Monthly Archives

maj 2019

Kære brevkasse: Hvor mange baner skal man vinde i livet for at trykket for brystet går væk?

Hvorfor trykker det sådan for brystet nogle gange, når jeg cykler hjem fra arbejde? Oplever andre mødre også det? For jeg synes de skjuler det så godt på deres cykler med flotte Celinesolbriller og gannikjoler og tomme Yepp Maxi barnesæder bagpå. Skjuler jeg det lige så godt? Hvorfor føles det så utaknemmeligt at blive stresset af, at have fået alt det man ønsker sig (mand, børn og job)? Jeg har selv valgt det. Og jeg skal jo bare være glad for at være så heldig. Hvor kommer grundangsten så fra? Den har ligesom sat sig på tværs i mit indre univers. Er det bare et levn fra to barsler der, udover det med at lave to børn, også indeholdt jobsøgning med to mrd’s baby på skødet, projektstilling i Malmø fra babyen var seks mrd (fik den udskudt en hel måned #momhack), at stå og malke ud i håndvasken på badeværelset i frokostpause, blive gravid igen efter 9 mrd. Være så flov over at falde i søvn foran computerskærm, at jeg gemte mig på et ubooket mødelokale for at sove. Føle at kroppen var i vejen. Søge job igen, få et nyt job, blive fyret efter fire arbejdsdage, starte på en praktikplads halvanden måned før termin, gå på barsel to uger før termin, gå projektleder på en hjemmefødsel, for at undgå at skulle køre taxi tre timer efter fødslen. Få brystbetændelse. Amme to børn med centimeterdybe snitsår og svamp på brystvorterne. Søge job igen fra den nye baby er tre måneder. Gå til jobsamtaler med barnevogn. Starte på nyt job fra babyen er syv mrd. Stå og amme ude i badeværelsets håndvask. Amme tre gange hver nat. Lære Citrix og SAP og Outlook og hvad DevOps betyder. Lære at lægge madplan. Få dårlig samvittighed over at glemme aftaler. Få dårlig samvittighed over ikke at kunne overskue madplan. Få dårlig samvittighed over ikke at orke MorgenBooster på 1508. Tænke at det må være mig, som er dårlig til at balancere moderskabet med karrierelivet. Få dårlig samvittighed over ikke at dyrke motion. Eller sex. Eller noget som helst, faktisk. Få dårlig samvittighed over at skrive dette, lange spørgsmål (at fremstå utaknemmelig over mine barsler og mit arbejdsliv).

Kan det være dét der gør at det trykker for brystet? Og hvordan får jeg det til at gå væk? Jeg har prøvet med venindeture og karbad. Hvor mange baner skal man vinde i livet for at trykket for brystet går væk? Jeg håber du kan hjælpe.

Kh mk (mor med lille m, karrierekvinde med lille k)

Ps. Jeg ved ikke hvem du er, men jeg fik lyst til at skrive til dig, efter at have snakket med min gode veninde, som er på barsel lige nu, og læst denne artikel.

Haven rundt #maj

I august 2018 fik jeg for første gang i mit voksenliv en have (den omkranser vores sommerhus i Liseleje). Siden da har jeg været overraskende oppe at køre over at have en have. Denne serie af blogtekster er et forsøg på at konkretisere og fastholde begejstringen i en månedlig gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her.

Kom maj du søde fiberdug! Der er ikke rigtig ord der kan beskrive følelsen af grønne eksplosioner under en fiberdug. De bedste 75 kr jeg nogensinde har brugt var på den fiberdug! Bevares – majs mange regnskyl har helt sikkert også haft en lille dråbe med i spillet.

Jeg satte fiberdugen op efter et par stille uger i køkkenhaven, hvor intet dukkede op (i slut april, så fair nok – men den her noob er utålmodig af) og på bare to uger under fiberdug, var kartoffelplanterne 12 cm høje. En uge senere – I går – da jeg kom herop igen. var de 25 cm! Vild rucola har også også fået godt fat. Porrer, dild og gulerødder ser derimod lidt understimulerede ud. I dag fik jeg (lige efter billedet blev taget) sat et par klatrepinde op ved de små ærteplanter i højre hjørne ved  minidrivhuset, så de kan begynde deres vandring opad inden længe.

