Monthly Archives

oktober 2019

Små børn, store beslutninger.

Kunsten at tage svære beslutninger på sine børns vegne. Av. En diciplin jeg på ingen måde mestrer, men som jeg alligevel føler, at jeg lige har fået grønt bælte i. I går havde Kurt nemlig sidste dag i sin udflytterbørnehave. Det, at tage ham ud af sin børnehave (og splitte ham fra sin allerbedste ven, piv!), har været så svær en beslutning, at jeg ikke engang er sikker på, at jeg kan skrive om den. Jeg er ikke ude på at hænge nogen som helst ud, så uden at gå for meget i detaljer, har vi valgt at flytte ham ind i en lille institution, herinde i byen. Med en lillebitte legeplads, mange pædagoger og (forhåbentligt) en hel masse nærvær og omsorg. Kurts udflytterbørnehave gennem det sidste halvandet år, har været alt det vi håbede på: Masser af frisk luft, plads, træer og fri 70’er pædagogik. Men for os og vores barn, var det også for meget. Og for svært at navigere i en kæmpe legeplads. Og på et egoistisk plan, har vi som voksne, savnet indblik i hans hverdag, og de sidste mange morgener, når jeg har stået med blodsmag i munden og vinket op til bussens tonede ruder, har det savn sat sig på tværs som en udefinerbar …ting. I lang tid, har det bare ikke føltes rigtigt. Aldrig mere skal jeg ræse afsted gennem byen for at nå en bus kl. 8.10. Eller føle at jeg kommer for sent, hvis jeg ikke står der på slaget 15.45, når bussen ruller ind. Så nu prøver vi noget helt andet, end det vi troede, vi ville have: En lille børnehave, som ligger lige rundt om hjørnet fra vores hjem, midt inde i byen, med fokus på musik og kreativitet. Og forhåbentlig med en hel masse voksne, nærvær og omsorg.

Det har ikke været den lette beslutning. Men jeg er ret sikker på, at det er den rigtige.

Føler følelser med 90 km/timen

Hele sidste uge var fandme intenzo. Alene med to børn og vigtige (= svære) ting på mit arbejde… det var hårdt og derfor med flossede nerver, jeg sagde hej til Niklas, da han kom hjem fra Brasilien, Torsdag aften efter putning.

Jeg er …godt nok presset for tiden. Har skrevet det før, men det fylder bare meget. Parforhold. Fuck mand, hvor er det bare ikke for børn, at få børn med den man elsker. At få et forhold til at holde til al det slid og underskud og konstante overtræk på kærlighedskontoen. Jeg er ikke sikker på, jeg forstår hvordan det er meningen, man skal blive sammen, når nu man konstant blir revet fra hinanden, af sine børn. Dét kombineret med PMS fra helvede og stress over arbejdet, gjorde bare at hele læsset væltede for mig i går. Og jeg græd i tre timer, indtil der ikke var flere tårer tilbage. Så krammede Niklas mig og så tog vi på date i Skuespilhuset. Af alle ting så vi Symposion – En hyldest til Eros. Lol.

I dag har vi gået tur i solen, holdt i hånd, købt blomster til min mor. Kurt valgte lilla og lyserøde roser med ordene: Mor, ved du hvor gammel en hunko kan blive? (Næh). 50 km. Ved du så hvor gammel en hanko kan blive? (…) HALVFEMS km/timen! De er mega smukke, de blomster.

Og så var det hele pludselig godt igen.

Faux veganer 7. uge. Nye vaner og glemte værdier.

Den her uge har været hmmm… øjenåbnende på en eller anden måde. Måske fordi, jeg fik set The Game Changers på Netflix (tak, Chrisstine) eller fandt @vegan_sarcasm på Instagram (tak, Karoline). Eller også er det bare fordi jeg nu er nået til fasen, hvor den mentale mælkesyre sætter ind.

Jeg har været alene med ungerne hele ugen og max presset på mit arbejde hvilket har gjort, at jeg faktisk ikke rigtig har fået spist så meget, fordi jeg ikke rigtig gider at stå og lave super avanceret og ny veganermad og derfor har jeg bare spist frugt og peanutbuttemadder og drukket mig midt over i æblejuice i stedet.

