Sikke et skitzofrent martsvejr! Hagl, sol, regn og blæst i herligt mix i løbet af de 48 tiltrængte timer vi lige har tilbragt i vores sommerhus. I dag har jeg gravet i min køkkenhave, revet 2 millioner grene sammen (seriøst? Hvor kommer de fra??) og med vantro beundret den hær af vintergækker, erantis og krokus som har indtaget hele vores forhave. Jeg er også endelig kommet i gang med en kompostbunke. New life! Og huset! Og haven! Der er så smukt og jeg fatter seriøst ikke, at det er vores. Pludselig brød solen frem og så sad man der på en regnvåd bænk i spæd forårssol og læste lidt inden vores gæster kom. Vi gik op på bakken og klatrede i træer og kiggede på vandet og så ned gennem granplantagen og så hjem til 70’er drinks og chips og hasselbachkartofler og puslespil og måske ER det hus i virkeligheden bare en tidsmaskine..
Nu er vi tilbage i lejligheden. Niklas er ude og spille floorballkamp og det udnytter drengene og jeg på perfekt vis med at bage en kæmpe chokoladekage som vi spiser, mens vi ser Cars, drømmer os tilbage til sommerhuset, googler ord som stubfræser og og smadrer alle de legetøjsbiler vi kan komme i nærheden af.
Idyllisk!
8 Comments
Vi har også nydt en perfekt weekend i sommerhus! ❤️ Det er sååå dejligt! Men jeg må spørge: Er den god, bogen?
Den er vildt god for mig! Tænker nærmest, at jeg vil dedikere et helt i indlæg til den, når jeg er færdig. Venindeskab og konflikter, dødsangst, karrierer, bossladyness, forskelle og grænser og så bare et indblik i livet i midthalvtredserne. Kæmpe anbefaling!
Fedt at høre. Jeg bestilte den på biblioteket i sidste uge, og venter spændt på, at den lander i mit dueslag.
Ja, Marina! Den skal du glæde dig til!
Lyder bare så dejligt! I hvilket område har I købt sommerhus? Er også selv på udgik.:)
Vi har købt hus midt imellem Liseleje og Melby med udsigt til Asserbo plantage og ca 1 km fra vandet. Tilgengæld ligger huset ud til en mindre trafikeret vej. Det var ligesom “prisen” for en stor have, et godt og velisoleret hus vi kan være i hele året (vi har dog puttet en varmepumpe ind) og gåafstand til en sandstrand. Alle 3 ting, noget som jeg virkelig sætter stor pris på. Rigtig, rigtig meget god jagt! Det er så spændende og hyggelig (og nogle gange liiidt frustrerende) en proces at gå og lede efter det helt rigtige hus. Kh
Vi er også de heldige ejere af et skønt sommerhus i samme område, og det er bare noget helt særligt med sådan en weekend, der bare handler om at glo på udsigten og brændeovnen, lære den 4-årige at lægge kabaler (det er godt givet ud på sigt) og kigge på dyr og fugle i haven. Og ikke mindst beundre nyerhvervelsen – en egern restaurant, hvor vi kan følge med, når egernet kommer og spiser morgenmad.
En weekend bliver en hel miniferie i det tempo. Så skønt ❤️
Ej, men jeg er helt enig! Fuldstændig! Og når du skriver det blir jeg helt gen-forelsket i vores weekender. Vi ses i isboden om et par måneder;)