august 2019

Forleden kunne jeg endelig hente mit helt nye klaver. Efter fire måneders leveringstid (but who’s counting) slæbte jeg høj på adrenalin, et elektrisk klaver på ladcykel hele vejen fra pakkeshoppen, hjem til Gammelholm og op på 4. sal. Og jeg kan sgu ikke styre min begejstring over det! Hvorfor blev jeg 34 år før jeg fik købt mig et klaver?! Jeg har spillet og spillet hver eneste aften og er fuldstændig hooked – Det lyder ikke som sådan godt, men for første gang siden jeg som attenårig sad hjemme i Helsingør og hamrede løs på tangenterne, kommer der nu akkorder ud af mine hænder og det sender mig lige afsted  tilbage til den der zenagtige tilstand af bare og sidde og jamme uden noget rigtigt formål. Fordi det er elektrisk, kan man skrue helt ned for lyden og dermed er det ikke så enten-eller at spille, hvor man på et almindeligt klaver godt kan føle lidt, at nu skal man underholde et helt hus. Så fra nu af har jeg tænkt mig bare at sidde helt selvhøjtidelig hver eneste aften og jage min stress på flugt og føle mig som Tori Amos. Jeg har sagt det før, men nu siger jeg det igen: Hobbyer for the motherfucking win.

I dag skinner solen og vi nyder en lejlighedsdag – og den første weekend inde i byen længe. I går var jeg ude og drikke øl med min søster (som har en fem måneder gammel baby, så det var tiltrængt) og i dag har jeg ordnet mit klædeskab (der – ligesom mig – har ret stabil cyklus, hvor det med en måneds mellemrum får kæmpe PMS og eksploderer ud over det hele), bagt boller, spillet klaver, set et par nye afsnit af Working Moms og sået bønner med Kurt. For tiden er han er meget optaget af planter og madlavning og efter to år med biler, er det en ny retning jeg virkelig godt gider bidrage til.

Om lidt kommer min søster og hendes mand og børn og så skal jeg bade i havnen og spise pizza, softice, koldskål og chips med virkelig meget cremefraiche. Jeg har nemlig lige tilmeldt mig Veganerudfordringen og skal derfor garanteret faile hundrede gange i mit forsøg på at spise vegansk hele september måned. Det blir ret spændende. Og ret svært. Jeg havde faktisk været vegetar i to år da jeg mødte Niklas, men så kom kødpigen op i mig igen og børn og blablablah… NU er det tid til at jeg giver mig selv lov til at finde lidt tilbage til planterne igen.

Wish me luck.

Hold da kæft hvor jeg savner mine veninder for tiden. Jeg savner at hænge ud med dem, at feste med dem, at ryge forbudte smøger med dem, at prøve tøj i Helsingør Bycenter med dem, drikke white russians på Republikken i Kolding med dem, stene film, rede hår, købe badekugler i The Body Shop med dem, obsesse over Dawsons Creek / Take That / Felicity, holde forfest på diverse badeværelser, danse natten i stykker, spille badminton, sove i ske, snakke, hænge ud på en badebro… Jeg savner dem og jeg savner al den tid vi havde sammen.

Min venindeflok er særdeles broget. Der er en enkelt fra kollektivet, et par fra folkeskolen, to fra efterskolen, et par fra gymnasiet, tre fra studiet og så et par fra modelbureauet, et par kusiner, en halvsøster og så de nyankomne: Min mands venners damer (nå ja- og så mine internetveninder og bloggere) Fælles for alle i den skideskønne kvindesuppedas er at de nærmest kun har mig tilfælles. Og så er de desuden spredt ud over hele landet. Derfor ser jeg dem fragmenteret og for langt det meste enkeltvis eller i grupper á max en håndfuld.

Min mand derimod, har een sammentømret klike af venner. Den har fulgt ham hele livet og selvom der kan gå både uger og måneder mellem de ses, så deler de alt med hinanden som en slags udvidet familie: Barnedåbe, bryllupper, fester, rejser, vinklub… Hele pivtøjet er de alle sammen med til. Jeg er sgu lidt misundelig. For når de er sammen, er det ikke på den desperate nu-skal-vi-FANDME-hygge-os-på-en-time-måde. Det er bare (bilder jeg mig i hvert fald ind) kollektivt chill og fælles nye oplevelser, i stedet for de forhastede speeddates som desværre har præget mine venindeskaber i stigende takt med at småbørn, et 9-16 arbejde, en stor familie og en svigerfamilie, helt lydløst og trin for trin har banket mine veninder ned i bunden af min sociale behovspyramide.

Jeg har lige bingewatchet Jada dokumentaren på DR og den vækkede alle de glemte følelser fra tyvernes børnefri venindeskaber, hvor man var hinandens familie og allieret på en helt anden måde end nu, hvor vi sidder midlertidigt lænket til hver vores trædemølle og sms’er kærlighedstråde til hinanden. Jeg savner bare at se dem i virkeligheden.

– overvejer jeg om det er fordi jeg er blevet immun af at bo midt i København K eller om jeg bare er blevet for gammel til at give fucks, at jeg for to timer siden gik i den lokale kiosk efter lagereddike (“First” – ikke det der økoshit) og cigaretter (I know. Ja. Men jeg skal til fest på Lørdag. Og sådan er det) i antrækket herover.

– har vi lige set første afsnit af BH90210 reunion. Hvad. Fanden. Var. Det?

– var jeg ret godt tilfreds med sæsonafslutningen på Handmaids Tale, men hvorfor, hvorfor, hvorfor skal man falde i søvn af kedsomhed i det ene afsnit, og have tyndskid af spænding i det andet? Jeg forstår det ikke.

– bingewatchede jeg syv afsnit af “Working Moms” på Netflix i går aftes. Imponerende så godt man faktisk kan fungere med 5 timers søvn.

– kan jeg godt selv høre det… Jeg ser ret meget TV.

– skal jeg til en ægte fest i morgen hjemme i nogle ægte venners ægte hus. Temaet er Tropicana. Om jeg glæder mig?

– har jeg lige opdaget Ursula Le Guin og forstår godt hypen. Hører ‘De Udstødte’ på lydbog og har lige læst ‘The Carrier Bag Theory Of Fiction’ (her). Andre anbefalinger modtages gerne.

– skal jeg starte til gospelkor, så snart jeg har fundet et der har ledige pladser. Oh happy fucking day!

– klikkede vejret vist i går. I ved der hvor årstidens tandhjul lige drejer endegyldigt. Var det virkelig dén sommer? Var det dét, der var i kurven til os for i år? Here comes flyverdragter og mørke.. og Netflix og rødvin og kakao og sweatre.