Monthly Archives

november 2019

Ulvetime med et twist af happy hour

Jeg sidder på et fåreskind i hjørnet af stuen med en øl og nogle lyskæder og Emiliana Torrini på anlægget. Det er virkelig, virkelig dejligt. De her dage, hvor hverdagen bare glider stille og lækkert afsted, børnene (næsten, bevares) selv tager flyverdragter på i børnehaven, de får lov at se tv, tilgengæld er de stjernesøde og jeg stjæler et lille kvarter til at skrive det her. Så bliver jeg glad. Mit arbejde er ved at tage sig en slapper igen og jeg glæder mig til at have en konvergent periode efter lidt for mange forskellige bolde i mange retninger. Nu skal der samles op, afrapporteres og ryddes op i mailbokse og papirer. Det bliver dejligt.

I går var jeg ude at spise med to veninder på LIama, i aften skal jeg skrive lidt på min ikke-bog (som nu er på svimlende 47 sider! Jeg har givet mig selv en deadline, som er at jeg skal vise dem til nogen inden nytår) og i morgen skal jeg fejre en slags milepæl på mit job. På Lørdag skal jeg holde julefrokost med nogle veninder og Søndag holder min 85 årige mormors fødselsdag i Helsingør. Stille, stille, stille og roligt og lækkert og et helt almindeligt lille liv. Er det november? Det tror jeg nok det er❤️

Meanwhile

– Er vi i Liseleje. Sommerhus er ekstra tiltrængt denne gang.

– Er det edderrøwme blevet mørkt. November, mand. Gets me every year.

– Synger vi julesange til godnatsange nu. I dag har vi lavet juledekorationer (kæmpe flop by the way! Kæææft, jeg var træt af mig selv og min familie, i de 30 min det stod på, og INGEN gad deltage).

– Tændte vi det gigantiske kalenderlys for første gang i dag, så vi slipper for at holde juleaften ved d. 14. ligesom sidste år. Det er åbenbart så meget, vi får familiehygget i løbet af december.

– Er det bare ikke ok at et kalenderlys skal give mig dårlig samvittighed på familiefronten. Not today, satan!

– Er jeg helt vild med The Morning Show på Apple Tv. Jennifer Aniston og Reese Witherspoon i genial kombi.

– Har de der streamingtjenester ti minutter til at tage sig seriøst sammen og finde en fælles løsning, så man slipper for at betale til 500 forskellige networks.

– Synes jeg ‘Driving Home For Christmas’ er en totalt overvurderet julesang.

– Elsker jeg til gengæld It’s hard to be a nissemand. Små hjerner små glæder.

– Skal I altså huske at sætte kryds i kalenderen d. 18. Januar kl. 21.30 til min fødselsdag. Yes. I kommer med, ikke?

– Har jeg lige opdaget at Times Up Vintage har en onlineshop og har nu købetitis i hele min krop.

– Skal vi for første gang hoste en juleaften for min familie hos os i år. Vi skal være her i sommerhuset, hvilket kan gå galt på en milliard måder.

– Juletræer! Hvad stiller vi op? Gir det mening at købe et i potte, som man kan bruge igen til næste år eller kan det overhovedet trives (uden samtidig at vokse for meget) i en potte? Ved nogen noget, jeg endnu ikke ved? I må meget gerne kaste jeres grønne guldkorn i kommentarsporet. Tak!

– Har jeg lige løbet min første tur i fem(!) år. Det var ufatteligt dejligt og jeg håber virkelig, at der ikke går endnu fem, år før min næste tur. Og – braggingalarm – 5 km på 30 min. Undskyld mig, men mine ben er for seje! Og min hofte fuckede ikke op som ellers er noget af det, jeg har været allermest bange for.

– Kan jeg konstatere at jeg har nul impulskontrol, når det kommer til popkorn. Og taffelchips. Zero. Måske meget godt med det der løb, alligevel.

– er Otto big time i handymandsfasen og elsker alt med skrue og hammer. Derfor har han i dag – naturligvis – døbt vores naboby heroppe: Frederiksværktøj❤️

Haven Rundt #november

I august 2018 fik jeg for første gang i mit voksenliv en have (som omkranser vores sommerhus i Liseleje). Siden da har jeg været overraskende oppe at køre over at have en have. Denne serie af blogtekster er et forsøg på at konkretisere og fastholde begejstringen i en månedlig gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her.

