Monthly Archives

december 2019

Alene hjemme. En julestatus

Jeg sidder foran en brændeovn i Liseleje og burde virkelig gå i seng. Virkelig fordi jeg er alene hjemme med to børn med feber og hoste og klokken er 1.42. Men så igen. Ild i pejsen, et juletræ med lyskæder og fred og ro. Den er svær at slå, med noget så fattigt som søvn.

Julen er kommet og den er gået. Vi havde huset fyldt af min familie og alt var dejligt. Min søster fik mandlen og jeg spiste portobellosvampe og smørstegte asparges med brunede kartofler og rødkål til aftensmad (og lidt andesovs. Fordi andesovs og noget med Rom og ikke at blive bygget på en dag ).

Vi har set Alene Hjemme 2 to gange, Tarzan Mama Mia en gang og Paw Patrol en million og firehundredesyvogtrestusinde gange. Spist brunkager, været til gode julefrokoster, spillet os midt over i brætspil og all that jazz og nu er jeg faktisk ved at være klar til 2020. Jeg har ingen nytårsforsætter, udover måske, at prøve at skyde det nye dekade ind, med at være mere mig selv og mindre alt det, jeg tror alle andre bedre vil kunne lide.

Hvad skal I (ikke) gøre i det nye år?

Hvilke (fag)bøger skal jeg læse i 2020?

Sidste år fik jeg rigtig, rigtig mange gode læseanbefalinger af jer. Og selvom jeg ikke engang er kommet halvvejs igennem listen (som jeg ikke lige kan linke til, men søg i kategorien Læsehest herover, så dukker den hurtigt op), så har jeg dog fået læst en hel del og er, for første gang længe, klar på mere.

Næste år kunne jeg dog godt tænke mig stod i fagbøgernes tegn. Og da I er så skidekloge, tænkte jeg – igen – at spørge jer til råds, selvom jeg godt ved at fagbøger jo er et vidt begreb. Men min indstilling er at alle emner er spændende, hvis bare de er godt formidlet, så hold dig endelig ikke tilbage, uanset om din yndlingsbog handler om elementarpartikler, international politik eller måske en inspirerende selvbiografi.

Kort om mig:

Jeg har en kandidat i interaktionsdesign og har de sidste to år arbejdet med it-udvikling i det offentlige. Fagligt interesserer jeg mig for opfindsomhed, workshop- og brainstormmetoder, fremtiden, adfærd og hvordan man gør abstrakte idéer til konkrete handlinger.

Derudover står jeg nok i en lille (okay.. stor) faglig identitetskrise. Måske er jeg bare 35 år og ved at komme ud på den anden side af småbørnsårene både i bogstavlig og i professionel forstand. Jeg synes bare ikke rigtigt jeg er …god til noget. Jeg er lidt god til meget, men ikke rigtigt god til noget. Måske er det bare generalisternes forbandelse? Måske *er* jeg bare en uambitiøs fuldmægtig, blottet for analytisk sans og organisatorisk situationsfornemmelse, der ikke evner at forme bare een enkelt selvstændig, nytænkende tanke (sådan brøler monsteret på skulderen i hvert fald virkelig meget for tiden!)

Måske har jeg bare været professionelt doven de sidste 5 år (mens jeg, bevares, lige har skulle bygge rede og lave 2 unger). I hvert fald føles det som om, der lige pludselig står “Senior Designer” på alle mine studiekammeraters LinkedIn-profiler. At alle vælter sig i alumni-events og Harvard Business Review artikler. Og jeg er ærlig talt lidt i tvivl om ….hmmm. Jeg er ærlig talt i tvivl om hvorvidt jeg virkelig mangler selvtillid og gennemslagskraft (som alle altid har yndet at fortælle mig) eller om jeg simpelthen bare er for dum til mit arbejde.

Så derfor: Selvhjælp! Og måske noget professionel erhvervscoach hjertemassage er også højt på bog bucketlisten.

Pt. Har jeg følgende bøger på natbordet:

– ‘Thinking Fast and slow’ af Daniel Kahneman

– ‘Made to Stick’ og ‘Power of Moments’ af Chip og Dan Heath

Jeg er ikke nået til Gudindeledelse og Boss Lady bøger, men er bestemt åben for at høre eventuelle erfaringer. Tidligere har jeg været glad for bøger i ‘You Do You’ genren og er bestemt heller ikke for fin til titler som ‘7 Gode Vaner’, ‘Følelsernes Intelligens’ og ‘Nuets Kraft’.

Således opløftet. Eller i hvert fald lettet. Rigtig glædelig (og uambitiøs) jul – og tusinde tak for i år♥️

Ida

Tre år og en lille smule tom indeni.

I morgen er det tre år vi blev gift. Tre år siden Otto storsparkede i min mave, mens vi sagde “I do” for bagefter at sejle en iskold tur rundt om Frihedsgudinden. Tre år, et barn, en bil, et sommerhus og et arbejde senere er jeg …helt ærligt bare så træt. Og ikke en særlig god version af mig selv. Jeg ved godt at det er nu, man skal kæmpe, slibe kanter og hænge i med næb og klør. Tænke på børnene, huske det store perspektiv, og glemme sig selv. Men hvor er det hårdt (og white privilige, don’t even say it) at sidde som uopvredne karklude og parallelspor, ved siden af hinanden uden overskud til at finde ind til hinanden.