Det eneste trælse ved fiberdug er at det ligner at du har spændt et stort stræklagen ud over hele din køkkenhave. Det smarte er, at både solens uv-stråler og vand går igennem dugen, men ikke fugle (der elsker at spise små lysegrønne spirer). Og så hæver dugen jordtemperaturen og fremskynder spiringen. Herunder er haven for en uge siden..

Og herunder har dugen hævet sig op. Det var sgu fedt at komme op til sådan et syn (parkerede selvfølgelig straks mine børn indenfor med ramasjang på telefonen, så jeg kunne nusse i haven #priorities). Vi har forøvrigt udvidet vores lille nyttehave med tre kapilærkasser (pakket ind i noget sort træ-beklædning). Deri er squash, rødbeder og krydderurter. I drivhuset er der stadigvæk godt gang i tomat- og chilliplanterne. Måske overlever en enkelt agurk. Resten er desværre døde (bedre held næste år)…

Så kom fiberdugen af. Tadaaa! Heltovervældet af kartoflerne (stykket ud mod græsplænen) i fuld galop. De høje grønne planter, der står og hænger med mulen op ad køkkenhavehegnet, er forøvrigt solsikker, som drengene og jeg har forspiret hjemme i lejligheden. I dag plantede jeg dem ud rundt om køkkenhaven, fordi de tiltrækker insekter – og mest af alt selvfølgelig fordi de er så skideskønne. Håber de får godt fat og bliver HØJE! Da jeg fjernede fiberdugen lå der forøvrigt tre mærkelige svampevækster. Lignede lidt clementinformet sukat? Og så er der grøn belægning på noget af jorden og jeg tør ikke at fjerne det, før jeg har lidt bedre styr på hvad der er hvad, af de små, skrøbelige spirer. Så giver lige jorden lidt frisk luft mens jeg er heroppe og tager så dugen på igen når vi tager hjem til lejligheden lidt senere i dag.

Til venstre er de to træstubbe som de tidligere ejere har plantet roser op ad. I midten står det – forhåbentligt – kommende staudebed.

Her er klatrerosen. Den stod og flagrede lidt, så da jeg beskar den, forbandt jeg de to stubbbe med et stykke træpanel fra garagen og fik grenene op på det, så den vandrette flade blev større og får mere sollys. Nu må vi se, hvordan det ender, men jeg skal helt sikkert have gang i nogle flere buer i haven. Synes det giver så fine og luftige brydninger, at få det grønne hævet op i niveau med luft og perspektiv under.

Rhododendron amok! Det eneste jeg har gjort er at nippe alle de gamle blomsterhoveder af (seriøst en dejlig tjans – også for børn) så de nye skud fik mere luft og så har jeg givet noget surbundsgødning (som rhododendron apparently skal have). Jeg har købt – og i april – givet tre slags gødning : All round NPK gødning – Det har jeg sammen med hestemøg og kompost givet i køkkenhave og staudebed og på de mest mossede områder på græsplænen – Ryge siger jo at “vi haveejere” åbenbart alle sammen har meget mos i haverne pga. sidste sommers tørke, som slog plænerne ihjel. Man skal ikke fjerne mosset, siger han, bare give en lille smule gødning (som gennem regnen ryger ned de trætte græsfrø under moslaget og hjælper dem med at få fat igen). Så har jeg givet roserne (dem har vi ca 10 af) rosengødning og til sidst altså surbundsgødning til rhododendronerne (vi har ca. 5 af dem).

Ulrich Brünner er en stikkende, arrig mand og som det er med gamle, bitre mænd, har han en sær måde at vise sin kærlighed på (‘Go to him if you can, but be prepared to bleed’)… Jeg håber virkelig at han snart finder en anden måde at vise, at han elsker mig – pt er han mest af alt bare high maintanance.

