Monthly Archives

januar 2019

Småt brandbart

Meanwhile

– har jeg endelig lært at lave en decent lasagne. Og når jeg tænker på at jeg skulle blive 34 år før dét skete, får jeg øjeblikkeligt Emma Buntons What took you so long på hjernen. Jeg er en ægte mor, nu! (Og for alle andre idioter: dobbelt så meget bechamelsauce og halvt så mange lag som man tror). Fi-nal-ly!

– er der åbenbart et slikskab på mit arbejde. Fyldt med Irmas lakridsmix. Jeg er i himlen.

– skal folk – især unge techtyper – altså holde op med at starte hver sætning med “Så”. “Så, det vi har gjort det er at…” Argh!

– må iværksætterparodien Jesper Buch godt bare helt holde op med at snakke (og ja, jeg ser Løvens Hule. So shoot me).

– er der nogle fede idioter som har stjålet kalechen til vores ladcykel. Dagen inden det begyndte at vælte ned med sne. Fårk!

– binger jeg Marina Abramovic’s selvbiografi. Slap af, den er VILD og god – sikke et liv! Jeg kan i direkte forlængelse gense det her øjeblik på repeat og hyler hver eneste gang #mombrain

– er jeg i kæmpe blogkrise for tiden. Jeg føler at jeg sidder mellem 200 stole og alligevel – eller måske netop derfor – ikke formår at have noget som helst originalt på hjerte. Suk. Det går over lige om lidt, har jeg bestemt.

– blir Kurt ret gal på mig for tiden: “helt seriøst, mor! Fucking! Så må du bare ikke komme til min fødselsdag”. ..Awright.

– har jeg lige købt et par nye bukser til mig selv (det første nye stykke tøj siden sommerferien, I might add) som er den eneste model min morrøv kan være i uden at se alt for sørgeligt ud (har levet i den samme model, men i en anden farve i 3-4 år og er stadigvæk rigtig glad for dem). De er på tilbud her (ikke affiliatelink).

– har jeg også lige købt billet til smukke, dygtige Jada i Store Vega (for alle mine mange fødselsdagspenge sguda! Ikke børnepengene! Nejnejnej.. Hvem tror I jeg er??) og glæææder mig til en aften med 90’er tøj, hvid eyeliner og vokaler fra himlen.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Jada (@jadablu93) den

29. januar 2019
Rejse

Ferieglædning på en Mandag

Om det er Mandagsmandagen, sollyset (stod i gården med mine fellow forældre og vores trætte unger i dag kl 16.30 og DET VAR LYST!), eller bare det faktum at der nu fannerma er under en uge til at Kurt og jeg skal afsted på ferie sammen for første gang siden vores tur til Skotland for 2,5 år siden, kan jeg ikke helt gennemskue. Men arj hvor jeg dog glæder mig til knirkende sne, frostklar luft, fjeldsol og trætte lemmer og kold GT i uldundertøj! Vi skal med min far på langrend i Norge – og for første gang skal vi have mit yngel med på slæb. På Lørdag kører vi i bil derop og vi skal høre Abba over storebæltsØRESUNDSbroen (wauw, godnat!) og snakke og se ipad og spise virkelig dårlige sandwich.

Jeg har lige købt en skisele, lejet en pulk og budt på en kæmpe jahat. Det SKAL blive lige så godt i virkeligheden som det er oppe i mit hoved. Det skal det bare..

 

 

 

28. januar 2019
Tanker

34? Lucky 34?

Det er min sidste aften som 33-årig. Jeg ligger på en thailandsk madras mellem to sovende børn, der ånder tungt på mig fra hver deres seng. Børnene og jeg har det ret dejligt for tiden (Kurts psyko 3-års-hjerne er begyndt at falde lidt til ro og alle ånder lettet op) og det, i forlængelse med at vores lejlighed endelig er ved at være faldet helt på plads, er simpelthen så rart! Selvom det er 4 år siden vi købte vores rare, gamle andelslejlighed på Gammelholm, er det først her indenfor de sidste par måneder jeg virkelig er begyndt at føle at vi har lavet os et hjem der faktisk afspejler os. Selvom her aldrig bliver hverken stilrent eller Marie Kondo-opryddet er her (med undtagelse af vores soveværelse som er og blir en banegård for hhv overtrætte børn, tøj og forstoppet energi) en god blanding af funktionelt og hyggeligt. Og det er tiltrængt med en god hjemmebase, for jeg synes sgu at mit arbejdsliv tester mig af for tiden. Puuuha… Jeg har ikke lyst til at gå meget ind i det, men det er noget med mindreværd der blir til en knude af angst for at fejle som blir til at være en paralyseret skygge af sig selv… Argh! Og så noget med en ond, selvforstærkende skiderik af en spiral. Så er det fandme rart at vide at det derhjemme kører. Så kan jeg lune mig lidt ved tanken om at det på en eller anden måde trods alt er lykkes mig at få gaflet mig en  ret sød og sjov familie. Et arbejde. En hobby eller to. Og en psyko masse kogebøger.

Hvad skal det ikke ende med? 34? Lucky 34? Måske skal dét være året hvor jeg udgiver en bog som blir en instant bestseller, starter et band og begynder på fast basis, at føle mig god til mit arbejde?

Jeg tror det.

PS. Jeg har opdateret min blogliste med et par virkelig givende nye blog-bekendtskaber, bla. Plantesmilet, Skøre Liv og Æselperspektiv.

22. januar 2019
Det (mor)somme liv

Meanwhile

– er min nye guilty pleasure next level: Olivenolie, salt og hvidt brød. Kan. Ik. Styre. Det.

– Kan jeg ikke komme over The Girl Shop. Min kollega tippede mig om hjemmesiden i sidste uge og den har ætset sig fast. Tjek den ud.

– rørte jeg ved en kvælerslange i dag. Og så cirka 100 hammerhajer ude i Den Blå Planet. Drengene og jeg tog alene derud, mens Niklas fik lidt alenetid. Det trænger han vist til.

– kan jeg umuligt være den eneste der er ret træt af at man for at forlade Den Blå Planet, skal gå igennem et plasticinferno aka deres museumsbutik. Deres miljø-pledges klinger lidt hult i de 20 minutter man bruger på at overbevise sin overtrætte 3-årige om, at man ikke skal have en made in china nylonmuræne med hjem.

– har jeg fødselsdag på Onsdag. 34 år. På en Onsdag. I januar. Hvis ikke det er gråt-i-gråt, så ved jeg ikke hvad er.

– topper jeg ovenstående af med at ønske mig en kompostbeholder i fødselsdagsgave #helloooSEXÆY

– var jeg i byen med min gode, gamle veninde i Fredags. Og vi snakkede med søde mænd og damer og havde løst hår og nogle meget stramme bukser på. Det kan også noget.

