Det (mor)somme liv

En verden af liv (og død)

Vi ser alt for meget Løvernes Konge herhjemme. Det startede stille og roligt, men nu er vi alle sammen blevet hooked. Vi ser filmen, hører musikken og ser “making of the movie” på Youtube og tegner Scar, Simba og Zazu… Den er bedre end jeg husker og jeg vil vove pelsen og sige at den faktisk har gjort noget okay for min dødsangst. Men. Mine børn er 2 og 3,5. Dont even say it. For jeg ved jo godt, at der er alt, alt for langt op til filmens 7 års aldersgrænse. Lige pludselig så vi den bare – og så var det først bagefter vi tænkte, at det jo nok er for tidligt at introducere døden for dem. Men den ER der jo. Den skide død. Selvom mine børn indtil nu har været skånet for dødsfald i familien, så er mormors kat død og i kattehimlen. Hvis man går ud foran en bil dør man. Man kan også dø hvis man falder havnen og drukner. Alt det snakker vi jo om. Kurt spørger tit hvad man kan dø af. Og selvom han endnu ikke ved at vi alle sammen skal dø på et tidspunkt (tænker jeg trods alt er lidt hardcore at introducere:)), overvejer jeg også om det måske er okay, at man sugarcoater døden og pakker den ind i en tegnefilm?

Vi spoler over de uhyggeligste og sørgeligste scener, men jeg pendler mellem at tænke, at han alligevel ikke fatter hvad noget af det hele betyder og så at det hele ryger lige ind i hans stakkels lille underbevidsthed. Han er limet til skærmen når vi ser Hakuna Matata, Rafiki og stjernehimlen og alt med Zazu. Men al snak om faren der lever videre i ham og om ansvar og at finde sin plads i livet… selvom jeg gerne vil tro at det ryger direkte ind på hans følelsesmæssige intelligens og selvbillede, så tvivler jeg helt ærligt på hvor meget af det han forstår. Og hvor meget der mest af alt bare sætter sig i diffuse indtryk, som dem jeg selv husker fra min barndoms film.

Hvornår er man stor nok til at hilse på døden – selv i disneyficeret form? Eller …er man netop så lille at man alligevel ikke forstår det og så er det ligemeget og trods alt bedre end en pumpet Paw Patrol børneactionfilm? Puha. Jeg er ikke børnepsykolog – og det er måske meget godt.

Kh en forvirret mor der måske/måske ikke lige har scarred sine børn for livet.

PS. Jeg skal nok lade være med at tage mine børn med, men er du svimmel, hvor jeg glæder mig til at se den her til sommer

Previous Post

You Might Also Like

10 Comments

  • Reply Karoline 14. februar 2019 at 7:53

    Løvernes Konge er vidunderlig til en god snak i børnehøjde om død, slægters gang og spiritualitet, synes jeg. Vi har også brugt den meget. Jeg tror ikke jeg har arret min datter, selv om hun ikke forstod eller stadig ikke helt forstår detaljerne i begrebet død (heck, det gør jeg ikke engang selv!), men den tidlige introduktion har gjort, at døden er en naturlig del af livet hjemme hos os. Mufasa dør, bedstemor døde, oldefar døde for længe siden. Det er på den der usentimentale facon, ting får i børns verden, når de lærer om begreber. Det, tænker jeg, er et godt fundament for senere snakke med mere alvor i.

    • Reply Ida 15. februar 2019 at 19:52

      Det er jeg så glad for at du skriver, Karoline. Var oprigtigt i tvivl, da jeg trykkere på “udgiv”, om det her ville blive førte gang jeg ville blive mødt af “hvad fanden har du gang i” kommentarer. En lettelse at finde ud af at vi er mange der går ind for en tidlig introduktion af begrebet (selvom jeg tænker at du måske havde en mere reel årsag til at gøre det❤️)

  • Reply Helga 14. februar 2019 at 12:29

    Min toårige og jeg kører samme model med Bambi – jeg tror måske at jeg tænkte: “Ja, lad os få ham præsenteret for konceptet før han er stor nok til at blive rigtig ked af det på andres vegne” (eller også er det den undskyldning, jeg fandt på bagefter). Ligesom dig og Karoline er jeg i tvivl om hvor meget han (eller jeg) egentlig forstår… men nu har han altså ordet for at nogen holder op med at findes, og det må vel også være en god start. Om ikke andet, så for moren, der ikke behøver at væve berøringsangst rundt uden noget konkret at referere til. Og ja, jeg tror faktisk også at den hjalp lidt på min egen angst for døden. Disney er ikke så dumme, sgu. Der mangler Paw Patrol altså lige lidt finesse.

