Familieliv, Tanker

Feberramte børn og noget med tid og hvem man giver den til.

I går var Otto så syg at jeg måtte blive hjemme med ham. Efter et par timer ringede de fra Kurts børnehave og sagde at han også var syg og ked af det. Så afsted til smukke, frostklare Raadvad med mig og hente ham hjem. Det er helt eksotisk (og pænt stressende – shit, der er knald på) sådan at se en børnehave midt på dagen.

I det hele taget er jeg blevet mere bevidst om hvor meget (og hvorfor) Kurt og Otto virkelig nyder når vi bare er hjemme og ikke skal udenfor en dør hele dagen. Som f.eks i dag, hvor jeg har dem begge hjemme med feber, mens Niklas er på kursus. Så kommer de/vi helt ned i gear og de sidder bare og nusser i 100 år med hver deres stenede, lille leg. Det kan sagtens tage 15 minutter at få vasket hænder og det er så hyggeligt at give dem den tid og bare se hvordan de går rundt og er i verden.

Hvorfor nød jeg ikke hjemmedagene på samme måde, da jeg var på barsel? En kæmpe forskel er selvfølgelig at jeg ikke lige har født, at jeg ikke ammer, at jeg (sort of) sover om natten. At mine børn ikke er spæde længere. Og så selvfølgelig at jeg ikke længere er uvis om hvilket arbejde der var til mig på den anden side af barslen. Men det er også noget med at jeg føler mig “i gear” på en anden måde. Og det der effektive arbejdsgear kombineret med en hjemmedag i ny og næ er altså ret genial. Inden klokken var 10 i dag havde vi bagt en freaking gulerodskage, leget med tog og fået tøj på(!) Og så lavet en hel masse ingenting, mens jeg arbejdede lidt. Klokken 10 smed jeg Gurli Gris på og mens ungerne sad brak med hver deres blanke feberøjne lavede jeg en hella masse tomatsauce (som jo forøvrigt virkelig smagte godt – den er fra Green Kitchen Stories nyeste bog ‘Derhjemme’ som jeg gav mig selv i julegave. En god bog og – i modsætning til deres første – fyldt med virkelig simple og hurtige retter, baseret på at man laver nogle big batches og gemmer til senere på ugen), afkalkede vaskemaskine, ordnede vasketøj, lavede en lasagne, ringede til min gamle mormor og hørte lydbog – Helt igennem hyggeligt og produktivt.

(Oooog SÅ kom feberen lige op i begge og efter 5 timers kaos sover de nu og jeg skriver videre – Phew. Intenzo)

I juleferien læste jeg familievejleder Lola Jensens bog ‘Må vi så få ro’. Og da jeg lige havde justeret mit bullshitfilter til at ignorere den bedrevidende og fordømmende præmis om hvordan *alle* moderne børnefamilier opfører sig i dag, så var den faktisk ret god. Og jeg kan mærke at jeg efterfølgende er blevet endnu mere nærig med min tid når det kommer til alt der ikke falder i de (prioriterede) kategorier:

1. Børnene og Niklas

2. Arbejde og nær familie

3. Venner

Jeg har nævnt det flere gange, men det der med hvem man giver sin tid på nettet til… det er fandme pissevigtigt! I gamle dage stemte man med fødderne – I dag stemmer vi med fingrene. Vores klik, opmærksomhed og tid er guld værd – både for dem vi giver den til, men også for os selv. Og online nyhedsmedier og mange af de kommercielle bloggere er man jo som læser, vitterligt kun et tal på Analytics, for. Den korte tid jeg lige flirtede lidt med at kommercialisere den her blog, blev jeg – udover antal følgere – målt på hvor lang tid jeg kunne fastholde mine læsere. Hvor meget af jeres tid I lagde på min blog. Det fik mig til at tænke på mit eget forhold til min online tid. På at min tid bliver til deres penge. Og til deres muligheder.

Men min tid er også mine penge. Og mine muligheder. For når jeg giver den til internettet (og det er det jeg gør når jeg sidder og spiser sukkerknalder på sociale medier, fordi jeg ikke tør/orker/gider tage favntag med mit eget liv) så får livet hævneren på og hober sig op: Vasketøj, nullermænd, uåbnede beskeder i E-boks. Det shit får man stress af. For at modvirke stressen køber jeg varer på Nemlig.com (for penge), ansætter en rengøringsdame (for penge), får stress over at savne mine børn, men de er jo lige der, men nu får jeg bare endnu mere lyst til liiiiige at spejle mig i internettet fordi jeg ikke tør mærke mig selv. Og fordi jeg ikke kan overskue den der e-boks. Og det er også lidt synd for mig fordi det er hårdt og jeg har jo bare heller ikke …tid. Ups. Hvor jeg kender og *hader* den følelse.

Jeg siger ikke at jeg skal holde op med at følge folk på internettet. Jeg siger bare at jeg skal huske at være selektiv med hvem jeg giver min tid til (og ja, jeg ved godt at jeg har trasket rundt i det her mange gange før – sorry) Det kan godt være at det føles gratis. Men det er det jo ikke. Så jeg øver mig virkelig på at mærke om det jeg får tilbage, er tiden værd.

Nu sover ungerne. Niklas og jeg hænger ud i sofaen til Danmarks Bedste Portrætmaler og spiser den gulerodskage jeg bagte med de to feberramte i morges.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

10 Comments

  • Reply Karoline 16. januar 2019 at 12:26

    Jeg tror godt, at jeg tør nærme mig en Lola-bog alligevel så. Jeg har haft det en anelse stramt med hende siden hun sad i Go’morgen Danmark og påstod, at unge par i dag jo kunne finde på at gå fra hinanden over uenighed om hvorvidt opvaskebørsten skulle bo ved vasken eller i skabet eller under – og dét kunne hun og hendes mand virkelig ikke, selv om de også var uenige på det punkt. Øhm. Lola. Jeg tror ikke nogen, uanset alder, går fra hinanden over opvaskebørsten alene … Men! Hvis du siger, at der blot skal lidt bullshit-justering til, så prøver jeg.