Værdier. Og min naive barnetro om at der eddermaneme er underligt at slå et dyr ihjel, blende det og smøre på en rugbrødsmad… Den har naget i den sidste uge. Sidste gang jeg var vegetar (i to år), var det primært af miljøhensyn. Jeg droppede projektet fordi jeg … honestly? Pis. Fik lyst til en flæskestegssandwich og ikke kunne stoppe med at spise kød igen. Den der gamle sang med at animalsk protein var vigtigt / sundt, og jeg havde brug for kød, var nok en del af, at der kom kød på min menu igen. Med andre ord har det dyreetiske helt ærligt aldrig rigtig fyldt for mig. Jeg har fået ind med modermælken, at vi er mennesker og vi slår altså dyr ihjel og spiser dem. Det er naturligt og okay. Og den lille franske dreng på youtube der ikke vil spise blæksprutte stemme inden i der siger “…men!” har jeg meget hurtigt kunne lukke af for. Men den her uge, har den stemme været der. Meget. Og jeg kan mærke at jeg faktisk har følt mig – shit, det blir tacky, det her – rimelig empowered, og som en der, for en gang skyld, handler i overenstemmelse med sine værdier.

En anden ting der har præget denne uge (men også de foregående) har været opturen over de fællesskaber der er i den her mærkelige rejse. Ikke kun nye, digitale fællesskaber, men endnu mere, at tage samtalen med gamle venner, Jer i kommentarsporet (undskyld jeg har været så dårlig til at svare sidst. Men den her uge altså. Sindssyg, siger jeg jo!), min familie og finde ud af hvor mange af dem jeg kender, der er lysår foran mig i de erkendelser jeg tramper rundt i for tiden.

Tak, men nej tak

– Chiagrød fra The Protein Kitchen. Alt med chia faktisk.

– Cowspiracy på Netflix. Er ikke mentalt klar.

Ja tak:

– ristet tofu med soya. I havde sguda ret!!! Okay. Tak.

– insta memes

– dokumentarer om sundhedsfordele ved grøntsager

– mandler og rosiner kombi

– Besøg på bondegård i weekenden med grisebabynusning, lammekidsklapning og kattekillingholdning. Cuuuute.

I don’t need therapy, I have you guys

Jeg er alene hjemme med ungerne hele den her uge og især min yngste tager aftenerne til næste niveau. Shit. Mand. Hvor’for kan de ikke bare droppe hans lur i den vuggestue?! Nu sover han endelig, efter to timers kamp, imellem mine ben (don’t ask). Lad os tage den bagfra som man siger. Klokken er lige nu 20.30. Vi spiste Kl 17, tog nattøj på kl. 17.30, legede til kl. 18.30. Kl 18.30 går vi ind og læser bog til 19.15. Så fortæller jeg historie (fordi Otto stadigvæk er helt psyko). Blablabla. putte putte putte putte putte putte. Nu er klokken så 20.40. Køkkenet sejler, der er en tøjvask der skal tages ned og en der skal hænges op, så smøres madpakker, pakke tasker og SÅ skal jeg arbejde og lave præsentation til i overmorgen, hvor det er meningen, at jeg skal starte et internt undervisningsforløb i designtænkning, op. What. The. Fuck.

Jeg er faktisk en ok grineren mor mellem 8.00-18.00. Men de her aftener dræner mig seriøst, på måder jeg aldrig har oplevet det før. Aftenens psykiske tortur sætter sig som et posttraumatisk stempel midt i panden på mig, som jeg bærer rundt med mig konstant, og det gør desværre alt det sjove lidt mindre sjovt. Fordi limen der holder det hele sammen er grå. Så, midt i det grå, er der momenter af oprigtig lykke og glæde. Især når vi leger om eftermiddagen og har det ægte lol og pop, bare os tre. Men trægheden, vasketøjet, køkkenet, alt det der sejler, fordi jeg lader det sejle, fordi jeg forkælet insisterer på at jeg vil lege med mine børn, bare een gang om dagen. Det gør bare at det indre vandspejl ligger meget lavt og at der intet skal til, at slå bunden ud på mig for tiden. Skyder på at det primært er fordi mine morgener for det meste inkluderer toårig der skriger hysterisk og sparker mig i maven når jeg prøver at skifte hans ble og fireårig der råber lortefuck og nægter at samarbejde når vi skal ud af døren. Og når man endelig når frem til sit arbejde er det bare sådan “Ahhhh! Afslapning!”

