Monthly Archives

juli 2019

Rejse

Halsbrand La Vista Baby

For tredje år i træk er vi i Alicante i sommerferien. Og i disse anti-flyve-tider: May I just say: Wauw. Her er så øretæveindbydende skønt her på Costa Del Sol hvor solen den danser – Jeg pivelsker det. Vi kører kæmpe danskerstil med imponerende mængder sangria, brød, jamon og ost (min flade stresskrop er blevet erstattet med en hæderlig øl og brød …ting, der nu er fastmonteret på min mave. Aka livsnyderdelle i frit flor.

For første gang i mange år er jeg ikke længere bundet til skyggen af en baby, og har derfor fået freaking tanlines. Havde ellers helt nået at glemme den salige følelse af rød, spændt, solmættet hud. Ahh.

Og så har vi voksne (vi er 6 voksne og 8 børn i alderen 0-7 år) frit slag når børnene (endelig! Putning er stadigvæk en kælling) sover om aftenen og vi har fået skyllet dagen, poolen og faktor 30 af os. Så hører vi musik, snakker, spiser bløde chips og kigger på fuldmånen.

Jeg får næsten læst i min bog (‘Alt må vige for natten’ af Delphine De Vigan) og endda får jeg også skrevet en del på mine små hobbyting. Det er dejligt efter en hel måneds tanketørke.

Derudover arbejder alle vi voksne os stødt og roligt hen mod et kollektivt mavesår med en kombination af fælles holdindsats, al for meget sangria, cerveca og rødvin. Her på 3. ugen med daglig alkohol (som blev jumpstartet big time på Roskilde), er det begyndt at rive gevaldigt i vores kroppe.

Så måske er det meget godt at vi snart skal hjem til kølige (har jeg hørt? *smiley med solbriller*) Danmark, sommerhus, knækbrød, pil selv rejer og procentfri saftevand.

…Lige om lidt:)

Rejse

Spanien, swimmingpool og eksistentiel krise

Jeg sidder på en falmet plasticstol med fødderne i Det Baleariske Hav og en sol i hopla, der brager løs på min røde kasket.

I nat drømte jeg – igen – at vi alle sammen var døde. Det var endnu en af de der diffuse intethedsdrømme hvor man vågner med en følelse af universets tomhed. Om hvor stille der blir lige om lidt, når det hele er forbi og vores lillebitte livsboble her på jorden er bristet. En lille bitte epoke ud af milliarder års intethed. Puha. Hvis livet var en kikkert, så vender min altså forkert. I hvert fald har jeg alt for ofte en følelse af at se det hele i et alt for stort perspektiv. Vi små dumme mennesker skal jo for fanden ikke bruge vores tid på at prøve at fatte noget vores hjerner alligevel ikke er bygget til at forstå. Som hvis en sommerfugl insisterede på at forstå, hvordan dens regnskov virker. Dumt. Når jeg så tvinger mig selv tilbage i nuet og livet og poolen og de kolde øl i solnedgangen, så får dødsangsten hævneren på og gir den fuld spade om natten. Sådan en nat var det i går. Og i dag har Flaming Lips kørt på repeat i min hjerne. Do you realise that everyone you love some day will die. Øh, ja tak og ræk mig lige stofferne. Ejmen seriøst. Der er sguda ikke noget at sige til at vi blir alkoholikere og dulmer nerverne med netshopping og latterlige I-landsproblemer. Det er bare for stort til rigtigt at kunne holde ud.

Hvis det her er en midtlivskrise, hvorfor er den så så lang? Jeg synes det har varet længe nu. Og jeg gad satme godt snart at blive bedre til bare at nyde turen, i stedet for at bruge så meget energi på, at det hele en dag er forbi.

Nu går jeg ud i vandet. Mærker varmen og silkeskjorten mod min hud. Drikker min øl langsomt og leger med mine børn. Livet er langt. Lykken er kort.

life

Fra orange feelings til sunday blues

Roskilde er forbi. Søde, dejlige, sindssyge Roskilde, hvor teltet aldrig ikke snurrer før klokken ni om morgenen. Hvor græs i håret, bas i kroppen, pels på tungen, kollektive tømmermænd, fælles fest, venner, drinks, glimmer, støj og røg: Voksenlivets store, fede, fucking ventil, hvor det er okay i tre dage at være en fomo-ramt, 35-årig ørkenprinsesse og klistre similisten på alle stressrynkerne, tisse på sin sko, have alt for stramme galaksegamacher på og hvor den eneste rigtige bekymring er alt det du går glip af, fordi du – uanset hvor meget du prøver at eksplodere – bare ikke kan være på alle scenerne og i baren og i køen til Meyers og til morgenfest i Dream City, på samme tid.

I går havde jeg femhundredetusinde orange feelings. I dag er de alle sammen blevet blå.

Samhørighed, frihed og tømmermænd. Jeg freaking elsker dig og jer og os. Ses til næste år.