Monthly Archives

februar 2019

Midt i et liv.

Da jeg var studerende og boede på kollegie i Kolding, var jeg så ensom at jeg udviklede en branddørsaversion. En reel angst mod den der læspende thoop-lyd som min branddør ud til gangen sagde, når jeg lukkede den i. Stilheden bagefter var larmende. Det var en følelse af at være grund-alene uanset hvor sjovt det var til festerne og hvor mange gode venner jeg havde i skolen. Så var der bare så fuldstændig hudtørstende ensomt på det der kollegieværelse.

I perioder kunne jeg godt embrace det: Så røg jeg bare cigaretter i min vindueskarm, hørte Death By Chocolate med Sia, arbejdede mig ned i skoleprojekter og skrev selvhøjtidelige tekster på Myspace.

Men i alt for lange perioder spiste jeg min ensomhed i form af kulhydrater og kastede den op igen. Brugte maden som et ritual der fik tiden til at forsvinde på en tryg og velkendt måde. Klokken 16.00: Købe ind i Føtex, gå hjem, riste krydderboller, lave risengrød, spise spise spise spise og så kaste op og kaste op og kaste op og kaste op og så børste tænder og børste tænder og børste tænder og drikke to liter vand og så kom præmien: At ligge helt træt og tom i min seng og blive lullet i søvn af Sex and the city fra min hvide macbook.

Allerede dengang tænkte jeg, at jeg nok engang (i en uoverskuelig fjern fremtid) ville tænke tilbage på den periode af mit liv med ømhed og taknemmelighed over at det kapitel er overstået. Og ret præcist sådan, har jeg det i dag. Jeg kan misunde tiden for dens udstrakthed og alle de muligheder der lå og ventede. Og jeg kan ærge mig over at jeg ikke altid kunne rumme al den frihed, så jeg blev nødt til at fylde mad ind i den for at eksistere. Jeg kan også tænke over hvordan mon det havde været, hvis jeg havde boet i København, og været tættere på min familie og gader der ikke var døde efter klokken 17.00. Men jeg er også stolt over at jeg var fem år i Kolding og at jeg trods alt tog kampen op med alle de dæmoner jeg mødte derovre i ensomheden på Låsbygade.

I den her nye fase af mit liv – aka crazy town småbørnsfasen – er jeg alt andet end alene. Hell, der gror endda mennesker inde i min krop! Hvad er det omvendte af ensomhed? Tosomhed?  Familieliv? I weekenden havde jeg arrangeret et babyshower for min søster og det hele var så fyldt med liv. Babyer i diverse maver og morgenmad og venner og travlhed og lykken i at have hele fire fulde timer sammen inden vi alle skulle hver til sit og jeg blev hentet af min mand og børn og vi kørte videre til fødselsdag på Amager. Liv over det hele! Det er dét jeg har nu. Det er sgu noget at være taknemmelig for. Her er intet behov for at fylde mad i noget tomt hul, for der er ingen tomhed. Ingen mellemrum, ingen pauser. Ingen huller. Bare life.

Og midt i alt det dejlige kan jeg godt savne tiden. Og ironisk nok, engang imellem, længes efter bare en lille bitte branddør, at lukke i.

Meanwhile

– undrer jeg mig stadigvæk over hvordan folk putter deres børn på under en time. Alle jer der gør det: Freaking respect.

– mødtes jeg med en veninde i går aftes til en drink på Skt Hans torv. Det kan altså også noget at bo i byen, må jeg minde mig selv om, især for tiden, hvor 4. sal uden elevator + 3,5 årig + 2 årig = lige præcis nul fucks for byens åh så fortræffeligheder.

– skal jeg også minde mig selv om, når folk flytter fra københavn med begrundelsen at de bare er vokset fra byen og at det er tid til at prøve noget nyt, at jeg jo faktisk tilbragte næsten alle mine 20’ere i Jylland. Så for nu har jeg tænkt mig at tackle folks udflytninger sådan her:

– har jeg på en eller anden måde fået tabt de sidste graviditetskilo efter Otto (som, ja, blir 2 år i næste måned). Mistænker at det er fordi der er er røget et par ekstra kilometer på min cykeltur på arbejde kombineret med et nytårsforsæt om at spise madpakke på mit job i hele 2019 #boooring

– er min deltidsansøgning blevet godkendt! Så fra 1. marts har jeg en ugentlig fridag! Mig vs. Åndenød: 1-0.