Mit Barn. En boganbefaling

Det er fandme længe siden jeg har måtte spare på en bog! Gemt sider. Sat mærker, læst igen og igen og båret sætninger med mig rundt i hele dage. Og så er det første gang, jeg har læst en bog og følt at dér. Dér var mit tidlige moderskab på skrift. Cecilie Lind sender i “Mit Barn” (modtaget i gave), mig ikke alene tilbage til mit moderskabs vorden, hun sætter også ord på følelser, jeg aldrig selv har kunnet italesætte og derfor bittert er brændt inde med. Og så gør hun det så freaking smukt og helstøbt, at jeg ikke kan andet, end, at være taknemmelig for, at der findes rigtige forfatterinder på jorden, som kan sætte ord på deres følelser, så vi andre føler os mindre alene med vores. Og så skriver Cecilie så gudesmukt. Altså! “Jeg græder og græder og uden grund. Mine tårer er mit hjertes mælk, men ingen drikker dem” (please nogen, lav life quotes klistermærker til væggen, af alle de citater).

Skænderierne, at være blind passager på den lede kælling, der pludselig har indtaget ens krop, at elske sit barn helt ind i mørket. At hade sin krop, være fremmed for sig selv og længslen efter at dulme selvhadet med kjoler og ny identitet. Alt det grimme blir skrevet og smukt og okay.

Jeg græd mig igennem den. Det ville være så klassisk at skrive: Giv den til en nybagt mor, men jeg vil snarere sige: Giv den til en nybagt far! Så ved han, hvad der foregår derinde, i sindet hos en skrøbelig mor.

💗

Ps. Læselisten er opdateret med ovenstående og Ursula Le Guin ‘De Udstødte’.

A small step for mankind, a giant leap for mig (status på 6. uge som veganer)

Sidste uge gik op og ned her i veganerville. Det vil jeg godt skrive lidt om, plus noget med hvornår man må kalde sig veganer, og hvorfor jeg har brug for at klamre mig til ordet, lidt endnu – også selvom jeg ikke er en særlig god en af slagsen.

6. uge som veganer gik godt da jeg

– lavede en kæmpe portion falfler og seriøst nailedit i første hug. Bagepulver, en hel flaske olie til stegning og jeres tip med at sørge for at farsen er tør nok, gjorde vist tricket. Lavede en portion af en hel pose kikærter. Det blev til …mange falfler. Som nu er i fryseren. Halle-fucking-luja.

– i forløbets første brandert-shawama-craving – formåede i stedet for kød, at bestille en falafel durum. Mit fulde jeg er med på den nu.

– endelig fik købt vitaminpiller. Med B12! Jeg endte med at købe Drogens Vital Multivitamin på Apoteket. Phew, de er store, sådannogle urtekussepiller. Men det føles da meget godt. Bagefter.

– opdagede at jeg bare kan hælde et skvæt kogende vand i min sorte kaffe, i stedet for mælk. Det kan jeg godt vænne mig til. Og jeg er meget, meget glad for at slippe af med den lille irriterende samvittighed, der har prikket til mig, hver eneste gang, jeg tager en af de små trekantede mælkebrikker. SÅ meget emballage, for så lidt.

– serverede risruller med en masse fintsnittet grøntsagshalløj fra skuffen, falafler (ok mærkeligt, men det var lige, hvad der var – og kunne ikke finde på et godt vegansk alternativ) ris og peanutsauce (den der med peanutbutter, ingefær, soya, lime og vand. MMMMHHH!) og mine børn spiste det. Og til sidst – og det kræver et helt punkt i sig selv, for DET her er i sandhed breaking

– OPLEVEDE  MINE BØRN GROVSPISE RÅ HVIDKÅLSBLADE!

6. uge som veganer gik dårligt da jeg

– Tog mine unger på Mc. Donalds og kværnede en stor (vegetar)burgermenu og 7 chilli cheese tops på ti minutter.