Tænk at to måneder er fløjet forbi, uden jeg har fået skrevet så meget som ét sølle ord om min have. Suk. Voksenliv. Min yndlingsårstid er landet. Efterår! Efter sommerens hiv og sving, må man endelig gå i hi og gummistøvler, se farverne skifte og dufte til birkebrænderøg fra de mange skortstene. Vores have forfalder så fint i hundredevis af farver og vi trasker rundt og lægger planer for næste år, hugger brænde og får ordnet de sidste bunker, grene og ukrudt. Her kommer et lille udpluk.

Otto og Niklas ved drejebænken i vores garage.

Min drøm for næste år, er at pille hele vores halvrådne terrasse ned på Nord- og Østsiden og få bygget en ny, som vi forlænger hele vejen op til vores terrasse mod Vest, sådan at vi kan komme halvvejs rundt om huset. En af de ting, der kendetegner vores 1960’er hus, er nemlig at der ikke er tænkt særlig meget i, at sammensmelte ude og inde. Så når man er inde er man *inde*. Jeg har en idé om at en sammenhængende, smal terasse hele vejen rundt om huset og et sæt skydedøre mod Øst, kan hjælpe naturen lidt indenfor i stuen. Og så har jeg en helt klar vision om at sidde om morgenen med varm kaffe og sutsko på terrassen mod Øst og kigge ud på solopgangen over Asserbo Plantage. Uhm! Min 2020 plan, right there!

Fine røde bær og forsømt græsplane mod Øst.

Grene, grene og atter grene. Hvem havde troet, at træfældning ville være så vildt et projekt?! Tænk at noget der går så hurtigt, kan gå så langsomt: Det tager to minutter at fælde et træ, og to uger at rydde op!

Østsiden af haven. Og ja… Flere grene.

Vores matrikel er en dobbeltgrund og mit indtryk er, at der er delte meninger om at haver, der omkranser huset. Jeg må sige: Jeg er altså fan! Det kræver dog at man bevæger sig rundt, for at man får fuldt udbytte af alle havens mange kroge, buske og blomster, og så kan det måske også være lidt ubehageligt ikke at have “overblik” over sin grund. Det sidste er en følelse jeg især har skulle arbejde med her efter vi havde indbrud i August. Bare én lille lyd (og dem er sgu mange af i et hus!) får mig stadigvæk til at fare sammen, og jeg er hele tiden lidt på dupperne, især når mørket er faldet på. Jeg tvinger mig selv ud i mørket, for at lære kroppen at det er okay: Ud med skrald, ned i krybekælderen, lige hente noget i garagen… Så lærer min krybdyrhjerne forhåbentligt snart, at der ikke er noget at være bange for.

Mod Vest: Kæmpe afblomstrede solsikker ved køkkenhaven, og fire millioner blade – Og så et stykke med himmelblå: I august fjernede vi nemlig et par høje piletræer fra vores side af skellet, som tog vores nabo’s udsigt.

Tallerkensmækkereksplosion, rucola i stok og mikroskopiske porrer i køkkenhaven. Tak for vores første år sammen, søde lille have!

Staudebedet. På Instagram fik jeg en masse gode råd, da jeg ikke vidste hvad de mange grønne skud er: Det er åbenbart digitalis. Og dem kan jeg godt lide, så selvom de er selvsået, får de lov til at blive.

Hortensia bluebird. SÅ fine! Totalt yndlingsblomst.

Niklas er religiøs omkring vores lille kuglegrill og bruger den uanset vind og vejr. Sidste nytårsaften grillede han mørbrad i minusgrader her under halvtaget. Dedikeret type.

… Men se ham lige! Der sker altså noget med de der storbymænd (og kvinder!), når de (vi!) kommer ud i en have. I går spurgte en kollega mig hvordan jeg ikke er gået ned med stress, og jeg tror helt seriøst svaret er: Deltid og havearbejde.

Han kan også hugge med en økse og alt muligt. Undskyld. Jeg stopper nu. Moving on.

