I don’t need therapy, I have you guys

Jeg er alene hjemme med ungerne hele den her uge og især min yngste tager aftenerne til næste niveau. Shit. Mand. Hvor’for kan de ikke bare droppe hans lur i den vuggestue?! Nu sover han endelig, efter to timers kamp, imellem mine ben (don’t ask). Lad os tage den bagfra som man siger. Klokken er lige nu 20.30. Vi spiste Kl 17, tog nattøj på kl. 17.30, legede til kl. 18.30. Kl 18.30 går vi ind og læser bog til 19.15. Så fortæller jeg historie (fordi Otto stadigvæk er helt psyko). Blablabla. putte putte putte putte putte putte. Nu er klokken så 20.40. Køkkenet sejler, der er en tøjvask der skal tages ned og en der skal hænges op, så smøres madpakker, pakke tasker og SÅ skal jeg arbejde og lave præsentation til i overmorgen, hvor det er meningen, at jeg skal starte et internt undervisningsforløb i designtænkning, op. What. The. Fuck.

Jeg er faktisk en ok grineren mor mellem 8.00-18.00. Men de her aftener dræner mig seriøst, på måder jeg aldrig har oplevet det før. Aftenens psykiske tortur sætter sig som et posttraumatisk stempel midt i panden på mig, som jeg bærer rundt med mig konstant, og det gør desværre alt det sjove lidt mindre sjovt. Fordi limen der holder det hele sammen er grå. Så, midt i det grå, er der momenter af oprigtig lykke og glæde. Især når vi leger om eftermiddagen og har det ægte lol og pop, bare os tre. Men trægheden, vasketøjet, køkkenet, alt det der sejler, fordi jeg lader det sejle, fordi jeg forkælet insisterer på at jeg vil lege med mine børn, bare een gang om dagen. Det gør bare at det indre vandspejl ligger meget lavt og at der intet skal til, at slå bunden ud på mig for tiden. Skyder på at det primært er fordi mine morgener for det meste inkluderer toårig der skriger hysterisk og sparker mig i maven når jeg prøver at skifte hans ble og fireårig der råber lortefuck og nægter at samarbejde når vi skal ud af døren. Og når man endelig når frem til sit arbejde er det bare sådan “Ahhhh! Afslapning!”

Previous Post Next Post

15 Comments

  • Reply Maj 23. oktober 2019 at 12:40

    Så fine ord og SÅÅÅÅÅ genkendeligt!! Jeg er helt samme sted, selvom min mand endda er hjemme. Jeg ville ønske at puttestunden bare ku være rolig og hyggelig men i stedet er der lidt mere exorsisten over det tit Jeg er dybt imponeret over at du kan overskue at lege om eftermiddagen, jeg oplever sgu tit at det er de sørgelige rester af mig min mand og børn får glæde af når arbejdsdagen er slut

    • Reply Ida 5. november 2019 at 21:44

      Sådanne eftermiddage har vi også TIT! Ved du hvad, jeg tror virkelig på det der med, at vi alle sammen har cirka lige meget “mor”skab at gøre godt med. Det ligger bare placeret forskellige steder. Jeg er fx god til at lege, men KAN ikke putte. Så mine børn falder i søvn til mig der glor ned i en skærm. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af bare at sidde derinde i mørket og glo. Og jeg gider ikke at have det dårligt med mig selv over det mere! Håber du kommer igennem❤️

  • Reply Kathrine 23. oktober 2019 at 15:11

    Jeg har også 2 børn på 4 og 2. Sover begge gerne ca. kl. 21 og jeg går kold kl. 21.30. Har ingen voksentid. Venter nr 3 til feb. Hvorfor er det jeg tænker på???