– Er jeg kun nået halvvejs igennem Wuthering Heights. Den er okay, men sgu ikke lige så nem som jeg havde håbet på. Så den er jeg pt ret meget utro med både Line Knutzons “Camille Clouds Brevkasse” og Søren Ryges “Haveglæde”. Lol.

– kan jeg (måske lidt i forlængelse af det her indlæg) virkelig anbefale teaterstykket “med mig selv i mine egne arme” som handler om at være eller ikke at være mor og som spiller på Østerbro Teater frem til 2. feb. Jeg har altid været vild med Christina Hagen, som har skrevet monologen, mens skuespiller Ida Cæcilie er et nyt – og pissefedt – bekendtskab.

– glæder jeg mig helt åndssvagt til min vinterferie, som jeg slet ikke har råd til, her om 2 uger. Knap en uge på langrend i Norge med min far og Kurt. Åh, hvor blir det dog godt.

– bad mit modelbureau mig om nye poler i Fredags og i weekenden kunne jeg så med ro i sindet, konstatere at mit selfiegame stadigvæk er freaking strong.

20. januar 2019
Familieliv, Tanker

Feberramte børn og noget med tid og hvem man giver den til.

I går var Otto så syg at jeg måtte blive hjemme med ham. Efter et par timer ringede de fra Kurts børnehave og sagde at han også var syg og ked af det. Så afsted til smukke, frostklare Raadvad med mig og hente ham hjem. Det er helt eksotisk (og pænt stressende – shit, der er knald på) sådan at se en børnehave midt på dagen.

I det hele taget er jeg blevet mere bevidst om hvor meget (og hvorfor) Kurt og Otto virkelig nyder når vi bare er hjemme og ikke skal udenfor en dør hele dagen. Som f.eks i dag, hvor jeg har dem begge hjemme med feber, mens Niklas er på kursus. Så kommer de/vi helt ned i gear og de sidder bare og nusser i 100 år med hver deres stenede, lille leg. Det kan sagtens tage 15 minutter at få vasket hænder og det er så hyggeligt at give dem den tid og bare se hvordan de går rundt og er i verden.

Hvorfor nød jeg ikke hjemmedagene på samme måde, da jeg var på barsel? En kæmpe forskel er selvfølgelig at jeg ikke lige har født, at jeg ikke ammer, at jeg (sort of) sover om natten. At mine børn ikke er spæde længere. Og så selvfølgelig at jeg ikke længere er uvis om hvilket arbejde der var til mig på den anden side af barslen. Men det er også noget med at jeg føler mig “i gear” på en anden måde. Og det der effektive arbejdsgear kombineret med en hjemmedag i ny og næ er altså ret genial. Inden klokken var 10 i dag havde vi bagt en freaking gulerodskage, leget med tog og fået tøj på(!) Og så lavet en hel masse ingenting, mens jeg arbejdede lidt. Klokken 10 smed jeg Gurli Gris på og mens ungerne sad brak med hver deres blanke feberøjne lavede jeg en hella masse tomatsauce (som jo forøvrigt virkelig smagte godt – den er fra Green Kitchen Stories nyeste bog ‘Derhjemme’ som jeg gav mig selv i julegave. En god bog og – i modsætning til deres første – fyldt med virkelig simple og hurtige retter, baseret på at man laver nogle big batches og gemmer til senere på ugen), afkalkede vaskemaskine, ordnede vasketøj, lavede en lasagne, ringede til min gamle mormor og hørte lydbog – Helt igennem hyggeligt og produktivt.

(Oooog SÅ kom feberen lige op i begge og efter 5 timers kaos sover de nu og jeg skriver videre – Phew. Intenzo)

I juleferien læste jeg familievejleder Lola Jensens bog ‘Må vi så få ro’. Og da jeg lige havde justeret mit bullshitfilter til at ignorere den bedrevidende og fordømmende præmis om hvordan *alle* moderne børnefamilier opfører sig i dag, så var den faktisk ret god. Og jeg kan mærke at jeg efterfølgende er blevet endnu mere nærig med min tid når det kommer til alt der ikke falder i de (prioriterede) kategorier:

1. Børnene og Niklas

2. Arbejde og nær familie

3. Venner

Jeg har nævnt det flere gange, men det der med hvem man giver sin tid på nettet til… det er fandme pissevigtigt! I gamle dage stemte man med fødderne – I dag stemmer vi med fingrene. Vores klik, opmærksomhed og tid er guld værd – både for dem vi giver den til, men også for os selv. Og online nyhedsmedier og mange af de kommercielle bloggere er man jo som læser, vitterligt kun et tal på Analytics, for. Den korte tid jeg lige flirtede lidt med at kommercialisere den her blog, blev jeg – udover antal følgere – målt på hvor lang tid jeg kunne fastholde mine læsere. Hvor meget af jeres tid I lagde på min blog. Det fik mig til at tænke på mit eget forhold til min online tid. På at min tid bliver til deres penge. Og til deres muligheder.

Men min tid er også mine penge. Og mine muligheder. For når jeg giver den til internettet (og det er det jeg gør når jeg sidder og spiser sukkerknalder på sociale medier, fordi jeg ikke tør/orker/gider tage favntag med mit eget liv) så får livet hævneren på og hober sig op: Vasketøj, nullermænd, uåbnede beskeder i E-boks. Det shit får man stress af. For at modvirke stressen køber jeg varer på Nemlig.com (for penge), ansætter en rengøringsdame (for penge), får stress over at savne mine børn, men de er jo lige der, men nu får jeg bare endnu mere lyst til liiiiige at spejle mig i internettet fordi jeg ikke tør mærke mig selv. Og fordi jeg ikke kan overskue den der e-boks. Og det er også lidt synd for mig fordi det er hårdt og jeg har jo bare heller ikke …tid. Ups. Hvor jeg kender og *hader* den følelse.

Jeg siger ikke at jeg skal holde op med at følge folk på internettet. Jeg siger bare at jeg skal huske at være selektiv med hvem jeg giver min tid til (og ja, jeg ved godt at jeg har trasket rundt i det her mange gange før – sorry) Det kan godt være at det føles gratis. Men det er det jo ikke. Så jeg øver mig virkelig på at mærke om det jeg får tilbage, er tiden værd.

Nu sover ungerne. Niklas og jeg hænger ud i sofaen til Danmarks Bedste Portrætmaler og spiser den gulerodskage jeg bagte med de to feberramte i morges.

15. januar 2019
Rejse

Thailand med baby og småbørn: Vores tips, destinationer og erfaringer

For præcis et år siden sad Niklas, drengene og jeg på Koh Lanta og drak en af de første sundownere og skød dermed vores anden barselsferie i Thailand i gang. Og da jeg mærker stor interesse for emnet, og vi er midt i højsæson, har jeg bestemt mig for at denne gråvejrssøndag er dagen, hvor jeg vil drømme mig væk fra Københavns regnvejr og få skrevet alt ned om hvor vi boede, hvordan vi rejste og ikke mindst: Hvad jeg ville ønske jeg havde vidst, da vi for første gang rejste stævnede ud på babymoon med håbet om hvide sandstrande, chillede strandbarer og smukke naturoplevelser.