Til flere Hortensia. Undskyld. Igen: Kan ikke styre min begejstring over disse blomster. Både i vores vaser herinde i byen, hvor de holder sig i op til 2-3 uger, hvis vi stiller dem køligt om natten, men så sandelig også lige her, foran vores terrasse, hvor vi kan sidde og få blomster i blodbanerne helt fra maj til november.

Dreng med en mission <3

Jeg synes at jeg har læst mig frem til, at rosengrene bare skal have lov til at stå urørt og afblomstret indtil til foråret, hvor jeg har tænkt at gentage samme procedure som i april, for hold op, hvor har der været mange flotte roser på den her motherfucker af en busk til venstre.

Endnu en Bluebird (tror jeg da). Så fin, og søvnig og underspillet. På gensyn fine flowerpowers!

Hele sydvestdelen af vores grund med grønne hostablade i venstre side af staudebedet og bålfad og nyskårede træstubbe til højre. En skønne dag skal vi måske have bygget et udkigstårn i nogle af de høje graner heroppe i hjørnet, men jeg ved ikke lige om det bliver til næste år. Jeg kunne også godt tænke mig et shelter, så vi kunne sove ude i haven ved bålet engang imellem. I højre side, ned mod vejen, er der aftensol og dér har jeg en drøm om en dag, at bygge en badstue, med et lille iskoldt vandbassin i jorden, man kan dyppe sig i (men først når børnene er lidt større, så jeg undgår evighedsnoia) – Det prøvede jeg nemlig engang i Lapland, hos en samer, og det var virkelig fedt.

Hvorom alting er: Jeg ved godt det hele roder, at vi hverken har råd eller energi til at føre alle mine idéer ud i livet, og at haven godt kunne stå en hel del skarpere. Men når jeg ser det her billede, så får jeg alligevel et grænsende til ulideligt naturcrush på min have og alle de muligheder den rummer.

Selvhjælp Søndag feat. Dolly Parton

Det er Søndag morgen og klokken er halv ni. Niklas er gået op til julemarkedet på Kongens Nytorv med ungerne, og jeg sidder lige her i køkkenet og får taget mit ugentlige mentale health check over to kopper kaffe.

Tanker der melder sig:

  1. Kæft, jeg er glad for at bo her på Gammelholm for tiden. Måske er det pga. julelysene i Nyhavn, fordi Kongens Nytorv (som er 150 m fra vores hoveddør) ikke længere er en gigantisk metrobyggeplads, men en smuk, historisk plads og nyåbnet metroknudepunkt, fordi jeg fik støvsuget og vasket gulv i går, eller fordi vores nye børnehaverute ikke længere indebærer en hæsblæsende cykeltur, men derimod en rolig slentren ad Lille Strandstræde eller Nyhavn (okay. Det’ ikke helt så rosenrødt, men jeg prøver lige at male et billede ing:)). Jeg er faktisk rigtig, rigtig glad for at bo lige her i byen. Og jeg ville også være rigtig glad for at bo på landet. Men livet er langt. Der er mange år til at flytte på landet i. Og lige nu fungerer det her faktisk ret godt i forhold til vores økonomi, vores arbejde og unger. En veninde sendte mig lige Curbed’s liste om at bo i byen med børn, og jeg har lyst til at gøre det hele. Men indtil videre går jeg bare med den lette version: If it aint broke, don’t move.
  2. Hvorfor kan jeg ikke kommunikere med dem jeg godt kan lide? Jeg er så sur for tiden. Jeg vil rigtig gerne være sød og rar og overbærende, men det er som om at ordene snyder mig, og bliver bitre lige i det øjeblik, de forlader mundhulen. Hver gang min terapeut beder mig om at sætte ord på hvordan det kan være, bryder jeg helt sammen: Det er nærmest fascinerende, at være passager på en krop der ikke kan kommunikere med ord. Så sagde hun en helt masse med, at hvis man har oplevet tidlige svigt, fra før man havde et sprog, husker kroppen det, men man kan ikke sætte ord på det, fordi dem har man jo ikke (tror vist det er en psykolog-klassiker). Så nu overvejer jeg lidt noget kropsterapi. Terapi: The Neverending Story.
  3. Podcasten Dolly Parton’s America har fyldt mine øregange til og fra en virkelig intens arbejdsuge. De sidste to måneder har faktisk været intense på mit arbejde, men vi er ved at være igennem nu, og jeg kan mærke juleferien nærme sig med skideskønne, hastige skridt. Nå. tilbage til Dolly, som jeg skrev en helt lille hyldest til på Instagram (som jeg by the way virkelig nyder at være tilbage på! Guess we needed that break). Men jeg vil bare sige, at uanset om man er til Dolly Parton eller ej, så er hendes personlige historie virkelig inspirerende og fin. Man kan finde den her.

