Hvorfor trykker det sådan for brystet nogle gange, når jeg cykler hjem fra arbejde? Oplever andre mødre også det? For jeg synes de skjuler det så godt på deres cykler med flotte Celinesolbriller og gannikjoler og tomme Yepp Maxi barnesæder bagpå. Skjuler jeg det lige så godt? Hvorfor føles det så utaknemmeligt at blive stresset af, at have fået alt det man ønsker sig (mand, børn og job)? Jeg har selv valgt det. Og jeg skal jo bare være glad for at være så heldig. Hvor kommer grundangsten så fra? Den har ligesom sat sig på tværs i mit indre univers. Er det bare et levn fra to barsler der, udover det med at lave to børn, også indeholdt jobsøgning med to mrd’s baby på skødet, projektstilling i Malmø fra babyen var seks mrd (fik den udskudt en hel måned #momhack), at stå og malke ud i håndvasken på badeværelset i frokostpause, blive gravid igen efter 9 mrd. Være så flov over at falde i søvn foran computerskærm, at jeg gemte mig på et ubooket mødelokale for at sove. Føle at kroppen var i vejen. Søge job igen, få et nyt job, blive fyret efter fire arbejdsdage, starte på en praktikplads halvanden måned før termin, gå på barsel to uger før termin, gå projektleder på en hjemmefødsel, for at undgå at skulle køre taxi tre timer efter fødslen. Få brystbetændelse. Amme to børn med centimeterdybe snitsår og svamp på brystvorterne. Søge job igen fra den nye baby er tre måneder. Gå til jobsamtaler med barnevogn. Starte på nyt job fra babyen er syv mrd. Stå og amme ude i badeværelsets håndvask. Amme tre gange hver nat. Lære Citrix og SAP og Outlook og hvad DevOps betyder. Lære at lægge madplan. Få dårlig samvittighed over at glemme aftaler. Få dårlig samvittighed over ikke at kunne overskue madplan. Få dårlig samvittighed over ikke at orke MorgenBooster på 1508. Tænke at det må være mig, som er dårlig til at balancere moderskabet med karrierelivet. Få dårlig samvittighed over ikke at dyrke motion. Eller sex. Eller noget som helst, faktisk. Få dårlig samvittighed over at skrive dette, lange spørgsmål (at fremstå utaknemmelig over mine barsler og mit arbejdsliv).
Kan det være dét der gør at det trykker for brystet? Og hvordan får jeg det til at gå væk? Jeg har prøvet med venindeture og karbad. Hvor mange baner skal man vinde i livet for at trykket for brystet går væk? Jeg håber du kan hjælpe.
Kh mk (mor med lille m, karrierekvinde med lille k)
Ps. Jeg ved ikke hvem du er, men jeg fik lyst til at skrive til dig, efter at have snakket med min gode veninde, som er på barsel lige nu, og læst denne artikel.
21 Comments
Tak for dit skriv. Jeg er på barsel, men har valgt at søge nyt arbejde. Nu står jeg med to jobtilbud og jeg har aldrig været så meget i vildrede om hvilket job jeg skal tage: karrierejobbet der ligner mit gamle, men stadig spændende på grund af ny arbejdsplads. Eller karrierejobbet, der er et hop op fra nuværende stilling, med mange nye arbejdsopgaver, men også spændende læring, gode udfordringer og kollegaer at sparre med. Dog måske lidt mindre familievenlig arbejdsplads. Den ene dag er jeg sikker på at det ene er rigtige og den anden dag er jeg sikker på at jeg vil det andet.
Åååh,sikke en fin artikel, Ida. Det er bare hårde år med små børn, og man er så revet midt over i modsatrettede følelser og fucking træthed konstant. Og ingen fortalte dig at det ville være sådan her. Men du gør det så godt du kan, det gør vi alle sammen ♥️
Tak for dine/mine tanker!
Det handler om vist om at holde ud og holde af sig selv i mellemtiden.
Jeg bliver helt forpustet bare af at læse dine megabedrifter på ganske få år!
Livet som mor er hårdt og det eneste, som jeg synes hjælper er at høre andre kvinder (bl.a. dig!) sige, at jeg ikke er alene i den oplevelse. Så bliver følelsen af fiasko mindre.