    • Reply Ida 15. februar 2019 at 19:40

      “Ordet for at nogen holder op med at findes”❤️ Smukt. Tak – og god weekend.

  • Reply Louise 14. februar 2019 at 14:56

    Det er virkelig interessant. Jeg så bambi som 3-4 årig og jeg kan simpelthen huske at jeg blev så ulykkelig. Det satte sig virkelig dybt i mig. Jeg så den med min mor, fætter på samme alder og moster. Min fætter drillede mig fordi jeg græd. Jeg aner ikke hvordan de voksne snakkede med os. Min moster er pædagog. Men kan huske jeg blev ked af det/bange for at miste min mor og far. Vi skal igennem Assistensens hver dag og har sagt til min dreng at han ikke må gå på gravene fordi at nogen sover der
    Så har vi så set et par begravelser. Hvad laver de mor. Hmm. Så nu bruger jeg de rigtige ord. Død og begravet. Ved ikke lige hvad mon pointe er, men det som Disney kan, er jo netop at røre os ret dybt på godt og ondt, og så længe man husker det, og får behandlet de følelser med sine unger, så kan de nok sagtens fungere som en fin måde at kunne snakke om liv og død.

    • Reply Ida 15. februar 2019 at 19:39

      Tak for at nævne det! Jeg husker også Bambi som ret traumatisk, nu du siger det. Får mærkeligt ikke samme tomhed af at se Løvernes Konge. Måske er det fordi at der – som Karoline også nævner lidt længere oppe i tråden – er et ret gennemgående spirituelt/reinkarnistisk(??) spor i den.
      Men omvendt… hvis I dagligt går gennem en kirkegård, tænker jeg umiddelbart at I måske er meget godt dækket ind i fht dødssnak☺️ God weekend! kh Ida

  • Reply M 14. februar 2019 at 18:01

    Vi spiser døde dyr. Søn på 3 har været ret bekymret over, om hajbamsen Søvnighaj kunne finde på at spise ham, men nu er der foreløbig ro omkring, at ingen spiser mennesker. Det er sgu lidt svært sommetider.

    • Reply Ida 15. februar 2019 at 19:34

      Hehe – ja, det er så! Den verden altså… den skal sgu introduceres i små bidder.

  • Reply Pil 15. februar 2019 at 13:13

    Min mor døde i julen, og min 3,5årige er så påvirket af det. Han savner hende og vil gerne gøre hende levende, og så fortæller jeg at hun er en stjerne der passer på mig. Vi snakker også om at vi andre ikke dør nu, og det tror jeg ikke han er bange for, han er i hvert fald meget konstaterende: mormor er død, men morfar er ikke død, og vi er heller ikke døde. Og vi er ikke gamle så vi dør ikke. Jeg får faktisk lyst til at se løvernes konge med ham, for det er fint at have noget at tale ud fra – ud over de onde hyæner, man behøver ikke se at nogen er onde.

    • Reply Ida 15. februar 2019 at 19:32

      Kære Pil,
      Det gør mig så ondt at høre at du har mistet. Sikke en opgave du har fået at skulle tolerere både din egen og din søns sorg og savn. Jeg har ingen ord eller råd, kun mange varme tanker – og så et forsigtigt pip om evt at kigge forbi Karoline hos icarriedawatermelon.dk, hvis du ikke allerede kender hende. Hun skriver smukt om at miste og om skulle lære at leve med det savn jeg kun kan forestille mig, man står med.

      Håber at Løvernes Konge blir en lige så smuk oplevelse for din søn og dig som den har været for os (og ja, inkl masser af spol, snak og slikpauser:)).

      Mange tanker Ida

    Leave a Reply