Nå. Nu er min familie tilbage i lejligheden og jeg vil smide ovenstående dame på pladespilleren og skrue lidt på min førstefødtes nye seng.

Hav en dejlig Søndag!

To three or not to three, that is the question.

Med børn på to et halvt og fire år, ville det være løgn at sige, at idéen om bare en lillebitte tre’er ikke lurer lidt i baghovedet. Tanken om at prøve en sidste gang  – og så lissom gøre det RIGTIGT den her gang, ik? Med etteren fattede vi jo ikke hvad vi lavede og to’eren kom så hurtigt (blev gravid efter ni måneder), at jeg nærmest ikke nåede at opdage det. Begge mine barsler foregik på dagpenge, hvilket, når man er mig i hvert fald, var lig med intens jobsøgning op til to uger før termin og så samtaler igen fra begge babyer var et par måneder. Så tanken om en rigtig luksus lønmodtager barsel, med autoreply på en million år, farvelkage og VI SEZ! kalder på mig som sart rosa sirenesang: En barsel hvor man bare lige skal passe en baby og drikke dyr kaffe og gå ture med en barnevogn. Hvor svært kan det være?

Til næste gang skruk-kukukheden melder sig, har jeg nu bedrevet en huskeliste, jeg kan tage frem og messe for mig selv, indtil det går over igen. Den kommer her.

Ting jeg savner ved at have en baby

– at have en baby

Ting jeg ikke savner ved at have en baby

– at amme

– at slæbe den op og ned fra 4. sal

– at vaske bleer

– ikke at sove

– konstant at ligne Simply Red

– at vade rundt med 20% babyweight uden at orke, at gøre noget ved det

– at lave grøntsagsmos

– vidunderlige uger appen

– at samle kogte ris op fra gulvet

– at bruge samtlige nætter i dyb eksistentiel krise

– bind

– ammehjerne

– aldrig at vide, hvornår jeg har fri

– brystbetændelse

– at føle mig som et gidsel i min egen krop

– ammehår

– D-dråber

– 400.000.000 tigerspring og tandfrembrud

___

Selvtak!

 

 

“Vegansk” uge 8 og 9 (og julekrise!)

Det er gået mindre godt med

– ikke at spise æg

– ikke at spise en portion risengrød

– ikke at spise et stykke kage

– ikke at gå med den ruskindsfrakke, jeg har arvet af min svigermor

Tilgengæld er det gået godt med

– at undlade kød og mælk

– at spise virkelig mange grøntsager

– slet ikke at føle mig udenfor, når vi er på burgerjoint og jeg spiser pommes frites og vegetarburger og drikker cola. Det er overhovedet ikke et offer, men noget jeg virkelig nyder (især at jeg nu kan spise det hele inkl. alles pommes frites rester, uden at føle mig stopmæt bagefter – genialt).

Jeg konkluderer derfor

– jeg er ikke klar til at blive veganer. Endnu. Og det er okay.

– jeg er bare blevet vegetar, ligesom så mange andre. Og det føles virkelig rart. Efterhånden no biggie.

Servicetweet

– Kvickly har Naturli soyamælk på bud til en 10’er (vi hamstrede 10).

– Falafelburgeren på 57 Burger og Øl i Kregme, er virkelig god.

– Gomadressing. På ALT. Uhm!

