Monthly Archives

september 2019

Vegetar

Faux veganer uge 2

Ting jeg har erfaret:

– det kommer ikke til at blive til noget med mig og det der veganske ost.

– soyamælk (den fra Naturli med vanille) er sommetider på tilbud til en 10’er. Og den kan jeg godt vænne mig til på både havregryn og i kaffen.

– jeg savner fløde.

– jeg savner (mærkeligt nok) ikke smør.

vegansk lasagne smager sgu ret godt. “Bechamelsovsen” laver man ud af kogte kartofler, vand og gærflager! Weird. Og ikke ostesovsagtigt. Men noget andet, som faktisk slet ikke er dårligt.

– jeg savner creme fraiche.

– jeg tager ikke det med slik og vin så tungt. Det ryger altså ned som det er. Æggehvide und alles.

– Gud hvor jeg savner æg. Blødkogt. Æg. Hyl.

– Hjemmelavede falafler (man kan jo købe farsen færdiglavet) smager sindssygt godt til alt. Enten har jeg undervurderet de små chamerende fedtbomber, eller også er jeg mere kaloriedesperat end jeg umiddelbart er bevidst om.

– finthakkede champignon, hakkede valnødder på en pande med olie, løg og hvidløg. Uhm! Meget mættende og lidt oksekødagtigt.

– jeg savner helt ærligt ikke kød. Det er mig en kæmpe gåde.

– de der to kilo jeg håbede røg med i svinget lader vente på sig – men jeg har da fået at vide af to personer at jeg “ser virkelig frisk ud”.

– til gengæld spasser min hud helt ud. Hejhej pizzaface. Hvor ironisk.

– har jeg stadigvæk ikke fundet den perfekte burgerbøf (helst færdiglavet) hvis du ved noget, så hook gerne en søster op.

– popcorn. Hvor er det bare godt og nemt og billigt og fedt og salt. En tricolore i umættet fedtsyre. Uhm.

Kh Ida.

PS. Lidt off topic. Menøhmmm. Kunne det være hyggeligt hvis vi mødtes engang? F.eks her i løbet af vinteren på en bar i København? Jeg synes det ku være så sjovt at møde jer. Ville i komme? Hvis nu jeg lover der er alkohol?

Småt brandbart

Meanwhile

– har jeg genopdaget Shania Twain. Mine unger er heldigvis helt med på den.

– Undskyld nabo..

– var jeg inde og se Anden i weekenden med – apropos veninder – min allerældste barndomsveninde. Det var første gang jeg så ham live, og selvom det unægteligt er løbet meget vand i åen siden Anna og jeg skamså Den Ægte Vare på DVD, så var vi færdige grin. He still så meget got it.

– Mangler jeg gode, sjove, selvironiske selvhjælpsbøger. Hvis de overhovedet findes?

– Er batteriet til vores 2 år gamle christianiacykel fucked. Igen. Suuuuk! For 35k havde jeg simpelthen forventet mere.

– Nærmer jeg mig så småt et år uden Instagram. Bevares, jeg er stadigvæk forbi engang imellem, men med nu blot fyrre at følge, er det temmelig hurtigt overstået.

– Tænker jeg en del over skråsikkerhed på internettet for tiden: er nettet bare et sted hvor man skal være skråsikker for at blive hørt (5 TIPS TIL DET PERFEKTE HÅR og SÅDAN UNDGÅR JEG AT… Blablabla)? Jeg er ingen engel selv – jeg både klikker på- og skriver det, selv. Men hvad gør det mon ved os at diskursen er så sygt skråsikker?

– Blev ovenstående trigget da jeg forleden – på insta faktisk – læste et opslag hvor profilen i detaljer beskrev sit dogme omkring ikke at ville tale i telefon med folk. Hvis folk ville i kontakt, kunne man sende en mail og så kunne profilen derefter vurdere om man var et opkald værd. Det i sig selv er sådan set helt okay. Jeg mener: fyr den af og nyd dit dejlige, arrogante liv. Men ligefrem at skulle wrap it up in a bow… jeg ved det ikke… Alt blir bare hurtigt så dogmatisk og sort/hvidt. Hold op hvor jeg dog savner nuancer og tvivl. Især fra dem med mange følgere.

– Har Kurt lært at tage billeder af mig med min telefon. Smart.

– Tak for veganske sliktips y’all🙏

– Skal jeg ind og sove nu. Klokken er 19.38 og jeg kan intet om aftenen for tiden. Har også lidt ondt i halsen, hvilket må betyde at det officielt er blevet efterår. Yay!

Vegetar

Vegansk uge. En status.

Hvordan det går med at være veganer? Sgu meget godt, tak. Altså lige bortset fra den (syndige!) vegetarburger jeg frådede på Mc’en i Fredags (med chili cheese tops også, pas que je le vaux bien). Alene det faktum at jeg har lidt dårlig samvittighed over dét, indikerer vel, at det kører meget godt. Det har i hvert fald – til min store overraskelse – været virkelig nemt. Pesto, pasta, rugbrød, avokado, humus, soyakakaomælk, Coca cola og ristede krydderboller med smørbar har haft min ryg i trænge stunder. Det samme gælder chips, øl og vin, der til min helt store lettelse også er vegansk.

Den gule “det har ikke været helt optimalt”-kategori har været præget af mælk. Soya- eller havremælk i kaffen… Især når den skiller. Puha. Det faktum at fløde og slik ikke er vegansk, har jeg også haft mellemstor krise over. Sort kaffe og tørrede abrikoser gør det bare ikke for mig på samme måde.

I det røde krisefelt er ost. Klart ost. Især den skiveskårede fra Spir. Jeg ved heller ikke hvad jeg havde regnet med, men det var ikke godt!

