I weekenden har vores børn hævet overliggeren for måder at drive os til vanvid på med ca. 200%. Next level shit, mand. Jeg er ved at blive sindssyg af konflikter, bandeord (er det normalt at 3-årige siger “Fuck” i hver anden sætning? (don’t answer that)), manisk opstemthed, rod, vægge der bliver tegnet på, tøj der bliver kastet, mad der bliver ignoreret og kampe der skal tages gang på gang på gang. Seriøst. Shit Pis. Crap.
På vej op ad trappen i dag, gik de i gang med deres sædvanlige skitzofrene stuntnummer-duet, hvor de skiftevis griner og løber op og ned, kaster sig grædende i jorden, slås om stikkontakterne, mens de råber som om der er gået ild i den flyverdragt de flår af, mens de vælter rundt på trappetrinene. Jeg messede “vi flytter i hus vi flytter i hus vi flytter i hus vi flytter i hus” for mig selv (og mine stakkels naboer) hele vejen op på 4. sal. Og nu sidder jeg så her. Og slikker mine sår på boligsiden.dk og leder efter huse på Amager. Argh! Jeg gider ikke det her voksenliv! Hvornår fanden skete det lige? Hvornår blev det mig der skal have styr på det her shit? Og hvordan fanden i fucking helvede skal man kunne få et parforhold til at fungere under de her vanvittige vilkår? I går gik vi tur med iskold luft imellem os, fordi vi bare ikke kunne få lov til at få taget det skænderi der sad på tværs i mellem os. Fordi der var børn foran os hele freaking tiden. Og så må man bare brænde inde og lade som om. Og sidde der på en fancy Kbh K cafe som en anden fancy Kbh K kliché. Med smarte stramme bukser, silkeskjorte og ligne noget fra Arket og drikke overpriced flat white uden at kunne sige eet eneste ord af bar indebrændthed fordi det bare ikke er alle følelser man kan fast forwarde henover. Gik hjem med fancypancy bregneplante under armen og en mand der måtte gå 3 meter foran af bar irritation og det var først da børnene endelig sov og vi sad i sofaen, at vores hænder fandt hinanden og vi, helt uden at sige et ord, kunne konstatere, at vi faktisk ikke engang var uvenner. Vi var bare forældre. … Fuck.
10 Comments
Børn! Tror det ligger i Top To over årsager til at vi ikke skal have flere end de to vi nu har – vi er bare ikke så gode kærester mens de er små. Gider ikke flere års indebrændthed på den konto. Heldigvis nåede den store at være så stor, at jeg vidste, at det ville blive bedre igen, da lillebror kom.
I feel you, man!
Jeg kan staidg tage mig selv i at se mig i spejlet og tænke WTF?! Jeg er nogens MOR!?! Moi?
… Og jeg har tre (3!) børn, hvor den ældste er 7 1/2, så jeg burde vist have vænnet mig til det, men nogle dage er det eddermaneme op ad bakke fordi børn er nogle røvhuller nogle gange og fordi man ikke er psykopat, så kan man ikke skrige af børnene, og så snerrer man ad manden i stedet for og så kommer den der onde, onde stemning hvor man allermest har lyst til at skrige og skride fra arbejde, børn, mand, vasketøj, huslån, termin, bil, ForældreIntra, legeaftaler, sengetider, sund mad og babyer, der klokken 00:30 kaster op all over i tremmeseng, gulv, hår og det hele. Og en time senere ligger man på gulvet på en lortemadras fra IKEA og holder en lille febervarm baby i hånden, for ellers begynder hun at græde igen og lytter til at hun trækker vejret og så tænker man at det nok alligevel var meget godt, at man ikke bare skred fra det hele.
Og klokken fem vågner et af de andre børn og så starter det hele forfra.
Parforhold?? Nogle gange tænker jeg, at vi mere er krigskammerater, som kommer igennem en umenneskeligt hård periode SAMMEN og derfor aldrig vil forlade hinanden. Og ja, jeg ved godt, at det ikke er en krig, at vi selv har valgt det, er rigtig heldige og det hele. Og jeg er også taknemmelig. Nogle dage er det bare lidt sværere at huske end andre dage, og det er især når det føles som om min krigskammerat og jeg ikke er helt enige om hvilken vej artilleriet skal skyde.
Det er motherfucking hårdt at have små børn, og det synes jeg helt ærligt godt, der var nogle flere, der kunne skrive noget mere om, sådan som du gør så fint her. ❤️
Krigskammerater! Det er nok lige det ord, jeg har manglet! Tænker tot at efter vi har fået barn, så er min mand og jeg blevet sådan en slags skifteholds-kolleger. “Jeg har lagt tøj frem til din vagt i morgen?” “Tak tak, så sørger jeg for at køre klapvognen frem”. Hvad skete der lige for at være kærester? Den anden dag fik han nærmest er chok, da jeg tog make-up på på en weekend-dag og dullede mig op kun til ære for ham. Den arme mand knap efterhånden knap kende mig, hvis jeg ikke er presset og har håret i mor-knold.
Aaaarrrhhhmmen hvor lyder det velkendt! (Bare uden bregne og Kbh K). Så fint (be)skrevet.
Tror aldrig man bliver helt dus med det dersens voksenliv. Mine børn er jo en anelse større end dine, og jeg venter sgu’ stadig på at der kommer en voksen (og redder min røv). Men jeg kan huske, min sundhedsplejerske engang sagde til mig: “Så længe man finder hinanden under dynen om natten – en fod, en hånd – så går det alt sammen!”. Og det gør det, Ida! ❤️
Ja! Bare ja, og tak fordi du skriver det. Det er sært trøstende at vide at andre er samme sted.
Har tilbragt en weekend med 3 børn i konstant konflikt og nok engang været det lysende pædagogiske eksempel, der råber, at nu skal de fandeme tale pænt og holde op med at råbe… I got nothing.
(Jo, forresten: Så længe man kan blive gode venner igen, og så længe man kan se, at skænderierne skyldes al det udefrakommende pres, så skal det nok gå. Vi kører på 12+ år, de 10 med børn, og endnu er ingen skredet. Selvom vi har haft masser af weekender som den, du beskriver – og stadig har det nogle gange).
❤️ Kram
Kom til Amager❤️. Børnene skriger og ter sig dog også herude men nogle gange har jeg fornemmelsen af, at vi børnefamilier er ved at overtage postnummer 2300, og så er der ingen skam at være den med den vildeste unge.
Og I hear you – forældreskabet er en syvårs (ment som syv år lang) krise!
Arghja. Følelsen af at have brug for et weekendophold til at få gennem-skændt alle de uforløste skænderier. Og så endnu et, hvor man kan ha den der kærestetid som de der ophold er beregnet til.
TAK for ordene. Jeg kender det hele. Blot er cafe, bregne og stramme bukser udskiftet med lokal Spar-butik, havrefras på bud og klipklappere. Lejlighed eller hus. By eller land. Kartoffel, kartoffel. The madness is f***ing omnipresent.
Men hey! Huse på amager må være forbeholdt dem, der allerede bor i lejlighed på Amager, mens alle ens venner flyttede til Vester- og Nørrebro og hånede Amar’ for dens prollethed. Look who’s laughing now!
Men hvilke almindelige dødelige mennesker har råd til at købe hus på amager nu om dage? Man finder jo ikke noget til under 5 mil.