Akelejerne dukker op overalt! Mellem fliser, i rosenbedene – overalt. Anede ikke at den var så hårdfør, den fine lille blomst.

Friske granskud. Findes der noget mere livsbekræftende / lækkert at trille mellem tommel- og pegefinger? Jeg tror det ikke.

Tre slags rhododendron i havens østlige hjørne. Mistænker vores tidligere ejere for at have haft en hot pink fetish.

Ikke så charmerende, men ikke desto mindre et sted jeg besøger flere gange dagligt. Havens toilet. AKA kompostbunken. Både en åben, jeg har bygget selv (i baggrunden) ud af vores brændetårn og så den lukkede beholder i forgrunden, som jeg fik gratis af Halsnæs kommune ved at sende dem en forespørgsel. Mange kommuner giver dem gratis væk, fordi det er smart for dem at slippe for at hente det køkkenaffald, som udgør 1/3 af vores affald. Jeg putter grønt køkkenaffald (kartoffelskræller, porrertoppe, æggeskaller – men ikke noget der har været tilberedt) i den lukkede – topper engang imellem med grønt fra haven. Den åbne bunke er til plæneafklip og lidt hestemøg og ukrudt. Og så roder jeg lidt rundt i det med en greb når jeg gider. Er du også kompostnoob, så læs f.eks. Plantesmilets introduktion her. Kompostbudene har også gode introduktioner til de grundlæggende principper.

Førnævnte gamle bitre mand trækker på smilebåndet…

Staudebedet udspringer af et buskkrat som jeg ikke har skrevet om endnu. Der er brombær, kaos og det er mit næste projekt. Forleden fik den et første kærlige skub på vejen med to nye blåbærbuske vores venner forærede os. De står parvis og krydsbestøver hinanden.

Staudebedet er der ikke sket så meget i. Sommerfuglebusken (som mange har nævnt i kommentarerne er det her selvfølgelig en syren. Doh.) er sprunget ud og det samme er den gule …busk. Øhm. Aner ikke hvad det er (her har folket også talt. Gyvel it is) Jeg luger stille og roligt græsset væk i bedet, så jeg en skønne dag når op til de hostaer man kan se i baggrunden og som står op ad bærbuskene. Jeg går langsomt til værks med det store krat, for fuglene ELSKER det. Det har virkelig været et horehus af dimensioner her i det tidelige forår og når vi har siddet på bænken, har de larmet så meget derindefra at man får lyst til at spille “Lets get it on” for dem. Vi elsker fuglene og de skal have det SÅ nice i haven. Det samme gælder sommerfugle og insekter, så jeg går lidt varsomt til værks med at fjerne krattets visne grene. Det synes jeg ligesom jeg skylder dem. Det er jo faktisk os der er kommet ind i deres grønne hjem. De var her først.

Masser af ukrudt her på nordsiden. Fjerner en del og planter skyggeglade blomsterblandinger i stedet, men synes faktisk også at det er ret smukt med alle de mælkebøtter (som insekterne elsker). Så de bliver.

Forglemmigej. Måske min yndlingsblomst i hele haven.

Bregnerne er vågnet op. Rundt omkring i hele haven folder de sig ud og de er så flotte. Jeg havde slet ikke behøvet at købe to bregner i sidste måned – Åbenbart har vi masser.

Hvid blomst. Kan nogle hjælpe med navnet?

Siden sidste har vi fået indrettet os endnu mere på de mange små kroge af haven. Det gør faktisk en kæmpe forskel at der nu står et gammelt havesæt og skriger på at man sætter sig ned og drikker en sundowner. Hængekøjen købte vi i Thailand og er det vildeste hit!

De sidste to billeder handler – igen – om køkkenhaven. Maj har helt klart været en køkkenhavemåned og jeg er blevet så glad for min beslutning om at placere køkkenhaven så centralt i forhold til vores hus og primære uderum i dagstimerne: Terrassen. I går sad drengene og legede med vand i karbad på dækket mens jeg nussede rundt i køkkenhaven en meter fra dem. Det var så hyggelig og socialt og alt det jeg håbede på, da jeg tog det første spadestik i græsplænen i december. Da solen var væk (aldrig vande midt på dagen – så fordamper det hele, har jeg lært) og vi var gået ind, kunne jeg lige hælde al vandet fra deres badekar ud over planterne.

