Jeg tror alle bloggere kender til skrivemure, kriser og internetangst. Ukært barn har mange navne og for tiden har jeg ualmindeligt svært ved at ryste den af mig: Irritationen over manglende evner. Angsten for – ikke så meget at folk sidder derude bag skærmene og hader mig – men endnu værre: at de er ligeglade og at det her sted bare er endnu en middelmådig “Spurgt”-blog. For selvom jeg med hånden på hjertet, kan sige at jeg 100% blogger for min egen skyld, så er min største (irrationelle, I’m sure) frygt, at lægge liv til en ligegyldig blog, som spilder både min og andres tid.
Når jeg så tænker ‘Ej, jeg skal heller ikke bruge al min sparsomme overskudstid på at sidde og hælde mit forvirrede selv ned i internettet i 1:1 form, jeg må sguda for helvede, efterhånden kunne finde ud af at give det et lidt kååånstnerisk twist!’ og derfor resolut går i gang med at skrive noget… hvad ved jeg… Noget andet. Så blir det… Jamen, jeg kan nærmest ikke beskrive _hvor_ dårligt det blir. Altså. Nærmest komisk. Jeg kan åbenbart kun skrive rent og vedkommende sådan her. I hvert fald i den her periode af mit liv, hvor frie minutter i løbet af en dag, kan tælles på cirka fem fastbundne hænder. Det er åbenbart bare ikke lige nu – med job og to små børn – at jeg skal ud med alle de sange, noveller og historier jeg føler bobler lige under overfladen. For de smuldrer mellem hænderne på mig, som med drømme: Jeg kan kun fastholde brudstykker af ord, og hvis jeg vover at forsøge at samle dem til et helstøbt billede, så bliver det så tåkrummende klichéfyldt og dårligt. Måske en dag – Når jeg har mere end 30 minutters ro ad gangen (åh, kommer den dag virkelig? Sig den kommer!) – så kan jeg flytte min form over i noget, der ikke er en blog. Men det er altså ikke nu.
Så. Jeg er her stadigvæk… Jeg har bare lige travlt med at skrive på tvivlsomme skuffeprojekter, i øvrigt frigøre mig fra min telefon, grave i min have, forspire ting, tage til Jada-koncert og prøve på ikke at gå ned med stress.
Vi ses på den anden side!
16 Comments
This, my friend, will pass …
Jeg bliver SÅ glad hver gang jeg ser er nyt indlæg fra dig. Du skriver fantastisk!
Jeg ELSKER hverdags-triviaen og bliver helt som Maria, glad hver gang der er et nyt indlæg fra din hånd.
Nu fik du mig virkelig i gang med at tænke på hvad der er spild af tid og spild af liv! For du har ret, verden er FULD af sådan noget – men tro mig: Dig og din blog er IKKE en af de ting! ❤️ Jeg nyder virkelig hvert besøg herinde.
Jeg kan dog godt følge din tanke, for nogle gange tænker jeg for mit eget vedkommende også på om det er det hele værd, al den tid man lægger i et enkelt indlæg i forhold til hvor hurtigt det måske? er glemt igen derude på den anden side. Men jeg er nået frem til, at jeg simpelthen ikke kan lade være; der er alt for meget kriblen i fingrene hvis ikle man gør det. Har du det ikke sådan? Anyways: I love you big time. ❤️
Din måde at beskrive hverdagslivets ups and downs er intet mindre end livsbekræftende. For ofte er livet jo den bizarre blanding af kaos, surhed og glade stunder. Dit pasta indlæg for nyligt var intet mindre end genialt! Sjovt og essensen af at det der kan ligne uopnåeligt overskud i en overskrift og et billede jo i virkeligheden sker mens man står i kaos, ulvetime osv og alligevel lykkes med at gribe et øjeblik. Så jeg vil bare elske hvis du fortsætter med mere af det hele for jeg bliver som regel glad af at læse dine indlæg om alt det hverdagen rummer. Så tak fordi du blogger
Jeg vil gerne tilslutte mig Joan – din pasta-post kan i sig selv udgøre det for berettigelsen af din blog, så sjovt, så fyldt med selvironi, så spot on alle trætte mødre med store ambitioner for hyggelig efter-institutions-kvali-tid og hjemmelavet aftensmad og gerne i en kombi. Det du lavede lige der var kunst i sig selv. Og resten er også fedt, så jeg glæder mig hver gang. Du er så sej!
Please, bliv ved med at blogge. Så det ikke kun er intetsigende reklame-bloggere på nettet 🙂
Du er min favorit blogger
Kære Ida, jeg er også vild med din blog og jeg bliver så glad når der er nye posts fra din hånd. Du er godt selskab også når vi bare hænger ud 🙂
Kære Ida, jeg elsker din blog for lige præcis det! Bliv endelig ved. ❤️
Ej ej ej. Jeg melder mig ind i koret – du er så original og sjov! Ja: sjov. Det er der ikke meget af i blogland. Bliv ved, please
Jeg stemmer også i: forlad os aldrig! Du er jo for pokker med i den hemmelige klub af spændende, relaterbar damer, som jeg kan lade som om, jeg rigtig kender. Du ville mangle til mine imaginære middagsselskaber med Karoline, nomdemie, Blogsbjerg og alle de andre. (Ok, det lød lige en tand mere creepy på skrift end i mit hoved.)
Bliv endelig ved – din blog er SÅ værdsat!
Forsøgte at indsætte et hjerte, men det kunne jeg slet ikke håndtere sådan en fredag eftermiddag. Men jeg læser glad med her, var det jeg ville sige
Bare det samme som alle de andre! Bli’ ved, alt er læseværdigt