Først lidt lavpraktisk om vores rejser:

Vi har rejst i Thailand med børn to gange: Første gang med vores ældste søn, Kurt, da han var 6 mrd. Det var 36 dage i jan-feb i 2016. Anden gang da Kurt var 2,5 år og Otto var 10 mrd. Da var vi afsted i 5 uger i jan-feb 2018. Desuden har jeg tidligere skrevet en pakkeliste til rejse med én baby her og en lidt mere minimalistisk rejseliste til rejse med to børn her (på første rejse opdagede vi, at vi sagtens kunne leve med langt mindre – og at det er 100 gange sjovere at backpacke med babyer, når man har været bare lidt selektiv med hvad man slæber med rundt).

Forøvrigt er det følgende min subjektive og uforbeholdne holdning – Og vi har selv betalt for hele ferien:) Spørgsmål, uenigheder og tilføjelser modtages, som altid, med kyshånd i kommentarsporet.

Vores rejseønsker: Øhop, natur og mangfoldighed (læs: en masse transport)

Der er uendelige måder at strikke en barselsrejse sammen på. Nogle familier keder sig efter 2 dage det samme sted, andre kan ikke udholde tanken om kakerlakker, andre fortrækker at tilbringe hele ferien på et enkelt velvalgt resort osv, osv: Det jeg synes er fedt (og kan overskue med en baby på armen) er ikke nødvendigvis det samme som det du synes er fedt. Og da en barselsrejse er en dyr affære (vores anden rejse endte inkl. alt + fly på ca. 70.000kr) og de fleste af os ikke har råd til udelukkende at bo på lækre luksusresorts, er det ret vigtigt at være tro overfor sig selv og sine grænser, men også vide hvad der virkelig rocker ens båd og bringer lykke – for det er jo hele formålet med at rejse ud:)

Vores ønske var, at vi komme ud på øerne og sejle en masse. Vi havde ikke noget imod at rejse en del rundt i tuk-tuk, færger, longtails og speedbåde og i forhold til vores destinationer vægtede vi afslapning over kultur. Vi undgik de mest mainstream turistområder på fastlandet. Og så boede vi i alt fra meget primitive bambushytter til et par enkelte dage i luksusresort (som vi fandt last-minute-tilbud på, på Booking.com)

Vores rejsedestinationer

Første rejse (2 voksne og 1 baby på 6 mrd)

Bangkok -> Krabi -> Koh Lanta -> Koh Kradan -> Langkawi (Malaysia) -> Koh Lipe -> Phuket -> Danmark

Kort sagt: Vi rejste med en ikke-kravlende baby og valgte en del transport med bagage og over rimelig lange afstande. Til gengæld tog vi ingen dagsture og fik stor forskellighed i øer og stemning.

Anden rejse (2 voksne og 2 børn på 2,5 år og 10 mrd)

Phuket -> Koh Lanta -> Koh Jum -> Koh Phi Phi -> Koh Yao Yai -> Phuket -> Danmark

Kort sagt: Nu med to kravlende børn og derfor prioriterede vi mindre transporttid med bagage, men til gengæld (mange) flere dagsture ud til de omkringliggende småøer omkring Phi Phi, Pha Nga bugten og Koh Lanta.

På vores første rejse startede vi i Bangkok fordi vi prioriterede direkte fly og tænkte at det var godt at starte med lidt storbyvibe og at så kunne vi gå en tur down memory lane, fra dengang vi begge backpackede som 20-årige og drak spandevis af Mai thai på Khao San Road. Well. Det var …anderledes med en baby. Og pissebesværligt at gå rundt med en klapvogn og i virkeligheden ville vi jo bare gerne ned til vandet. Og så var alle andre turister jo småbitte solskoldede gymnasiebørn! Slet ikke som dengang vi var der sidst for 15 år siden – lol. Dog kunne jeg forestille mig at det kunne være okay at slutte af med et par dage i Bangkok. Købe lidt ting med hjem og få lidt “luksus in the sky”, udsigt og at få skyllet sandet ud af tæerne, på et af de mange hoteller. Men. Vi skulle bare være fløjet direkte eller med transfer til Phuket / Krabi.

Hvis jeg skal vælge mellem Phuket og Krabi, vil jeg anbefale at flyve til Phuket. Krabi er lidt for søvnig til min smag og så er jeg fuldstændig forelsket i kulturen og befolkningen i Phuket Old Town. Området omkring Thalang Road er vidunderligt at strolle rundt i og spise god mad. Men hele byen vrimler med fine caféer, gamle butikker, buddhistiske templer og smukke sino-portugisiske huse. Spis evt på Blue Elephant, hvis man har lyst til lidt luksus.

Vi har flere gange boet på et af mine absolut yndlingshoteller lige midt i Old Town: The Memory at On On. Det er som at bo i et (meget instagramvenligt) sørøver-eventyr i 1920’erne. Herlige medarbejdere og meget smukke og historiske men nyrenoverede værelser. Og hvis man spørger pænt, får man lov til at komme op og se det værelse som Richard (ja, aka Leonardo freaking-Dicaprio) bor på i The Beach, som er optaget her. Vi startede vores anden rejse på On-On og sad om aftenen på værelset med kolde øl, supermarkedsthaimad (eneste nedtur ved hotellet er, at de ikke serverer aftensmad) og så The Beach på vores medbragte computer og havde gigantisk optur over verden og livet og vores kommende eventyr.

Next up: Koh Lanta, åh Koh Lanta. Her har vi godt nok tilbragt et par uger! Det er en vidunderlig ø med børn! Men der er mange af dem (børn, altså) og man må være indstillet på at rygcrawle i danske og svenske børnefamilier. Dem kan jeg heldigvis godt lide, så for mig var det intet problem. Vi har boet på Relax Bay Resort på begge vores rejser. Og begge gange omkring 16 dage. Det var vores første rigtige (og længste) destination. Resortet har nogle år på bagen, men hvad der måske trækker ned på slid, sætter sig til gengæld på charme og sjæl. For det er der. En fin pool, hytter helt ned til strandkanten, en udmærket (men latterligt dyr i fht thai-priser) restaurant, hvor man sidder og spiser helt ud til vandet. Det er især magisk om aftenen, hvor brisen blafrer lidt i de kulørte lamper (og man prøver på at tysse på sine sindssyge og overtrætte børn og nyde et glas vin). De har baby cots (babysenge) og elkedler (til instant grød på værelset) og er i det hele taget bare skiderutineret når det kommer til børnefamilier. Til gengæld skal man være ude i god tid, når man booker. Det er et populært sted! Og på begge vores ophold har vi fået nogle fantastisk søde venner, som vi stadigvæk ses jævnligt med herhjemme. Deres beach bar – og deres medarbejdere – er fantastiske og solnedgangene det samme.

