Det (mor)somme liv

3 ting jeg har lært af at have børn i trodsalderen

Mine børn er nu to et halvt og fire år og jeg bliver nødt til at snakke lidt om, hvor meget fart, der er på den læringskurve, der medfølger sådan et sæt unger.

Alt det alle altid har sagt, føler jeg bliver fyret ind i fjæset på mig som vand fra en brandhane af daglige konflikter, AHA-oplevelser og det som Hella Joof, med pisseirriterende stoisk ro, ville kalde for “opgaver”. Jeg har fået en opgave. Og det er derfor, at her har været stille på børnesnaksfronten herinde. Det har simpelthen været for svært at skrive om noget, der har været så meget lort til halsen. Men lige nu.. Her på det allersidste, er det måske så småt begyndt at vende. Faktisk oplevede jeg et decideret vendepunkt for to uger siden, da Niklas var i Brasilien med sit arbejde, og jeg derfor blev tvunget til, at mærke mig selv i forhold til det, med at være en forælder.

Først skulle jeg lige ramme peak bottom. Det var morgenerne. Med to hysteriske unger, der nægtede at samarbejde, deciderede bebrejdende blikke fra forbipasserende (sådan føltes det!) og et spontant kram fra min underbo, da jeg en morgen stod med tårer ned ad kinderne kl. 7.50, og følte jeg lige havde tabt et maraton. Træk vejret. Det skal nok gå, sagde hun. Og jeg tænkte, at nu kan det ikke blive værre: Jeg vil ikke skælde ud mere. Jeg vil hellere aldrig mere nå noget til tiden, end jeg vil skælde så meget ud. Hive i, hakke på og slæbe mine stakkels to små bitte børn igennem en hverdag, hvor ingen af os trives. Det føltes som et øjeblik, men i virkeligheden, har det nok været længe undervejs.

Det er ikke fordi vi ikke løbende har lavet store ændringer, for at tilpasse os den virkelighed, der har losset os hårdt i kuglerne det sidste års tid: Jeg er gået ned på 30 timer, vi har købt et sommerhus, hvor vi kan gemme os lidt – og senest har vi indset, at udflytterbus, mine flossede nerver og to børn i trodsalderen, simpelthen bare ikke dur. Så dels føler jeg, vi har ændret nogle fysiske rammer, men der er i høj grad også et mentalt rammeværk som er i fuld gang med at blive opdateret.

Og som den ignorante og bedrevidende blogger jeg er, vil jeg nu dele de tanker, der pt hjælper mig igennem den her hårde, vilde tid med et sæt pseudotvillingedrenge, der begge er big time i trodsalden.

1. Gå over broen

Forleden hørte jeg Per Schulzt Jørgensen som var på besøg i Morten Münster’s podcast om Adfærd, og alt han sagde ræsonnerede så meget med mit life lige nu. Jeg har ikke læst hans seneste bog ‘Robuste Børn’ så måske er følgende lidt forsimplet. Men: Det der med at møde sit barn, der hvor det er. Altid at gå et skridt i dets retning. Hold kæft, det har været en øjenåbner, i forhold til mange af de tilspidsede konflikter, jeg har haft med min fireårig på det sidste. Når han nægter noget eller brænder helt sammen, øver jeg mig indædt på at droppe lydighedsgamet (“nu kommer du KRAFTÆDEMIG her” – og tilsvarende sætninger – kommer jævnligt ud af mig), og møde ham i det, han nu engang står i. Så banalt. Så svært i praksis, men shit for en mind explosion! Det virker! Klokken 16.30 med ulvetimeramte børn og indkøbsposer og en hysterisk dreng der nægter at forlade ladcyklen: “Kurt, hvadså… du vil bare gerne blive lidt nede i ladcyklen?”. Okay. Så lader jeg døren til bagtrappen stå åben og så kommer du bare selv op, når du er klar. Kan du godt gå hele vejen op ad bagtrappen alene?” Okay, så giver vi den sgu et skud. Kald hvis du ombestemmer dig. Så åbner jeg køkkenvinduet, så jeg kan høre ham og så går der ti minutter, og så står han i entréen og har selv lukket ladcykel og bagtrappedør og gået op i lejligheden. Ejmen! Sådan en stor, lille dreng, der bare trenger space. Og ikke lige er i symbiose med den mor, der er så optaget af sin egen dagsorden, at jeg fuldstændigt glemmer, at han har fået sin egen.