Du gør det godt!
Utaknemmelig? Jeg fik kraftedeme stress bare af at læse det her indlæg! Nu du direkte spørger, kan man for en sjælden gangs skyld få lov at udspy sine irriterende meninger: Glem alt om solbriller og Gannikjoler; de skal hjem og skilles fra en lortemand og de har i øvrigt kun ét barn. Klap dig selv på skulderen over alle de der sindssygt seje ting med job, amning osv. som du overlevede og bund en øl og æd en pose chips uden at dele med nogen. Slut fred med motion, sex osv. Om fem-ti år er der tid til det og så har vi resten af livet til at løbe og bolle. Det kan blive til rigtig meget løb og bol. Fuck madplaner.
Altså selvom du ikke lige nu og her har lyst eller overskud, så er sex det, der fjerne trykken for brystet. En god orgasme skal man aldrig undervurdere. Så gå igang uden lyst, prøv at lukke ned for tankerne og lige pludselig – wauw. Få noget pik – det hjælper. Og for dem der ikke er til det, så er jeg sikker på et slag fisse også gør det samme … Gammel kone med sit på det tørre. Eller våde om man vil.
Jeg vågnede på min ældstes 5 års fødselsdag for halvanden måned siden med så meget trykken for brystet, at jeg havde svært ved at trække vejret. Bevares, der havde været lidt i forvejen, men jeg tænkte, det kunne skubbes væk. Det kunne det ikke, og et par uger efter kunne jeg knap åbne munden uden at tude og jeg kunne knap passe mit arbejde.
Nu har jeg været sygemeldt en måned med stress. Det går bedre, men det er svært.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil sige, andet end at når man rammer de fysiske symptomer, er man altså ret langt henne af skalaen for en krop i alarmberedskab. Og man skal lytte.
Pas på dig selv.
Shit, jeg blev helt forpustet af at læse dit indlæg (er godt nok også højgravid, men alligevel).
Jeg har heller aldrig forstået hvordan folk gør det. Jeg har et job med skæve arbejdstider og døgnvagter, hvilket betyder at jeg har 1-4 fridage hver uge. Som jeg vel at mærke ikke bruger på fridage med mit barn (kun sjældent) eller madplaner og madlavning, men bare på at lade op og ordne lidt praktiske ting. Ville ikke kunne fungere i det her morliv uden mine fridage. Og jeg har kun ét barn.
Varm aftensmad får vi nok 2-3 gange om ugen. Vil hellere bruge eftermiddagen sammen med mit barn. Så resten af ugen får vi bare rugbrød/hvad vi lige har.
Seriøst, hvordan gør I andre? Kan dog se at flere kvinder i omgangskredsen skifter fuldtid ud med deltid.
Hvis jeg levede dit liv, det du beskriver i ovenstående indlæg, så var jeg sandsynligvis sygemeldt med stress lige nu.
Jeg tænker ikke der er nogen der kan give 100% på alle niveauer. Men at vælge dem, der betyder mest og vi aldrig kan gøre om. For mig er det at være så god en far jeg kan. Jeg kører ikke ironman mere eller har en flot have eller mange venner. Men min chance for at give 100% er nu og til start teenage og de 13-14 år vil jeg aldrig kunne gøre om. Det spændende job skal nok komme igen Godt skriv!
Alt vækker genkendelse. Mit tryk for brystet er ved at lette nu. Hvor drengene er hhv. 3 og 6 og jeg har indset, at jeg nok skal nå det. Det hele. Men siden 2012 har mit liv været som du beskriver. Jeg har haft så travlt med både private og professionelle “burder”, at det pludselig var uvant og ubehageligt for mig, da trykket forsvandt, fordi jeg troede jeg havde overset eller glemt noget jeg burde. Bevares, vi har stadigvæk skidetravlt. Og løber rundt som høns uden hoveder for at nå alt imens vi glemmer der halve. Men altså, trykket er væk. Måske vænner man sig bare til “life as we know it”?!
Jeg ville trives så utroligt dårligt i det, jeg kalder ‘præstationsjobs’. Jobs, hvor man aldrig bliver færdig, hvor man altid kan optimere, hvor man konstant skal yde mere og bedre. Heldigvis har jeg vidst det i mange år og har derfor ikke haft den slags jobs, siden jeg forlod pædagoggerningen. Nu arbejder jeg deltid og nat, og jeg kender heldigvis ikke til trykken for brystet. Og mine børn er større end dine, så jeg skal nok bare holde kæft.
