Det er Torsdag aften og Paw Patrol har lige reddet en lagkage. Otto følger loyalt slagets gang en halv meter fra fladskærmen. Jeg sidder i en sofa med en kold øl og Cecilie Linds smukke nye digt om at blive mor (som -jeg troede seriøst aldrig jeg skulle sige det her- er modtaget i gave). Med andre ord udnytter vi til fulde, at Kurt og Niklas er startet til svømning en gang om ugen. Der er firehundrede ting jeg burde: Ordne køkken. Skrive. Rydde op i mit skab. Lave præsentation til Mandag. Men jeg vil hellere bare sidde her og nyde at jeg har fri i morgen og at min weekend derfor startede for fire timer siden. Fik jeg sagt, at jeg fucking elsker at være på deltid?
I de perioder -som nu- hvor hverdagene flyver forbi, blir jeg altid i tvivl om det er et godt eller skidt tegn? Flyver tiden fordi jeg keder mig eller fordi det, jeg laver, er sjovt? Jeg kan ikke mærke mig selv. Men jeg kan mærke at det er ret lang tid siden jeg for alvor har haft ondt i stressmaven. Og det er også lang tid siden jeg har råbt af mine børn. De er begyndt at falde i søvn efter KUN en times putning. De driver mig ikke til vanvid for tiden. Måske går det hele faktisk helt igennem okay i alt sin grålige leverpostejsvælde.
I morgen skal jeg køre mine børn i institutioner, rydde op og pakke. Og så kører jeg sgu i sommerhus med en veninde. Ingen børn. Intet ansvar. Bare lige hende og mig og ti flasker hvidvin og hvad der føles som en million timer der ligger udstrakt og venter foran os.
Det glæder jeg mig til.
No Comments