansvar at opgave/arbejdstid ikke hænger sammen. Du skal sige højt både til din chef og dine kolleger, at det her er det jeg gør. Og at det en dag skrider – pyt. Gætter på at du som højtuddannet ikke har faste mødetider – nyd det!
Kh Stine
TAK Stine fordi du skriver. Du har jo helt ret. Og jeg kan også mærke at det blir bedre og bedre. En dag lærer jeg det❤️ Tak for din kommentar! Kh Ida
Indkøb en gang om ugen og madplan. Det løser kun Netto problemet, men det holder 100. Det kan købe 30 min om dagen, der virkelig tæller.
Madretter, der kan laves i store portioner og varmes op dagen efter.
Benhårde rutiner hele døgnet rundt og ingen personlig tid til sig selv de næste 10 (?) år.
Min er 8år nu, og jeg har mindre dårlig samvittighed. Er til gengæld stadig træt og mangler at få et liv igen, så jeg har stadig ikke knækket koden.
Jeg hører dig. Og selvom alle dine råd er vildt gode, håber jeg på en måde aldrig, jeg lærer at gøre dem alle sammen på een gang – Så hellere stå og hyle lidt i Netto engang i mellem
.. hov, den klippede lige halvdelen af min besked væk Men gid jeg dog ku være sådan en der trivedes med rutiner – det ville matche det her småbørns-familieliv eddergodt! Tak for din kommentar❤️
Jeg hader rutiner og det æder en lille smule af min sjæl hver dag.
Men det er mit eneste alternativ til at udvandre fra mit liv og flytte til udlandet under falsk navn.
Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at drive en familie og passe et fuldtidsjob på andre måder.
Nej, jeg har virkelig også prøvet. Kaster det ustrukturerede håndklæde i ringen og overgiver mig. Familyplanner, here I come.
Tror du ikke, du bare gør det, så godt som du kan? Jeg er ikke selv mor, men jeg har haft små bonusbørn på et tidspunkt, og jeg husker godt, at morgener kan være et helvede, fordi ungerne, og nogle gange de voksne også, ikke er færdige med at sove, når vækkeuret ringer. Det er ikke optimalt, men ingen af mine bonusbørn er blevet vaneforbrydere eller neurotiske, så vidt jeg kan se. De er glade, vellønnede, velfungerende borgere og forældre nu.
Intet bliver bedre af at slå sig selv i hovedet med dårlig samvittighed, så meget er sikkert og vidst. Forhåbentlig ved dine børn, at du elsker dem, selvom der er hektiske tidspunkter ind imellem.
Tak Henny! Dejligt med et langtidsperspektiv:) Jeg tror nu også mine børn klarer sig. Det er mere mit eget egoistiske behov for at se dem så meget som muligt jeg skal lære at tøjle❤️
.. hov, den klippede lige halvdelen af min besked væk Men gid jeg dog ku være sådan en der trivedes med rutiner – det ville matche det her småbørns-familieliv eddergodt! Tak for din kommentar❤️
Jeg ville ønske at jeg kunne være lykkelig over at gå hjemme. Men jeg ville blive så forfærdelig, edderspændt rasende på permanent basis. Det er så langt at foretrække sådanne enkeltstående skrækkelige dage, fordi mor overordnet betragtet bliver et bedre menneske af at arbejde. Men øv, hvor det sucks BIG time når den dårlige samvittighed martrer en.
Jeg er helt enig❤️
Fineste Ida.
Jeg tror ikke, der findes mennesker med børn, der ikke har dage som den, du beskriver. Når de optræder her, er jeg klar til at sige mit job op, hive begge børn ud af hhv. skole og institution, og så skal vi bare gå hjemme og være sammen, og de andre må passe hamsterhjulet. På den slags dage husker jeg alt, hvad jeg nogensinde har læst om, hvor skadeligt det er at aflevere sine børn, i stedet for at være sammen med dem 24-7, som Gud/naturen/Lola Jensen har designet os til.