Jeg er lidt i tvivl om de her små status’er fortsat giver mening, da der jo er MANGE vegetarer og veganere out there, som er det meget mere end mig. Jeg synes det er rart at tjekke ind en gang imellem, og får helt sikkert brug for at blive holdt til ilden, lige om lidt, når vi går ind i december AKA and og flæskestegsmåneden. Åh, Gud… Nejnejnej. Hvordan fanden skal jeg egentlig lade være med at spise flæskesteg og and… shit mand. Det ved jeg faktisk virkelig ikke, hvordan jeg skal klare. Glem lige alt hvad jeg har skrevet indtil nu, fordi dét er eddermanme krise. Kan man godt være vegetar undtagen i december? Eller er det ligesom en alkoholiker der godt bare vil drikke lidt i weekenderne? Findes der antabus til kødædere? Hvordan smager det der fake and, alle veganere elsker? HvorDAN skal jeg ikke spise flæskesvær? Hvad fuck kan man lave i stedet for and på juleaften? Hvad gør jeg når jeg er blevet snapsefuld og får lyst til at æde hele buffeten? Lun leverpostej. Karrysild. Flæskesteg. And med sprød svær og brun, fed, dejlig andesovs.

Åh nej.

Selvhjælp Søndag feat. Rugsted & Kreutzfeldt

Ting der har virket godt i den uge:

– At tage i sommerhus. Første aften i sit sommerhus = ultimativ lykkefølelse. Ild i pejsen, rødvin, en mørk have og bøger. Ah, mand! Når vi er heroppe, kan jeg slet ikke forestille mig ikke at have det her hus som eksil. Haven går amok i farver og er så smuk lige nu. Vi brugte hele Lørdag på at hugge brænde, rydde op og ordne køkkenhave. Så freaking zen.

– Julemusik. Vi startede i fredags med et ordentligt dansemedley på stuegulvet. Og nu med to glade nisser (sidste år kunne Kurt forstå lidt på selve juleaften, men i år er han virkelig KLAR på konceptet) til konstant, overgearet at hviske ”hvornår bliver det jul?” i vores ører. Cute! Sidste år startede vi først første december, og havde slet ikke nok tid. I år har vi ekstra brug for de lys, gran, gløgg og julemusik.

– At se Kurt og Otto trives i deres nye institution. De gad ikke engang sige farvel. TAK legetøj. Og TAK til os, fordi vi lavede pseudotvillinger (en sætning jeg aldrig troede, jeg skulle skrive). Når de har brug for hinanden, så er de jo faktisk bedste venner. It worked kraftædemig. Yes!

– Da min søster og jeg inviterede min mor på date i Frederiksværk (min mors fødeby, og den større by, som er nærmest vores sommerhus). Vi spiste på et ret godt burgersted i Kregme og så tog vi til Rugsted & Kreutzfeldt koncert i Gjethuset (lækkert spillested! (og nej, jeg komme helt sikkert ikke nok ud)) i Frederiksværk. Hvis der er en musikgruppe, jeg har fået ind med modermælken, så er det Rugsted & Kreutzfeldt. Helt ærligt bestilte vi billetterne, for at nå at se girafferne og havde derfor sat barren ret lavt. Havde nok en forventning om at det ville være noget med to gamle rødvinstyper der sad og jammede lidt. Men de var bare on top of their game og havde det vildeste band med. Måske er jeg bare røget i P4 segmentet, for det var fandme godt! Studiemusikere på en scene: Kæft jeg elsker det. Man kunne næsten ikke mærke, at de har spillet de samme sange i 13 år. Der var kun lidt bum-tji onkelhumor inde over. Og så sidde der og holde sin mor og søster i hånden til ’Endnu et efterår’ og ’Jeg ved det godt’. Det var next level selvhjælp.

Ting der ikke har virket godt i den her uge:

– Ikke at få sagt fra overfor en kollega. Kogte indeni, men det, der kom ud var ”Helt okay, det går nok – Vi (læs: jeg) løser det” med et stort smil. Pis.

– Mine slimhinder. Har været syg i den her uge, men har ikke haft tid til at blive hjemme fra arbejde. Jeg ved godt, at ”det har man altid”. Men hvad nu hvis man ikke har?! Jeg forstår det ikke. Måske har jeg storhedsvanvid, men hvad nu hvis man f.eks. skal arrangere et arrangement og der ikke er andre, fra ens kontor i den arbejdsgruppe. Hvem skal så gøre det? Anyway. Det gik.