– har jeg opdateret min læseliste. I det hele taget går det ok med min indsats for at få læst lidt flere klassikere (Hej Tove Ditlevsen og Vita Andersen❤️ Tænk at jeg skulle blive 34 før jeg fandt jer!)

– dræber Kongens Fald af Johannes V. Jensen mig tilgengæld langsomt af kedsomhed (træerne vokser åbenbart ikke ind i himlen).

Sunday Blues

Det er Søndag aften og jeg sidder ved tremmerne og en sovende Otto (kl. 18.54! det ville faktisk være passende, hvis nogen lige kom forbi med en medalje)

Vores weekend har været så god og parforholdsvenlig, at jeg nærmest tror at vi er blevet en slags kærester igen. Fredag aften spiste vi ungerne af og smed dem ind foran fjernsynet, så vi kunne spise fajitas med lime, kylling, ost, nachos, salsa, guacamole og koriander og øl ud over det hele. Haps. Da børnene sov så vi ‘Empire Records’ og spiste fastelavnsboller og drak GT (seriøst, den bedste throwback film! Den er på Netflix – Liv Tyler i mavekort angorastrik og AJ og 90’er grunge ungdomskultur fra dengang man selv gik rundt i TP Musik i Helsingør Centeret og købte The Cure og Pink Floyd og Tori Amos og bad til Gud om at møde Valdemar..).

Lørdag var sædvanlig weekend-på-4sal-kaos, indtil vi endelig fik vristet os fri af fjernsynets og vasketøjsbunkernes filtrede arme og udover et enkelt hyperventilerende panikanfald på vej ned ad trappen, gik det faktisk fint med at komme ud ad døren (Jeg måtte smide alt jeg havde i hænderne og det meste af mit tøj og lægge mig ned lige midt på afsatsen, som min stresscoach har lært mig (“Du blir fartblind nu, Ida. Når du kan mærke stressangsten kommer, så bare smid alt og læg dig ned. Læg. Dig. Ned” genklang det i min hjerne) så det gjorde jeg. Og det virkede faktisk okay). Drengene og jeg spillede fodbold med nogle tyske turister på Havnegade inden vi alle fire kørte vi nordpå for at se nogle venner. På vejen skete der set magiske at ungerne faldt i søvn og at vi derfor lige pludselig sad i uforsigtigt forårsagtigt solskinsvejr og 11 graders varme med udsigt til Bagsværd sø og spiste pariserbøf og salat. Vi lignede nogle fra en tinderreklame og det føltes så freaking godt at snakke til hinanden i andet end bydeform. Tiltrængt! Bagefter besøgte vi vores venner der lige har købt og istandsat det dejligste hus lige midt i et skovbryn. Savle savle over udsigt, køkkenalrum og kvadratmeter! Så hyggeligt. Vi sov der og var alle sammen lidt i himlen.

I dag har været søndag på den der herligt uorkestrerede måde hvor alt inkl. mit nyklippede, nyvaskede, orangerøde, halvkrøllede, fimsede pandehår har fået lov til at leve sit helt eget liv i fuld offentlighed, fordi fuckit, med det resultat at jeg seriøst er Sebastian lige nu. Jeg sværger. Den ene gang jeg så mig selv i spejlet fik jeg sporenstregs “Du er ikke alene” på hjernen og nu kan jeg ikke slippe af med den igen. Det er pandehåret og al den natur. Puha. Godt det er Mandag i morgen.

Kh – og håber at jeres weekend har været dejlig og fyldt med en masse forårsfornemmelser som vi sammen kan tude over, om lidt når isvinteren rammer.

Indtil da. Fortrøstningsfulde hilsner og godnat:)

En verden af liv (og død)

Vi ser alt for meget Løvernes Konge herhjemme. Det startede stille og roligt, men nu er vi alle sammen blevet hooked. Vi ser filmen, hører musikken og ser “making of the movie” på Youtube og tegner Scar, Simba og Zazu… Den er bedre end jeg husker og jeg vil vove pelsen og sige at den faktisk har gjort noget okay for min dødsangst. Men. Mine børn er 2 og 3,5. Dont even say it. For jeg ved jo godt, at der er alt, alt for langt op til filmens 7 års aldersgrænse. Lige pludselig så vi den bare – og så var det først bagefter vi tænkte, at det jo nok er for tidligt at introducere døden for dem. Men den ER der jo. Den skide død. Selvom mine børn indtil nu har været skånet for dødsfald i familien, så er mormors kat død og i kattehimlen. Hvis man går ud foran en bil dør man. Man kan også dø hvis man falder havnen og drukner. Alt det snakker vi jo om. Kurt spørger tit hvad man kan dø af. Og selvom han endnu ikke ved at vi alle sammen skal dø på et tidspunkt (tænker jeg trods alt er lidt hardcore at introducere:)), overvejer jeg også om det måske er okay, at man sugarcoater døden og pakker den ind i en tegnefilm?

