Spanien, swimmingpool og eksistentiel krise

Jeg sidder på en falmet plasticstol med fødderne i Det Baleariske Hav og en sol i hopla, der brager løs på min røde kasket.

I nat drømte jeg – igen – at vi alle sammen var døde. Det var endnu en af de der diffuse intethedsdrømme hvor man vågner med en følelse af universets tomhed. Om hvor stille der blir lige om lidt, når det hele er forbi og vores lillebitte livsboble her på jorden er bristet. En lille bitte epoke ud af milliarder års intethed. Puha. Hvis livet var en kikkert, så vender min altså forkert. I hvert fald har jeg alt for ofte en følelse af at se det hele i et alt for stort perspektiv. Vi små dumme mennesker skal jo for fanden ikke bruge vores tid på at prøve at fatte noget vores hjerner alligevel ikke er bygget til at forstå. Som hvis en sommerfugl insisterede på at forstå, hvordan dens regnskov virker. Dumt. Når jeg så tvinger mig selv tilbage i nuet og livet og poolen og de kolde øl i solnedgangen, så får dødsangsten hævneren på og gir den fuld spade om natten. Sådan en nat var det i går. Og i dag har Flaming Lips kørt på repeat i min hjerne. Do you realise that everyone you love some day will die. Øh, ja tak og ræk mig lige stofferne. Ejmen seriøst. Der er sguda ikke noget at sige til at vi blir alkoholikere og dulmer nerverne med netshopping og latterlige I-landsproblemer. Det er bare for stort til rigtigt at kunne holde ud.

Hvis det her er en midtlivskrise, hvorfor er den så så lang? Jeg synes det har varet længe nu. Og jeg gad satme godt snart at blive bedre til bare at nyde turen, i stedet for at bruge så meget energi på, at det hele en dag er forbi.

Nu går jeg ud i vandet. Mærker varmen og silkeskjorten mod min hud. Drikker min øl langsomt og leger med mine børn. Livet er langt. Lykken er kort.

Previous Post Next Post

7 Comments

  • Reply Nanna 16. juli 2019 at 20:15

    Tak fordi du skriver det Ida! Har haft det som du beskriver i korte og lange perioder af mit liv siden jeg var 9 år. Jeg tror bare at man lærer at leve med det. Jeg fokuserer på de ting der får mig til at føle mig i live og gør mig glad, men det er rigtigt at man får lyst til at selvdestruere, lige indtil det går op for en at det ingen forskel ville gøre. Og så ringer man til en god ven og hører om hvordan de har det – det hjælper altid for mig. Men det er rart at vide at man ikke er alene.

  • Reply Mette 17. juli 2019 at 6:22

    Hej Ida.
    Jeg har også den omvendte kikkert. Jeg er 26 og har haft den siden jeg var barn.
    For mig har det hjulpet at snakke med en psykoterapeut – en som ikke er mor, kæreste eller veninde, og som ikke kender mig.
    Det er noget, man skal leve med. Men for mig handler det om at have kontrollen over tankerne eller kunne ryste dem af mig og få ro på nervesystemet, når dødsangsten rammer. Noget så simpelt som at mærke sine fødder røre jorden (få jordforbindelsen) eller røre min kærestes hud hjælper mig. De er der, både fødderne og ham, og så kommer jeg ’tilbage til virkeligheden’.

    Knud Romer sagde engang: Man skal ikke bare så bange for at dø, at man glemmer at leve.