– At misse en venindes fødselsdag, fordi jeg har glemt at skrive den i min kalender. Er verdens dårligste ven, efter jeg har fået børn og job. Evner bare ikke at kombinere de tre. Øv.

– At stå til lygtefest i børnenes nye institution med 88 nye forældre og tænke ”Here we go igen” ifht relationsopbyggelse.

___

Nå. Men tilbage til Rugsted & Kreutzfeldt koncerten. Da de spillede ‘Sæt Fri’ (som de jo skrev til Sanne Salomonsen engang for firehundrede år siden), hørte jeg teksten på en helt ny måde. Jeg synes den er ret god på firsermåden, og overraskende meget #life for tiden. Så her kommer den altså lige:

Hvis din sjæl er tung og træt
Og den trænger til at bli’ skiftet ud
Hvis din krop er stor og doven
Og du kun gider se lige ud

Ta’ med mig op og se det hele lidt…
Lidt ovenfra

Se på vi bare løber rundt
Og glor på det vi har

Sæt fri, sæt dig fri
Fri fra dine egne grænsers tyranni
Alt det, du ka’ li’

Ser du med dit øje halvvejs lukket i

Hvis alt hvad du går rundt og gør
Er ligegyldigt for dig selv
Du tror der er drøn på
Men du er ved at kede dig ihjel

Ta’ med mig op og se det hele lidt…
Lidt ovenfra

Se på vi bare løber rundt
Og glor på det vi harSæt fri, sæt dig fri
Fri fra dine egne grænsers tyranni

Alt det, du ka’ li’
Ser du med dit øje halvvejs lukket i

 

Mythbusters: The ‘Deltid’ Edition

I DR dokumentaren, Tillykke I skal have trillinger,  siger hende den seje, norske mama på et tidspunkt noget med at hendes mentale helse, helt sikkert ikke havde klaret at være alene på fuldtidsbarsel. Det fik mig til at tænke på mental helse, sådan generelt. Og på hvor lang tid, fra jeg blev mor, til at jeg begyndte at skænke min egen mentale helse en eneste sølle handling. For et halvt års tid siden, cirka et år efter jeg kom tilbage på et fuldtidsarbejde efter min anden barsel, vidste jeg godt, at jeg skulle gå på deltid, med mindre jeg ville en tur ned med stress. Alt for ofte så jeg de mørke stresskrager i horisonten og mærkede hjertet banke i brystet.

Det tog cirka et halvt år at overbevise min leder (og ham jeg deler økonomi og børn med) om, at det var nødvendigt og at min stresscoach (som jeg gik hos på daværende tidspunkt) anbefalede mig at gå ned i tid. Jeg ved godt at det, at være på deltid er et privilegium, som ikke er alle forundt, men hvis man nu har muligheden, og lysten til at gå ned i tid i en periode, kommer her en lille status efter et halvt år, med en ugentlig fridag.

Det sidste halve år, har jeg haft en dag om ugen, som er helt min egen. Jeg prioriterer ret meget at hænge ud med mine børn. Men jeg skriver også, laver ingenting eller tager et modeljob. Det sidste gjorde jeg i går, og det er simpelthen verdens mest priviligerede afveksling fra et stillesiddende kontorarbejde, at stå og få ros og klapsalver for at …stå stille. Helt genialt. Jeg elsker det.

Nå. Mythbuster tid!

“Du kommer til at lave præcis det samme, men får bare mindre i løn”

True. Jeg laver det samme som før, hvis ikke mere. Jeg er godt nok mindre fysisk tilstede på kontoret og går glip af (og savner virkelig) en masse af det sociale. I en sidebemærkning, holder jeg fri om Fredagen, som i det offentlige også er kendt som Store Kage Dag. Og selvom jeg savner den uformelle omgang med mine kolleger, så er det en pris jeg gerne betaler for at være effektiv på kontoret. For med fem dages arbejde, klemt sammen på fire (somme tider for korte pga hente-bringe-show), har jeg virkelig måtte lære mig selv at være effektiv. De første par måneder lå min fridag om Onsdagen, men for mig, var det et irriterende afbræk midt i mit arbejdsflow. Fredag fungerer så godt for mig! Og til spørgsmålet om “hvorfor arbejder du ikke bare fuldtid og så slacker lidt med nogle omsorgs- og hjemmearbejdsdage engang imellem?”, må jeg bare svare helt ærligt: Gid jeg ville kunne det! Men jeg hader at snyde og bedrage og kan ikke finde ud af at lyve. Så vil jeg hellere, med røvsyg, kridthvid samvittighed, vide med ro i sindet, at jeg giver alt jeg har, de fire dage jeg får løn for, og holder selvbetalt og velfortjent fri på min ugentlige fridag. Og den fridag, kan fire effektive arbejdsdage, ikke tage fra mig.