Vi spoler over de uhyggeligste og sørgeligste scener, men jeg pendler mellem at tænke, at han alligevel ikke fatter hvad noget af det hele betyder og så at det hele ryger lige ind i hans stakkels lille underbevidsthed. Han er limet til skærmen når vi ser Hakuna Matata, Rafiki og stjernehimlen og alt med Zazu. Men al snak om faren der lever videre i ham og om ansvar og at finde sin plads i livet… selvom jeg gerne vil tro at det ryger direkte ind på hans følelsesmæssige intelligens og selvbillede, så tvivler jeg helt ærligt på hvor meget af det han forstår. Og hvor meget der mest af alt bare sætter sig i diffuse indtryk, som dem jeg selv husker fra min barndoms film.

Hvornår er man stor nok til at hilse på døden – selv i disneyficeret form? Eller …er man netop så lille at man alligevel ikke forstår det og så er det ligemeget og trods alt bedre end en pumpet Paw Patrol børneactionfilm? Puha. Jeg er ikke børnepsykolog – og det er måske meget godt.

Kh en forvirret mor der måske/måske ikke lige har scarred sine børn for livet.

PS. Jeg skal nok lade være med at tage mine børn med, men er du svimmel, hvor jeg glæder mig til at se den her til sommer

Jeg troede aldrig jeg skulle sige det..

Men åh, hvor har det dog været rart med en Mandag. Bare lige stille og roligt op kl. 6.40, drikke kaffe og spise morgenmad, i flyverdragter, cykle 7.45, aflevere ved bus kl. 8.00, vinkevinke, aflevere ved vuggestue kl. 8.30, krammekramme, køre på arbejde, drikke to kopper kaffe, hyggesnakke, holde møde, spise frokost, tjekke mail, holde møde, snakke, cykle til vuggestue, hente frisk dreng, cykle til børnehavebus, facetime med mormor, hente træt dreng, cykle hjem, tegne med Otto, skælde ud på Kurt, drikke kakao, lave mad, spise mad, og lige pludselig ud af det blå siger Kurt alle mulige søde, kloge ting om hvordan man skal opføre sig, ungerne i bad, rydde køkken op og høre Mads og monopolet, lege med søde, glade børn, læse godnathistorie, putte, se Alene i Vildmarken, børste tænder kl. 21.45, læse til kl. 22.30. Sove. Og så forfra i morgen.

Sådan en her dag er jo faktisk ret optur. Og i forhold til weekenden: A piece of motherfucking cake.

Aaaaarrrrggghhh!

I weekenden har vores børn hævet overliggeren for måder at drive os til vanvid på med ca. 200%. Next level shit, mand. Jeg er ved at blive sindssyg af konflikter, bandeord (er det normalt at 3-årige siger “Fuck” i hver anden sætning? (don’t answer that)), manisk opstemthed, rod, vægge der bliver tegnet på, tøj der bliver kastet, mad der bliver ignoreret og kampe der skal tages gang på gang på gang. Seriøst. Shit Pis. Crap.

På vej op ad trappen i dag, gik de i gang med deres sædvanlige skitzofrene stuntnummer-duet, hvor de skiftevis griner og løber op og ned, kaster sig grædende i jorden, slås om stikkontakterne, mens de råber som om der er gået ild i den flyverdragt de flår af, mens de vælter rundt på trappetrinene. Jeg messede “vi flytter i hus vi flytter i hus vi flytter i hus vi flytter i hus” for mig selv (og mine stakkels naboer) hele vejen op på 4. sal. Og nu sidder jeg så her. Og slikker mine sår på boligsiden.dk og leder efter huse på Amager. Argh! Jeg gider ikke det her voksenliv! Hvornår fanden skete det lige? Hvornår blev det mig der skal have styr på det her shit? Og hvordan fanden i fucking helvede skal man kunne få et parforhold til at fungere under de her vanvittige vilkår? I går gik vi tur med iskold luft imellem os, fordi vi bare ikke kunne få lov til at få taget det skænderi der sad på tværs i mellem os. Fordi der var børn foran os hele freaking tiden. Og så må man bare brænde inde og lade som om. Og sidde der på en fancy Kbh K cafe som en anden fancy Kbh K kliché. Med smarte stramme bukser, silkeskjorte og ligne noget fra Arket og drikke overpriced flat white uden at kunne sige eet eneste ord af bar indebrændthed fordi det bare ikke er alle følelser man kan fast forwarde henover. Gik hjem med fancypancy bregneplante under armen og en mand der måtte gå 3 meter foran af bar irritation og det var først da børnene endelig sov og vi sad i sofaen, at vores hænder fandt hinanden og vi, helt uden at sige et ord, kunne konstatere, at vi faktisk ikke engang var uvenner. Vi var bare forældre. … Fuck.

