Monthly Archives

august 2019

Mama got herself a brand new bag

Forleden kunne jeg endelig hente mit helt nye klaver. Efter fire måneders leveringstid (but who’s counting) slæbte jeg høj på adrenalin, et elektrisk klaver på ladcykel hele vejen fra pakkeshoppen, hjem til Gammelholm og op på 4. sal. Og jeg kan sgu ikke styre min begejstring over det! Hvorfor blev jeg 34 år før jeg fik købt mig et klaver?! Jeg har spillet og spillet hver eneste aften og er fuldstændig hooked – Det lyder ikke som sådan godt, men for første gang siden jeg som attenårig sad hjemme i Helsingør og hamrede løs på tangenterne, kommer der nu akkorder ud af mine hænder og det sender mig lige afsted  tilbage til den der zenagtige tilstand af bare og sidde og jamme uden noget rigtigt formål. Fordi det er elektrisk, kan man skrue helt ned for lyden og dermed er det ikke så enten-eller at spille, hvor man på et almindeligt klaver godt kan føle lidt, at nu skal man underholde et helt hus. Så fra nu af har jeg tænkt mig bare at sidde helt selvhøjtidelig hver eneste aften og jage min stress på flugt og føle mig som Tori Amos. Jeg har sagt det før, men nu siger jeg det igen: Hobbyer for the motherfucking win.

I dag skinner solen og vi nyder en lejlighedsdag – og den første weekend inde i byen længe. I går var jeg ude og drikke øl med min søster (som har en fem måneder gammel baby, så det var tiltrængt) og i dag har jeg ordnet mit klædeskab (der – ligesom mig – har ret stabil cyklus, hvor det med en måneds mellemrum får kæmpe PMS og eksploderer ud over det hele), bagt boller, spillet klaver, set et par nye afsnit af Working Moms og sået bønner med Kurt. For tiden er han er meget optaget af planter og madlavning og efter to år med biler, er det en ny retning jeg virkelig godt gider bidrage til.

Om lidt kommer min søster og hendes mand og børn og så skal jeg bade i havnen og spise pizza, softice, koldskål og chips med virkelig meget cremefraiche. Jeg har nemlig lige tilmeldt mig Veganerudfordringen og skal derfor garanteret faile hundrede gange i mit forsøg på at spise vegansk hele september måned. Det blir ret spændende. Og ret svært. Jeg havde faktisk været vegetar i to år da jeg mødte Niklas, men så kom kødpigen op i mig igen og børn og blablablah… NU er det tid til at jeg giver mig selv lov til at finde lidt tilbage til planterne igen.

Wish me luck.

 

 

Venindeskaber og voksenliv

Hold da kæft hvor jeg savner mine veninder for tiden. Jeg savner at hænge ud med dem, at feste med dem, at ryge forbudte smøger med dem, at prøve tøj i Helsingør Bycenter med dem, drikke white russians på Republikken i Kolding med dem, stene film, rede hår, købe badekugler i The Body Shop med dem, obsesse over Dawsons Creek / Take That / Felicity, holde forfest på diverse badeværelser, danse natten i stykker, spille badminton, sove i ske, snakke, hænge ud på en badebro… Jeg savner dem og jeg savner al den tid vi havde sammen.

Min venindeflok er særdeles broget. Der er en enkelt fra kollektivet, et par fra folkeskolen, to fra efterskolen, et par fra gymnasiet, tre fra studiet og så et par fra modelbureauet, et par kusiner, en halvsøster og så de nyankomne: Min mands venners damer (nå ja- og så mine internetveninder og bloggere) Fælles for alle i den skideskønne kvindesuppedas er at de nærmest kun har mig tilfælles. Og så er de desuden spredt ud over hele landet. Derfor ser jeg dem fragmenteret og for langt det meste enkeltvis eller i grupper á max en håndfuld.