Jeg er et rodehoved, har ingen grandiøse planer, ambitioner eller forkromede 2020 mål. Det eneste jeg virkelig er sikker, sikker, sikker på er, at jeg vil være den bedste mor som muligt og insistere på retten til at være åben og give og få kærlighed. Lyse på det svære, mens det er svært og i dette lille mikrokosmos, prøve at italesætte noget der er så komplekst for mig, at det er svært at skrive om.

Dagene flyver om ørene på mig, måneder blir til år og for tiden har jeg har en mærkelig følelse af retningsløshed. Som om mit indre kompas er gået i stykker. Måske er det en naturlig reaktion på at have opnået alt det jeg troede man skulle, for at nå i mål, for så at finde ud af at målet ikke findes. At vi bare kører på en motorvej af madkasser og at målstregen er en stiplet bil i horisonten. At målet flytter med. Dét mål, der før var en familie, blir til et hus, til en bil, en tilbygning, et job, endnu et barn.. Evolution: Smart koncept, hvis man vil overtage en planet. Op ad bakke, hvis man bare trænger til lidt ro.

Måske er der to slags mennesker. Dem der bærer et mål i sig selv, og dem der altid jager en målstreg udenfor. Måske er vi alle tvivlende væsener, men med forskellige grader af ro og rastløshed. Eller måske glemmer man bare evnen til at mærke sig selv, når man bruger al sin vågne tid på at imødekomme andres behov.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, der er en integritet gemt inde i mig et sted. Jeg kan bare ikke lige huske, hvor jeg fik den lagt.

If You Wannabe Veganer (status uge 14)

Det går meget godt her i Vegeville. Primært med ikke at spise kød og drikke mælk. Sekundært med ikke engang imellem at spise mozzarella(!) og primadonna. Og æg. Og så lidt flere æg.

På + siden :

– er de sidste to-tre graviditetskilo (hvor længe kan man egentlig kalde det baby weight? Kh moren til en 2,5 årig) endelig forsvundet. Synes faktisk min krop er helt …pæn i det. Og dét er i sig selv breaking.

– var jeg til julefrokost på mit arbejde, og havde slet ikke lyst til hverken flæskesteg eller and (eller det BJERG af cheeseburgers fra Mc Donalds, der var natmad).

– smager aubergine-karrysild heldigvis bedre end det lyder.

På – siden:

– bakser jeg lidt med at få lavet spændende veganske madpakker. Pt er løsningen at have rugbrød og Spir’s pålægspølse og postej og noget agurk og sådan liggende fast i køleskabet på mit arbejde. Og så tænke rigtig meget på, at 29kr/måltid, blir til en årlig besparelse på svimlende 5000 kr.

– Seitan. No. Thanks.

Nyhellig type, men jeg kan sgu ikke finde på mere negativt. Jeg har det vildt godt og synes sgu det er ret fedt, det der med ikke at spise kød. Det er nice i samvittigheden, i kroppen og i køkkenet og nu må I have mig undskyldt mens jeg går ud og losser mig selv hårdt i kuglerne, over at være blevet SÅ fucking irriterende at høre på. Undskyld.

Et stks sur kælling.

Kurt smadrede sin nissegave hårdt ned i gulvet i går. Jeg skældte ham virkelig meget ud, men i bagklogskabens lys, kan jeg måske godt forstå, hvis en fireårig bliver lidt skuffet over at få sin mors gamle ‘Cirkus Julius’ bånd pakket ind i avispapir… så jeg har sagt undskyld til ham, og nu har vi skrevet et brev til nissen og sagt undskyld til ham også. Og så begynder julefreden forhåbentligt snart at sænke sig.

Jeg øver mig i ikke hele tiden at skælde ud, komme med stikpiller og i det hele tiden at være en sur røv overfor dem jeg har hhv giftet mig med og produceret. Det er lidt op ad bakke med dét. Al Søde Ida blir brugt op på mit arbejde. De får linen, lunten og lollen. Så er der bare en sur kælling tilbage, som f.eks. blir sur over at min mand ikke har hængt misteltenen op, efter den er faldet ned. På den måde relaterer jeg måske meget godt til min fireårige for tiden.

På arbejdet blev jeg (sgu!) færdig med min store leverance. Ahhh! Så nu: afrapportering, timeregistrering, journalisering og alt muligt andet dejlig kedeligt. Bortset fra, at det er der faktisk slet ikke tid til og i virkeligheden burde jeg have virkelig travlt med virkelig meget nyt, meget vigtigt. Men det orker jeg altså faktisk bare ikke lige nu. Så hvis jeg kunne bede om bare lige fem dage uden mere meget vigtigt meget nyt, lige nu, så kunne det være rigtig, rigtig dejligt… Ro. På. Hvisker jeg, til mig selv.

På Fredag skal Niklas og jeg ud og se på et lille bitte hus – (bare for sjovt, selvfølgelig!) 1,5 km fra en metrostation. 2 km fra en badestrand. 1 km fra …en fucking landingsbane. Argh! Jeg ved sgu ikke… men nu giver jeg lige det område, som jeg, af en eller anden grund er blevet lidt vild med (endnu) et besøg. Det’ jo bare for sjovt.

I morgen skal jeg til Björk koncert med mine to søstre og Fredag aften er der julefrokost på mit arbejde, hvor jeg har store planer om IKKE at drikke snaps og at straffe karaokeanlægget. Så kære mave/hals/migræne-ting, jeg kan mærke i mit korpus: Du har præcis 20 timer til at forsvinde ud af min kiosk.

Og tag meget gerne den sure kælling med, når du går.