Rejse

Sidste nat i Beitostølen (lidt om langrend med en 3-årig).

Min fars, Kurts og min første fælles langrendstur er ved at være slut. Ejmen, det har været så dejligt! Og hverken så svært eller så hårdt som jeg havde troet. Tværtimod har vi haft overraskende mange af de der magiske sker-det-her-seriøst-øjeblikke – så derfor undskylder jeg på forhånd, hvis det følgende bliver lidt selvfedt og high on life.

Hvis jeg helt kort skal opsummere mine spæde erfaringer med at have en 3,5-årig med på langrend så er de:

1. Husk bleer til turene, selvom barnet er stoppet med at bruge ble for over et halvt år siden (“Nå, har du tisset… nåmenøh.. er det meget?”)

2. Vær 2 mod 1. Altså 2 voksne til 1 barn. Shit, hvor er jeg glad for at Otto ikke også var med i den her ligning!

3. Det er smart selv at kunne stå på ski. Fandme rart at der kun er een person det vælter rundt og fortvivlet spørger om man dog ikke snart er hjemme.

(Og 4. Chokolade).

Jeg har været nogenlunde mobilfri (bortset fra at jeg har losset et væld af billeder i icloud og så lidt obligatorisk nyheds- og blogjunk om aftenen), så derfor kommer her de sidste 6 dage i frit, frostklart flor:

Dag 1:

Lørdag kl. 12.00 henter min far os i bil, i København. Til alles store overraskelse havde vi hverken tlf eller ipad fremme til Kurt på hele køreturen(!) Bare en lille, sød dreng der sidder og stener og kigger ud ad vinduet og spiser kiks. Udflytterbussen har ikke været forgæves! SÅ dejligt. Kl. 18.00 når vi frem til et storcenter (Nordbycenteret) lige syd for den norske grænse, hvor vi får aftensmad (til halv pris af hvad det koster i Norge) og køber et par svømmevinger til Kurt. Perfekt. Kl. 20.00 lander vi i vores overnatning lige ud til motorvejen på den anden side af den norske grænse. Et virkelig godt, hyggeligt og billigt (750nkr/overnatning for 2 voksne+barnoginklmorgenmad-billigt) sted at slå lejr for natten. Vi sover alle 3 som sten.

Dag 2.

Kører i 3,5 time til Beitostølen i høj sol og bjerge af sne, der efterhånden tårner sig op omkring os. Dire Straits, Sissel Kyrkjeby og Løvernes Konge står for sært og fint soundtrack. Kl. 14.00 når vi frem til Beitostølen og vores Radissonhotel der glimtrer i al sin frostklare og firseragtige vælde. Ahhhh! Op på værelset med vores rygsække – nyde solbeskinnet udsigt mod dalen. En hurtig skål i Gin Tonic. Så over til skiudlejningen og leje spritnyt udstyr til Kurt. Vi når også lige ud og kysse løjpen i solnedgangen: Kurts allerførste tur på langrend er nok a small step for mankind, men sgu a giant leap for Burchardiklanen der hermed for første gang sender 4. generation afsted på Beitostølens pister.

Dag 3.

Vi starter med at gå frenzy i morgenmadsbuffet med friskpresset appelsinjuice, pandekager med nutella og gudsbenådet udsigt. Så op på værelset og på med overtøjet og afsted på første tur. Kurt klarer det overraskende godt. Vi tør ikke gå for langt væk, da vi endnu ikke har lejet en pulk. Så en lille tur gennem dalen og så hjem langs vejen, er hvad det bliver til. Kurt holder os godt nok i hånden, men går flot selv.

Hjem og i pool og sauna inden aftensmaden.

Dag 4. Vores første “rigtige” dag på langrend. Nu med pulk (som vi også har lejet). Det er en genial backup, som gør at vi faktisk tør kaste os ud i en nærmest normal længde langrendstur (både min far og jeg har stået på ski fra vi var 5-6 år og er vel rimelig rutineret). Vi går derfor raskt afsted med Kurt trofast imellem os i sporet, velvidende at han bare kan komme op i puljen, når han bliver træt og begynder at brokke sig. Det gør han. Så han kommer op i pulken, som er godt foret med mit medbragte lammeskind og en bugaboo kørepose. Pulken er tung at slæbe, men det er faktisk ikke så slemt som jeg havde frygtet. Vejret er helt fantastisk, sneen knirker under skiene og mens Kurt sover lur, står vi op og ned ad bakker i solskin og med blå himmel, fuldstændig som vi altid har gjort.

Dag 5.

Det vælter ned med sne og skyerne ligger tungt over dalen. Energien er derefter. Kurt er kommet alt for sent i seng (21.30.. I know. Jeg er en idiot). Det er svært at overholde sengetider, når den treretters middag først blir serveret kl. 19.00, som er der vi plejer at putte. Læg dertil et lille hotelværelse med 2 voksne og 1 barn. Svært at putte i, synes jeg nok!

