Sidste uge gik op og ned her i veganerville. Det vil jeg godt skrive lidt om, plus noget med hvornår man må kalde sig veganer, og hvorfor jeg har brug for at klamre mig til ordet, lidt endnu – også selvom jeg ikke er en særlig god en af slagsen.
6. uge som veganer gik godt da jeg
– lavede en kæmpe portion falfler og seriøst nailedit i første hug. Bagepulver, en hel flaske olie til stegning og jeres tip med at sørge for at farsen er tør nok, gjorde vist tricket. Lavede en portion af en hel pose kikærter. Det blev til …mange falfler. Som nu er i fryseren. Halle-fucking-luja.
– i forløbets første brandert-shawama-craving – formåede i stedet for kød, at bestille en falafel durum. Mit fulde jeg er med på den nu.
– endelig fik købt vitaminpiller. Med B12! Jeg endte med at købe Drogens Vital Multivitamin på Apoteket. Phew, de er store, sådannogle urtekussepiller. Men det føles da meget godt. Bagefter.
– opdagede at jeg bare kan hælde et skvæt kogende vand i min sorte kaffe, i stedet for mælk. Det kan jeg godt vænne mig til. Og jeg er meget, meget glad for at slippe af med den lille irriterende samvittighed, der har prikket til mig, hver eneste gang, jeg tager en af de små trekantede mælkebrikker. SÅ meget emballage, for så lidt.
– serverede risruller med en masse fintsnittet grøntsagshalløj fra skuffen, falafler (ok mærkeligt, men det var lige, hvad der var – og kunne ikke finde på et godt vegansk alternativ) ris og peanutsauce (den der med peanutbutter, ingefær, soya, lime og vand. MMMMHHH!) og mine børn spiste det. Og til sidst – og det kræver et helt punkt i sig selv, for DET her er i sandhed breaking
– OPLEVEDE MINE BØRN GROVSPISE RÅ HVIDKÅLSBLADE!
6. uge som veganer gik dårligt da jeg
– Tog mine unger på Mc. Donalds og kværnede en stor (vegetar)burgermenu og 7 chilli cheese tops på ti minutter.
– Var ude til fødselsdagsmiddag med en veninde, på kinesisk restaurant og spiste mig midt over i dim sum inkl. dumplings med rejer og oksekød. Shit, det smagte godt.
– Spiste æg ca. hver eneste dag. Hej. Jeg hedder Ida. Jeg er æggeafhængig.
Af ovenstående (og ugen generelt) udleder jeg følgende
– Jeg har stadigvæk ikke lært at få nok kalorier ind i min madlavning. Og da den blok tofu, som sender mig bebrejdende blikke fra køkkenhylden, forekommer mig cirka lige så tillokkende at bruge i min madlavning, som et foster i formaldehyd, tænker jeg at det ikke umiddelbart bliver dén vej, jeg går.
– Måske skal jeg “bare” (= gigantiske gåseøjne – Det ville være et gigantisk skridt for mig) være vegetar der ikke drikker komælk. Men hvornår må man kalde sig hvad? Folk har mange meninger og jeg er også i denne uge blevet spurgt “Hvorfor kalder du dig ikke bare for vegetar”, hvilket eddermaneme er et godt spørgsmål. Hvorfor ikke bare være vegetar. Well. Jeg tror at jeg har brug for ordet. Veganer. Det er faktisk lige nu nok min vision, at blive så godt som fri for animalske produkter. Og selvom jeg slet ikke kan forestille mig ost og æg som ikke værende en del af mit køkken, så sigter jeg altså efter stjernerne lidt endnu. Og dem står der sgu veganer på.
Jeg vil hellere være en veganer der falder i, end en perfekt vegetar. For det er stadigvæk tidligt i forløbet og jeg trænger til at spejle mig i nogle veganske forbilleder og finde inspiration i det veganske køkken. Og lige præcis dét, lidt kluntede behov, for at kalde sig for noget, man egentlig ikke er, oplevede jeg ret meget at blive “mødt i” i den der veganerudfordring (som jeg seriøst lover snart at holde kæft med).
De skriver f.eks.: “Veganisme er ikke en alt eller intet-ting. Det handler om at gøre så meget godt som muligt. Så hvis du føler, at du godt kan være veganer, men ikke leve uden ost. Så bliv veganer, bortset fra når det kommer til ost. Hver gang du erstatter et animalsk produkt med et vegansk alternativ, har du taget et skridt mod en bedre verden.”
Så altså, ja. A small step for mankind, a giant leap for mig. Og jeg er faktisk ret stolt.
