Arbejdsliv, Familieliv

Kære hjemmepasser

Det følgende er egentlig et svar til Emili som jeg, de sidste par dage, har skrevet frem og tilbage med om hjemmepasning, fordomme og insititutioner. Jeg har valgt at udgive det som et selvstændigt blogindlæg.

Jeg hører dig! Vi kan nemlig aldrig med sikkerhed vide hvilke konsekvenser vores valg vil få for vores børn – om så det er institutionslivet, hjemmeskole/pasningslivet eller noget helt tredje – Og måske er den uvished i virkeligheden den (op)gave man får når man blir mor/far: Vi kan kun gøre det så godt som overhovedet muligt, og så håbe at vi ikke fucker alt for meget op undervejs.

Engang var jeg frivillig på 6 forskellige børnehjem i Kenya og tillad mig at komme med en hurtig bemærkning om forholdene i de institutioner vi har her i dk… (dyb indånding og frygt for hvor mange måder det her kan blive misforstået) Børn i vores del af verden og fra vores (=alle der har overskud til at læse blogs og debattere på nettet) priviligerede samfundslag skal sgu nok få en megadejlig barndom. Og hvis ikke de gør det, så er jeg *ret* sikker på, at det ikke er fordi, at de er kommet i institution.

Hvorfor debatten bliver så polariseret, kan jeg ikke gennemskue, for jeg er også ret sikker på, at ingen af os der deltager i den, hverken slår eller mobber vores børn. Vi hverken ryger, drikker os stive eller tager stoffer mens vi passer dem. Derimod bruger vi ikke så lidt energi på at reflekterer over vores privilegier, vores samfundsansvar og hvordan vi skaber de bedst mulige rammer for vores børn.

Jeg tror ikke at der er een forælder i alle de mange kommentarspor, som ikke kæmper for glade, sunde børn. Men i vores iver efter at gøre “det rigtige“ glemmer vi måske at det der er rigtigt for dig, ikke er det rigtige for mig. Og der kommer blogs som din og min med “How to guides” og “5 tricks til blablabla” lidt til kort: Virkeligheden er så meget mere nuanceret og vi er alle på forskellige steder i vores livsbaner, når vi får børn: Nogle har allerede haft en lang karriere, nogle har ikke taget en uddannelse. Nogle (=fx mig) har lige færdiggjort en psykopatlang uddannelse og var først lige kommet i gang på arbejdsmarkedet, da vi så de to guddommelige streger på graviditetstesten. Vi er alle sammen forskellige steder i vores liv.

Jeg er ked af at du oplever fordomme mod hjemmepassere i mit kommentarspor. Det gør jeg slet ikke. Til gengæld oplever jeg, at hjemmepassere har fordomme mod mig som en udearbejdende og institutionsglad mor. Det er nok en iboende usikkerhed, der febrilsk leder efter noget at spejle sig i hos hinanden. Hende den seje karrieremor med styr på det hele, som du nævner, eksisterer seriøst ikke. Jo forøvrigt. Eet eneste sted! I de der “Vis mig dit klædeskab/bolig”-artikler i modemagasinerne der er som kviksand for vores selvværd og som kun har et enkelt formål: At få os til at føle os utilstrækkelige og utjekkede (men så kan vi jo heldigvis også købe den rigtige Acnejakke og anskaffe os en vintage Ann Demeulemeester støvlesamling). I repeat: De der seje arbejdsmødre som får dig til at føle dig mindre værd som hjemmepasser. DE FINDES IKKE! De går ned med stress på stribe, køber sig fattige i sæsonens Goyakjoler og savner deres børn ad helvede til. Det andet er en illusion. Ligesom (jeg gætter på at) den konstant lykkelige og afslappede hjemmepasser der sidder i lotusstilling med sine unger dagen lang og bare lige #danserdetud er en illusion jeg har skabt inde i mit hoved. Du er pissesej og modig og stærk for at hjemmepasse. Og jeg er pissesej og modig og stærk for at arbejde ude. Færdig basta.

Nu blev det alt for langt. Og det jeg prøvede på at sige var bare, at fælles for alle vores børn i de her løbske kommentarspor (hvad enten vi hjemmepasser eller sender dem i institution når de er 10 måneder) er at vores unger er megaheldige at have os som forældre. Vi glemmer det bare engang imellem.