Juni måned håber jeg bliver brugt på lidt mere afslapning og boglæsning på terrassen og så glæder jeg mig til at rydde lidt op i fuglekrattet og bærbuskene. Og så skal vi jo også på stranden og bade og spise is! Summer Is Coming. Hurra!

En sidste tanke om det her med naturens magi og det helt igennem forbindende og urmenneskelige ved at gå rundt og rode i planter og jord er, at jeg vil smide en kæmpe anbefaling efter Gudrun Marie Schmidts fantastiske portræt i Politiken af heksen Dannie Drudenhyld (kræver ikke abonnement her i valgperioden): Et smukt portræt af et naturflip. Og billederne! Dannie Drudenhylds ‘Heksens Håndbog’ fløj ubemærket hen over hovedet på mig dengang i 90’erne, men nu må jeg have anskaffet mig et eksemplar. Lucia Odooms poptillæg om hekse fra sidste uge er også et lyt værd, uanset om man har en have eller ej.

Nu vil jeg pakke sommerhus ned og skynde mig ind til EU-stemmeurnerne og sætte mit kryds på at vi får kloden til at blomstre igen.

KH Ida

Angsten for modelbureauet

Forleden fik jeg taget nye poler (=polaroider = billeder hvor man skal foregive at se naturlig ud) oppe på mit modelbureau. I årevis – pretty much alle mine tyvere – har jeg hadet at være på besøg på mine modelbureauer (i udlandet hedder det go-sees: At man ligesom lige møder op, så de kan se hvordan man ser ud i virkeligheden). Selvom mine bookere er søde, så er det der med at få målt hele kadaveret med målebånd og stå i undertøj med musselmalede, blodsprængte ben og appelsinhud amok og blive dømt på sit udseende bare en …utrolig sær situation at være i.

Jeg skriver sjældent om det med at være model, men ikke desto mindre er jeg det jo. Det fylder faktisk lidt en sjælden gang imellem. Selvom den ambitiøse karrieresnob i mig (den er lille, men den er der – og måske er den endda vokset lidt på det sidste) har svært ved at retfærdiggøre behovet for at bruge sin fritid på noget, der er så overfladisk, så må jeg bare indrømme at jeg godt kan lide selve jobbet: Selve det at stå ude i en kornmark, vade rundt på et fjeld eller bare være i studie og lave noget kreativt og lavpraktisk og ret usnobbet. Men de obligatoriske bureaumøder der unægteligt er en del af at få lov til at komme ud i den mark der. Jeez! Dem har jeg sgu bakset med. Da jeg lige var startet som 20-årig, kunne jeg sulte mig i flere dage op til et bureau-besøg. Så stod jeg der helt svimmel og bad til at målebåndet ville vise et tal under 94, som var det maximale for mit hoftemål. Engang var tallet helt nede på 89 og jeg svævede bogstavlig talt nærmest ud derfra af lykke. Husker følelsen af at gå og føle sig så svævende let og sulten-svimmel og accepteret. Hvis tallet var for højt – f.eks. 96 cm, så hadede jeg derimod min krop. Jeg hadede virkelig, at den ikke kunne være tynd nok til at bestå målebåndstesten. Et åndssvagt og dumt lille målebånd. Puha.

Selvom jeg langt fra består den målebåndstest i dag, synes jeg at jeg har lært at hvile i mig selv i langt højere grad, når jeg besøger mit bureau. Bare sige: Btw er jeg altså 34 år og har lige født to børn og hvis jeg selv skal sige det, så ser det faktisk ikke helt dumt ud, det hylster jeg kan diske op med. Jeg hader faktisk ikke min krop mere. Heller ikke når jeg står der i alt for stramt undertøj og bliver målt (jeg har lært ikke selv at kigge på tallet) og det vælter ind med 22-årige Mathilde Gøhlere og man selv står der og repræsenterer den mere patinerede kategori. Så simpelthen bare gå Beyonce på dem: “Oh this old thing? I’ve had it for years!”

