Det er Søndag morgen og klokken er halv ni. Niklas er gået op til julemarkedet på Kongens Nytorv med ungerne, og jeg sidder lige her i køkkenet og får taget mit ugentlige mentale health check over to kopper kaffe.
Tanker der melder sig:
- Kæft, jeg er glad for at bo her på Gammelholm for tiden. Måske er det pga. julelysene i Nyhavn, fordi Kongens Nytorv (som er 150 m fra vores hoveddør) ikke længere er en gigantisk metrobyggeplads, men en smuk, historisk plads og nyåbnet metroknudepunkt, fordi jeg fik støvsuget og vasket gulv i går, eller fordi vores nye børnehaverute ikke længere indebærer en hæsblæsende cykeltur, men derimod en rolig slentren ad Lille Strandstræde eller Nyhavn (okay. Det’ ikke helt så rosenrødt, men jeg prøver lige at male et billede ing:)). Jeg er faktisk rigtig, rigtig glad for at bo lige her i byen. Og jeg ville også være rigtig glad for at bo på landet. Men livet er langt. Der er mange år til at flytte på landet i. Og lige nu fungerer det her faktisk ret godt i forhold til vores økonomi, vores arbejde og unger. En veninde sendte mig lige Curbed’s liste om at bo i byen med børn, og jeg har lyst til at gøre det hele. Men indtil videre går jeg bare med den lette version: If it aint broke, don’t move.
- Hvorfor kan jeg ikke kommunikere med dem jeg godt kan lide? Jeg er så sur for tiden. Jeg vil rigtig gerne være sød og rar og overbærende, men det er som om at ordene snyder mig, og bliver bitre lige i det øjeblik, de forlader mundhulen. Hver gang min terapeut beder mig om at sætte ord på hvordan det kan være, bryder jeg helt sammen: Det er nærmest fascinerende, at være passager på en krop der ikke kan kommunikere med ord. Så sagde hun en helt masse med, at hvis man har oplevet tidlige svigt, fra før man havde et sprog, husker kroppen det, men man kan ikke sætte ord på det, fordi dem har man jo ikke (tror vist det er en psykolog-klassiker). Så nu overvejer jeg lidt noget kropsterapi. Terapi: The Neverending Story.
- Podcasten Dolly Parton’s America har fyldt mine øregange til og fra en virkelig intens arbejdsuge. De sidste to måneder har faktisk været intense på mit arbejde, men vi er ved at være igennem nu, og jeg kan mærke juleferien nærme sig med skideskønne, hastige skridt. Nå. tilbage til Dolly, som jeg skrev en helt lille hyldest til på Instagram (som jeg by the way virkelig nyder at være tilbage på! Guess we needed that break). Men jeg vil bare sige, at uanset om man er til Dolly Parton eller ej, så er hendes personlige historie virkelig inspirerende og fin. Man kan finde den her.
Nå. Nu er min familie tilbage i lejligheden og jeg vil smide ovenstående dame på pladespilleren og skrue lidt på min førstefødtes nye seng.
Hav en dejlig Søndag!
3 Comments
Kære du. Det kunne lyde som den type af udbrændthed, der også kan ramme forældre, der giver så meget af sig selv til sine børn, at der er nul procent tilbage. Det er godt beskrevet her: https://en.wikipedia.org/wiki/Caregiver_burden – og uanset, så hjælper grænser og tid alene (eller med yndlingsvennerne). Det kan jeg kun anbefale. Kæmpekram Jane
Jeg har ikke børn, men jeg kender det der med at være indestængt sur, selvom man helt vildt gerne vil være det modsatte. Jeg kan vitterligt glæde mig til at se min kæreste igennem hele min arbejdsdag, men så når eftermiddagen/den tidlige aften rammer og vi ses, er der bare intet overskud i mig mere og jeg bliver en sur kælling der bider og snapper over de mest ligegyldige ting. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg ville være, hvis jeg havde børn, hvordan gør man? Det er faktisk en af de ting, jeg frygter mest ved potentielle børn, at jeg bliver et forfærdeligt menneske, der intet overskud har til at dele ud af.. For hvis jeg er presset nu, hvordan skal jeg så kunne klare at have ansvaret for et lille menneske OG være en partner man gider være sammen med..
Jep rodebutikken på øverste etage kører for fulde drøn her i slut-tyverne, men trediverne bankende forurorligende tæt på..
Wauw! Det kunne have været mig, der skrev de ord der, Maja. Jeg bliver 30 lige om lidt, jeg har ingen børn (og er slet ikke sikker på, at jeg egentlig vil det) – og tankerne kører rundt omkring alle de ting, som folk forventer af en, når man nu bliver 30.