Kærlig hilsen Ida

Previous Post Next Post

You Might Also Like

16 Comments

  • Reply Maja 3. januar 2019 at 22:27

    Hvor er det bare et skønt indlæg – jeg forstår heller ikke den kæmpe polarisering. Som også kommer fra ellers velreflekterede og saglige typer.
    Det bliver så hurtigt kørt op i en ‘hjemmepasser der ikke bidrager’ Vs. ‘omsorgssvigtende ragnemor’.
    Jeg ville sådan ønske at vi kunne fokusere mere på det kæmpe privelegie det er at vi har så gode muligheder for at designe vores liv som det giver mening for os. Fremfor at shame folk der træffer anderledes valg end os selv.
    Hurra for valgmuligheder!

    • Reply Ida 7. januar 2019 at 21:14

      Præcis! Er meget enig. Tak for din kommentar:)

  • Reply Maude // skøreliv.dk 4. januar 2019 at 7:01

    Jeg er vildt imponeret over kommentarsporet i din forrige debat! Wauw!! Og så er jeg bare såååååå glad for, at min yngste går i 1.klasse, og jeg dermed næsten er beyond denne her diskussion, altså hvis ikke debatten fortsætter i hjemmeskolingssporet (men det ved jeg jo godt at den gør). Men anyways, det jeg ville sige er egentlig, at jeg synes en af de bedste kommentarer faktisk var den sidste, fra Henriette, der nok står samme sted som mig: Vi har relativt store børn. Og hvis vi har truffet alle valg udelukkende fra et mor-synspunkt, så lægger vi et KÆMPE-pres på vores børn, fordi de kun er vores til låns. Og de skal være frie til at flyve videre på et tidspunkt velvidende at deres forældres liv (også) går ufortrødent videre. Jeg er mor, men jeg er også bare så mange andre ting, og det ved jeg, at mine børn også sætter pris på.

    • Reply Emili 4. januar 2019 at 15:50

      Jep, ingen fordomme overfor hjemmepassende overhovedet, ikke det mindste 😉 …

    • Reply Ida 7. januar 2019 at 21:14

      Yes! Som jeg har skrevet en del gange har det hjulpet mig så meget ikke at tænke på mit arbejdsliv som et valg. Det skal jeg bare. Både for at vores familie fungerer, men (fandme) også for at jeg selv gør.

  • Reply Emili 4. januar 2019 at 8:45

    Kære Ida

    Jeg synes egentlig det er lidt grænseoverskridende at du dedikerer et (ellers super fint) indlæg til mig, kan jeg godt mærke. Jeg troede vi var enige om, at vi havde trasket nok rundt i det 🙂 Jeg har lyst til at komme med et laaangt svar nu her, men jeg synes jeg har brugt nok tid i kommentarsporet i dit sidste indlæg, så i stedet vil jeg tjekke ud og holde weekend med familien : )

    Men inden jeg er ude – hvis du stadig skulle være i tvivl:

    Jeg ved at jeg er pissesej og modig og stærk og jeg synes at du (og alle udearbejdende OG hjemmepassende forældre) er det samme. Vores unger ér megaheldige – aldrig er der blevet sagt anderledes og slet ikke på mit domæne. Det har ALDRIG nogensinde handlet om at være en dårlig vs en god forælder og jeg er ked af at det måske er det du får ud af mine indlæg om dette vigtige emne.

    Min drøm er at vi alle kan få lov at skrive eller udtale os – uden at det skal tages for personligt. Man er IKKE en dårlig mor fordi man sender sit barn i institution når det er 10 måneder og man er IKKE en dårlig far fordi man sender sin 4 årige i børnehave – selvom der er få for pædagoger. Men vi MÅ kunne snakke om hvad der er mest optimalt for et barn – også selvom det måske gør nas. Vores samfund er skruet sammen på en måde hvor mange (ikke alle naturligvis) ikke trives. Og det skal og må der gøres noget ved. Og jeg tror vi er godt på vej.

    Med ønsket om en god weekend : )

    • Reply Emili 4. januar 2019 at 9:42

      Rettelse:

      “En drøm om at man lader helt være med at tage det personligt”

      Og en tilføjelse: Nej vi har heldigvis ikke børnehjemstilstande som i Kenya og vi hverken ryger, drikker os stive eller tager stoffer mens vi passer vores børn. Men det er ikke det samme som at alt så er gidt.
      Vi har en kultur hvor børn og forældre er adskilt størstedelen af deres vågne tid. Og der er enormt mange der går rundt og mistrives. Angst og depression er stadig stigende. Der kan være flere årsager, men man må OGSÅ kigge på at danske børn har verdensrekord i hvor tidligt de kommer og hvor længe de i institution.