“Deltid er dyrt!”

Well… også ja. Det er dyrt at gå ned i tid (så: Heldigt, at jeg er talblind). Men en ugentlig fridag med eller uden børn, hvor man kan dyrke sine interesser, hobbyer eller udleve diverse drømme (eller bare ordne vasketøj og se en million afsnit SATC) det kan man sgu heller ikke sætte et tal på. For at kompensere, har jeg skåret en del af mit madbudget ved ni ud af ti dage, at have madpakke med, og i det hele taget forbruge ret bevidst. Og ja. Lidt privilegieblind har man vel lov til at være.

“Deltid ødelægger din karriere”

Det ved jeg ikke noget om. Måske? Måske bliver jeg (oh gru!) aldrig specialkonsulent (hvis du også er fuldmægtig/i det offentlige, så kan jeg forøvrigt anbefale Æselperspektivs indlæg om det her). Måske bliver jeg aldrig nogensinde forfremmet. Men efter et halvt år på deltid ved jeg med sikkerhed een ting: Jeg har aldrig været gladere for at gå på arbejde, end jeg er nu. I kid you not, nogle Søndage glæder jeg mig sgu helt til, at det bliver Mandag (I know. Skyd mig). Og fordi arbejdsugen er kort, sætter jeg pris på hver eneste arbejdsdag. Og hvis ikke arbejdsglæde er en direkte forløber for en forfremmelse, så er jeg ret sikker på, at det alligevel ikke ville være noget for mig.

3 ting jeg har lært af at have børn i trodsalderen

Mine børn er nu to et halvt og fire år og jeg bliver nødt til at snakke lidt om, hvor meget fart, der er på den læringskurve, der medfølger sådan et sæt unger.

Alt det alle altid har sagt, føler jeg bliver fyret ind i fjæset på mig som vand fra en brandhane af daglige konflikter, AHA-oplevelser og det som Hella Joof, med pisseirriterende stoisk ro, ville kalde for “opgaver”. Jeg har fået en opgave. Og det er derfor, at her har været stille på børnesnaksfronten herinde. Det har simpelthen været for svært at skrive om noget, der har været så meget lort til halsen. Men lige nu.. Her på det allersidste, er det måske så småt begyndt at vende. Faktisk oplevede jeg et decideret vendepunkt for to uger siden, da Niklas var i Brasilien med sit arbejde, og jeg derfor blev tvunget til, at mærke mig selv i forhold til det, med at være en forælder.

Først skulle jeg lige ramme peak bottom. Det var morgenerne. Med to hysteriske unger, der nægtede at samarbejde, deciderede bebrejdende blikke fra forbipasserende (sådan føltes det!) og et spontant kram fra min underbo, da jeg en morgen stod med tårer ned ad kinderne kl. 7.50, og følte jeg lige havde tabt et maraton. Træk vejret. Det skal nok gå, sagde hun. Og jeg tænkte, at nu kan det ikke blive værre: Jeg vil ikke skælde ud mere. Jeg vil hellere aldrig mere nå noget til tiden, end jeg vil skælde så meget ud. Hive i, hakke på og slæbe mine stakkels to små bitte børn igennem en hverdag, hvor ingen af os trives. Det føltes som et øjeblik, men i virkeligheden, har det nok været længe undervejs.

