Det (mor)somme liv

Drengemor

Min mand og jeg er lige kommet hjem fra teatret med vores førstefødte. Vi så Skatteøen på Folketeateret med en af Kurts bedste venner, og det var så dejligt med en night on the town, bare os tre.

Nu er Niklas taget til træning og jeg ligger i dobbeltsengen og spooner med mine to store drenge.

Jeg har to drenge. Den ene har lige siden han var knap tre år, kunne alle bilmærker. Uden at blinke fortæller han dig forskellen på en knækstyret gummiged og en frontlæsser, han elsker at spille fodbold, elsker LEGO, dinosaurer og har et kæmpe crush på Motor Mille.

Min yngste dreng elsker at male. Elsker farver, klodser, mønstre, mascara, hårklemmer, læbestift og har pt neglelak i alle regnbuens farver, på sine småbitte hænder. De er så forskellige og så ens på samme tid, og med en alder på to et halvt og fire år, er deres forskellige personlighed virkelig begyndt at blomstre.

Mine babyer er væk og helt ærligt så er jeg ret sikker på, at jeg ikke skal have flere børn. I et stykke tid ulmede den klassiske “skulle man liiiige prøve, at lave en pige” i baghovedet, men det skal jeg simpelthen ikke. For mig er det ikke grund nok til at sætte et barn i verden, at det skal have et særligt køn. Så hvis jeg en dag blir gravid igen, så er det ikke med ønsket om en pige, men med ønsket om et barn.

Drenge har altid været lidt af et mysterium for mig. Jeg er vokset op med en enlig mor og søster, og som et meget genert og usikkert barn, var der sgu langt mellem snapsene, hvad angik det modsatte køn, i min barndom. Jeg fik mit første kys som femtenårig, hvilket var så traumatisk en oplevelse, at jeg ikke nærmede mig en dreng igen, før jeg blev atten. Det er altså først på den anden side af teenageårene, jeg kom rigtig tæt på det modsatte køn, og derfor har jeg virkelig ikke meget erfaring med drengebørn.

Nu er jeg omgivet af drengebørn! Og jeg kan blive svimmel over alt det, jeg gerne vil opleve med dem. Jeg skal følge dem til fodbold. Og musical. Lære dem at være en god kammerat, at bage flotte cupcakes med pynt og lave mad, at der ikke findes pige-farver, at lyserød ikke er ULÆKKERT (pt er vi ikke helt i mål..), at det både er okay, når mor og far krammer og når de skændes (for det gør de). Når de er blevet lidt større skal vi på roadtrip i USA, se et ægte Formel 1 løb og jeg skal støtte dem i tykt og tyndt og forhåbentligt have lov til at være en stor del af deres liv og deres op- og nedture. Og en dag skal jeg måske endda blive farmor.

Jeg er drengemor. Og jeg får lov til at opleve to pragteksemplarer på allernærmeste hold, vokse op og blive til mænd.

Hvor heldig må man være?

Previous Post Next Post

5 Comments

  • Reply VenterPaaVinBlog 10. oktober 2019 at 9:11

    Kæft et sødt indlæg altså.
    Lyder som de dejligste unger.

    • Reply Ida 10. oktober 2019 at 17:57

      Tak! Det er de også. Nogle gange.

  • Reply Emili 10. oktober 2019 at 9:26

    Du er da SÅ heldig! <3

    Uhh tak for tip om Skatteøen. Elsker den musical. Køber fluks billet.

    • Reply Ida 10. oktober 2019 at 17:56

      Det kan du roligt gøre, Emilie! Har aldrig set den, men har hørt musikken afsindsigt meget hele min barndom (og så igen, siden vores unger ku danse og sige Awwwwrrr!) Den kan totalt anbefales. Vi sad på 2. række, og jeg oplevede det som ok fedt for børnene at være så tæt på scenen.

  • Reply Nina 10. oktober 2019 at 19:47

    Jeg er selv drengemor og synes også bare det er SÅ fedt at få åbnet øjnene for en helt ny verden af biler, pokemons, dinsaurer osv.

    Og fedt med skatteøen. Vores ældste skal se den med morfar og jeg er lidt misundelig over det ikke er mig der skal med ind og se den

  • Leave a Reply