Min mand derimod, har een sammentømret klike af venner. Den har fulgt ham hele livet og selvom der kan gå både uger og måneder mellem de ses, så deler de alt med hinanden som en slags udvidet familie: Barnedåbe, bryllupper, fester, rejser, vinklub… Hele pivtøjet er de alle sammen med til. Jeg er sgu lidt misundelig. For når de er sammen, er det ikke på den desperate nu-skal-vi-FANDME-hygge-os-på-en-time-måde. Det er bare (bilder jeg mig i hvert fald ind) kollektivt chill og fælles nye oplevelser, i stedet for de forhastede speeddates som desværre har præget mine venindeskaber i stigende takt med at småbørn, et 9-16 arbejde, en stor familie og en svigerfamilie, helt lydløst og trin for trin har banket mine veninder ned i bunden af min sociale behovspyramide.

Jeg har lige bingewatchet Jada dokumentaren på DR og den vækkede alle de glemte følelser fra tyvernes børnefri venindeskaber, hvor man var hinandens familie og allieret på en helt anden måde end nu, hvor vi sidder midlertidigt lænket til hver vores trædemølle og sms’er kærlighedstråde til hinanden. Jeg savner bare at se dem i virkeligheden.

Haven rundt #august

I august 2018 fik jeg for første gang i mit voksenliv en have (den omkranser vores sommerhus i Liseleje). Den her serie af blogtekster er et forsøg på at konkretisere og fastholde begejstringen, i en månedlig gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her

Jeg begynder at få lidt stress over mit arbejde. Deadlines presser sig på. Jeg skal snart levere. Jeg skal snart præstere. Og dét er mit cue til at bruge en aften på det her indlæg, som jeg har gemt som en lille håndfuld lummer clickmix i lommen. Og det er også min advarsel til dig, min kære læser. Der er mange billeder. Af mange blomster. Det er fordi jeg har brug for det. Haver healer – selv fra en sofa, hvor jeg sidder og svømmer væk i billeder og summer over sommeren der så småt går på hæld.

Mine ærter i køkkenhaven. En såkaldt succailure. Failure fordi det ikke var meget det blev til. En succes fordi de trods alt blev og fordi jeg vel har lært noget. Til næste år giver jeg dem  noget mere snor, så de ved præcis hvilken vej de skal klatre (det er OP, venner!)

Høstanemone.

Purpursolhat i mit staudebed. Jeg tør ikke at dele dem endnu (hvor man hugger hele planten + rod over og planter ud), da de stadigvæk er små i det. Men de er virkelig vokset og blomstret og jeg kan så godt se hvordan det staudebed – forhåbentligt – vil bugne af blomster og farver og sommerfugle om et par år når jeg har fået (for)delt ud i hele bedet.

Hortensiabusken i min have har det for vildt. Der er fem-seks forskellige farver fra bordeaux, mørkeblå, lavendel og hvid. Busken har været i flor hele juli og giver så meget,  både udenfor og i vaser i hele huset.

Legetøjsbiler, hedebølge og solsikker der (endelig) fik vokseren på.

Hortensia og afblomstret rosenbusk og så en ensom solsikke der er fløjet over i staudebedet.

Køkkenhave i flor. Til næste år skal jeg så tidligere kartofler, så jeg kan nå at så i haven igen i løbet af juli efterhånden som der kommer fri plads.

Niklas eneste domæne: Pivstærke chillier i drivhuset.

Jeg skal også lige lære hvordan man laver højbede. Hehe. Det kunne jeg sgu ikke finde ud af.

Smuk, smuk, smuk Russisk Mandstro med flue på besøg

Vores have er også lig med rigtig meget brænde. Vi har nu haft huset og haven i et år og er derfor begyndt at fælde ting og sager (der er virkelig mange mange, slidte træer på vores grund). Og det med at save brænde med motorsav, og komme til at save ned i jorden og smadre kæden og købe filesæt og file motorsavskæde er OGSÅ en del af The Have Charm. Og den duft af nyfældet brænde. Og lyden når et træ vælter. Og følelsen af at kløve brænde med økse. Mmmmh. Jeg hader det faktisk overhovedet ikke.

Guldgraver med regnvåde tæer.

Bær i vores forsømte krat. Forhåbentlig får vi lidt mere styr på krattet til næste år. Jeg drømmer om buer og viltert styr på det.

En af sommerens mange små høst-præmier. Det kunne helt sikkert godt være vildere. Porrerne kunne være større (vi siger bare, at det er et forårsløg) og blablabla. Men helt ærligt: Jeg er pissestolt! Det er min første køkkenhave og selvom det ikke er rocket science, så er der freaking kommet TING op ad min JORD. Det er mirakel nok for mig.