Hvorfor har du græd i øjnene?

Jeg ved sguda ik hvorfor. Er nok bare løbet tør for hjerne. Og for krop. Og tabt min sjæl på Sluseholmen kl 17.30, da jeg cyklede hjem og godt ku mærke, at det nok var en af de der åndenødsdage, man først opdager, når den er overstået. Den startede klokken seks da Otto vækkede os, så afleverede Niklas og jeg mødte 8.30. Hele dagen gik med møder og arbejde og det var ligesom først derhjemme, da døren lukkede bag mig, og jeg sad på gulvet med to trætte børn, at jeg opdagede at jeg er gået langt over stregen for hvad jeg magter. Men det er løbet jo ligeglad med, for selvom jeg i teorien har fri i morgen, er jeg mega bagud på arbejdet og vi får Air bnb gæster og skal pakke til sommerhus og jeg kan overskue præcis ingenting af det. Der er plads til lige præcis nul af alt det dejlige, fordi al energi er gået til arbejdet.

(…)

I dag er det Torsdag og nu har jeg taget en tudekiks, holdt min ugentlige fridag (som jeg ikke nåede sidste uge og egentlig slet ikke har tid til), drukket vores pant op på Coffee Collective, skrevet på min bog (bliver nødt til at skrive det højt, ellers er det ikke sket) og haft besøg af en veninde og verdens sødeste baby (#kugodt). Mens jeg har siddet i fosterstilling og skrevet har nogen gjort rent i vores lejlighed og om lidt kommer Niklas og min mor hjem med et par børn og så tager vi sgu til Dragør og i sommerhus og spiser nogle kridhvide kulhydrater.

Det er okay.

 

#erdetmandag

Jeg var ude og lufte mine come fuck-me-heels i går og til alle der har siddet i åndeløs spænding, gik det rigtig godt. Mine alt andet end fuckable øvrige cykelaccessories hev looket ned i et nogenlunde neutralt leje – og så var jeg flankeret af noget lækker armcandy (min mand) som tilmed orkede at fotografere mig. Genialt.

Til de interesserede, så passer det forøvrigt ikke, at de ikke føles som høje hæle (men det er der vel heller ikke nogle, der for alvor tror på?). Tilgengæld ER de behageligere end andre stiletter, men klokken to, efter 7 timer, måtte jeg alligevel trække kunstig-hofte-kortet og hoppe i loafers. Og NU snakker jeg ikke mere om de sko.. (tilføjelse: Jeg har selv købt og betalt de sko – det er bare subjektiv, public service, fordi jeg synes der er så mange overglade betalte bloggere, der skriver om dem for tiden).

Resten af weekenden er gået med zoologisk have og tigertræning i Vanløse og 200 psykiske nedsmeltninger fra min treårige. Phew. Mandag, du kommer bare!

Oh darling! (Hej nye Roccamore sko)

For et par uger siden fik jeg nogle penge udbetalt for et modeljob jeg lavede sidste år. Lidt som når en musiker får royalties, kan man som model somme tider være heldig, at en kunde gerne vil forlænge deres brug af en kampagne man optræder på. Kort historie lang: Jeg fik gratis penge.

Så i dag efter arbejde gjorde jeg det eneste fornuftige: Cyklede forbi Roccamores showroom og købte et par sko. Yiz. Jeg har været lun på Roccamore lige siden Maren begyndte at fable om dem på sin blog for 400 år siden og jeg har decideret ønsket mig et par, siden jeg så hende på bogmessen i et par forrige år (og faktisk også engang dansede en hel nat med hende til et bryllup, hvor hun freaking OGSÅ havde de sko på).

