Søndag aften på Boligportalen. Niklas spiller Titanfall 2 og min sommerferie klamrer sig til mine ribben i form af stædige sidedeller. Jeg prøver at være chill omkring dem, men faktisk irriterer de mig lidt. Til gengæld elsker jeg at min søn konsekvent hvisker “jeg elsker dig” lige inden han falder i søvn. I weekenden fik vi reclaimet vores sommerhus efter indbruddet og nu drømmer jeg om at have en have hele tiden. Måske en lille pool. Og cykelafstand til mit arbejde. Og sildebensparket. Og dobbeltdøre. Og sjæl. Og gamle badeværelser der er lyserøde på den rigtige måde. Og en tør kælder. Og tæt på en skole. Og tæt på indkøb. Og langt væk fra kinesiske turister. Og endnu længere væk fra strøget. Hvis jeg havde en pool og en sauna, så ville jeg helt klart bruge den dagligt året rundt.
Jeg burde sove. I mit næste liv vil jeg være caster på Gift Ved Første Blik. Jeg skal virkelig have læst op på vinterafgrøder til køkkenhave – gad godt at så grønlangkål, sennep og noget mere svedigt kål i den have! Gad vide om det er fedt at bo i Hvidovre. Eller Valby. Jeg skal simpelthen stoppe med at kigge på arkitekttegnede huse i Hellerup, der ligger klos op ad motorvejen. Kan vi godt sove helt til klokken 6.30 i morgen? Jeg skal altså have lavet en leveranceplan. Hvor meget generer sådan en motorvej? Hvor meget kan vi egentlig låne for? Er det også vinterbadning, hvis det er i pool? Hvad er det med mænd og skydespil? Hvor parkerede jeg min cykel? Hvad skal jeg have på? Hvorfor gør min lortehofte så lorteondt? Ultimate Guitar er så meget min nye yndlingsapp. Hvorfor fik jeg egentlig først set Birdman nu (ps. den er på Netflix). Jeg er sulten. Jeg gider ikke sove fordi så er det næste der sker bare, at jeg vågner og så starter det hele forfra.
Okay. Godnat.
15 Comments
I går kørte jeg “bare-lige-et-afsnit-til” alt for længe, fordi jeg ikke orkede at lukke øjnene og starte forfra. Så nu er det hele startet forfra, jeg har bare grus i øjnene og hovedpine oven i.
Det her er genialt. Det er jo sådan søndag aften er. Har jeg lige fundet ud af, som jeg er vendt tilbage til hamsterhjulet og morgener med øllebrødsstress og run på for at kunne sejle ind til morgenmøder, der så er rykket. Men så drikker jeg da bare min kaffe varm i fred og læser blogs, og sådan nogle åndehuller giver hverdagen jo heldigvis også.
Ja, store veje er nederen. Vi har prøvet det og lært meget. Flyt til sydfyn. Her er masser af vinterbadning og haver med mulighed for kålhøst og gode skoler og alt det der Og søde mennesker oven i købet.
Skønt indlæg om søndagsskizofreni – meget genkendeligt. Jeg ville elske at læse mere om vinterkøkkenhaven, så bare en opfordring til mere skriveri om det – og så et par betragtninger om hus og have, som jeg (også) har fået for ikke så længe siden:
1. Ligesom at få børn ikke forandrer en grundlæggende, så forandrer et hus heller ikke din personlighed – så hvis man godt kan lide city vibes og jobbet i et kontormiljø i et sted i den ”kreative klasse”, så kan man det nok også efter huskøb
2. Der er pool i vores have – og der er altså rigtig meget vedligeholdelsesarbejde i det…
3. Ikke hus ved en stor vej – du vil jo gerne stå ude på vejen og smalltalke lidt med naboerne, imens drengene drøner rundt på plastikscooterne. Det gør man bare ikke i høj, stressende trafikstøj og med fare for påkørsel af scootere
4. Hvis hus, så et sted med lokalmiljø – tæt ved hyggelig cafe/kiosk/pizzamand. Kun netto og det lokale stationscenter i miles omkreds er (for) trist
5. … og så til sidst: selvom et hus er både dyrere og meget mere arbejdskrævende end at få et ekstra barn, så det er også fantastisk med have og udendørsliv hele sommeren (året rundt!), der pludselig har fået et par måneder ekstra.
Altså, Hvidovre er godt! Kom til Risbjergkvarteret, her har vi verdens bedste skole, en masse lukkede villavej og fællesspisning mellem naboerne og alle ungerne. Det holder!
Ok, jeg kan godt høre at Hvidovre lyder.. blah. Sådan havde jeg det også selv. Men her er altså virkelig Og man kan cykle til KBH på 30 min, bum
Strandmarkskvarteret virker også rigtig hyggeligt, og de har vidst også en rigtig god skole (cykler forbi om morgenen), små villaveje og gamle muremestervillaer 🙂
Enig! Altså både i at det lyder blah men er skønt! Jeg cykler på arbejdet inde i byen, og så har vi smukke naturområder og strand nærmest i baghaven. Risbjergkvarteret er dejligt, og det tror jeg også mange af de andre kvarterer er 🙂
Jeg forstår ikke, hvordan man kan undvære en have, når man har børn. Hvor gør man så af dem, hvis man ikke lige orker at have dem indenfor?
DR.dk > Ramasjang
Jeg sov først 03.45 – jeg havde også meltdown på den der galoperende psykopatmåde, hvor intet er galt som sådan, men hjernen kører derud af ren epo-style med fuldstændige ligegyldige tanker, der nægter at slukkes for. Hjalp at æde en halv bolle med ost på altanen og læse to kapitler Harry Potter. Er den en form for søvnpsykofarmaka i nogen lande monstro?
Vi bor i Rødovre, på grænsen til Valby. Her er hyggeligt. Og ikke så dyrt. Ti minutter med tog til byen. Jeg giver kaffe en dag, hvis du vil herud og overbevises;)
Åh, pas på! Det kunne jeg sagtens finde på at takke ja til:)
Har ikke noget klogt at bidrage med men vil bare sige, mens ammehjernen husker det, at jeg holder helt utroligt meget af at læse med! Både dette indlæg og så bare sådan helt generelt. Kæmpe fan ❤️
Det er jeg så glad for at høre! Tusinde tak fordi du tog dig tid til at skrive igennem tågerne❤️