August, mand. Sommerens søde dessert. Forårets stress og forventningspres er helt væk. Jeg har bare nydt og nusset og svedt og høstet og luget. Om lidt skal vi til at fælde endnu flere træer og ordne terasse og alt muligt. Men lige nu skal vi bare lige sidde lidt i krogen og drikke sæsonens sidste Aperol i tusmørket og nyde alle de blomster og farver, inden de lige om lidt falmer og falder til jorden.

Søndagsvoksen i brudstykker

Søndag aften på Boligportalen. Niklas spiller Titanfall 2 og min sommerferie klamrer sig til mine ribben i form af stædige sidedeller. Jeg prøver at være chill omkring dem, men faktisk irriterer de mig lidt. Til gengæld elsker jeg at min søn konsekvent hvisker “jeg elsker dig” lige inden han falder i søvn. I weekenden fik vi reclaimet vores sommerhus efter indbruddet og nu drømmer jeg om at have en have hele tiden. Måske en lille pool. Og cykelafstand til mit arbejde. Og sildebensparket. Og dobbeltdøre. Og sjæl. Og gamle badeværelser der er lyserøde på den rigtige måde. Og en tør kælder. Og tæt på en skole. Og tæt på indkøb. Og langt væk fra kinesiske turister. Og endnu længere væk fra strøget. Hvis jeg havde en pool og en sauna, så ville jeg helt klart bruge den dagligt året rundt.

Jeg burde sove. I mit næste liv vil jeg være caster på Gift Ved Første Blik. Jeg skal virkelig have læst op på vinterafgrøder til køkkenhave – gad godt at så grønlangkål, sennep og noget mere svedigt kål i den have! Gad vide om det er fedt at bo i Hvidovre. Eller Valby. Jeg skal simpelthen stoppe med at kigge på arkitekttegnede huse i Hellerup, der ligger klos op ad motorvejen. Kan vi godt sove helt til klokken 6.30 i morgen? Jeg skal altså have lavet en leveranceplan. Hvor meget generer sådan en motorvej? Hvor meget kan vi egentlig låne for? Er det også vinterbadning, hvis det er i pool? Hvad er det med mænd og skydespil? Hvor parkerede jeg min cykel? Hvad skal jeg have på? Hvorfor gør min lortehofte så lorteondt? Ultimate Guitar er så meget min nye yndlingsapp. Hvorfor fik jeg egentlig først set Birdman nu (ps. den er på Netflix). Jeg er sulten. Jeg gider ikke sove fordi så er det næste der sker bare, at jeg vågner og så starter det hele forfra.

Okay. Godnat.

Mandag og Mission Control Meltdown

Efter en lang og lidt for begivenhedsrig weekend brændte jeg sammen i dag. Da jeg havde siddet lammet foran skærmen, med et hav af åbne vinduer og skiftevis rystet af kulde og svedt uden at kunne noget som helst, pakkede jeg mine ting og gik kampgang ud til elevatoren hvor jeg i bedste Samantha stil begyndte at hyle i det dørene lukkede.

Jeg er ikke sikker på hvad det præcis drejede sig om, men her efter en eftermiddag i fosterstilling, hvor hvilepulsen igen er indenfor rækkevidde, tror jeg simpelthen at det handler om at få overtrådt sine grænser og føle at uanset hvor godt jeg prøver, så er nogle ting bare ude af min kontrol.

Vi havde indbrud i vores sommerhus natten til Lørdag. Og selvom jeg prøver at være cool omkring det, så er jeg det overhovedet ikke. I går var vi deroppe med politiet som besigtigede det og tog lidt dna-prøver. Alle vindueskarme er forsøgt brækket op med kojern, inden det så lykkes dem at tage badeværelsetvinduet af og kravle ind igennem der. De har rodet i vores skuffer og taget det vi havde af værdi, men det kan erstattes og rører mig som sådan ikke. Men det er sgu kravlet ind under huden på mig, at de også fandt en lille skatteæske min far samlede da han var dreng: En fin udsmykket cigarkasse med en langrendspin i plastic fra ’54, en bronzemedaljon, et pasfoto, mønter, en tinplade, et lillebitte kukur, et sortlakeret anker. Det hele lå spredt ud i stuen og i indkørslen. Min lille familieskat var – heldigvis – blevet vurderet værdiløs.