Jeg har kigget seriøst på lige dét her par i et par måneder. Og i dag brugte jeg mindst 20 minutter på at finde den rigtige størrelse i showroomet (fordi jeg seriøst er ekspert i at købe sko for små). Efter en magisk unboxing/ulvetimesituation (nej, jeg kommer ikke så meget ud. Og det er ikke hver dag at jeg køber et par sko til 1900 kroner. Så attention must be payed, ing). Men så snart jeg fik dem på (nu uden tætte sorte strømpebukser) var der kødfrynsetæer. Pis. Kødfrynsetæer i ellers virkelig pæne sko. Se selv.

Så slukøret tilbage i æsken med skoene og sidde og trawle internettet igennem for andre kødfrynsetæer og nå frem til at They Will Not Take Our Freedom, de kødfrynsetæer! Nej. Og så længe man ikke tager de der close up tå-billeder og ligger på instagram(!), så er det altså stadigvæk verdens måske pæneste voksensko – frynsetæer ‘n all. Og på trods af stropperne giver de et laaaaangt flot ben der ender nede i en fin lille smuk ruskindsspids. Altså. Jeg elsker dem allerede og sidder nu her – i mine nye stiletter – og putter i Kurts seng og glæder mig til at danse en hel nat i dem …Lige om lidt.

Et slag for at dyrke ting på hobbyplan

Der er stille herinde og det er simpelthen fordi jeg er i gang med at jumpstarte alle mine gamle hobbyer. I flere år har de holdt pause, selvfølgelig pga kids og arbejde, men mest af alt fordi jeg ubevidst har tænkt, at nu var jeg blevet rigtigt voksen, og sådan en, har altså ikke tid til at lave noget, der alligevel ikke bliver godt. Den tager vi lige igen. Fordi det alligevel ikke bliver godt. Hvad fanden er det for en lortet tanke? At man skal lade være med at gøre noget, man egentlig godt kan lide, fordi resultatet ikke blir godt? Undskyld, VLAK-regering, men gider I godt lige skride ud af min hjerne?!

Da det først sank ind hvor helt igennem latterligt det er, er jeg blevet endnu mere klar på at gå i big-time hobbymode – i protest mod konkurrencestaten! Ellers ender det med, at det eneste jeg rigtigt kan finde ud af, er at arbejde, passe børn og forbruge: Købe ind (forbruge varer), se Netflix (forbruge underholdning), læse blogs og nyheder (forbruge medier) og kigge på tøj og sko jeg ikke skal købe (forbruge endnu flere varer – eller i hvert fald at drømme om det).

Jeg tænker at jeg vel nok er blevet en dygtig konkurrencestatsborger. “Gør det du er bedst til”, skreg de. Jo tak. Så jeg færdiggjorde min uddannelse, fik et job og når jeg har fri fra det, er jeg reduceret til en forbrugs- og børnepasningsmaskine i effektiviseringens hellige navn. Well, not on my watch!

Og nej, jeg kommer da aldrig nogensinde til at skrive bøger som Ravn, synge Shallow som Gaga eller komponere blomsterbede som Ryge. Det siger sig selv. Det bliver hverken til stor kunst eller særligt gode resultater, men det er jo for helvede heller ikke pointen!

Hvad jeg så bedriver? Jamen tak fordi du spørger. Jeg skriver på en bog. Yes. Så er det out in the open. Så deeet… Den handler om at cykle og om kadence og tid og sådan noget. Og hvis den nogensinde blir færdig, skal den ikke andre steder, end over i min skuffe til alt det andet, der ligger derovre. Og så har jeg for nyligt opdaget voice lessons og sangturorials på youtube. Så det hygger jeg mig også ret meget med. Pt synger jeg A case of you (Joni Mitchell er mit spirit animal i den sang), Vision of love med Mariah Carey og Shallow med Bradley Cooper og Lady Gaga. Det er med andre ord Secret Single Behaviour på højt plan. Og det giver mig kæmpemæssig optur.

Så farvel til dig, åndsbolletanke om at jeg kun skal bruge tid på alt det, jeg kan i forvejen. Og at jeg ikke må spilde min tid. Gu må jeg så! Gu må jeg spilde min tid. Så fra nu af sidder jeg bare lige herovre i hjørnet i min hønsestrik og spilder løs.

Det er min tid at spilde.