Men på alle de andre dage ved jeg godt, at det ikke ville være løsningen for os. Og jeg tror måske, at det er det, der er vigtigt? At vi forholder os reelt til alternativet på de dage, hvor det går godt? For ud over, at jeg ikke ville kunne få det til at hænge sammen økonomisk, så ville jeg blive et dårligere menneske og en mor med langt mindre overskud og meget kortere lunte, hvis jeg aldrig kom ud og brugte min hjerne.
Jeg hader det billede, der i tide og utide hives frem om, at man skal sætte sin egen iltmaske på, før man kan give børnene deres på, for jeg synes, det indikerer en rækkefølge i, hvis behov, der er vigtigst – hver gang. Men samtidig ligger mit ønske om udvikling ikke i at hellige mig mine børns udvikling på bekostning af min egen. Jeg tror, helt banalt, at det handler om at finde det sted, hvor de to trivselskurver krydser hinanden, så der er mest mulig lykke til flest mulige mennesker.
Derfor øver jeg mig i at ændre mit tankemønster. Det er svært, men det føles trods alt bedre, end bare at gå til bunds som en sten i søen af dårlig samvittighed og selvhad. Jeg prøver at huske, at der ikke findes én god løsning. Jeg har, som objektivt som det er mig muligt, truffet en beslutning om, hvordan rammerne i vores liv skal være, for at jeg tjener nok til, at vi kan få enderne til at mødes, og hvor mit job stadig er et, jeg bliver glad af at passe. Jeg kigger på, om vi bruger vores fritid meningsfuldt, og jeg siger nej til meget af det, der ikke er nødvendigt, fordi jeg der får tid med mine børn i stedet. Og når jeg har designet vores hverdag på den måde, så følger der ind i mellem dage med, som den, du beskriver. Det kan der ikke ændres på, uden samtidig at ændre på alt det andet, og det ønsker jeg ikke. Derfor øver jeg mig i at slippe selv-prygleriet, og prøve at holde fast i, at selv gode løsninger kommer med dårlige dage.
Dine børn har en mor, der har overskud til at hive dem med i kolo, lave bål-mad og afholde havefester med gode mennesker og græskarlygter. De har en mor, der sidder med dem, til de sover, selvom hun har 700 andre ting, hun synes, hun burde lave. De har en mor, der hver eneste dag gør sig tanker om, hvordan hun kan gøre livet bedst for dem. De kommer til at se tilbage på en barndom, fyldt med kvalitetstid, kærlighed og gode værdier.
Du er alt, hvad du skal være.
sikke en fin og klog kommentar, den tror jeg, at jeg copy-paster og hiver frem, når jeg har en af de der dage, som Ida så fint beskriver….
Det siger jeg også Johanne! Tak til jer begge. Det er virkelig vildt som det hjælper med lidt digital fellow mama-love. Det gik heldigvis meget bedre allerede dagen efter. Det er bare utroligt at jeg endnu ikke har lært at træde ud af situationen og have vished om at det bare lige er en dum dag. Jeg tror vitterligt at hele korthuset vælter på De Der Dage.
Og ifht det med Gud/naturen/Lola Jensen og hjemmepasning som en ting der virkelig piercer min faglige stolthed og iltmaske-prioriteringer (som pt er: mig. På arbejde. Nu) med jævne mellemrum (honestly, ikke så meget efter jeg holdt op med at være så meget på IG og holdt op med at følge folk der hjemmeskoler/passer), må jeg bare lige knytte den kommentar, at nu har jeg været på arbejdsmarkedet i et år, og jeg troede at skyldfølelsen jeg havde da jeg var på (barsels)dagpenge, ville forsvinde. Men den har bare ændret sig til nu at handle om at jeg nu ikke går hjemme. Det er sgu latterligt.
Og det bekræfter bare – som du skriver Linda – at det er mig selv jeg må ændre. Ikke samfundet, hjemmepasserne eller normerne. Bare lige mig selv.
Det burde være til klare.
Løsningen for mig var at gå ned på 30 timer. Bedste beslutning nogensinde.
Åh, ja! Det er drømmen. Og måske bliver det også svaret for mig. Tak for din kommentar! Og godt nytår:) Kh Ida