Haven Rundt #november

I august 2018 fik jeg for første gang i mit voksenliv en have (som omkranser vores sommerhus i Liseleje). Siden da har jeg været overraskende oppe at køre over at have en have. Denne serie af blogtekster er et forsøg på at konkretisere og fastholde begejstringen i en månedlig gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her.

Tænk at to måneder er fløjet forbi, uden jeg har fået skrevet så meget som ét sølle ord om min have. Suk. Voksenliv. Min yndlingsårstid er landet. Efterår! Efter sommerens hiv og sving, må man endelig gå i hi og gummistøvler, se farverne skifte og dufte til birkebrænderøg fra de mange skortstene. Vores have forfalder så fint i hundredevis af farver og vi trasker rundt og lægger planer for næste år, hugger brænde og får ordnet de sidste bunker, grene og ukrudt. Her kommer et lille udpluk.

Otto og Niklas ved drejebænken i vores garage.

Min drøm for næste år, er at pille hele vores halvrådne terrasse ned på Nord- og Østsiden og få bygget en ny, som vi forlænger hele vejen op til vores terrasse mod Vest, sådan at vi kan komme halvvejs rundt om huset. En af de ting, der kendetegner vores 1960’er hus, er nemlig at der ikke er tænkt særlig meget i, at sammensmelte ude og inde. Så når man er inde er man *inde*. Jeg har en idé om at en sammenhængende, smal terasse hele vejen rundt om huset og et sæt skydedøre mod Øst, kan hjælpe naturen lidt indenfor i stuen. Og så har jeg en helt klar vision om at sidde om morgenen med varm kaffe og sutsko på terrassen mod Øst og kigge ud på solopgangen over Asserbo Plantage. Uhm! Min 2020 plan, right there!

Fine røde bær og forsømt græsplane mod Øst.

Grene, grene og atter grene. Hvem havde troet, at træfældning ville være så vildt et projekt?! Tænk at noget der går så hurtigt, kan gå så langsomt: Det tager to minutter at fælde et træ, og to uger at rydde op!

Østsiden af haven. Og ja… Flere grene.

Vores matrikel er en dobbeltgrund og mit indtryk er, at der er delte meninger om at haver, der omkranser huset. Jeg må sige: Jeg er altså fan! Det kræver dog at man bevæger sig rundt, for at man får fuldt udbytte af alle havens mange kroge, buske og blomster, og så kan det måske også være lidt ubehageligt ikke at have “overblik” over sin grund. Det sidste er en følelse jeg især har skulle arbejde med her efter vi havde indbrud i August. Bare én lille lyd (og dem er sgu mange af i et hus!) får mig stadigvæk til at fare sammen, og jeg er hele tiden lidt på dupperne, især når mørket er faldet på. Jeg tvinger mig selv ud i mørket, for at lære kroppen at det er okay: Ud med skrald, ned i krybekælderen, lige hente noget i garagen… Så lærer min krybdyrhjerne forhåbentligt snart, at der ikke er noget at være bange for.

Mod Vest: Kæmpe afblomstrede solsikker ved køkkenhaven, og fire millioner blade – Og så et stykke med himmelblå: I august fjernede vi nemlig et par høje piletræer fra vores side af skellet, som tog vores nabo’s udsigt.

Tallerkensmækkereksplosion, rucola i stok og mikroskopiske porrer i køkkenhaven. Tak for vores første år sammen, søde lille have!

Staudebedet. På Instagram fik jeg en masse gode råd, da jeg ikke vidste hvad de mange grønne skud er: Det er åbenbart digitalis. Og dem kan jeg godt lide, så selvom de er selvsået, får de lov til at blive.

Hortensia bluebird. SÅ fine! Totalt yndlingsblomst.

Niklas er religiøs omkring vores lille kuglegrill og bruger den uanset vind og vejr. Sidste nytårsaften grillede han mørbrad i minusgrader her under halvtaget. Dedikeret type.

… Men se ham lige! Der sker altså noget med de der storbymænd (og kvinder!), når de (vi!) kommer ud i en have. I går spurgte en kollega mig hvordan jeg ikke er gået ned med stress, og jeg tror helt seriøst svaret er: Deltid og havearbejde.

Han kan også hugge med en økse og alt muligt. Undskyld. Jeg stopper nu. Moving on.

Til flere Hortensia. Undskyld. Igen: Kan ikke styre min begejstring over disse blomster. Både i vores vaser herinde i byen, hvor de holder sig i op til 2-3 uger, hvis vi stiller dem køligt om natten, men så sandelig også lige her, foran vores terrasse, hvor vi kan sidde og få blomster i blodbanerne helt fra maj til november.

Dreng med en mission <3

Jeg synes at jeg har læst mig frem til, at rosengrene bare skal have lov til at stå urørt og afblomstret indtil til foråret, hvor jeg har tænkt at gentage samme procedure som i april, for hold op, hvor har der været mange flotte roser på den her motherfucker af en busk til venstre.

Endnu en Bluebird (tror jeg da). Så fin, og søvnig og underspillet. På gensyn fine flowerpowers!

Hele sydvestdelen af vores grund med grønne hostablade i venstre side af staudebedet og bålfad og nyskårede træstubbe til højre. En skønne dag skal vi måske have bygget et udkigstårn i nogle af de høje graner heroppe i hjørnet, men jeg ved ikke lige om det bliver til næste år. Jeg kunne også godt tænke mig et shelter, så vi kunne sove ude i haven ved bålet engang imellem. I højre side, ned mod vejen, er der aftensol og dér har jeg en drøm om en dag, at bygge en badstue, med et lille iskoldt vandbassin i jorden, man kan dyppe sig i (men først når børnene er lidt større, så jeg undgår evighedsnoia) – Det prøvede jeg nemlig engang i Lapland, hos en samer, og det var virkelig fedt.

Hvorom alting er: Jeg ved godt det hele roder, at vi hverken har råd eller energi til at føre alle mine idéer ud i livet, og at haven godt kunne stå en hel del skarpere. Men når jeg ser det her billede, så får jeg alligevel et grænsende til ulideligt naturcrush på min have og alle de muligheder den rummer.