Sidste nat i Beitostølen (lidt om langrend med en 3-årig).

Min fars, Kurts og min første fælles langrendstur er ved at være slut. Ejmen, det har været så dejligt! Og hverken så svært eller så hårdt som jeg havde troet. Tværtimod har vi haft overraskende mange af de der magiske sker-det-her-seriøst-øjeblikke – så derfor undskylder jeg på forhånd, hvis det følgende bliver lidt selvfedt og high on life.

Hvis jeg helt kort skal opsummere mine spæde erfaringer med at have en 3,5-årig med på langrend så er de:

1. Husk bleer til turene, selvom barnet er stoppet med at bruge ble for over et halvt år siden (“Nå, har du tisset… nåmenøh.. er det meget?”)

2. Vær 2 mod 1. Altså 2 voksne til 1 barn. Shit, hvor er jeg glad for at Otto ikke også var med i den her ligning!

3. Det er smart selv at kunne stå på ski. Fandme rart at der kun er een person det vælter rundt og fortvivlet spørger om man dog ikke snart er hjemme.

(Og 4. Chokolade).

Jeg har været nogenlunde mobilfri (bortset fra at jeg har losset et væld af billeder i icloud og så lidt obligatorisk nyheds- og blogjunk om aftenen), så derfor kommer her de sidste 6 dage i frit, frostklart flor:

Dag 1:

Lørdag kl. 12.00 henter min far os i bil, i København. Til alles store overraskelse havde vi hverken tlf eller ipad fremme til Kurt på hele køreturen(!) Bare en lille, sød dreng der sidder og stener og kigger ud ad vinduet og spiser kiks. Udflytterbussen har ikke været forgæves! SÅ dejligt. Kl. 18.00 når vi frem til et storcenter (Nordbycenteret) lige syd for den norske grænse, hvor vi får aftensmad (til halv pris af hvad det koster i Norge) og køber et par svømmevinger til Kurt. Perfekt. Kl. 20.00 lander vi i vores overnatning lige ud til motorvejen på den anden side af den norske grænse. Et virkelig godt, hyggeligt og billigt (750nkr/overnatning for 2 voksne+barnoginklmorgenmad-billigt) sted at slå lejr for natten. Vi sover alle 3 som sten.

Dag 2.

Kører i 3,5 time til Beitostølen i høj sol og bjerge af sne, der efterhånden tårner sig op omkring os. Dire Straits, Sissel Kyrkjeby og Løvernes Konge står for sært og fint soundtrack. Kl. 14.00 når vi frem til Beitostølen og vores Radissonhotel der glimtrer i al sin frostklare og firseragtige vælde. Ahhhh! Op på værelset med vores rygsække – nyde solbeskinnet udsigt mod dalen. En hurtig skål i Gin Tonic. Så over til skiudlejningen og leje spritnyt udstyr til Kurt. Vi når også lige ud og kysse løjpen i solnedgangen: Kurts allerførste tur på langrend er nok a small step for mankind, men sgu a giant leap for Burchardiklanen der hermed for første gang sender 4. generation afsted på Beitostølens pister.

Dag 3.

Vi starter med at gå frenzy i morgenmadsbuffet med friskpresset appelsinjuice, pandekager med nutella og gudsbenådet udsigt. Så op på værelset og på med overtøjet og afsted på første tur. Kurt klarer det overraskende godt. Vi tør ikke gå for langt væk, da vi endnu ikke har lejet en pulk. Så en lille tur gennem dalen og så hjem langs vejen, er hvad det bliver til. Kurt holder os godt nok i hånden, men går flot selv.

Hjem og i pool og sauna inden aftensmaden.

