Jeg ligger i en drømmeseng mellem mine to endeligt sovende, søde møgunger. Åndedragene er blevet tunge og jeg begynder så småt at drømme om at liste op til de andre, der sidder og spiser natmad, og få mig en kold øl.
Jeg har simpelthen giftet mig ind i en familie der lige stille og roligt ejer et slot. Og her har vi så været til fødselsdag hele dagen. Det har været en kaskerade af suppe, steg og eksistentialisme som det åbenbart er, når man er til 75-års fødselsdag: I dag slog det mig, at det jo er derfor gamle mennesker græder så meget til hinandens runde fødselsdage: De takker af for livet. Og da jeg først fik dét billede på nethinden, kunne jeg seriøst ikke holde tårerne tilbage for al den taknemmelighed og kærlighed der blev sendt rundt til og fra fødselarens venner. Det var så fint at jeg måtte sidde på hug og gemme mig bag børnebordet med tårerne trillende ned ad kinderne. Og da en nordjysk grandonkel spurgte mig, hvem jeg nu var, ku jeg sidde der helt grådkvalt og hikste at jeg var svigerdatter til en grandfætter. Totalt langt ude, lol.
Selvom jeg godt rationelt kan se, at det hverken er min egen familie eller i grunden specielt grædeværdigt, så _kan_ jeg ikke styre det: så snart det blir slået på glasset kan jeg mærke, at nu skal jeg seriøst til at tage mig sammen. Mon der findes en pille for det?
NU sover ungerne og jeg vil gå op til de andre og drikke en sidste skål for den seje fødselar inden jeg også skvatter i søvn.
Hav en god Lørdag!
Ida
No Comments