Tanker

6 mrd uden insta!

..Og det er jo så løgn. For de første 5 måneder var jeg inde i browser- (aka junkie) versionen af Instagram 1-6 gange ugentligt for at følge med i alle de mange, oprigtigt spændende liv. Efter en måned fik jeg taget endnu et skridt på vejen, og slettede ca. 1000(!) af de profiler, jeg fulgte, så jeg kom ned på at følge 59. Det skete i en ordentlig Kondo-koger efter præmissen:

✅ Familie – ja tak!

✅ Virkelige venner – kæmpe ja tak!

✅ Profiler jeg egentlig ikke kender i virkeligheden, men som gør mig glad, bla. fordi at de viser et HELT menneske (ikke at forveksle med de der pseudoperfekte, humblebraggende profiler, der en gang om året poster det obligatoriske ene se-min-sidedelle-jeg-er-SÅ-uperfekt billede midt i deres linde strøm af bloggerblomster, enhjørninge og flagrende pastelkjoler med stort grin knækket sammen i en arj-nej-hov-tog-du-lige-et-billede-der-hvor-er-jeg-fjollet-pose – DET SHIT TÆLLER IKKE RAPUNZEL!!) men alle de andre kloge, seje, søde, grineren profiler som jeg elsker at kende på internettet – Kæmpe Mæssigt Ja Tak!

🚫 Profiler med smukke, stilfulde og inspirerende feeds, men som ikke giver mig noget jeg ikke ville kunne læse mig til i et bolig/modemagasin og som i virkeligheden også giver mig jævle ondt i maven fordi alle de perfekte house-tours, morgenrutiner, grøntsagskasser (# modtaget i gave – gå nu væk) og altid smukke tøj/hår/tattoos/rejser/etc. får mit eget liv til at virke så helt utroligt sølle, rodet og uperfekt – Farvel!

🚫 Andre DUERJOIKKEETMENNESKEprofiler – nej tak! There was a double finger situation! Og det var SÅ FUCKING BEFRIENDE! Kh Ida, 34 år, der bliver et voksent menneske og tager ansvar for at unfollowe de profiler der ikke gør noget som helst rart for noget. Totalt To be or not to be situation at få renset sit dyrebare feed fri for digitalt dårskab. Farewell!

Da mit feed efter den første måned var clean og sorteret som en artigt rullet og sorteret skuffefuld Komono, gik der nu kun 3-5 billeder før jeg nåede bunden af mit opdaterede feed.

Gæt selv om der var krise.

Heldigvis kom instas browser/søgefunktion mig til undsætning. Åhh, you insta shrinks, you… I har mig sgu om lillefingeren. Som en spritter efter solbærlikør, sad jeg så i mit ene daglige insta-besøg og mæskede mig i random “populære” profiler. Således blev jeg helt up to date på, for mig, ellers ukendte personer som diverse Kardashians, danske realitystjerner og cirka en million Britney Spears fanprofiler. Så ku jeg bruge tid på dét …Super.

Jeg ved godt, at mange må tænke “du har jo været så meget på Instagram, shit hvor er du phoney”, men det var altså fra en computerbrowser og sommetider gik der uger imellem – og for mig var det især det at være aktivt, bidragende på IG, der var problemet ifht mængden af antal gange jeg var på. Og det faldt jo fra de 50-80(!) daglige indtjekninger til allermax een gang dagligt. Ikke for at forsvare. Men det VAR altså stort for sådan en insta-junkie som mig.

For en lille måned siden tog jeg så det nok endelige skridt ud af instas favntag. Det er lidt sølle, men det er sandt. Jeg ændrede mit password til noget tilfældigt, jeg ikke selv ved, hvad er. Jeg låste mig simpelthen ude af insta (ynkeligt, men utrolig effektivt). Jeg har kun været der to gange siden, da en veninde sendte mig en sej profil, jeg lige skulle tjekke og da jeg skulle se noget fra et tøjmærke. Så fungerer det som en helt almindelig hjemmeside. Den ved ikke hvem jeg er, og jeg kan kun kigge på dem ene profil, jeg er gået derind efter. Det betyder også at jeg stadigvæk en gang imellem kan gå derind og kigge på dem jeg savner (der er mange), Det passer mig perfekt.

Min facebookaktivitet steg en lille smule kort efter min IG afsked, men fik hurtigt udlignet sig, fordi der er så dejlig røvsygt derovre. Der er vitterligt kun venstreorienterede artikler og folkeskolekammeraters børn og forældre. Og ingen likes at jagte. Bliss.

