Sunday Blues

Det er Søndag aften og jeg sidder ved tremmerne og en sovende Otto (kl. 18.54! det ville faktisk være passende, hvis nogen lige kom forbi med en medalje)

Vores weekend har været så god og parforholdsvenlig, at jeg nærmest tror at vi er blevet en slags kærester igen. Fredag aften spiste vi ungerne af og smed dem ind foran fjernsynet, så vi kunne spise fajitas med lime, kylling, ost, nachos, salsa, guacamole og koriander og øl ud over det hele. Haps. Da børnene sov så vi ‘Empire Records’ og spiste fastelavnsboller og drak GT (seriøst, den bedste throwback film! Den er på Netflix – Liv Tyler i mavekort angorastrik og AJ og 90’er grunge ungdomskultur fra dengang man selv gik rundt i TP Musik i Helsingør Centeret og købte The Cure og Pink Floyd og Tori Amos og bad til Gud om at møde Valdemar..).

Lørdag var sædvanlig weekend-på-4sal-kaos, indtil vi endelig fik vristet os fri af fjernsynets og vasketøjsbunkernes filtrede arme og udover et enkelt hyperventilerende panikanfald på vej ned ad trappen, gik det faktisk fint med at komme ud ad døren (Jeg måtte smide alt jeg havde i hænderne og det meste af mit tøj og lægge mig ned lige midt på afsatsen, som min stresscoach har lært mig (“Du blir fartblind nu, Ida. Når du kan mærke stressangsten kommer, så bare smid alt og læg dig ned. Læg. Dig. Ned” genklang det i min hjerne) så det gjorde jeg. Og det virkede faktisk okay). Drengene og jeg spillede fodbold med nogle tyske turister på Havnegade inden vi alle fire kørte vi nordpå for at se nogle venner. På vejen skete der set magiske at ungerne faldt i søvn og at vi derfor lige pludselig sad i uforsigtigt forårsagtigt solskinsvejr og 11 graders varme med udsigt til Bagsværd sø og spiste pariserbøf og salat. Vi lignede nogle fra en tinderreklame og det føltes så freaking godt at snakke til hinanden i andet end bydeform. Tiltrængt! Bagefter besøgte vi vores venner der lige har købt og istandsat det dejligste hus lige midt i et skovbryn. Savle savle over udsigt, køkkenalrum og kvadratmeter! Så hyggeligt. Vi sov der og var alle sammen lidt i himlen.

I dag har været søndag på den der herligt uorkestrerede måde hvor alt inkl. mit nyklippede, nyvaskede, orangerøde, halvkrøllede, fimsede pandehår har fået lov til at leve sit helt eget liv i fuld offentlighed, fordi fuckit, med det resultat at jeg seriøst er Sebastian lige nu. Jeg sværger. Den ene gang jeg så mig selv i spejlet fik jeg sporenstregs “Du er ikke alene” på hjernen og nu kan jeg ikke slippe af med den igen. Det er pandehåret og al den natur. Puha. Godt det er Mandag i morgen.

Kh – og håber at jeres weekend har været dejlig og fyldt med en masse forårsfornemmelser som vi sammen kan tude over, om lidt når isvinteren rammer.

Indtil da. Fortrøstningsfulde hilsner og godnat:)