    Og jeg kan godt lide ideen om at inddele sin tid. Meget mariekondosk. Men i hvilken kasse falder tid med og for dig selv? Sådan en kasse ville jeg behøve. Til blog, soloture i supermarkedet (elsker dem) og behersket scroll.

    Tak for ordene, de satte tanker i gang.

    • Reply Ida 16. januar 2019 at 22:27

      Hej!
      To ting:
      1. Mit bullshitfilter er virkelig grovmasket! Så kan ikke garantere at du også kan overskue LJ – men i dens helhed synes jeg faktisk at den gav mig noget med som jeg måske vidste i forvejen, men har følt var lidt forkert ifht nutiden. Fx at jeg aldrig har haft mine børn med i en svømmehal, ikke går til noget med dem, ikke har orket at kaste en temafødselsdag efter dem (endnu..), altså.. At man ikke er doven fordi man tager det lidt chill og bare være mor/medarbejder/etc. på -nu sir jeg noget radikalt – fx 70% og så gemme de 30% til sig selv.
      Og 2. Så sjovt du spørger til hvordan man prioriterer en selv: jeg var gået i gang med at skrive et afsnit om ego, som jeg simpelthen ikke ku overskue at gøre færdigt Men mon ikke egoet/jeget kører i en elevator op og ned mellem kasserne. Nogle gange (=tit) er den helt oppe – så overstiger mit behov for at pudse ego af, fx med et blogindlæg eller en bytur eller -ja sguda! Så meget solotur i supermarked- mit behov for at imødekomme min families behov. Andre gange kan jeg godt parkere den kasse under fx min lyst til at gøre noget rart for mine venner. Men helt ærligt, er det ikke særlig tit det sker. Og det er vel også ret okay.

      • Reply Marie 19. januar 2019 at 22:42

        Det der med “som mor burde jeg”, det er så giftigt. Har en datter på halvandet og min mand var helt vild for at vi skulle i svømmehallen, for “det bør man jo” med børn. Så afsted med os til møgbeskidt offentlig svømmehal, hvor både vand og luft havde temperatur som havnebadet i oktober. Ikke en succes. Utryg unge, stresset mor, frustreret far, der bare gerne ville gøre det, “man bør”. Det kostede en hel eftermiddag med varm kakao og hygge at komme ovenpå igen og var en ret god påmindelse om lige at mærke efter, før vi kaster os ud i alt det “man bør”. For havde jeg mærket efter, så havde jeg godt vidst, at det ikke ville fungere. Tror min lektie er at lytte mere til mor-intuitionen og mindre til tidsånden…

        • Reply Ida 28. januar 2019 at 20:50

          Den svømmehal lyder som mit mareridt!

  • Reply Sidsel 16. januar 2019 at 15:40

    Det her indlæg var min tid værd 😉 Fine tanker, og du får formuleret dem så godt…så der lige kom orden på en masse rodede fornemmelser/følelser jeg har gået med noget tid, men uden at kunne få styr på. Nu kan jeg se det – jeg er ødsel med min tid på nettet, jeg spilder den, jeg øser ufokuseret ud af den, og ofte de forkerte steder. Og den kan bruges så meget bedre, hvis jeg bringer lidt mere bevidsthed og fokus ind i spillet. Tak for at give mine tanker fokus ved at dele dine egne.

    • Reply Ida 17. januar 2019 at 16:08

      Det er jeg glad for Sidsel! Som Karoline skriver, kan man måske nærmest gå ‘Marie Kondo style’ til værks og spørge sig selv ved hver og en der pryder ens feed enten på Bloglovin, insta og facebook og spørge sig selv: “Does this person spark joy?” Og hvis svaret er nej, så er det bare Tak for alt det du har givet og adios 🙂 Jeg fik selv downsizet mit insta-feed fra 900 personer (hvoraf jeg nærmest ikke kendte nogle af dem privat) til ca 60 personer og det har været virkelig rart. Nu når jeg -en gang om dagen- går ind og tjekker insta er der ca 2-3 nye billeder i mit feed. Det er ret nemt at overskue og altid hyggeligt og rart. ❤️ Ida

  • Reply Charlotte 16. januar 2019 at 19:18

    Jeg har trykket unfollow til alle de kommercialiserede blogs/ influencers for nyligt og følger nu kun ganske få mennesker, som deler gode tanker og udvider mit verdensbillede. Der var én, der talte om “færre meninger, mere HANDLING” til
    mig for nylig, og den har jeg taget til mig. Nu har jeg i flere år været indebrændt over at blive prakket alt fra PH-lamper, ferierejser og Gannibluser på, til de rigtige institutions- og mor-holdninger, så nu valgte jeg endelig at tage min tid tilbage ved at unfollowe hele lortet. Jeg håber og tror, det er den vej, tendensen går❤️

    • Reply Ida 17. januar 2019 at 16:11

      Det tror og håber jeg også, det er!

  • Reply Marie 16. januar 2019 at 21:57

    “Så kommer de/vi helt ned i gear og de sidder bare og nusser i 100 år med hver deres stenede, lille leg” – Vil du bytte børn…?

    • Reply Ida 17. januar 2019 at 16:09

      Ejjj, hold kæft en pissenederen sætning‍♀️! Sorry! 100 år = 5 minutter. Men oh, hvilke minutter!

    Leave a Reply