Så, hvorfor er jeg stadigvæk så meget tid på internettet? Hmmm… Tiden i min wordpressapp (=bloggen her) er mindst den samme som før. Og så er tiden jeg bruger på at tjekke hvor mange der liker mine blogindlæg helt ærligt steget med ca 200%. Det er så pinligt, men desværre sandt. Jeg øver mig i ikke at obsesse over det hver gang jeg publicerer noget, men det er som om at fraværet af min insta-profil (hvor jeg virkelig ku vise hvor aaaaafslappet, rodet og skødesløst chillaxed jeg er (lol)) har puttet ekstra pres på min blog tilstedeværelse. Fordi nu er det her jo mit eneste rigtige internethjem (oh, gru!) Derfor har jeg øvet mig i at udgive flere småting – ikke være så bange for den der “udgiv” knap. Og bare lade min blog afspejle det jeg, uden at prale, synes jeg var ret god til på insta, men som bare ER sværere at gøre i et blogformat: nemlig at være sjov og lade selvironien blomstre over hverdagens små sindssyge oplevelser. Det gjorde jeg især i IG Stories (som jeg filmede kon-stan-to til, da jeg var aktiv). Det er bare ikke lige så nemt eller sjovt på en blog. Og jeg savner det. Jeg savner både andres stories og jeg savner mine egne.

Men jeg savner ikke at have min telefon limet til min hånd. Jeg savner ikke at føle at jeg skylder dem der følger mig noget (hej hej storhedsvanvittige type). Men mest af alt savner jeg sgu ikke, at sidde og scrolle mig igennem mine egne stories i en eller anden form for sær, idiotisk selvbekræftelse: “Haha, good one der, Ida. Eeej, dér nailede du den sgu også. Haha ha!”

På billedet herover er jeg på Den Blå Planet med mine drenge. Og jeg kan huske at det var under min 2. story halvvejs igennem den der hajtunnel, at jeg ku mærke det. At jeg simpelthen blev nødt til at tage den fede, fucking tyr ved hornene og sige “INSTA!” Det er ikke mig, det er dig. (Ok, og lidt mig, også). Og jeg elsker dig, men jeg elsker mig selv mere. Det er et halvt år siden i dag. Og ja. Indsæt selv ironisk smiley om at lægge et insta-billede op på min blog og skrive et 400km langt indlæg om at jeg er færdig med et socialt medie. Det er sgu dobbeltmoralsk. Jeg er ikke perfekt. Men min telefon er mere i lommen nu, end nogensinde før. Og når jeg er på internettet nu så kigger jeg for langt det meste UD i stedet for IND.

Jeg googler ting, farer vild i viden på wikipedia og diverse netaviser, når nu jeg ikke længere kan dulme virkeligheds-kedsomheden med et quick fix på IG. Jeg navlepille-reflekterer stadigvæk amok her på domænet (som jeg forøvrigt har gjort siden jeg som 7-årig fik min første dagbog – den eneste forskel er, at der ikke længere er lås på indholdet). Men ellers, ik.. Al den anden tid på nettet bliver faktisk efterhånden brugt på at kigge ud – og det er ikke længere kun i jagten på, at finde noget flot at spejle mig i.

Og for mig er det fandme et stort fremskridt.

Fair is foul and foul is fair.

Jeg nupper lige et halvt år mere.

Kh Ida

Ps.

Hvis man vil læse mere om mine tidligere insta-kvaler (for yes, we go way back) så kan man gøre det her, her, her, her eller her.

Pps. Tricks til et sundt og moderat forhold til IG modtages som altid med kyshånd i kommentarsporet. Tak.

Previous Post Next Post

11 Comments

  • Reply Kirstine 17. marts 2019 at 6:55

    Tillykke! Insta har aldrig RIGTIG haft tag i mig – jeg er mere til ord end billeder. (Kom i første omgang til at skrive ‘mere til ord end til MENNESKER’. Hvad NU, Freud?!). Og Facebook kom jeg over efter et par måneders detox. Pinterest .. gennemskuede jeg. Den er simpelthen FOR skræddersyet i feedet. Random scrolling på pol.dk efter artikler, jeg ikke kan åbne alligevel. Deeeet, er en anden sag. Ps, har lagt WordPress-appen ind i en mappe for at begrænse statistikjunkningen lidt …

    • Reply Ida 20. marts 2019 at 18:48

      Haha, TAK Kirstine! Sjovt, med Pinterest, jeg tænkte faktisk at den måske især kunne noget ret fedt i fht have/natur/minimalisme.. men jeg er heller aldrig rigtigt blevet fanget af den.