  • Reply Marie 17. juli 2019 at 7:41

    Da min mor døde fik jeg det som du beskriver. Hvorfor?!? Hvorfor overhovedet elske nogen, vi skal bare miste hinanden alligevel og føle stor smerte (den mørkeste følelse) og jeg ville i hvert fald ikke have børn! Men på en eller anden måde vendte det. Tror da jeg blev konfronteret med døden og frygten, jamen så blev kiggerten ligesom vendt om, hvis det giver mening. Jeg kom igennem det og mærkede at alting overhovedet ikke var lige meget – min mors liv havde jo overhovedet ikke været lige meget. Nu har jeg selv fået børn, det kom igen til at virke meget meningsfuldt at skabe kærlige relationer. Jeg har erkendt at jeg ikke kommer til at fatte hvad det hele går ud på, men jeg har heldigvis fået nysgerrigheden og lysten tilbage. Og så vil jeg sige at din måde at reflektere over livet på – om det omhandler døden, hverdag, parforhold, læsning, have, whatever – helt vildt tit sætter noget i gang hos mig, så jeg sætter i hvert fald pris på at du gør dig tanker om turen undervejs 🙂

    • Reply M 17. juli 2019 at 17:36

      Hej Marie,
      Jeg havde samme oplevelse, efter at have mistet min far sidste sommer, alt alt for tidligt.
      Meningsløsheden tippede over i et andet perspektiv. Nu forstår jeg pludselig at være tilstede i mit eget og mine børns liv, uden det helikopterperspektiv, som Ida så smukt sætter ord på.
      Jeg har kæmpet med de samme tanker hele mit liv, men først da jeg havde stirret det aller mørkeste direkte i øjnene, forstod jeg at give slip.

  • Reply B 17. juli 2019 at 9:00

    Jeg har selv haft det a la det, du beskriver, da det gik op for mig, at jeg var ved at være midt i livet (det ramte, da jeg var 36). Jeg kom også til at tænke over livets meningsløshed, og hvor få og ligegyldige brikker vi er i det store spil. Og samtidig blev jeg ramt af en tristhed over, at jeg ikke har så meget tid tilbage i mit liv, som jeg har haft, og at jeg ikke syntes, at jeg havde nok tid tilbage med dem, jeg elsker. Nu synes jeg, det virkede en kende irrationelt, men det var det bestemt ikke, da jeg stod midt i det! Jeg tænker, at det var forskud på 40-års krisen, som så til gengæld ikke rigtigt ramte. For mig gik det stille og roligt over igen – i bakspejlet tror jeg måske mest, at det var overgangen fra en livsfase til en anden, der begyndte at spille ind. For uanset hvor lidt jeg føler mig det, så er jeg jo ved at være midaldrende (er 40 nu). Og det skulle jeg bruge lidt tid på at acceptere. De sorgløse år er ved at være passé, og det har jeg klart skulle bruge noget tid på at fordøje og acceptere. På den positive side, så har det fået mig til at slå bremserne lidt i og blive endnu mere selektiv med, hvad og hvem jeg bruger min tid med, og blevet mere bevidst om at nyde især mit barn, mens hun gider mig, og mine forældre, der er kommet noget op i årene.

  • Reply VenterPaaVinBlog 17. juli 2019 at 10:31

    Jeg tog mig også i her den anden dag og tænkte, om livet egentlig bare var en film, man var ved at se. Og om hvorfor nogle egentlig ledte efter et svar på livets tilværelse, når det har vist sig, at der jo aldrig kommer et brev med svaret? Og om jorden nu faktisk vár det eneste sted med liv – og om det der med universet egentlig er et univers, i et univers, i et univers… ?!? Og hvorfor vi IKKE må vide det. Og hvem fanden der har bestemt det, nu hvor man ikke tror på Gud?

    Så blev jeg sgu helt træt.

    Store tanker, er ikke for små mennesker.

    God ferie :-*

  • Reply Marianne 18. juli 2019 at 4:57

    Har også haft den slags tanker fra barnsben af. Det er ret fantastisk at se hvor mange andre der også har det, det er jo åbenbart ikke så ualmindeligt, som man kan gå rundt og tro. Det meste af tiden har jeg landet min dødsangst og mine meningsløshedstanker i to ting: meningen med mit liv er at fylde det med mening og at dødsangsten ikke skal have lov til at bruge (for meget af) min tid, fordi den lige præcis tager mig væk fra livet. Hvor paradoksalt er det ikke at sidde og dødsangste sit liv væk 😉 Tak Ida og alle jer andre ❤️

  • Leave a Reply