Det er ikke fordi vi ikke løbende har lavet store ændringer, for at tilpasse os den virkelighed, der har losset os hårdt i kuglerne det sidste års tid: Jeg er gået ned på 30 timer, vi har købt et sommerhus, hvor vi kan gemme os lidt – og senest har vi indset, at udflytterbus, mine flossede nerver og to børn i trodsalderen, simpelthen bare ikke dur. Så dels føler jeg, vi har ændret nogle fysiske rammer, men der er i høj grad også et mentalt rammeværk som er i fuld gang med at blive opdateret.

Og som den ignorante og bedrevidende blogger jeg er, vil jeg nu dele de tanker, der pt hjælper mig igennem den her hårde, vilde tid med et sæt pseudotvillingedrenge, der begge er big time i trodsalden.

1. Gå over broen

Forleden hørte jeg Per Schulzt Jørgensen som var på besøg i Morten Münster’s podcast om Adfærd, og alt han sagde ræsonnerede så meget med mit life lige nu. Jeg har ikke læst hans seneste bog ‘Robuste Børn’ så måske er følgende lidt forsimplet. Men: Det der med at møde sit barn, der hvor det er. Altid at gå et skridt i dets retning. Hold kæft, det har været en øjenåbner, i forhold til mange af de tilspidsede konflikter, jeg har haft med min fireårig på det sidste. Når han nægter noget eller brænder helt sammen, øver jeg mig indædt på at droppe lydighedsgamet (“nu kommer du KRAFTÆDEMIG her” – og tilsvarende sætninger – kommer jævnligt ud af mig), og møde ham i det, han nu engang står i. Så banalt. Så svært i praksis, men shit for en mind explosion! Det virker! Klokken 16.30 med ulvetimeramte børn og indkøbsposer og en hysterisk dreng der nægter at forlade ladcyklen: “Kurt, hvadså… du vil bare gerne blive lidt nede i ladcyklen?”. Okay. Så lader jeg døren til bagtrappen stå åben og så kommer du bare selv op, når du er klar. Kan du godt gå hele vejen op ad bagtrappen alene?” Okay, så giver vi den sgu et skud. Kald hvis du ombestemmer dig. Så åbner jeg køkkenvinduet, så jeg kan høre ham og så går der ti minutter, og så står han i entréen og har selv lukket ladcykel og bagtrappedør og gået op i lejligheden. Ejmen! Sådan en stor, lille dreng, der bare trenger space. Og ikke lige er i symbiose med den mor, der er så optaget af sin egen dagsorden, at jeg fuldstændigt glemmer, at han har fået sin egen.

2. Vær ærlig

Jeg lyver aldrig for mine børn. Dels fordi jeg (desværre) bærer mine følelser så meget ude på tøjet og dermed er verdens værste løgner. Det kan give virkelig dårlig stemning, at være så følelsesmæssigt ustabil, så jeg øver mig, jf pkt 1, i at italesætte det, når det så er mig, der får et sammenbrud. For det får jeg.

Jeg er ret sikker på, at jeg alligevel ikke kan skjule en kæft for dem. Så vil jeg hellere sige til dem at “Ja, mor og far skændes, men vi elsker stadigvæk hinanden” eller, når jeg sidder og græder foran dem, bare sige: “Jeg bliver bare lige ked af det over, at vi er så uvenner”.

Det er et punkt jeg virkelig arbejder på, fordi jeg har nogle ting med fra barndommen, hvor jeg alt for tidligt følte mig, alt, alt for ansvarlig for andres følelser. Og den sidder stadigvæk så dybt fast, at jeg har svært ved at tro på, at mine følelser er lige så meget værd som andres, hvilket gør, at jeg blir så optaget af andres følelser, at mine egne blir nødt til at eksplodere, før jeg får øje på dem. Manner. What I wouldn’t give, for at mine børn ikke skal arve dén.

3. “…Men lige pludselig er man alligevel ude på den anden side”

Da Otto var nyfødt, og Kurt var halvandet år og jeg dagligt stod med to børn, der skulle slæbes op på 4. sal, spurgte jeg min nabo, hvordan det er meningen, at man kommer igennem de her år. Hun svarede at “det er vildt, men det gør man bare”. Efter et par dage, bankede min nabo på: “Jeg har tænkt over det, og vil bare sige at …man kommer jo faktisk ikke igennem det. Men lige pludselig. Så er man alligevel ude på den anden side”.