– Var ude til fødselsdagsmiddag med en veninde, på kinesisk restaurant og spiste mig midt over i dim sum inkl. dumplings med rejer og oksekød. Shit, det smagte godt.

– Spiste æg ca. hver eneste dag. Hej. Jeg hedder Ida. Jeg er æggeafhængig.

Af ovenstående (og ugen generelt) udleder jeg følgende

– Jeg har stadigvæk ikke lært at få nok kalorier ind i min madlavning. Og da den blok tofu, som sender mig bebrejdende blikke fra køkkenhylden, forekommer mig cirka lige så tillokkende at bruge i min madlavning, som et foster i formaldehyd, tænker jeg at det ikke umiddelbart bliver dén vej, jeg går.

– Måske skal jeg “bare” (= gigantiske gåseøjne – Det ville være et gigantisk skridt for mig) være vegetar der ikke drikker komælk. Men hvornår må man kalde sig hvad? Folk har mange meninger og jeg er også i denne uge blevet spurgt “Hvorfor kalder du dig ikke bare for vegetar”, hvilket eddermaneme er et godt spørgsmål. Hvorfor ikke bare være vegetar. Well. Jeg tror at jeg har brug for ordet. Veganer. Det er faktisk lige nu nok min vision, at blive så godt som fri for animalske produkter. Og selvom jeg slet ikke kan forestille mig ost og æg som ikke værende en del af mit køkken, så sigter jeg altså efter stjernerne lidt endnu. Og dem står der sgu veganer på.

Jeg vil hellere være en veganer der falder i, end en perfekt vegetar. For det er stadigvæk tidligt i forløbet og jeg trænger til at spejle mig i nogle veganske forbilleder og finde inspiration i det veganske køkken. Og lige præcis dét, lidt kluntede behov, for at kalde sig for noget, man egentlig ikke er, oplevede jeg ret meget at blive “mødt i” i den der veganerudfordring (som jeg seriøst lover snart at holde kæft med).

De skriver f.eks.: “Veganisme er ikke en alt eller intet-ting. Det handler om at gøre så meget godt som muligt. Så hvis du føler, at du godt kan være veganer, men ikke leve uden ost. Så bliv veganer, bortset fra når det kommer til ost. Hver gang du erstatter et animalsk produkt med et vegansk alternativ, har du taget et skridt mod en bedre verden.” 

Så altså, ja. A small step for mankind, a giant leap for mig. Og jeg er faktisk ret stolt.

Søndag = Selvhjælp (feat. Brené Brown)

I går havde jeg tømmermænd og trængte til et kram af Youtube. Det fik jeg, så snart jeg faldt over en amerikansk forsker, der hedder Brené Brown, som af en eller anden grund er fløjet totalt hen over hovedet på mig, selvom hendes TED talks efterhånden har et par år på bagen. Bedre sent end aldrig. Hendes motto er noget med ‘The power of vulnarability’ og at være modig nok til at være sårbar. F.eks. lærte jeg at Courage betyder hjerte på latin: At mod er noget man gør med sit hjerte og sine følelser. At lytte til sin skam. Ikke at gå gennem verden og lede efter beviser på, at man ikke hører til, fordi man altid vil finde det. At selvværd ikke er til forhandling. Og noget med at skam og frygt er de onde fætre til sårbarhed. Dét var tiltrængt vand på min mølle. Ikke så meget i mit privatliv, men mere i mit arbejdsliv.

De sidste par år – som jeg vist også har skrevet om før – har mit arbejdsliv været påvirket af, at jeg har følt mig afkoblet fra mig selv: At jeg har følt, at jeg skulle være en anden på mit arbejde, fordi at hvis jeg var mig selv ville jeg nok bare blive fyret igen. Så jeg har en oplevelse af kun i små glimt at turde være mig selv, og at have hele hjertet med, sige til (og fra!) i møder, foreslå nye muligheder osv. I stedet har jeg gemt mig væk og gjort en helt masse halvt, fordi jeg ikke turde lægge den indsats i mit arbejde, som kun kommer, når man har sig selv 100% med.

