Hele mit liv har jeg hvert år tilbragt Kristi Himmelfart på en lejrskole i Sverige med min far, søster, en flok af min fars ungdomsvenner fra Birkerød og alle deres børn. I år var vi afsted for 42. år. Som skilsmissebarn af et sæt flytteglade forældre, er Møllegården derfor nok det nærmeste jeg kommer på et barndomshjem. Det er faktisk det sted jeg har de tidligste barndomsminder fra. At vågne til lyden af gummisko på perlegrus. Lav aftensol gennem trækroner. Støvede gulve, klirrende ølflasker, ACDC og åbne vinduer. Kæmpe gryderetter, våde håndklæder, høje stemmer, plastiktallerkener og et virvar af motorcykler på gårdspladsen.
De sidste par år er vi i “børnegenerationen” blevet til en ret fasttømret ungdoms-voksen-gruppe og selvom jeg kun ser dem den ene gang om året (eller måske netop derfor) er det virkelig hyggeligt når vi endelig ses.
Det eneste der har ændret sig er mængden af tømmermænd (seriøst. damn you, cigaretter og dårlig dømmekraft) – og så var jeg i år var flankeret af min egen lille 3. generations PGV’er som var verdens sødeste armcandy og løb rundt på perlegruset og kastede med grene -og det gode ved at have klonet sig selv er jo, at jeg nu får lov til både at være voksen og barn på samme tid. #lifehack
Ps. Da jeg var færdig med at have tømmermænd i går læste jeg ‘Midt i en jazztid’ færdig. Derfor er læselisten opdateret (også med bla. Herman Bang og Kongens Fald (yes, der må klappes))