Ugens positive overraskelse har været de mange nemme og billige gryderetter! Især den karryret som mine børn slet ikke skal nyde noget af på billedet herover. Den smagte seriøst godt med peanuts og koriander på toppen. Uhm. (Find opskriften på veganerudfordringen.dk – den røde linseret er også god (TILFØJELSE: Når man tilmelder sig udfordringen får man tilsendt et link til hele madplanen)).

I næste uge skal jeg lave den her lasagne, drikke endnu mere kakaomælk og måske prøve kræfter med noget vegansk kage på Søndag. Dér får vi nemlig huset fyldt af gæster fordi Kurt blir 4 år i morgen. Faktisk er det lige nu – kl. 22.43 – 4 år siden jeg kravlede rundt på væggene i en elevator på Riget. Og her, lidt over midnat: 4 år siden jeg blev mor.

Det (mor)somme liv

(København) K for kunsten at elske sit græs

I næste uge blir Kurt 4 år. 4 år mand! 4 freaking år med børn på 4. sal midt inde i en by. Ikke lige dét scenarie jeg havde forestiller mig, da jeg som 27-årig kørte rundt på Djursland og sukkede efter gamle landsteder.

De sidste 4 år har været uendelig trappegang, kronisk jernsmag i munden klokken 7.50 på hæsblæsende vej til udflytterbussen (hvordan vi kommer ud ad døren til tiden er mig stadigvæk en gåde), turister man må bede om ikke at tage billeder af sine børn, skraldebiler, fulde folk, asfalt, butikker og larm.

Men det har også været 4 år med gåture ad havnepromenaden og over nyåbnede broer til Christianshavns grønne kanaler, daglige kig til historiske bygninger og en fast morgenrute der både byder på nyhavnske træskibe og livgarden på Amalienborg, spontane (ikke helt nok, men jeg øver mig) biograf- og teaterture, fadøl med veninder, havnebad, caféture, vink og hurtig aftensmad med mennesker man kender og halvanden times cykeltur eller gåtur gennem byens liv hver eneste dag.

Selvom jeg har været ufatteligt meget i tvivl om hvor det er bedst for os at bo med børn, så er jeg …vist ikke helt så meget i tvivl mere. Og selvom jeg er en kæmpe drømmer aka en skideirriterende, narcissistisk og flyvsk type der er verdensmester i at ville have alt muligt andet, end det jeg har, så er jeg faktisk bare ret glad for den her by jeg bor i. Og ret glad for mit liv her.

Det er nemt at ville drømme sig videre og væk – at lede efter ting at være utilfreds med. Tilfreds taknemmelighed har aldrig været hverken moderne eller særligt befordrende for væksten i et samfund. Så det er som om jeg har indprentet et behov for altid at ville flytte mig, have noget andet end det jeg har. Men hvor skal man bare huske at elske sit eget græs. Uanset hvor det er, så er det ens eget. Og der er ikke andre end en selv, til at give det kærlighed og taknemmelighed, så det kan gro og blive flot og grønt. Så jeg øver mig i at sætte pris på at jeg for langt det meste er glad over summen af de store brikker i mit liv (at de enkelte brikker så kan fucke lidt rundt, er en anden snak..). Det er måske ikke så godt blogmateriale, men det er fedt og det skal nydes, istedet for at jeg nærmest føler mig forpligtet til hele tiden at ville væk.

Især fordi at jernsmagen næsten er forsvundet. Trapperne kan mine børn snart gå op ad selv. Jeg sætter oprigtigt pris på at være omringet af mennesker og liv (okay – måske ikke lige alle turisterne) og på min altan med fuglesang og kig til Christiansborg. Udsigten til havnen og Frelsertårnet fra mit soveværelse. En underbo man kan sidde sammen med i opgangen på madrasser med stearinlys på trappetrinene og snakke og drikke rødvin. Børn i gården som kan lege med mine unger. Det er faktisk en ret uforpligtende og afstressende ramme for vores hverdag. Og trygt at være lige midt i en flok af fellow børnefamilier med en grøn gård som fælles base.

Om jeg nok skal nå at ombestemme mig mange gange igen? Om jeg fortsat kommer til at sidde og scrolle igennem Boligsiden. Helt sikkert. But not today, Satan. Lige for tiden er jeg faktisk bare virkelig glad og taknemmelig over at vi bor lige præcis her hvor vi gør.

Vegetar

1. dag: Succes(ish)

Min første dag som faux veganer er, hvis jeg selv skal sige det, gået godt. Pt kører jeg en helt safe veganerturiststil med snuden stædigt i landkortet aka den madplan som ligger på veganerudfordringen.dk. Så i dag efter min venindes barnedåb rippede jeg Fakta for grøntsager, soyamælk, plantefars og linser og serverede sgu en virkelig overraskende god rød linseret med pasta og pesto til aftensmad.

Rygraden i min barndoms mad var kødbaserede 70’er-80’er-retter. Mine livretter i dag er derfor i genren flødekartofler, mørbrad, lasagne og bare cirka al julemad. Fed, oldschool kød- og mælkebaseret kost. Dét får mit hjerte til at poppe. Og selvom det som regel er økologisk og altid ledsaget af grøntsager, så trænger jeg til at få udfordret den præmis at kød og mælk er en fast og ofte central del af mine måltider.

Hvis jeg nu bare kan få et par enkelte nye vaner/madretter ind under huden i løbet af den her en måneds veganerudfordring, så ville det være rigtig rart. Og billigt. Og sundt. Det skal jeg lige huske på i morgen når jeg begynder at crave primadonna, koldrøget laks, flæskestegssandwich og citronfromage med flødeskum. Åh, nej. Nu starter det.