Jeg ved godt at rigtig, rigtig mange har oplevet et indbrud i langt værre grad end det her, og mistet uerstattelige arvestykker og familieklenodier eller er kommet hjem til et hus hvor der også er begået hærværk. Jeg ved også godt at man som sommerhusejer nærmest kan regne med at få “ubudne gæster” eller “besøg”, som det så laizzes faire hedder.

Men av. Av for helvede, hvor gør mine grænser ondt af at være blevet trådt så meget på.

Haven rundt #juni og #juli

I august 2018 fik jeg for første gang i mit voksenliv en have (den omkranser vores sommerhus i Liseleje). Siden da har jeg været overraskende oppe at køre over at have en have. Denne serie af blogtekster er et forsøg på at konkretisere og fastholde begejstringen i en månedlig gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her (april) og andet afsnit her (maj).

Disclaimer: Jeg har haft så travlt med at nyde (og yde! Shit, det er sygt som sådan en have gror) i haven henover sommeren, at jeg lige slår to måneder med ét forsinket smæk og skriver om både juni og juli. Ok. Røvsyge introtekster be gone. NU blir det spændende!

Kan I huske den stikkende Ulrich Brünner rosenbusk aka pisrosen fra helvede? Den kunne heldigvis godt blomstre. Og er du gal mand, jeg forstår hypen. Sorry, Ghita Nørby – I get it now! Roser er for nice, velduftende og magiske: Har ikke tal på hvor mange gange jeg har ligget på et tæppe under den her busk og nydt synet af lyserøde roser og blå himmel.

Morgenmad på terassen en spæd junimorgen. Rosenbusken øverst i venstre hjørne er førnævnte Ulrich og nedenunder er det Reine Des Violettes.

Kartoffel amok i min køkkenhave. Til højre for de høje fingerbøl kan man se min nok største glæde i haven i år: Kartofler! De trives åbenbart virkelig godt i gødet sandjord, for jøsses de har givet godt og planterne var ovet halvanden meter høje! Jeg er blevet tippet om at man skal slå planterne ned, når de begynder at sætte blomster, så bliver selve kartoflerne ikke helt så store.

De kartofler jeg havde forsøgt mig med at forspire floppede totalt. Til gengæld var især Folva læggekartoflerne helt vildt gode – og så er det bare hands down magisk at grave kartofler op.

Køkkenhave i flor: Jeg har plantet morgenfruer og solsikker i kanterne. Forrest her er det dild, så kan man se toppen af rucola, så gulerødder og til sidst ved bambuspindene: Ærter, som slet ikke har klatret i nærheden af så meget, som jeg havde regnet med. De er kun blevet 20 cm høje, men de har givet godt og været Kurts yndlingssnack fra haven. Gulerødderne har også været rigtig sjove og rucola skal vi helt sikkert også have til næste år. Til gengæld synes jeg at den almindelige hovedsalat var svær at få til at blive stor (jeg plantede den i slut juli, på den tomme plads efterhånden som vi spiste kartoflerne – og tog fiberdug på, for at undgå skadedyr).

Asparges blev slet ikke til noget, men har hørt at de skal bruge et par år på at etablere sig. Drivhusets indhold skal jeg lige gentænke – Eller også skal jeg bare blive bedre til at pleje tomatplanter. Tror kun vi har fået 5-10 sølle cherrytomater! Hvis nogen har tips, er jeg lutter øren. Til gengæld var vores 3 chiliplanter (Jalapeno, Cayenne og Scoth Bonnet (psykostærk!)) været et stort hit. Mynte til Mojito og Løvstikke til kartoffelvandet i højbede, har vi også været så glade for. To af vores tre højbede floppede fælt! Jeg må have gjort noget galt da jeg anlagde de der poser med jord, for intet har desværre groet i dem.