2. Vær ærlig

Jeg lyver aldrig for mine børn. Dels fordi jeg (desværre) bærer mine følelser så meget ude på tøjet og dermed er verdens værste løgner. Det kan give virkelig dårlig stemning, at være så følelsesmæssigt ustabil, så jeg øver mig, jf pkt 1, i at italesætte det, når det så er mig, der får et sammenbrud. For det får jeg.

Jeg er ret sikker på, at jeg alligevel ikke kan skjule en kæft for dem. Så vil jeg hellere sige til dem at “Ja, mor og far skændes, men vi elsker stadigvæk hinanden” eller, når jeg sidder og græder foran dem, bare sige: “Jeg bliver bare lige ked af det over, at vi er så uvenner”.

Det er et punkt jeg virkelig arbejder på, fordi jeg har nogle ting med fra barndommen, hvor jeg alt for tidligt følte mig, alt, alt for ansvarlig for andres følelser. Og den sidder stadigvæk så dybt fast, at jeg har svært ved at tro på, at mine følelser er lige så meget værd som andres, hvilket gør, at jeg blir så optaget af andres følelser, at mine egne blir nødt til at eksplodere, før jeg får øje på dem. Manner. What I wouldn’t give, for at mine børn ikke skal arve dén.

3. “…Men lige pludselig er man alligevel ude på den anden side”

Da Otto var nyfødt, og Kurt var halvandet år og jeg dagligt stod med to børn, der skulle slæbes op på 4. sal, spurgte jeg min nabo, hvordan det er meningen, at man kommer igennem de her år. Hun svarede at “det er vildt, men det gør man bare”. Efter et par dage, bankede min nabo på: “Jeg har tænkt over det, og vil bare sige at …man kommer jo faktisk ikke igennem det. Men lige pludselig. Så er man alligevel ude på den anden side”.

Previous Post Next Post

16 Comments

  • Reply Emilie 6. november 2019 at 9:16

    Du er så god Ida.

    Du er det sted på internettet, jeg søger hen, hvis jeg har brug for at gå ind i en kollektivistisk “Life is tough shit, men det skal sgu nok gå det hele, og vi kan mere end vi tror”-boble af søstersolidaritet. Tak!

    • Reply Ida 8. november 2019 at 21:02

      Ej, tusinde tak Emilie! Sådan føles det sjældent når jeg trykker på “udgiv”, men så kan jeg også mærke den – søstersolidariteten og du er ikke alene følelsen – i dagene bagefter, når der tikker fine, dejlige beskeder ind, præcis som din <3

  • Reply Louise 6. november 2019 at 9:27

    ❤️ føler det her indlæg så meget! Hvor er du tusind modig at du lod ham sidde i ladcyklen.

    • Reply Ida 8. november 2019 at 21:03

      Øj, tak! Og ja! Det føltes også ordenligt modigt – tak <3

  • Reply Kirstine 6. november 2019 at 10:39

    Du er så skøn og ærlig❤️ Tak fordi du deler. Elsker det kvindefællesskab du blandt andet skaber med din blog. Det betyder meget.