Krystalhvide strande og koraller er der ikke noget af på Lanta. Men der er virkelig gode dags- og snorkleture ud til småøer, hvis man begynder at kede sig lidt i hængekøjen. Vi havde vores børn med og det gik så fint. Vi både snorklede og dykkede og så både bløde og hårde koraller, hajer og en enkelt havskildpadde. Vi var bla. på en endagstur til Ko Ha, hvor vi snorklede på skift (mens den anden blev på båden med børnene). Kurt på 2,5 år, fik også lige lov til at dyppe sig på åbent hav, iført redningsvest selvfølgelig.

Relax Bay Resort – fast sundowner spot

Relax Bay Resort, vores bungalow med A/C, ekstra seng og baby cot

Brystbetændelse gone bad = Drop på Koh Lanta med en lillebitte Kurt i forgrunden

1. rejse – Med en enkelt baby på 6 mrd.

På vores første rejse fortsatte vi fra Lanta til Koh Kradan. Vi sejlede med speedboat og ankom til en af de ødeste øer jeg har oplevet i Thailand, med kridthvide sandstrande og koralrev som vi svømmede ud til fra vores bambushytte som lå helt ned til vandet. Det var magisk, men også lidt utrygt i al sin naturlig- og ensomhed. Husk kontanter, solcreme og is i maven! Vi boede på Kradan Island Resort og det var lige til den skrabede side både service- og komfortmæssigt – især når man tænker på at vi havde en 6 mrd gammel Kurt med. Man skal ikke være sart! Der var ikke meget sjæl (forstået som oprigtig tilstedeværelse af værten) eller service og jeg vil ikke anbefalede stedet til småbørns-rejsende (vi sov på en gammel madras på gulvet i en hytte, hvor væggene ikke nåede helt op til loftet og der var rygter om slanger..). Shit mand. Men hvis man kan leve med kakerlakker på badeværelset og en noget stoned ejer, var der virkelig unikt! Man var meget tæt på naturen og havde nærmest de smukke strande for sig selv. Og så var det relativt billigt. At sidde på sin lille bambusterasse og kigge ud på det turkise hav, svømme ud og svæve rundt i hvad der føles som et kæmpe akvarium og føle at man faktisk er Ib Michael / Troels Kløvedal / i himlen. Magisk.

Opladning level 2000 på vores bambusterasse på Kradan Island Resort.

Efter Koh Kradan måtte vi mere eller mindre frivilligt til Malaysia, på et såkaldt borderjump, da vi var kommet afsted uden det visum som kræves, hvis man vil være i Thailand i mere end 30 dage. Vi var afsted i 36 (yes, vi er officielt idioter). Så vi sejlede med speedboat (hurra for bæresele og zen-agtigt forhold til baby) til øen Langkawi som var et sjovt sted, smækfyldt med asiatiske turister. Jeg har glemt hvor vi boede, men hvis man er på de kanter, kan jeg anbefale at gå en svævende tur over regnskoven på deres Sky Bridge.

Fra Langkawi sejlede vi med færge til Koh Lipe og – Slap – Nu – Af – for en vidunderlig ø! Det er Thailands sydligste ø, men totalt turen derned værd. Ikke længere så uspoleret som for 10 år siden, hørte vi blandt rejsende, men meget smukt hav, bløde koraller med mange slags fisk i svømmeafstand fra hytterne og så var jeg ret vild med Cast Away Resort, hvor vi boede. Dog var det lidt pebret prismæssigt og ens baby skal ikke være meget ældre end 6 måneder, da hytterne er i to plan og man sover på førstesalen, restauranten står på pæle, lidt som en stor træhule ud til havet (det er sååå lækkert!) og rækværk ikke rigtig er noget de gør sig i. Efter 5 vidunderlige dage på Koh Lipe tog vi en speedboat til Phuket, hvorfra vi fløj over Bangkok hjem.

Krystalblåt hav og lysegrøn have på Koh Lipe

2. rejse: Nu med to børn på hhv. 2,5 år og 10 mrd.

På vores anden rejse fortsatte vi, efter de 16 dage på Koh Lanta, til Koh Jum. Det var en tiltrængt øde og forholdsvist uturistet ø. Dejligt efter Koh Lantas mange børnefamilier og turister! I guidebogen er Koh Jum omtalt som den “glemte” ø mellem turistede Lanta og Phi Phi – Det var helt perfekt for os. Her boede vi på Woodland Lodge der er ejet af et ældre ægtepar. Her var meget stemningsfyldt, sjæl og en rigtig god og tryg atmosfære, selvom det ikke er et lususresort, og der ikke var særlig mange småbørn. Men en smule slidt i krogene, meget hyggeligt og autentisk, som når man besøger sine bedsteforældres i deres gamle hus. Og så havde de en rigtig god restaurant lige ned til vandet (man skal kunne lide thai mad og english breakfast – den ene ejer er englænder og den anden thai – Drømmer stadigvæk om deres papayasalat). Koh Jum var en rigtig, rigtig skøn og (i kontrast til Ko Lanta) uspoleret, rural og meget rolig lille ø. Befolkningen var ikke specielt imponeret over os turister og det var faktisk utrolig rart. Et sted jeg godt kunne forestille mig at besøge igen.

Solnedgang over Phi Phi på Koh Jum

Indkøb af myggelys, Koh Jum

Akvarel og fred i børnenes lur på Woodland Lodge, Koh Jum

Med kurs mod Phi Phi

Efter ca. 5 dage på Koh Jum sejlede vi med en Longtailbåd til Koh Phi Phi, som ligger en times sejlads væk. Vi blev sejlet direkte til vores resort: Relax Beach Resort. Her fik vi for første gang på begge vores thailandsrejser et kulturchok så stort, at vi var én fesen farang pizza fra at sejle lige fluks tilbage i armene på Ray og Sao, som lige havde vinket farvel til os fra kysten på Koh Jum. Vi havde hørt og læst meget om at Phi Phi var overturistet, men jeg havde ikke troet at det var så vildt: Stribevis af longtail boats, der forstyrrede den ellers smukke strand og forurenede havet, et par uheldige sammenstød med det personale som vi ellers havde hørt utrolig godt om fra en medrejsende (og læser af bloggen, faktisk:)) og en overfyldt restaurant, var mere end vores afslappede rejsehjerter ku overskue efter den idylliske fred og smukke natur på Koh Jum.