Sårbarhed. At stå i det åbne rum. At gøre noget jeg virkelig gerne vil lave, uperfekt i dag, i stedet for at at udskyde det til jeg er 100% perfekt, vente på at timingen bliver 100% perfekt (note om at arbejde i det offentlige: Tid er ikke man får, det er noget man tager), fordi det BARE ALDRIG SKER. Jeg bliver aldrig 100% perfekt. Omstændighederne bliver aldrig perfekte. Så fucking simpelt, men også så freaking svært at efterleve. Men sårbarhed – at gå åbent ind i et mødelokale, LYTTE  og se hvad der sker – er jo også dér innovationen sker. Dér kreativiteten og det kollektive geni bliver sluppet fri.

Brené siger det selvfølgelig hundrede gange bedre end mig, så hvis du også trænger til et arbejdskram, så se selv her.

Morgenrutine med løg på

Det er som om min mand og jeg har glemt, at vi har fået børn. Ikke fattet, at dem der er flyttet ind ikke er voksne, og derfor gir lige præcis nul fucks for om vi når udflytterbussen, får tøj på eller børster tænder… Dét kapitel, har vi ligesom bare ikke lige læst.

Derfor ser vores morgener cirka sådan her ud:

6.30: Otto vågner

6:45: En af os står op med Otto, sætter kaffe over, giver Otto mad, smører madpakke til Kurt, finder tøj og tandbørster frem

7:10: Kurt blir slæbt op og ud i køkkenet (vi prøver virkelig at få ham tidligt i seng, men udflytterbus=sen lur=aftenfrisk=morgensur aka The Circle Of Fucking Life

7:15: Kurt spiser, Otto leger.

7.30: Niklas går i bad(?!) og jeg kaster noget makeup i hovedet og tager tøj på.

7:30: Børnene får tøj på (ofte under store protester, somme tider, helt af sig selv og uden hjælp)

7:45: Børnene får overtøj på (ofte under store protester, somme tider, helt af sig selv og uden hjælp)

8:00: Vi er kommet ned fra 4. sal og sidder i ladcyklen og ræser nu igennem byen for at nå udflytterbussen som kører ret præcist kl. 8.10.

8:15: Jeg står og vinker farvel til tonede ruder.

8:30: I vuggestuen og aflevere Otto

8:45: Kører på arbejde

9:15: Være på arbejde. Heeeej!

Hvordan det går hjemme hos os? Helt ærligt, så op og ned, at jeg ikke rigtigt orker at sætte ord på det. Både fordi ham jeg deler løjerne med, ikke har behov for, at mommyblogge vores kvaler ud over alle tage. Men også fordi mine humørsvingninger, for tiden er så store, at jeg blir helt skitzofren, når jeg forsøger at skrive det ned. Den korte version: Er ret sikker på at det er mig den er gal med. I hvert fald blir jeg tit sur og ked af det uden grund og lader det gå ud over min familie.

Jeg er nået frem til at en stor del af mine nedture bunder i kontroltab og noget så simpelt som tidspres. Så nu er Otto og jeg, i første omgang, gået til kamp mod De Stressede Morgener Fra Helvede og er kommet med hvert vores bud på, hvordan vores drømmemorgener ser ud. Det fungerer ret godt at have noget at pege på og sigte efter. Nu skal vi bare liiige have det implementeret i praksis:)

Lola Jensen, du ringer bare.

Drengemor

Min mand og jeg er lige kommet hjem fra teatret med vores førstefødte. Vi så Skatteøen på Folketeateret med en af Kurts bedste venner, og det var så dejligt med en night on the town, bare os tre.

Nu er Niklas taget til træning og jeg ligger i dobbeltsengen og spooner med mine to store drenge.

Jeg har to drenge. Den ene har lige siden han var knap tre år, kunne alle bilmærker. Uden at blinke fortæller han dig forskellen på en knækstyret gummiged og en frontlæsser, han elsker at spille fodbold, elsker LEGO, dinosaurer og har et kæmpe crush på Motor Mille.

Min yngste dreng elsker at male. Elsker farver, klodser, mønstre, mascara, hårklemmer, læbestift og har pt neglelak i alle regnbuens farver, på sine småbitte hænder. De er så forskellige og så ens på samme tid, og med en alder på to et halvt og fire år, er deres forskellige personlighed virkelig begyndt at blomstre.