    • Reply Ida 8. november 2019 at 21:03

      Wauw, ih, tak! Virkelig. Kram Ida <3

  • Reply K. 6. november 2019 at 12:13

    Kan virkelig anbefale bogen ‘drop opdragelsen’ af Fie Hørby (hun følger klart Per Schultz traditionen for børneopdragelse) Får knopper af titlen, men wow, en øjenåbner! Ved at følge anbefalingerne og direkte kopiere sætninger og vendinger har vi barberet 80% af alle konflikter og magtkampe væk. Særligt dem i ulvetimen og morgen-stress er reduceret. Og min dag bliver lige 100% bedre af gode morgener end når jeg propper den treårige ned i flyverdragten lidt vel hårdt og stresser ud af døren og ned i børneren, fordi jeg er frustreret. Men altså, den gør også lidt ondt at læse, fordi jeg kan genkende alle eksemplerne i kategorien ‘how not to-‘.. såh, klar anbefaling, men måske med et glas vin og lidt chokolade om the side..

    • Reply Ida 8. november 2019 at 21:04

      Jeg har faktisk afskrevet den, netop pga titlen, men nu vil jeg da give den et skud. Det der lyder lidt for godt til at lade passere!

  • Reply S 6. november 2019 at 14:45

    Kan også anbefale Rikke Winckler, som også er i tråd med Per. Hendes nyhedsbrev giver små konkrete eksempler og der er ingen pegen fingre. Sidste år lavede hun også en julekalender med 24 korte lydfiler. Nemt at gå til! Og tak fordi du beskriver livet med børn, som det er. Hilsen hende der har efterladt sin datter nede i opgangen mange gange!

    • Reply Ida 8. november 2019 at 21:05

      ih, nogle gode tips i kommer med! Hende vil jeg støve op. Tak! <3

  • Reply Sara 6. november 2019 at 17:12

    I en tid med ligegyldige blogindlæg omhandlende Quookere og bæredygtigt, økologisk sengetøj, er dine skriv en ren fornøjelse. Tak, fordi du bruger din sparsomme tid på at sætte ord på de ting, der niver og giver vand i øjnene, men som også giver håb til alle os derude, som deler adresse med trodsalderramte unger. Bliv endelig ved!

    • Reply Ida 8. november 2019 at 21:06

      Øj, altså! Og det er kommentarer som dén som gør at jeg bliver ved (og tilgengæld sikkert aldrig nogensinde når i mål med den der bog 😉 ). TAK <3

  • Reply Sille 6. november 2019 at 19:10

    Ida du er SÅ god! TAK for altid at sætte ord på livet med små børn og tilhørende frustrationer.

    • Reply Ida 8. november 2019 at 21:07

      Selvtak søde Sille! Det betyder virkelig meget. Jeg glæder mig til at komme forbi og se jeres nye stofbutik <3

  • Reply Maria Bøg-Skov 6. november 2019 at 21:02

    Det er første gang jeg har læst din blog, fordi Kia Ellegaard linkede til den på Instagram. Men hold nu op hvor kan jeg kende mig selv i dit skriv! Jeg er mor til 3 børn i alderen 7,3 og 1,5 år og hold nu op hvor er der mange åndsvage kampe at tage. Og i sidste uge havde jeg sådan en uge med at det er lige meget om jeg kommer for sent på arbejde, vi skal bare komme godt ud af døren. Hele ugen kom jeg for sent, og det var mega pinligt, selvom det kun var 5-10 minutter. Denne uge er jeg kommet ind til tiden eller 10 minutter før tid. Tilgengæld har vores morgener været konflikt fyldte, fordi jeg som du skriver har haft fokus på min egen dagsorden: at komme til tiden. I morgen må jeg stå tidligt op, og prøve at huske at det er den dag vi har god tid og give børnenes dagsorden tid.
    Tusinde tak for dine fine ord og reminderen.
    Hilsen moren til 3, der også er pædagog.

    • Reply Ida 8. november 2019 at 21:10

      Hej Maria! Hvor er jeg glad for at du fandt herhen:) Wauw, 3 børn! En liga, jeg på ingen måde kan forstå, hvordan fungerer! Jeg håber næste uge bliver den perfekte imødekommelse af alles behov: Både dine børns og dine <3 Till then: Rigtig god og velfortjent weekend! Kh Ida

    Leave a Reply