Vi trak vejret og besluttede os for at blive og give alle en chance til – og vi endte faktisk for at blive rigtig glade for opholdet. Da vi havde rystet chokket af os var der jo masser af søde børnefamilier, en strandbar ned til vandet (jep – vi vægter alkohol meget højt her i familien), fine hytter – selvom vi lå i anden række – og lækkert, turkisblåt vand. Jeg fik lidt klaustrofobi af at resortet lå så afsides (man skulle gå over en klippeskråning og 40 minutter igennem skoven for at komme til byen). Det gjorde at man var mere eller mindre tvunget til at spise alle sine måltider i restauranten. Det havde helt klart klædt betjeningen, med lidt mere konkurrence og lidt flere alternativer i nærheden. Vi valgte at forlade Relax Beach Resort et par dage inden planlagt og i stedet bo inde i Phi Phis hovedby, Tonsai.

I mine øjne er det som Phi Phi virkelig kan tilbyde – trods slid og jag, stakkels, lille Phi Phi – naturen og de mange fine endags snorkel/dykkerture, som er indenfor rækkevidde når man bor på Phi Phi Don. Jeg kan anbefale dagsturen til Maya Bay på Phi Phi Leh (ja, der er no shame herfra!) Hvis man vil undgå de værste turistperioder, så tag tidligt afsted og list lidt ind i krattet væk fra stranden og forestil dig hvordan det har været at filme en hollywood film (“The Beach”, for de uinviede) på en helt øde ø. Snorkling på bl.a. Mosquito Island er også dejligt. En lille note om turister: Hvis man ikke kan undgå dem, så må man embrace dem som en del af oplevelsen (man er jo selv en del af flokken, så man har vel egentlig ikke rigtig grund til at gå rundt og føle sig hævet over dem). Hvornår får man lige muligheden for at se 5000 glade kinesiske turister i badetøj på een gang igen?

Skulle jeg til Phi Phi igen ville jeg vælge et billigt sted inde i Tonsai by. Jeg ville nok max bo der i 4 dage, hvor jeg ville nyde solnedgangene på den offentlige Loh Dalum beach og de snævre gaders stemningsfyldte trængsel (men skynd dig væk fra hovedgaderne nær kajen og omkring de største pubs) og så ville jeg tage på en hella masse snorkleture.

Når jeg skriver om Phi Phi kan jeg ikke ikke nævne den brand som brød ud på et af vores nabohoteller på vores sidste aften. Mens vi lå og puttede gik al lyset pludselig ud, og da vi kom ud blev vi ramt af en mur af røg og varme. Pænt stressende, med to små sovende børn. Efter at være løbet tværs gennem byen med Otto på armen, sov jeg den nat på to redningsveste under et myggenet, på et skib ved molen. Dagen efter, da chokket havde lagt sig, sejlede vi videre.

Leg og hygge på Relax Beach Resort, Phi Phi

Nye venner på Loh Dalum beach

Fine hytter på Relax Beach Resort

Turister på smukke Maya Bay

Kurt på en af hans efterhånden sædvanlige sejlture. Normalt havde han – selvfølgelig – redningsvest på:)

Kærkommen, kæmpe morgenmad på vores sidste morgen på Phi Phi

Vi snakker om gårdsdagens brand med en af de lokale kort inden afgang

Sidste destination på vores anden rejse var Koh Yao Yai, hvor Niklas havde fundet et last-minute tilbud på et luksus resort, Koh Yao Yai Village. Det var himlen! Og fuldendte den vekselvirkning, vi havde håbet på, at øerne ville supplere hinanden med da vi planlagde turen. Fra Phi Phi’s vilde og turistede stemning til fuldstændig fred, ro og luksus. Den ene nat sov vi på to redningsveste og troede hele vores bagage var gået op i røg, den anden nat sov vi i den dejligste luksusvilla, højt hævet over jorden og med udsigt ud over en smuk skov som resortet lå i. Restaurantens morgenmadsbuffet var maaaaaagisk (og inkluderet i prisen) og om aftenen nød vi en lille gåtur, langs rismarker op til vejen, hvor vi spiste (sammen med en masse andre gæster der heller ikke orkede at give 120 kr for en skål nudler nede på resortets restaurant) på en lille lokal familieejet vejside-restaurant med den skønneste mad, betjening og stemning. Koh Yao Yai er en meget lokal, uspoleret og fremfor alt ren ø. Dagene gik i resortet: Pool, leg, afslapning på vores kæmpe terasse og drinks. Vi kørte et par ture rundt på øen, stoppede bl.a. ved et lokalt marked hvor jeg fik købt en håndfuld af de der geniale, sammensyede thai saronger/duge/håndklæder. Vi var efterhånden mætte af at rejse og det var helt okay da vi efter et par dage pakkede sammen for sidste gang.

Vi kunne sagtens have taget en båd direkte til Phuket, men sammen med en anden dansk familie, besluttede vi os for at gøre en tur ud af det og fik en longtailbåd til at sejle os + bagage en tur op langs den vidunderlige og vildt smukke Phang-Nga kyst. Her så vi Koh Tapu (AKA James Bond Island – øen er med i ‘The Man with the Golden Gun’) og nød, nød, nød det vidunderlige område fra longtailbådens tag. Det fungerede så godt og idéen kan varmt anbefales. Da vi kom i land i Phuket, kørte vi direkte ud til et lufthavnshotel og tidligt næste morgen, fløj vi hjem til Danmark.

Her til sidst: 3 ting jeg har lært om at rejse med børn:

1. Priorities! Prioriter, prioriter og prioriter. Det er jeres tid og jeres penge. Så prioriter den, så den matcher lige præcis jeres drømme, værdier og håb for jeres rejse. Man kan ikke få det hele, så vælg: Vil du kunne dyppe tæerne i havet fra din hytte, koster det måske en kakerlak på badeværelset og en fan i stedet for A/C. Eller vil du trives bedre med en stille luksus villa tilbagetrukket fra stranden/menneskene, så får du bugfree badeværelsesgulve, ro og overblik, men det koster måske at babyalarmen ikke kan række ned til baren og at baby ikke kan sove alene på terassen mens du bader.

2. Husk at det ikke kun er guld og grønne skove at rejse med børn. For hvert instaworthy øjeblik (og når jeg scroller rundt mellem billederne herover, kan jeg se, at vi trods alt har haft et par stykker), er der 200 øjeblikke der ikke er perfekte: Brystbetændelse, bristede trommehinder, ris overalt, regnskyl, børn der ikke vil sove, nedpakning, logistik, wifi-problemer når man skal booke videre rejse, ulvetimer, overdosis af din familie osv. Det hele er meget intenst og meget ..intenst. Det er både det hårde og det vidunderlige ved at rejse sammen.