Det hedder ikke vild rucola for ingenting! Og selvom rucola, kartofler og gulerødder slås lidt om pladsen lige her, så er jeg faktisk – måske især her i starten af min havekarriere – glad for at køkkenhaven ikke er større. Den er overskuelig både i forhold til hvad vi får spist og hvad jeg kan overskue at luge og vedligeholde. Måske ville jeg ønske mig en større, hvis vi boede her hele tiden, men til vores behov har de cirka ni kvadratmeter jeg har anlagt, været en ret god begynderhave. “Do one thing well” lærte jeg af min yndlingslærer på designskolen. Det gælder mange ting i livet – Og åbenbart også i haven: Hellere en lille køkkenhave man kan overskue, end at gå John Seymor frenzy og anlægge en kæmpe køkkenhave man går kold i.

Den her nyudklækkede rosemaniac kan ikke styre sin begejstring. Someone please call 413.

Og her er Minnehaha rosenbusken som jeg bandt, strak, hev og vred og for at give den lidt mere plads. Det virkede og derfor havde vi i hele juli den fineste, tungeste roseinstallation (med fine venner i baggrunden) stående midt på græsplænen.

Det bedste der skete i haven henover sommeren var faktisk ikke engang planterelateret. På et par timer blev området under vores halvtag nemlig forvandlet fra at være en halvhjertet spiseplads, vi sjældent brugte til andet end opbevaring, til et virkelig tiltrængt og alsidigt udendørs chill område. Udover at vi nu har et sted man kan kravle ud med sin dyne og sit afkom kl. 6.00 om morgenen, læse historier, spille guitar og sove middagslur, så er det det allerbedste sted at sidde i tusmørket med ild i udepejsen og stearinlys og høre musik, spille backgammon og drikke en velfortjent godnatøl med nattergale og ræve indenfor behørig afstand.

Meanwhile

– overvejer jeg om det er fordi jeg er blevet immun af at bo midt i København K eller om jeg bare er blevet for gammel til at give fucks, at jeg for to timer siden gik i den lokale kiosk efter lagereddike (“First” – ikke det der økoshit) og cigaretter (I know. Ja. Men jeg skal til fest på Lørdag. Og sådan er det) i antrækket herover.

– har vi lige set første afsnit af BH90210 reunion. Hvad. Fanden. Var. Det?

– var jeg ret godt tilfreds med sæsonafslutningen på Handmaids Tale, men hvorfor, hvorfor, hvorfor skal man falde i søvn af kedsomhed i det ene afsnit, og have tyndskid af spænding i det andet? Jeg forstår det ikke.

– bingewatchede jeg syv afsnit af “Working Moms” på Netflix i går aftes. Imponerende så godt man faktisk kan fungere med 5 timers søvn.

– kan jeg godt selv høre det… Jeg ser ret meget TV.

– skal jeg til en ægte fest i morgen hjemme i nogle ægte venners ægte hus. Temaet er Tropicana. Om jeg glæder mig?

– har jeg lige opdaget Ursula Le Guin og forstår godt hypen. Hører ‘De Udstødte’ på lydbog og har lige læst ‘The Carrier Bag Theory Of Fiction’ (her). Andre anbefalinger modtages gerne.

– skal jeg starte til gospelkor, så snart jeg har fundet et der har ledige pladser. Oh happy fucking day!

– klikkede vejret vist i går. I ved der hvor årstidens tandhjul lige drejer endegyldigt. Var det virkelig dén sommer? Var det dét, der var i kurven til os for i år? Here comes flyverdragter og mørke.. og Netflix og rødvin og kakao og sweatre.

Hjem igen

Ferien er slut. Ikke flere sommergule getaways. Ikke flere dovne dage med bare tæer på dugvådt græs. Ikke flere salte østers og sundowners… Krøllen på vores sommergris hed Avernax Festival og var endnu mere vidunderlig end sidste år. Seriøst. Hvis man er til natur, telt, koncerter, fællesskab, øl, bålmad, havbadning og sauna, så kan det virkelig anbefales. Billetterne bliver revet væk på få minutter og jeg forstår satme godt hvorfor. Som ø-lejr barn og roskildegænger gennem de sidste henholdsvis 25 og 15 år er det altså en ret så perfekt krydsning mellem en ø-lejr og en festival.