  • Reply Maude // skøreliv.dk 17. marts 2019 at 7:23

    Pissegodt gået, Ida!! ❤️ Jeg tænker virkelig meget over de dersens sociale medier for tiden, både inspireret af dig og Karoline. Instagram har jeg faktisk kun været på i lidt over et år, og selvom jeg aldrig for alvor er blevet god til at lægge noget som helst op, så kan jeg sagtens genkende trangen til at gå derind flere (eller mange!) gange på en dag. Men så her for et par ugers tid siden tænkte jeg på, om jeg virkelig behøvede det? Det var i virkeligheden ret simpelt. For nej. Det gør jeg ikke. Jeg har dog været derinde nogle få gange – bare fordi…-, og jeg kommer også til at lægge ting op fortsat. Men ikke hver dag. Og facebook? Oh my, så døde man jo lige. Snork. Men bloggen og Bloglovin holder mig stadig i sit jerngreb. Det kommer jeg nok ikke til at give fra mig uden kamp, ever. Men altså, jeg synes faktisk også at det til tider er lidt ukonstruktivt for mig, jeg er hurtig til at slå mig selv oveni hovedet hvis responsen udebliver. Og så er jeg muligvis ikke kommet en tødel længere? I don’t know. Men anyways: Du er super-sej, Ida!! ❤️

    • Reply Ida 20. marts 2019 at 18:56

      Men synes du ikke også at bloggen trods alt er lidt “tungere kalorier” ifht hvad det er man (vi!) får bygget op? Når Kurt spørger, hvad jeg skriver på, så siger jeg at det er en meget lang bog om vores liv. Og det samme gælder jo i høj grad for sit domæne. Altså: kan det ikke godt (please?) retfærdiggøre tiden lidt i og med den indsats man lægger i et blogindlæg trods alt er større end på Instagram. Og da jeg skrev det opdagede jeg, at jeg er totalt uenig med mig selv! For det er jo ikke mediet der bestemmer indholdets kvalitet. Der findes blogs flade som pandekager, og ig-profiler så fyldige, kloge og gennemarbejdede som bøger! Som Björk sagde engang i midt 90’erne med kælen Islands accent: “its not the computer’s fault. If there is no soul, its because nobody put it there”. Hvis min hjerne ikke blev så pisse afhængig, så ville jeg klart stadigvæk være på Instagram. Men jeg kan bare ikke administrere det. Den er nok bare ikke længere. Og det der med frygten for de tomme kommentarfelter: oh, yes. I hear you sister! Kh

  • Reply Marie 17. marts 2019 at 8:00

    Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg liker det du skriver (jeg er internetdebil) men vil du ikke tænke dig til et ekstra like på alle dine tekster fra mig? For jeg elsker din blog og alt hvad du skriver! Seriøst hvordan kan du være så spot-on på alt?!

    • Reply Ida 20. marts 2019 at 18:56

      Åh, det kan du tro jeg vil. Tak!

  • Reply Astrid 17. marts 2019 at 8:52

    Jeg har lige sat min iPhone til at vise alt i sort/hvid. Tip fra Imran Rashid som har skrevet “Sluk”. Insta, snap, Facebook og internettet i det hele taget er ikke lige spændende uden farver. Har kun 12 timers erfaring, men indtil videre bruger jeg langt mindre tid på telefonen.

  • Reply Johanne 17. marts 2019 at 19:32

    Det er sgu godt gået, Ida!
    Jeg har aldrig haft Instagram, og jeg skal heller ikke have det, for jeg VED, at jeg kommer til junke den for vildt. Jeg lurer tit (for tit) på åbne profiler og stalker via min mands insta (shit, det lyder sølle på skrift), så hvis jeg får min egen profil, går det da helt galt.
    Men jeg er virkelig også blevet meget mere bevidst om mit mobilforbrug på de sidste. Jeg falder stadig tit i, men jeg har slettet snapchat og Bloglovin på min telefon. Snapchat savner jeg nærmest ikke. Og bloglovin har jeg flere gange før slettet, men denne gang savner jeg det ikke. Jeg tjekker bloglovin på min ipad, men så er det mere bevidst og ikke noget jeg junker foran børnene osv. Og det er rart!
    Og jeg synes det er skønt, at dine indlæg er hyppigere, jeg suger det hele til mig

    • Reply Ida 20. marts 2019 at 18:59

      Kunne faktisk godt forestille mig en ipad være en ret fed gadget i fht at blive mere bevidst om ens skærmtid: at det blev mere kvalitetstidsagtigt. Måske skal vi prøve at anskaffe os en ipad der ikke er fra 2010 og som skal jumpstartes hver gang

  • Reply Sisse 18. marts 2019 at 9:40

    Det Marie siger! Jeg vidste ikke man kunne like et indlæg…

    • Reply Ida 20. marts 2019 at 19:00

      Åh! Tak! Man kan like alt her på domænet Kh Ida

    Leave a Reply