3. Mega corny, men grib de små øjeblikke der er i stedet for at jage rundt efter de store forkromede. For der er kun ganske få ALT ER BARE PERFEKT NU! øjeblikke. Men en lille is på vejen. At undersøge de buddhistiske åndehuse (phi bans) der pryder de fleste resorts med fanta, friske blomster og mad til guderne. At løbe efter en vild kat (men pas lidt på dem.. vi fik kæmpe rabies-noia da Kurt blev revet), byg et sandslot, snak med medarbejderne på resortet om deres børn, liv, familie og hverdag når de ikke er på sæson, drik en drink kl. 11.00. Husk at livet er nu, når man rejser. Man kommer som regel ikke tilbage i morgen. Så køb den sarong, bestil den ekstra forret, sæt dig hen på den bænk lidt væk fra stien og kig ud. Alt det der. Og, nåeh jo. Hvis du også vil ud og øhoppe: Så husk at nyd sejlturene for hvad de er: Sejlture på lækkert, åbent hav (okay indrømmet: Nogle af færge- og speedbåd-turene skal bare overstås). Mærk vinden i håret. Dyp fingrene i havoverfladen. Træk luft ind.

Det er dit øjeblik, hvis du tager det.

13. januar 2019
Læsehest

De bøger skal jeg læse i år (og et par tanker om at være mere læsehest og mindre instalektuel i 2019)

Jeg er helt blæst bagover af jeres vid og læselyst i mit sidste indlæg. De boganbefalinger (både til klassikere som jeg efterspurgte, men også nyere titler) skal ikke gemmes væk i et kommentarspor, så nu har jeg tilladt mig at poste dem i en sort of prioriteret rækkefølge aka Min Læseliste for 2019. Listen er nok lidt optimistisk (læs: lang), men skal en god SoMe-challenge ikke også være det? Der er pt 24 titler, så altså 2 bøger om måneden. Det bliver …spændende:) Planen er at markere titlerne med sort efterhånden som jeg får dem læst og så smide et link til det her indlæg, hver gang jeg er kommet i mål med en bog. Desuden tilføjer jeg lige en enkelt linje om hvorvidt den er læst på lydbog eller papir, hvor længe bogen tog at læse og en enkelt umiddelbar linje om læseoplevelsen.

Et par (indrømmet, ret banale) læsetips til andre sløve SoMe-hjerner

Hvis du nu også har været lige lovlig instalektuel på det sidste og også godt kunne tænke dig at få lidt flere bøger på samvittigheden i 2019, kommer her et par greb, som har været effektive til at nudge min sløve hjerne over i læsemode:

  1. Bibliotekernes e-Reolen er en helt igennem god fantastisk app, hvor man gratis kan låne 3 lydbøger og 3 e-bøger ad gangen. Det er dejligt uforpligtende, fordi det er gratis, og de har især mange af de klassiske/ældre titler.
  2. Erkendelsen af at det er okay at zone lidt ind og ud af en tekst og at lade opmærksomheden vandre til og fra undervejs i historien. Det er også mega okay at droppe en bog, hvis den bare ikke rocker din båd. Life is too short!
  3. Siger det bare lige igen: Lydbøger. Fanme geniale. Jeg lytter f.eks. når jeg: Cykler, vasker op, graver have, vasker tøj, går i bad, strikker, laver mad eller tegner med mine børn. Så tvangsindlægger jeg dem bare. Det er hyggeligt.
  4. Jeg har lige skulle æde at jeg ikke (endnu) kan samle mig om at læse de engelske klassikere på originalsprog og på papir. Det kommer desværre bare ikke til at ske, selvom det ser uendeligt meget sejere ud at ligge som en anden Marilyn henslængt med et slidt 1. oplag på papir, end at cykle rundt med hjelm, hovedtelefoner og refleksvest. Men sådan er det. Det er målet og ikke midlet. Og alt det magiske sker jo alligevel inden i hovedet.

Nå. Uden yderligere ophold:

Min læseliste for 2019

Lykkeper – Henrik Pontoppidan (skrevet 1898) – Lydbog – læst på 1,5 mrd. Fangede mig fra første side, men gik dog lidt kold i midten, da Per var en kæmpeidiot sjuft for Gud ved hvilken gang. Bogen kom stærkt igen i sidste halvdel og peakede for mig til allersidst i det smukkeste, eksistentielle crescendo.

Eget værelse / A room of one’s own – Virginia Woolf (skrevet 1928) – Lydbog – læst på 2 dage. Mere feministisk end jeg troede – på den gode måde, altså. Gudesmukke sætninger, og fint søstersolidarisk skud (bag)ud til 1800-tallets kvinder og deres skriverier rundt omkring i de små stuer midt mellem vasketøj, opvask og børnepasning. Denne mommyblogger kan relatere!

Stormfulde Højder – Emily Brontë (skrevet 1847) Lydbog – læst på 2 uger. Helt anderledes end forventet! Troede jeg skulle have sukkersød spøgelsesromantik a la Jane Austin og fik sær og svær men også vildt smuk og betagende gotisk had-kærligheds-historie om død, kulde, mørke, lys, had, glæde, sygdom, hygge, uhygge – Argh! Jeg sympatiserede ikke med en eneste af de komplekse karakterer i historien, og derfor havde jeg lidt svært ved at blive fanget. Men når jeg tænker tilbage, var alle karaktererne meget autentiske – og i en helt anden liga end de flade karakterer jeg normalt lader mig spise af med på Netflix og de andre 30 minutters formater, jeg pt gør mig en del i:)

At gå gennem mure – Marina Abramovic (skrevet 2017) – lydbog – hørt på 2 uger. Havde det under læsningen lidt som med Patti Smiths “Just Kids”: Det er en som-at-være-der-selvbiografi. Den selvforherligende tone tilgiver jeg, dels fordi der også er selvudlevering og -erkendelse. Men mest af alt fordi Marina bare har noget at have det i: What – A – Life! Og sikke et mod. Faktisk er det, der nspirerede mig mest ikke hendes evne til at udholde smerte(!) som det er hendes mod og evne til konstant at forny, og flytte, sig selv og hendes grænser både fysisk og mentalt – og så samtidig være fuldstændig tro mod sig selv og sit kald. “Hun er mit spirit animal når jeg cykler fra børnehaven i mørke og regnvejr og mine børn slås højlydt inde i ladcyklen. Så tager man lige Marina-hatten på og kan lidt mere, fordi hun kan alt” 

Tryghedsnarkomaner – Vita Andersen (skrevet 1977) – papir – læst på 1 måned. Vita var 35 år da hun skrev bogen – og det var så hyggeligt at kunne spejle sig i en jævnaldrendes liv, i en anden tid. Genkendelig og nice hverdagslyrik og samtidig selvudleverende og skarpt og almindeligt og smukt. I en stor, dejlig pærevælling. Hurtigt læst (bogen var i sommerhuset og derfor trak det lidt ud for mig) og et fint indblik i et stort, lille liv.

Gift – Tove Ditlevsen (1971) papir – læst på 2 uger. Spørg mig ikke hvorfor jeg ikke har læst noget af Tove Ditlevsen før(!), for det er mig seriøst en gåde. God, gribende og samtidig skidehamrende hæslig selvbiografisk fortælling om livet som ung, under og efter besættelsen.