Jeg er tilbage på mit arbejde og efter i en lang periode at have været ramt af den der skitzofrene fornemmelse hvor jeg den ene dag tænker “fuck det, jeg siger op!” på hjemturen og den anden dag tænker “Jeg skal SLÆBES ud derfra!”, er jeg for tiden et sted hvor jeg virkelig sætter pris på mit job.

Jeg kommer ofte til at romantisere hårdt fysisk arbejde, fx på en fabrik eller i mine sønners institutioner, og tænke at dét er sgu ærligt tjente penge og hvad gør jeg egentlig for min løn: Sidder og flytter lidt papirer rundt, får måske – hvis jeg har været rigtig dygtig – nogle til at underskrive et af dem. Drikker kaffe. Holder oplæg. Går til møder. Så kan jeg tænke at det er da ikke et rigtigt arbejde. Så kan jeg blive voksenmobbet lidt i bogen “Pseudoarbejde” og artigt tøhø-grine med på “Djøf med løg” forestillinger. Og stille og roligt drukner min professionelle stolthed i påtaget, selvironisk distance over at være ansat i noget så tungt at danse med som staten.

Men helt ærligt: For tiden har jeg det helt omvendt. Jeg er ved en ret klar erkendelse af at det satme også er hårdt arbejde at være her: Stædigt at fastholde sin faglighed og integritet og insistere på at blive i kampen og forsøge at rokke en supertanker bare en enkelt millimeter. Lære at spille spillet. Lære at nyde friheden når man har fri og at udnytte arbejdstiden på en meningsfuld måde når man arbejder. Skabe meningsfulde relationer og have det oprigtigt både sjovt og alvorligt med sine kolleger. Det er faktisk totalt meget ikke spild af tid. Faktisk er det – på trods af alle papirerne – både kompetenceudviklende, solidarisk og fyldt med mening.

Jeg ved ikke hvorfor jeg lige fik behov for ovenstående svada. Måske fordi nogen i sidste uge havde behov for at bombe min arbejdsplads. Det er så lidt i orden og jeg får så meget lyst til at råbe fra tagene at vold ikke er svaret og at hvis man virkelig vil ændre noget, så kom sguda for helvede ind i kampen, i stedet for at stå derude i regnen. Der er en hel masse forskel der skal gøres og be the change you wish to bla bla bla…

Nå. NU vil jeg sætte mig ud i køkkenet med et glas rødvin og skrive på min ikke-bog.

Hav en dejlig aften.

Kh Ida

Ps. Læselisten er opdateret med Delphine De Vigans “Alt må vige for natten.

Pps. Hvis du mangler en podcast, så kan jeg anbefale “Manderegler” med Emma Holten og Anders Haahr.

I need to see you spin first sister

Nogen har hældt gips i mine ben mens jeg ligger her på sengen. Klokken er 17.10 og min mor og store søn steger fiskefileter ude i mit køkkenet og min mand leger med den yngste og hører Shubidua. Sidste uge i Liseleje købte jeg en blå kjole, en Hugo Boss trøje og en orange kernelædertaske til min søde, arbejdsomme mor på et loppemarked og lige om lidt vil jeg gå ud og give hende det hele. Alting har en ende og måske er det her i virkeligheden lykken.

Nu er min mor taget hjem, min mand er hos en ven, børnene sover og jeg kampstener (altså vitterligt next level stener) SATC. Slutningen af sæson 3. Der hvor Carrie og Miranda er 34 og dermed præcis lige så gamle som jeg er lige nu. De afsnit er mine yndlings. Sex and the City er stadigvæk min foretrukne emotionelle sutteklud når virkeligheden blir for meget, og det er den lige for tiden.

I forgårs kom vi tilbage til København og dermed tilbage på arbejde for fuld pedal efter 4 ugers ferie. Der er mere end nok at lave og jeg skal virkelig koncentrere mig for ikke at få pres over alt det jeg gerne vil (og skal) levere de næste par måneder. Samtidig har vi i et halvt år haft billetter til Avernax (en skidehyggelig lille festival på Avernakø, vi var på for første gang sidste år), så det skal vi i slutningen af denne uge og jeg messer for mig selv at det er okay og det blir hyggeligt. Det er okay. Og det blir hyggeligt.

Byen og hverdagen kan også noget. Og så snart jeg lige er kommet op i gear igen, kan jeg måske også.