Alene hjemme. En julestatus

Jeg sidder foran en brændeovn i Liseleje og burde virkelig gå i seng. Virkelig fordi jeg er alene hjemme med to børn med feber og hoste og klokken er 1.42. Men så igen. Ild i pejsen, et juletræ med lyskæder og fred og ro. Den er svær at slå, med noget så fattigt som søvn.

Julen er kommet og den er gået. Vi havde huset fyldt af min familie og alt var dejligt. Min søster fik mandlen og jeg spiste portobellosvampe og smørstegte asparges med brunede kartofler og rødkål til aftensmad (og lidt andesovs. Fordi andesovs og noget med Rom og ikke at blive bygget på en dag ).

Vi har set Alene Hjemme 2 to gange, Tarzan Mama Mia en gang og Paw Patrol en million og firehundredesyvogtrestusinde gange. Spist brunkager, været til gode julefrokoster, spillet os midt over i brætspil og all that jazz og nu er jeg faktisk ved at være klar til 2020. Jeg har ingen nytårsforsætter, udover måske, at prøve at skyde det nye dekade ind, med at være mere mig selv og mindre alt det, jeg tror alle andre bedre vil kunne lide.

Hvad skal I (ikke) gøre i det nye år?

Previous Post Next Post

8 Comments

  • Reply VenterPaaVinBlog 29. december 2019 at 11:06

    Klippe pandehår, uanset hvor mange gange jeg bliver fristet, når jeg ser de flotte frøkner det klæder.

    Dur ikké til mig.

    • Reply Ida 6. januar 2020 at 18:59

      sådan havde jeg det også i 10 år. Så klippede jeg pandehår og var bare sådan WAUW! Hjælper på frygtløsheden at få panden fyldt op af stressrynker.

  • Reply Sarah 29. december 2019 at 12:44

    Ikke gå i panik over, at jeg er gravid med tvillinger. Fik beskeden til scanning d. 23 og venter stadig på, at blive sådan rigtig glad. Er mest bare bekymret og overvældet. Det må gerne vende i det nye år. Godt nytår til dig, søde Ida

    • Reply Ida 6. januar 2020 at 19:00

      Ej, tillykke! Shit hvor spændende og fantastisk♥️

  • Reply Louise S 29. december 2019 at 14:55

    Jeg skal mest af alt prøve at fatte (og acceptere), at voksenlivet nok bare er én lang prøvelse, og man selv er nødt til at stå for de muntre indslag. Sidder i dette øjeblik og kæmper med de absolut sidste krampetrækninger af mit speciale og har i løbet af det sidste halve år tænkt, at når det først var ude af verden, SÅ skulle det hele nok blivet fedt og bekymringsfrit. Jeg har sågar et midlertidigt job efter nytår, så jeg bliver ikke en gang arbejdsløs (lige med det samme). Men så ramte livet, og min mor fik en kræftdiagnose, og min søn har stadig ikke nogen børnehaveplads, selvom han skal begynde til april, og hvad skal der egentlig blive af os, skulle vi ikke også snart finde os et hus uden for byen, og hvad med søskende til barnet, han er jo snart så stor, og og og … Så. Mit nytårsforsæt er at trække vejret dybt og forsøge at lade i, at summen af bekymringer og stress er konstant. Tak for inspiration til dét i øvrigt. Godt nytår.

    • Reply Louise S 29. december 2019 at 14:56

      *lande i

    • Reply Ida 6. januar 2020 at 19:03

      Ja. Bekymringer vil nok være der lige så længe man lever. Tillykke med speciale og job og rigtig meget ♥️ til din mor.

  • Reply Janne 22. maj 2020 at 17:53

    Det er altså bare meget beroligende at høre at man ikke er alene med disse oplevelser. Du skriver så dejlig ærlig og du får mig til at slappe lidt af i forhold til “alt det jeg tror jeg burde have opnået og hvordan livet burde være”.

  • Leave a Reply