      Lad alle få bedre muligheder, hvis de vil passe deres børn selv. Lad os råbe op så vi kan få bedre normeringer og lad os tale så meget som muligt om emnet og prøve at stoppe med at lade det være en snak om en god vs en dårlig forældre. For det er det ikke : )

    • Reply Ida 4. januar 2019 at 20:01

      Jeg tror vi dybest set er enige:)

      Og bare lige t.o. så er indlægget her ikke dedikeret til dig personligt, men til alle hjemmepassere der mener noget om udearbejdende forældre. Det er bare en kommentar som svar på din kommentar, som jeg, helt ærligt og selvhøjtideligt, synes var for godt til at gemme væk i et kommentarspor:) kh ida

  • Reply Anne R 4. januar 2019 at 9:48

    Jeg er simpelthen enig med jer begge! Og kan generelt forstå begge ‘siders’ argumentation i denne debat. Det er jeg egentlig ret glad for.

  • Reply VenterPaaVinBlog 4. januar 2019 at 17:55

    Nogle gange ér begge valgmuligheder jo rigtige – alt afhænger jo af det individuelle perspektiv, barnet, familien, ønsker og lyst.
    Jeg ville aldrig blive hjemmegående – det ved jeg allerede nu – ligesom jeg ved jeg fx aldrig kommer til at gide, at arbejde fuldtid. Men det gør hverken hjemmepassere eller karrierefolk til hverken helgener eller forbrydere i mine øjne, ligesom de ikke nødvendigvis synes min livsstil vil passe til dem – det frie valg er op til den enkelte, og jeg er – som du – sikker på at alle børn trives og at forældre nemlig generelt gør deres bedste.
    Opdragelse og familieliv er gudskelov ikke entydigt, og det undre mig virkelig, som voksne vil opdrage på voksne i diskussioner, hvor der ikke er tale om misrøgt eller lignende – at argumentere for sin sag eller dele sine erfaringer er jo fair. Men jøsses altså, et snæversyn der indimellem ses, begge veje fra (;
    Måske, jeg bare er umulig at hidse op – eller ‘ligeglad’ som de kamplystne vil mene :p

    – A

    • Reply Ida 7. januar 2019 at 21:01

      Jamen det er så rigtigt! Føler virkelig jeg får voksenskældud for at sende mit barn i institution – klædt ud i rosenrødt og under “inspiration til en anden livsstil”-dække. Det behøver jo ikke være enten eller! Jeg bagte et speltbrød i weekenden. Er jeg så speltmor? Tilgengæld proppede jeg et hold-kæft-bolche i munden på mit klynkende barn fordi han var så udkørt da jeg hentede ham fra børnehavebussen i dag. Er jeg så en karrieremor? Måske er man bare begge dele (og sig selv) hele tiden 🙂 Suk altså. Du har noget i vente, hvis du en dag bliver mor <3 kh ida

  • Reply Stine 4. januar 2019 at 19:14

    Sikke en vigtig og god debat.
    Tænk, hvad vi kunne opnå hvis vi besluttede os for at benytte al den debat-energi og kampgejst på at kæmpe sammen for dét vi trods alt allesammen har mest kært: vores børn og deres vilkår – fremfor at benytte energien på at bekrige hinanden.
    Vi fortjener alle et kys på panden for den kamp vi kæmper for de små, hvadend vi kæmper den hjemme, på arbejde, i det stille eller i fuld offentlighed. Det er nogle heldige børn, der har så dedikerede og bevidste mødre. Og vi er heldige at have børn i et land, hvor det er hjemmepasning vs. institution der er den største debat.
    Virkelig fint og fremfor alt hjerteligt og forsonende indlæg i debatten, Ida. Tak.

    • Reply Ida 7. januar 2019 at 20:56

      Amen! Og sikke en skøn blog du har! Fortabte mig helt på den og glæder mig til at læse mere fremover. Så selvtak! Kh

      • Reply Stine 8. januar 2019 at 5:09

        Tusind tak! Det gør mig tæt på star struck at høre det fra dig (indsæt selv abe-der-holder-sig-for-øjnene-emoji her)

  • Reply Status pt. # 36 - Sofie Ude 6. januar 2019 at 19:59

    […] Diskussionen om adskillelseskultur, hjemmepasning og udearbejdende mødre hos Ida og Karoline er fantastisk spændende, synes jeg. Jeg ville gerne kunne formulere nogle tanker om […]

  • Reply Meanwhile - Idabida 20. januar 2019 at 19:29

    […] kan jeg (måske lidt i forlængelse af det her indlæg) virkelig anbefale teaterstykket “med mig selv i mine egne arme” som handler om […]

  • Leave a Reply