Dag 4. Vores første “rigtige” dag på langrend. Nu med pulk (som vi også har lejet). Det er en genial backup, som gør at vi faktisk tør kaste os ud i en nærmest normal længde langrendstur (både min far og jeg har stået på ski fra vi var 5-6 år og er vel rimelig rutineret). Vi går derfor raskt afsted med Kurt trofast imellem os i sporet, velvidende at han bare kan komme op i puljen, når han bliver træt og begynder at brokke sig. Det gør han. Så han kommer op i pulken, som er godt foret med mit medbragte lammeskind og en bugaboo kørepose. Pulken er tung at slæbe, men det er faktisk ikke så slemt som jeg havde frygtet. Vejret er helt fantastisk, sneen knirker under skiene og mens Kurt sover lur, står vi op og ned ad bakker i solskin og med blå himmel, fuldstændig som vi altid har gjort.

Dag 5.

Det vælter ned med sne og skyerne ligger tungt over dalen. Energien er derefter. Kurt er kommet alt for sent i seng (21.30.. I know. Jeg er en idiot). Det er svært at overholde sengetider, når den treretters middag først blir serveret kl. 19.00, som er der vi plejer at putte. Læg dertil et lille hotelværelse med 2 voksne og 1 barn. Svært at putte i, synes jeg nok!

Afsted på tur kommer vi. Ut på tur, aldrig sur! Men i dag er det hårdt. Kurt piver, luften er tung af stille sne og min far er overbevist om at “din søster og du altså ikke havde så mange holdninger til alting, da vi var små”. “..Mmmmmh, far”.

Endelig falder Kurt i søvn og vi får slæbt os hjem gennem dalen i tung sne og med lige så tunge skridt. Kurt vågner og vi får lidt chokolade i ham, så han går selv det sidste lange stykke. Ned ad bakke går det! Et stykke klarer han endda helt uden hænder! Han står bare helt afslappet i sporet og falder slet ingen steder.

Derhjemme går vi i legerum og bygger med klodser. Morfar bygger et skib og de sejler sammen til Afrika og Spanien, mens jeg strikker. Vi når også i svømmehal igen. Det er vidunderligt! Kurt er ikke til at slæbe op – og jeg må lokke med at de store piger, måske er gået i saunaen (oh yes… your girls are safe with me!)

Op på værelset og skifte tøj og ned og lægge puslespil i pejsestuen. Kurt med vandkammet hår og højt humør, er blevet mega god til puslespil! Så spiser vi vidunderligt god mad, drikker vin til overpris og snakker om vores slægtshistorie. Lige som alle de andre aftener. Kurt sidder ved siden af og lægger puslespil, eller ligger under bordet og ser Cars 2 på min telefon.

Dag 6.

Vejret er bedre og det har hjulpet på humøret, at Kurt er kommer lidt tidligere i seng. Alle er glade og friske da vi går op mod fjeldet. Kurt går selv de første 2,5 kilometer op ad bakke på ski! Vi spiser en masse chokolade da vi endelig når op på fjeldet. Vi går og står med Kurt i sporet, flankeret af min far og jeg. Da vi når over til toppen af skibakke og hejsen, kigger vi på flotte isskulpturer og stolehejs (Kurt er besat af stolehejsen/slalombakken i det hele taget) inden han kl. 13.00 går omkuld i den trofaste pulk. Min far og jeg går ‘Blå 1’ for old times sake, og det er så hyggeligt. 6 km’s kold fjeldluft og kvalitetstid, mens Kurt bobler i den knirkende pulk. Ah! Vi ender imellem alpinbakkerne i det blødeste puddersne, og det virker nærmest for godt til at være sandt. Vores vinterferies store finale blir således en dejlig, blød, nedgang uden løjpespor. Da vi når slalombakken vågner Kurt og han får ski på og er helt ekset over endelig at få lov til at stå på “den rigtige skøjtebakke” som han kalder den. Det ER sgu lidt en skøjtebakke. I hvert fald når man står på langrend og skal mandsopdække en 3-årig frygtløs nybegynder. Christ! Men vi kommer fint ned og bagefter har jeg endda overskud til at holde mit løfte overfor Kurt, som i 5 dage har tigget om at få en tur i stolehejsen, ligesom Gurli Gris. Jeg køber en billet og så tager vi en rundtur op og ned. Han er glad og spændt og ender med at fryse så meget af at hænge til tørre, at han græder. SÅ afleverer vi pulk og ski inden vi går hjem på hotellet og putter et stykke marabou i en kop med varm mælk. Vi går i brusebad, spiser, snakker med sødt svensk ægtepar og går op og drikker øl og pakker vores tasker på værelset.

Nu sover min far på den ene side af mig og Kurt på den anden. Jeg vil læse de sidste sider i min bog, og så vil jeg sove den tunge fjeldsøvn for sidste gang, inden vi i morgen kører tilbage til virkeligheden.

Godnat fra fjeldet.