God kamp(hver)dag! Et sofamanifest fra småbørnslandet som det lå i 2019

“Hver dag er en kamp!” svarede en af mine kvindelige kolleger i dag, da en anden spurgte ud i vores åbne kontor, hvem der ville med til et Kvindernes Internationale Kampdag gå-hjem-møde.  Det synes jeg sgu er ret sandt (og grineren), uanset hvor på (kvinde)livets vej, man nu befinder sig. I 2017 skrev jeg f.eks. om at være ufrivilligt strandet på dagpenge pga. nogle ikke så karriere-befordrende graviditeter. Sidste år handlede det tværtimod, om at famle sig ind på livet af et just landet drømmejob, som man er rigtig glad for, men også har psyko præstationsangststressargh! overfor.

Når jeg læser sidste års indlæg, tænker jeg at jeg kunne have skrevet det i går. Samtidig kan jeg se, at den hjertebanken jeg for alvor begyndte at mærke i brystet, i løbet af det sidste år, er blevet til et sommerhus. En deltidsstilling. Ti sessioner med en stresscoach. En afsked med instagram, som slugte alt, alt for meget af min tid i forhold til, hvad det gav igen. Så forhåbentligt har jeg flyttet mig, mere end jeg lige umiddelbart tror. I hvert fald sidder jeg her foran en pejs i mit sommerhus, og i dag på arbejdet har vi trykket “send” på noget jeg har arbejdet på i 2 mrd., og jeg har det faktisk ret optur over resultatet.

Samtidig har jeg, her 4 år inde i moderskabets galehus, gjort mig et par (indrømmet, lidt banale) tanker om hele det her mor-somme liv, som jeg tænker kan være mit 2019 Kampdags Note To Self. Og det er virkelig mest til mig selv. Jeg er virkelig ikke ude på at dømme nogen som helst. Eller det modsatte. Okay? Okay.

1 ) Parforholdsplejende eller ej, så er det sgu okay at Lolita lige dør hviler sig lidt. Det er okay at have så lange hår på benene, at Frodo ville være ”Woah” omkring det, at have konstant fedtet-hår-knold og at droppe bøjle-bh’er for good fordi ens hud åbenbart bare har ændret freaking celleopbygning af at lave børn og amme. Det er fandme okay at rende rundt med verdens fladeste strygebræt af et brystparti i en sølle bomuldstop. Hvor mange småbørnsfædre barberer ben og tager stramtsiddende, metalfyldt undertøj på som ingen alligevel ser? Nej vel. Flade bryster 4 life!

2 ) Det er okay at det eneste man kan overskue klokken 21, når ungerne endelig sover og køkkenet ikke længere ligner en kampscene, er at se Bedrag og Hammerslag og Bonderøven sæson en milliard.

3 ) Det er ikke okay at bruge en tredjedel af sit vågne liv på et socialt medie ejet af tech giganter og deres hær af psykologer, som holdt mig fast i benlås på noget, der – for mig –  helt ærligt mest af alt var et computerspil, der handlede om at score hjerter. Det gælder selvfølgelig ikke hvis man 1. kan styre det, eller 2. lever af det. Jeg kunne desværre ikke svare ja til nogle af de spørgsmål. Jeg er sgu for svag til de sociale medier. Og det stopper altså nu! Siden nytår har telefonen været ude af soveværelset og oftere og oftere ligger den i køkkenet, når jeg er hjemme. Der er stadigvæk lang vej igen, men jeg er sindssygt glad for de små skridt der endelig er blevet taget. Og for at jeg har lært min søn at sige ”Lad så være med at kigge på din dumme telefon, mor!”

4 ) Det er okay en gang imellem at købe tre kjoler på januarudsalg, fordi man skal til sommerbryllup og godt gad prøve at have noget andet, end den slidte Self Portrait kjole, man har haft på til de sidste fire fester. Og så står man pludselig der i en sen lykkerus, Torsdag aften i hjørnet af soveværelset i den smukkeste one shoulder dress og hører ’I’m every woman’ på sine shitty iPhone højtalere, fordi ungerne sover lige ved siden af. Ahh!

5 ) Det er okay aldrig nogensinde at tabe de sidste graviditetskilo igen.

6 ) Det er okay at sige nej til alle de mennesker, som giver en ondt i maven på folkeskolemåden. Jeg anerkender at det også er lidt rart at sidde og hælde salt i selvværdet, men det er fandme også en befrielse at klappe og vende ryggen til. Deres liv, er ikke mit! Og faktisk behøver de ikke engang at få min tid.

7 ) Det er okay at være lidt hverdagsalkoholiker på dåseøls-fyraftensmåden. Til gengæld tager vi jo ikke stoffer. Eller bliver skilt. Og et eller andet skal vi jo dulme det her familieliv med.

8 ) Det er okay at være lidt navlebeskuende i et par år eller fem. Lige om lidt er vi alligevel ude på den anden side, og så er de her egocentrerede småbørns-år bare et lille kapitel i den store bog.