Afsted på tur kommer vi. Ut på tur, aldrig sur! Men i dag er det hårdt. Kurt piver, luften er tung af stille sne og min far er overbevist om at “din søster og du altså ikke havde så mange holdninger til alting, da vi var små”. “..Mmmmmh, far”.

Endelig falder Kurt i søvn og vi får slæbt os hjem gennem dalen i tung sne og med lige så tunge skridt. Kurt vågner og vi får lidt chokolade i ham, så han går selv det sidste lange stykke. Ned ad bakke går det! Et stykke klarer han endda helt uden hænder! Han står bare helt afslappet i sporet og falder slet ingen steder.

Derhjemme går vi i legerum og bygger med klodser. Morfar bygger et skib og de sejler sammen til Afrika og Spanien, mens jeg strikker. Vi når også i svømmehal igen. Det er vidunderligt! Kurt er ikke til at slæbe op – og jeg må lokke med at de store piger, måske er gået i saunaen (oh yes… your girls are safe with me!)

Op på værelset og skifte tøj og ned og lægge puslespil i pejsestuen. Kurt med vandkammet hår og højt humør, er blevet mega god til puslespil! Så spiser vi vidunderligt god mad, drikker vin til overpris og snakker om vores slægtshistorie. Lige som alle de andre aftener. Kurt sidder ved siden af og lægger puslespil, eller ligger under bordet og ser Cars 2 på min telefon.

Dag 6.

Vejret er bedre og det har hjulpet på humøret, at Kurt er kommer lidt tidligere i seng. Alle er glade og friske da vi går op mod fjeldet. Kurt går selv de første 2,5 kilometer op ad bakke på ski! Vi spiser en masse chokolade da vi endelig når op på fjeldet. Vi går og står med Kurt i sporet, flankeret af min far og jeg. Da vi når over til toppen af skibakke og hejsen, kigger vi på flotte isskulpturer og stolehejs (Kurt er besat af stolehejsen/slalombakken i det hele taget) inden han kl. 13.00 går omkuld i den trofaste pulk. Min far og jeg går ‘Blå 1’ for old times sake, og det er så hyggeligt. 6 km’s kold fjeldluft og kvalitetstid, mens Kurt bobler i den knirkende pulk. Ah! Vi ender imellem alpinbakkerne i det blødeste puddersne, og det virker nærmest for godt til at være sandt. Vores vinterferies store finale blir således en dejlig, blød, nedgang uden løjpespor. Da vi når slalombakken vågner Kurt og han får ski på og er helt ekset over endelig at få lov til at stå på “den rigtige skøjtebakke” som han kalder den. Det ER sgu lidt en skøjtebakke. I hvert fald når man står på langrend og skal mandsopdække en 3-årig frygtløs nybegynder. Christ! Men vi kommer fint ned og bagefter har jeg endda overskud til at holde mit løfte overfor Kurt, som i 5 dage har tigget om at få en tur i stolehejsen, ligesom Gurli Gris. Jeg køber en billet og så tager vi en rundtur op og ned. Han er glad og spændt og ender med at fryse så meget af at hænge til tørre, at han græder. SÅ afleverer vi pulk og ski inden vi går hjem på hotellet og putter et stykke marabou i en kop med varm mælk. Vi går i brusebad, spiser, snakker med sødt svensk ægtepar og går op og drikker øl og pakker vores tasker på værelset.

Nu sover min far på den ene side af mig og Kurt på den anden. Jeg vil læse de sidste sider i min bog, og så vil jeg sove den tunge fjeldsøvn for sidste gang, inden vi i morgen kører tilbage til virkeligheden.

Godnat fra fjeldet.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

8 Comments

  • Reply Marina 8. februar 2019 at 6:40

    Aj, hvor lyder det også som en gennemrar ferie. Synes ærlig talt, I skulle blive lidt ekstra – her i DK er det bare koldt og vådt 🙂

  • Reply Katrine 8. februar 2019 at 9:55

    Ej det lyder helt fantastisk. Min kæreste kommer også fra en rigtig langrendsfamilie, og han er ved at lære mig det. Jeg glæder mig til den dag, vi har en pulk at spænde bagefter, det bliver for vildt.

  • Reply Louise 8. februar 2019 at 13:42

    Shit. Jeg kan ikke helt overskue hvor god form man skal være i, for lige at trække rundt med 3årig og pulk!!! Er det noget der kommer når man har to små børn, for så er der håb for mig, forude 🙂
    Skøn beretning.

  • Reply Marie 8. februar 2019 at 18:38

    Det lyder fantastisk!

  • Reply Marie 8. februar 2019 at 19:50

    Det lyder jo genialt. Ej det gad jeg godt lige med min den store seksårige. Hvor er det er dejlig feriefortælling.

  • Reply Mai 11. februar 2019 at 7:52

    Årh, Ida! <3

  • Reply Mie 11. februar 2019 at 19:21

    Jeg har aldrig i mit liv stået på ski, endsige haft et behov for at prøve, men det der lyder helt vidunderligt!

  • Reply Helle 13. februar 2019 at 21:04

    Det er altså den smukkeste fortælling <3

  • Leave a Reply