Mine babyer er væk og helt ærligt så er jeg ret sikker på, at jeg ikke skal have flere børn. I et stykke tid ulmede den klassiske “skulle man liiiige prøve, at lave en pige” i baghovedet, men det skal jeg simpelthen ikke. For mig er det ikke grund nok til at sætte et barn i verden, at det skal have et særligt køn. Så hvis jeg en dag blir gravid igen, så er det ikke med ønsket om en pige, men med ønsket om et barn.

Drenge har altid været lidt af et mysterium for mig. Jeg er vokset op med en enlig mor og søster, og som et meget genert og usikkert barn, var der sgu langt mellem snapsene, hvad angik det modsatte køn, i min barndom. Jeg fik mit første kys som femtenårig, hvilket var så traumatisk en oplevelse, at jeg ikke nærmede mig en dreng igen, før jeg blev atten. Det er altså først på den anden side af teenageårene, jeg kom rigtig tæt på det modsatte køn, og derfor har jeg virkelig ikke meget erfaring med drengebørn.

Nu er jeg omgivet af drengebørn! Og jeg kan blive svimmel over alt det, jeg gerne vil opleve med dem. Jeg skal følge dem til fodbold. Og musical. Lære dem at være en god kammerat, at bage flotte cupcakes med pynt og lave mad, at der ikke findes pige-farver, at lyserød ikke er ULÆKKERT (pt er vi ikke helt i mål..), at det både er okay, når mor og far krammer og når de skændes (for det gør de). Når de er blevet lidt større skal vi på roadtrip i USA, se et ægte Formel 1 løb og jeg skal støtte dem i tykt og tyndt og forhåbentligt have lov til at være en stor del af deres liv og deres op- og nedture. Og en dag skal jeg måske endda blive farmor.

Jeg er drengemor. Og jeg får lov til at opleve to pragteksemplarer på allernærmeste hold, vokse op og blive til mænd.

Hvor heldig må man være?

5. uge som veganer

Sidste uge gik faktisk godt her i skovbrynet til Veganerland. Lige indtil Onsdag aften, hjemme hos nogle venner, som intetanende om mine nyfundne planteeskapader, havde bestilt pizza. Og jeg nåede at tænke hundrede tanker om at være en latterlig nyhellig type, der pludselig var blevet for fin til lidt low key hyggemad. Endte med at tænkte fåggit og det er jo ikke en religion og lige pludselig havde jeg spist fem stykker pizza med kylling.

Det var okay, det er jo ikke en religion, men kan godt mærke, at det var liiidt for tidligt for min kompulsive krybdyrhjerne, at begynde at flexe. Og yes. Dagen efter var den gal igen, da jeg havde skældt ud på min mand, og derfor ikke nænnede ikke at spise et stykke af hans kiss-and-make-up-mørbrad, da han helt forvirret sagde “jamen der er jo gået en måned nu?!” The struggle.

Jeg har lært:

– jeg vil gerne faktisk gerne fortsætte med at være en veganer (så længe jeg må være lidt utro med æg) et stykke tid endnu.

– der er faktisk en grænse for, hvor mange avokadomadder, man kan spise. Den nåede jeg i dag.

– æg er freaking fantastisk (okay, det vidste jeg godt i forvejen).

– det, vi sparer i madbudgettet for tiden, må jeg godt bruge lidt af, på at spise af kantinens salater og brød med olie.

– jeg har fået virkelig mange nye læsere, efter jeg begyndte at skrive om veganske kvaler. Hej!

– kold kimchi smager herregodt med varme ris, agurkestykker og soya.

Det har jeg ikke lært:

– om man godt må kalde sig veganer, når man spiser æg. Det må man vel egentlig ikke.

– at få mine børne til at spise noget som helst plantebaseret, med mindre det er korn eller agurk. I. Give. Up.

– fidusen ved de der soyaprodukter, der ligner kød.

– alt det der med, hvordan man får nok mineraler og protein. Er det meget naivt at tro, at kroppen nok selv skal sige til?

Ps. Ved godt det er lidt bloggeragtigt, men er virkelig tom for skriveemner, så sig endelig til hvis I har forslag eller ønsker.