Jeg var til fest i weekenden. Sådan en hvor man revner sine nye bukser, taber sin yndlingsfingerring, falder i søvn på en luftmadras og ikke helt ved hvor man er, når man vågner. Det var en damefest og den var eddermanme sjov, smuk og seriøst hyggelig. Det var Cecilies fødselsdag. Og udover at være fyldt med blomster, god mad og vin, så var den også spækket med utroligt søde damer som var way out of my league. Så jeg gjorde det eneste fornuftige: Druknede mine nerver i gajolshots, røg en helvedes masse cigaretter og blev alt for højrøstet og aaalt for fuld.
Alligevel er jeg – udover seriøse tømmermænd – stadigvæk fyldt op af den der universelle form for medsøsterskab fra alle de mange kvinder som jeg faktisk ikke kendte en eneste af, men alligevel havde en virkelig god aften med.
F. eks. beklagede jeg mig til Mette Marie over mine pt elendige evner som kæreste og spurgte hende hvordan faen hun formår at være så forelsket i sin mand hele tiden. Og så gav hun mig et kærligt, konstruktivt skub fra en fremtid jeg godt ved også kommer til os, men som nogle gange kan være svær at nå hen til, når man nu hele tiden kommer til at være en sur lort overfor den man faktisk elsker. Genialt.
Overalt hvor jeg dansede, snakkede og skålede hen, var der sjove, kloge kvinder og i midten af det hele sad et af de smukkeste mennesker jeg ikke rigtigt kender i virkeligheden, men nu alligevel føler, jeg har fået lov at lære en lille smule bedre at kende. Søde, seje Cecilie.
No Comments