Kongens Fald – Johannes V. Jensen (skrevet 1901) – lydbog. Åh, jeg var der bare ikke.. I know at det er landets bedste roman men altså – jeg er nok bare ikke klog nok. Slutningen var vild, dog (og, hey, jeg nåede da igennem!)

Ved Vejen – Herman Bang (skrevet 1886) – lydbog – Læst on-off på 2 mrd(!) Bogen som for alvor cementerede at bad lydbog kills good music. Jeg skulle så meget bare været gået hurtigt over til papir, men en kombi af stædighed – og fordi lydbogen slet ikke fangede mig (historien var kedelig og personerne talte ikke til mig) – gad jeg ikke at købe den på papir. Så jeg kæmpede mig igennem lydbogen. Jo den var da fin og romantisk engang imellem, men hvad nytter det når alle kvindestemmer blir udtalt af mandlige oplæser i høj og sygt krukket, jysk falset, som var de nordenfjords Yvonner..? Suk. Da jeg endelig var færdig læste jeg et par sider i min venindes papirversion og så kunne jeg pludselig godt se at den jo er smuk og poetisk. Så en skønne dag, må jeg på den igen. Den fortjener det.

Midt i en Jazztid – Knud Sønderby – (skrevet i 1931) – papir – læst på 2 uger. Okay. Kæmpe overraskelse! Den var _virkelig_ god! Har lige slugt sidste halvdel på en eftermiddag. Usentimentalt samtidsportræt af 20’erne med både humor og selvironi. Skal læse noget mere af Sønderby! “Den er så god og hurtigt læst”

Alt må vige for natten – Delphine De Vigan (udgivet 2015) – papir – læst på en måned henover sommeren. Rigtig god autobiografisk fortælling om en både vidunderlig, kreativ og forfærdelig og tumultarisk barndom med en psykisk besværet mor. Man får smukke og grimme billeder af en fransk, excentrisk storfamilie i 30’erne – 70’erne. Hele tiden med et nutidigt metalag om forfatterens proces, anstrengelser og tanker om det at skrive – og det at skrive om sin egen familie. 

De udstødte – Ursula Le Guin – (udgivet 1974) – lydbog – læst på 2 mrd. Tak for denne anbefaling, som jeg aldrig selv havde fundet! Bogen var spændende, men bestemt ikke nem at læse, da den springer en del i tid og rum (bogstavlig talt). Men eddermaneme en smuk, almengyldig sci-fi fortælling om kapitalisme, anarki, at brænde for sit fag, det gode og det onde i at være menneske, samfund og at blive udstødt fra sin flok i kampen for at finde konsensus med alle dem som ikke ligner en selv. Jeg forstår hypen omkring Le Guin! “Min far gav mig “De udstødte”, da jeg var tretten-fjorten år. Den startede jeg med, efterfulgt af “The word for World is forrest”. Men man kan starte mange steder (og måske nok gerne på originalsprog). ‘Sur’ om en gruppe kvinder, der tager på ekspedition til Antarktis i 1909, den er også ret smuk. …Hun har måske ikke helt klassikerstatus endnu, mere kultstatus måske – vidunderlig og aktuel litteratur (…) i forhold til de eksistentielle overvejelser” 

Mit barn – Cecilie Lind (udgivet 2019). Papir – læst på 2 uger. Modtaget i gave fra Gyldendal. Cecilie har skrevet et langt digt om at blive mor, som jeg hylede mig igennem. Gudesmukke metaforer (“jeg græder og græder og uden grund. Mine tårer er mit hjertes mælk, men ingen drikker dem”) og hjerteknugende sande betragtninger om skænderier, at blive til et deprimeret monster og samtidig stå midt i sit livs altædende kærlighedsrus, på kanten til at miste sig selv. Anbefales til alle, der har en mor eller kender nogen der snart blir det.

Løgneren – Martin A. Hansen

Glasklokken –   Sylvia Plath

Alle mennesker er dødelige – Simone de Beauvoir – “Den bog gjorde noget ok for min dødsangst”

Reckless daughter: A portrait of Joni Mitchell – David Yaffe 

En velopdragen ung piges erindringer –Simone de Beauvoir  “Jeg blev grebet langt mere af dem end hendes skønlitteratur (og jeg er ellers en sucker for kloge franske damers bøger)”

Tender is the Night – F Scott Fitzgerald “hvis du vil have dyster-smuk jazz age”  

Det syvende møde – Herbjørg Wassmo

Les Miserables – Victor Hugo – “Den hører også til på enhver litterær bucket list. Bare de 50 sider det tager Valjean at få båret Marius gennem Paris’ kloakker… altså, det er stort. Og musicalen får en helt anden prægnans bagefter”

Jane Eyre – “Simpelthen så god – drama, romantik, forløsning, it’s got it all”

Grapes of wrath – John Steinbeck – “Fuldstændig fantastisk bog, stadig lige så relevant idag som da den blev skrevet i ‘33-ish.”

De Tre Musketerer – Alexandre Dumas – “Masser af action!”

I Capture the Castle – Dodie Smith – “Nostalgi og romantik level 100” 

Den gode viljan – Ingmar Bergman – “Fantastisk bog, men jeg kan se mange ligheder med Lykke Per. Så måske skal du finde på noget andet”

Selma Lagerlöf

The Master & Margherita – Mikhail Bulgakov

Elskeren – Margeurite Duras

Den lange rejse – Johannes V. Jensen

Forbrydelse og Straf – Dostojevski

8. januar 2019
Instagram, Læsehest

Weekend og læseklub.

Bliss. Sådan har min weekend faktisk været. Og det endda selvom mine børn er så SYGT flabede for tiden. At en 3,5- og 1,5 årig kan have så stærkt et provo-game kørende fatter ingen: I dag hvinede og lollede de hele vej ned gennem opgangen og hver gang jeg desperat hvislede “at NU holder i *fandeme* kæft” så skreg de mig op i hovedet af grin fra et rent (og -må jeg lige tilføje- syyygt flabet) hjerte. Shit! Jeg forudser så meget trouble med de to.

Men milde himmel, hvor er de også nutti. Og hvor er det fedt at have weekend og se dem lave deres eksperimenter med vand og modellervoks og “Mor! Jeg skal lige bruge en gennemsigtig æske!” Og “Se mor, nu er Guido blevet taget til fange!”. Og vand ud over det hele og jeg prøver på ikke at tænke for meget på hvor længe indtørret modellervoksvand er om at gå i opløsning og på hvor mange bakterier sådan en bar røv mon afgiver på vores spisebord. Åhmen! Hyg-ge-ligt.