Men det KAN ikke være meningen, at livet skal give trykken for brystet.
Den eneste der kan ændre på betingelserne lige nu og her – det er dig selv og din mand.
Beslutninger om liv, hverdag, job og familie er nogen gange rigtig svære, fordi det kan pille ved vores grundlæggende opfattelse af, hvem vi er. Eller ønsker at være.
Som andre skriver; livet er langt. Dine børn er kun små i kort tid.
Kære Ida, jeg kender følelsen så godt, jeg tror det er splittelsen imellem moderskab og arbejdsliv der er svær, ihvertfald svær at gennemføre uden trykken for brystet, er det tarveligt at skrive? Jeg hjemmepasser mine 2 børn i tre måneder henover sommeren, fra august starter cirkusset igen. Nå, men ved du hvad jeg opdagede da jeg sad i min have med fedtet hår, iført kopi crocs og pustede sæbebobler forleden? Jeg opdagede at den dumme trykken var væk, det er så nemt kun at skulle en ting af gangen og SÅ svært at skulle det hele, synes jeg.
Jeg gik fra fuldtid til deltid til ingen tid. Jeg stoppede simpelthen med at arbejde. Og jeg kan kun trække på skuldrene når bekendte (aldrig veninderne) spørger om jeg ikke har tænkt på fremtiden, pensionsopsparing osv. Med tre børn på 2, 3 og 5 var der ikke andre muligheder. For mig ihvertfald. Jeg er så svine lykkelig over at være så priviligeret, at det kan lade sig gøre i en periode ihvertfald. Den konstante uro i kroppen og følelsen af aldrig rigtigt at trække vejret er væk. Og nu sætter jeg faktisk pris på mine børn igen. Og min mand. Jeg ved godt det ikke er en løsning for dig, men tag det lige alvorligt. Du har min fulde respekt for bare at hænge i. Jeg kunne ikke.
Du skal ha’ et andet job, skal du ikke? Seriøst. Et, hvor alle de andre også har børn (og synes det er vigtigt) og hvor vi ikke forventer, at der svares på mails i weekenden, og hvor man kan vælge at arbejde hjemme en dag for at slippe for transporten eller arbejde en aften for at skaffe lidt flex på kontoen. De findes. De er ikke nødvendigvis sexy, men de findes. Og de giver ro til andet liv.
Hvor er det godt, at du skriver det ned og ud til os. Jeg tror, at kæden springer af dér hvor man vil det hele – og bare bliver ved og ved selvom boldene klasker til jorden om ørerne på én. Jeg har det ikke sådan med mit arbejde og familie, men med vores hjem og have. Jeg vil tusind ting, og når ikke dem alle i det ønskede tempo med to små unger. Jeg plejede at blive så frustreret og smårasende. Smed endda med sten i haven. JoJo. Men nu har jeg sluppet det. Støvet, skvalderkålen og sneglene er jo ligeglade med, om jeg er gal eller glad. Mit humør ændrer ikke de ting, jeg ønsker at få lavet. Frustrationer gør mig bare udmattet. Nu praktiserer jeg at zoome ind på én ting ad gangen. Lige nu er det legehuset. Jeg hygger mig vildt meget med at male det, og gøre det super hyggeligt. Og så må andre projekter vente. Min kæreste har haft det på samme måde, og vi har talt om, at det er absurd, hvis man ikke kan nyde processen. Så ræser man bare mod resultatet eller målet (hvad det så end er), og er utilfreds indtil man når målet. Og sådan vil vi ikke leve. Det er for åndssvagt
Celinebriller og Gannikjoler…jeg ved, hvad du mener. Men stop sammenligningen. Den tjener intet formål. Hvem ved, hvordan deres liv er? Du har dit unikke liv med de muligheder og vilkår, som det rummer. Kig på det med nye øjne, og tal med din kæreste. Skal I sætte puslespillet sammen på en ny måde?
Du har jo været en menneskelig superhelt med alt det, du har klaret de sidste år. ROS! Sejt! Måske har du brug for lidt ro på nu?