    • Reply Ida 5. november 2019 at 21:46

      Hold kæft du er sej! På den lange bane, blir det så fedt. Jeg ville ønske jeg havde overskud til en 3-er. Tror det er en genial flok at have sig. Tillykke med det❤️

  • Reply Randi 23. oktober 2019 at 16:31

    Psykisk tortur, der sætter sig som et posttraumatisk stempel – I hear you!

    • Reply Ida 5. november 2019 at 21:47

      Amen

  • Reply Mette 23. oktober 2019 at 17:18

    Det er PRÆCIS på samme måde hjemme hos os. Vi er begyndt at se ramasjang, for at få en pause til mig, ellers går jeg bersærk.

    • Reply Ida 5. november 2019 at 21:47

      Ramasjang for prez

  • Reply maroe 23. oktober 2019 at 17:59

    Der skræmmer mig, at det hos mig nogen gange ligger lige under overfladen, det der mor-ptsd, uden jeg næsten mærker det, før BANG så råber jeg af mine børn eller kyler et viskestykke ned i håndvasken eller råber ned i en pude under putning. Moderskabet får én til at afsøge de vildeste afkroge af sindet.. Og arbejde er jo blevet lig med afslapning på visse dage.. Jeg synes du lyder som en fantastisk mor BTW!

    • Reply Ida 5. november 2019 at 21:48

      JA! Så meget! Ud af det blå kommer der sådan en eksplosion af vrede/følelser. Og bagefter er man bare sådan “vupti! Hov, mor blev lige sur tra la leeeej”

  • Reply Lola 23. oktober 2019 at 18:41

    Ha, min 4-årlige kalder mig også hele tiden for Lortefuck. Åbenbart det nye bandeord.

    • Reply Ida 5. november 2019 at 21:49

      Jeg er også begyndt at digge det. Min sætter gerne melodi på: “Man må godt si’ lortefuck og synge av for fanden!”

  • Reply Karoline 24. oktober 2019 at 14:55

    Fordi det er så nemt at råde andre (mens ens eget sejler): Hvor er det MEGABEUNDRINGSVÆRDIGT, at du prioriterer at tumle med dem. Det kunne du jo se som en huslig opgave helt som de andre. Foregår den i hjemmet, gør den gavn og kræver den tid? Ja? Så er det en huslig opgave. Og så skal den ind i regnskabet. Når du bruger tid på den, må andet nedprioriteres. Fx køkkenet eller tøjvasken. Kan der spises frysepizza, købefalafel, takeout og grøntsagshapsere og andet, der genererer minimalt opvask, når du er alene med dem? Kan det planlægges på forhånd, så din aleneuge ikke behøver gå med mere end en enkelt tøjvask? Sådan prøvede jeg at komme igennem alenedagene, da min kæreste pendlede. Fordi det at klare alles basale behov de dage alene var alt, jeg magtede. Absolut ikke at holde orden i noget. Og slet ikke stå for tumling og hygge. At du gør det, mens du passer et job, fortjener du en medalje for, og den synes jeg du skal give dig selv. Nu.

    • Reply Ida 5. november 2019 at 21:53

      Ej, en sød besked! TAK Karoline❤️ Jeg tror mere og mere på at summen af ens “mor”skab er total. Altså vi har alle sammen lige meget at give af. Af en eller anden grund kommer lige præcis det der med at lege meget nemt til mig. Jeg skal nærmest tvinge mig selv ud i køkkenet. Men tilgengæld kan jeg slet ikke overskue konflikter. Og jeg har decideret selektiv hørelse, hvilket resulterer i at det først er når nogen bløder, jeg for alvor får engageret mig. Ikke så smart.

      I fht fryselasagne. Jamen ja! Vores børn lever af de der gule boller i karry pølser‍♀️

  • Reply 3 ting jeg har lært af at have børn i trodsalderen - Idabida 5. november 2019 at 21:32

    […] skulle jeg lige ramme peak bottom. Det var morgenerne. Med to hysteriske unger, der nægtede at samarbejde, deciderede bebrejdende […]

  • Leave a Reply