Jeg har bagt et fucking speltbrød, gået tur i solen og læst Lykkeper færdig. Og slutningen var så god at jeg måtte høre den 3 gange, oppe på vores tørreloft, græd og var helt rundt på gulvet af eksistentiel optur. Min næste bog er af Virginia Woolf (A room of one’s own), fordi 2019 skal være et år hvor jeg læser klassikere.

Klassikere er jeg nemlig aldrig rigtigt kommet i gang med. På min boglige bucketlist for i år er også Martin A. Hansen (Løgneren) Simone de Beauvoir (men ved ikke hvilken bog?), Johannes V. Jensen (Kongens Fald), Sylvia Plath (Glasklokken) og Emily Bronte (Stormfulde Højder).

Og således er jeg gået i gang med at indhente de knap 9 år jeg har foræret til Instagram. Ikke at man ikke kan læse og være på insta, det er ikke det jeg siger. Jeg kan bare ikke. Og jeg har brugt så ufattelig meget tid på det medie uden rigtig at formå at få det til at give mig fuld valuta tilbage for den tid, jeg har lagt i det. Og jeg vil ikke mere. Trist, men sandt og bedre sent end aldrig og alt det der. Selvom jeg stadigvæk er på Instagram engang imellem er det på en måde hvor jeg føler, at jeg har kontrol. Det er ok hyggeligt, altid med et bestemt formål og ikke nær så selvdestruktivt og dopaminjagende som før. Rart.

Andre bud på gode bøger modtages med kyshånd.

6. januar 2019
Arbejdsliv, Familieliv

Kære hjemmepasser

Det følgende er egentlig et svar til Emili som jeg, de sidste par dage, har skrevet frem og tilbage med om hjemmepasning, fordomme og insititutioner. Jeg har valgt at udgive det som et selvstændigt blogindlæg.

Jeg hører dig! Vi kan nemlig aldrig med sikkerhed vide hvilke konsekvenser vores valg vil få for vores børn – om så det er institutionslivet, hjemmeskole/pasningslivet eller noget helt tredje – Og måske er den uvished i virkeligheden den (op)gave man får når man blir mor/far: Vi kan kun gøre det så godt som overhovedet muligt, og så håbe at vi ikke fucker alt for meget op undervejs.

Engang var jeg frivillig på 6 forskellige børnehjem i Kenya og tillad mig at komme med en hurtig bemærkning om forholdene i de institutioner vi har her i dk… (dyb indånding og frygt for hvor mange måder det her kan blive misforstået) Børn i vores del af verden og fra vores (=alle der har overskud til at læse blogs og debattere på nettet) priviligerede samfundslag skal sgu nok få en megadejlig barndom. Og hvis ikke de gør det, så er jeg *ret* sikker på, at det ikke er fordi, at de er kommet i institution.

Hvorfor debatten bliver så polariseret, kan jeg ikke gennemskue, for jeg er også ret sikker på, at ingen af os der deltager i den, hverken slår eller mobber vores børn. Vi hverken ryger, drikker os stive eller tager stoffer mens vi passer dem. Derimod bruger vi ikke så lidt energi på at reflekterer over vores privilegier, vores samfundsansvar og hvordan vi skaber de bedst mulige rammer for vores børn.

Jeg tror ikke at der er een forælder i alle de mange kommentarspor, som ikke kæmper for glade, sunde børn. Men i vores iver efter at gøre “det rigtige“ glemmer vi måske at det der er rigtigt for dig, ikke er det rigtige for mig. Og der kommer blogs som din og min med “How to guides” og “5 tricks til blablabla” lidt til kort: Virkeligheden er så meget mere nuanceret og vi er alle på forskellige steder i vores livsbaner, når vi får børn: Nogle har allerede haft en lang karriere, nogle har ikke taget en uddannelse. Nogle (=fx mig) har lige færdiggjort en psykopatlang uddannelse og var først lige kommet i gang på arbejdsmarkedet, da vi så de to guddommelige streger på graviditetstesten. Vi er alle sammen forskellige steder i vores liv.

Jeg er ked af at du oplever fordomme mod hjemmepassere i mit kommentarspor. Det gør jeg slet ikke. Til gengæld oplever jeg, at hjemmepassere har fordomme mod mig som en udearbejdende og institutionsglad mor. Det er nok en iboende usikkerhed, der febrilsk leder efter noget at spejle sig i hos hinanden. Hende den seje karrieremor med styr på det hele, som du nævner, eksisterer seriøst ikke. Jo forøvrigt. Eet eneste sted! I de der “Vis mig dit klædeskab/bolig”-artikler i modemagasinerne der er som kviksand for vores selvværd og som kun har et enkelt formål: At få os til at føle os utilstrækkelige og utjekkede (men så kan vi jo heldigvis også købe den rigtige Acnejakke og anskaffe os en vintage Ann Demeulemeester støvlesamling). I repeat: De der seje arbejdsmødre som får dig til at føle dig mindre værd som hjemmepasser. DE FINDES IKKE! De går ned med stress på stribe, køber sig fattige i sæsonens Goyakjoler og savner deres børn ad helvede til. Det andet er en illusion. Ligesom (jeg gætter på at) den konstant lykkelige og afslappede hjemmepasser der sidder i lotusstilling med sine unger dagen lang og bare lige #danserdetud er en illusion jeg har skabt inde i mit hoved. Du er pissesej og modig og stærk for at hjemmepasse. Og jeg er pissesej og modig og stærk for at arbejde ude. Færdig basta.

Nu blev det alt for langt. Og det jeg prøvede på at sige var bare, at fælles for alle vores børn i de her løbske kommentarspor (hvad enten vi hjemmepasser eller sender dem i institution når de er 10 måneder) er at vores unger er megaheldige at have os som forældre. Vi glemmer det bare engang imellem.

Kærlig hilsen Ida

3. januar 2019
Sommerhus

Loglady ønsker godt nytår 2019

1. Januar. Et par nytårstaler, ufatteligt mange kalorier, godt selskab med gode venner, utallige børnekonflikter, virkelig tiltrængt frisk luft og hvad der føles som 100 timers mindst lige så tiltrængt havearbejde senere, er vi nu landet i vores lille, rodede, men fanme også hyggelige lejlighed. Jeg begynder for alvor at mærke idéen med at have et ben i hver lejr på boligfronten: Sommerhus på landet og lejlighed i byen-kombinationen har så meget bestået sit første kvartal!

Forøvrigt har I holdt køkkenfest i kommentarsporet til det her indlæg, og tusinde tak for det! Hvor er i kloge og reflekterede. Jeg brygger på en opfølgning.

Men nu skal jeg lige først have lagt min telefon ud på sin nye soveplads i entréen(!) og så skal jeg have givet min arbejdsuge én på sinkadusen. I morgen starter hverdagen, og jeg er virkelig glad for at jeg er blevet helt ladet op af kærlig- og frihed. I’m gonna need it.

Januar din gamle skøge. Dig og mig. Udenfor. Nu.

1. januar 2019