Artiklen du linker til er virkelig god og har nogle fine råd til sidst. Måske skal du gribe fat i noget af det. Jeg tænker ofte på, at det er vanvittigt, at mange af os får børn, skal finde fodfæstet på arbejdet og etablere hjem på én og samme tid. Som de andre også nævner, så kommer årene med børnene ikke igen. Jobs kommer der masser af. Vi skal jo arbejde til vi er 75 eller noget…alternativt kan du opfinde et alter ego, der tager på arbejde og klarer skærene, så Ida kan hvile sig og slappe af i og med familien. Denne artikel fra Manrepeller er fin: https://www.manrepeller.com/2019/05/therapeutic-alter-ego.html
Kære Ida,
Det lyder jo også helt vildt – så mange skift skal give uro i systemet, det er jo helt vildt at skulle omstille sig så meget og så ofte. Den der trykken lyder ikke som et godt tegn, men som en alarmklokke…
Jeg kører også karriere og moderskab samtidig, og det er ikke nemt og det er en buffet af fravalg. Jeg kan kun balancere barn og (50 timers, masser af rejsedage)-job, fordi vi deler arbejdet lige derhjemme og al fyldet er skåret fra: minimalt socialliv, ingen tv, ingen date nights, købmandsvarer leveret, løb til og fra arbejde etc. Det er ikke glamourøst og der er ikke meget plads til slinger (drinks på en hverdag, en god film) og jeg tror ikke, at det er den gode model… nogle gange er det jo slingeren, der giver tilværelsen krydderi!
Tak for at du deler hvordan du kan have det. Sådan har jeg det også. Jeg bliver overrasket -i perioder på daglig basis – over hvor svær hverdagen kan være. Hvor sur en mor og utilfreds medarbejder jeg er og hvor frustreret en kæreste jeg er, der ikke ser hvad min kæreste gør, men kun alt det han ikke gør.
Jeg har ikke en løsning, vil bare sige at jeg også kender til de tanker, du gør dig. Og at jeg ikke føler mig så alene med dem nu.
Puh ha Ida, stort kram til dig selvom jeg er ny læser og vi ikke kender hinanden, og en opfordring til at skrue tempoet ned, før det ender med stress. Jeg synes, Steffen skriver det så fint ovenfor, ingen kan være 100% alle steder, så jeg tror det er noget med at vælge nogle få områder ud og så fokusere på dem. Vi gør meget i stil med Marie ovenfor, fokus på børn og job, flekstid (ikke deltid, men fleks), og vi deles om alt. Familie og de nærmeste venner i den sparsomme fritid, men forsvindende lidt tid til andet socialt. Telefon, iPad og tv på absolut minimum. Det hjælper at vælge fra. Det giver mere tid til tilvalgene og jeg tror det er super nødvendigt. Det er i hvert fald grunden til at det hele hænger sammen herhjemme, og det der gør, at jeg føler at jeg har nok tid med mit barn, mens hun stadig gider mig 🙂
Kram til dig, Ida. Jeg synes det lyder nærmest umenneskeligt det der og er sikker på jeg var gået ned big time, havde jeg været i dine sko.
Jeg håber du finder din rette vej snart. Sådan et tryk for brystet kan ikke være meningen : (
Ps. Jeg tror ikke på at du er mor med lille m..
Arhmen, det lyder da også som om det hele er sket på den halve tid. Jeg tænker der er (mindst) to ting i det: Det helt konkrete pres og travlhed ved to børn og job og alt det andet. Og så at der vel ikke er så meget genkendeligt fra for fx fem år siden? Det sidste har jeg selv uendeligt svært ved og skal bruge lang tid på at genopdage de små fornøjelser og åndehuller i hverdagen, når noget stort har ændret sig. Måske også blandet med noget sorg-agtigt? Ved ikke om det giver mening, men du har jo både ‘mistet’ studietilværelsen og tosomheden og barselstilværelsen – og nogle gange er det som om man ‘mister’ (i meget store gåseøjne!!) et barn og får et helt nyt, hver gang de udvikler sig. Ved ikke om det her giver mening, jeg prøver bare at sige at jeg virkelig godt forstår hvis du ikke kan følge med.